Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Vi har netop modtaget et dejligt brev fra Martinus, og da jeg ved, at De ligesom vi er meget spændt på at høre nyt fra ham, vil jeg også dennegang prøve at se bort fra brevets private karakter – og bede Dem gøre det samme. Martinus breve hjem er hver gang skrevet under vanskelige forhold. Hans tid er umådeligt optaget, og han er kun meget sparsomt overladt til sig selv. Det her gengivne brev indleder med at fortælle om, hvorledes inderne meget gerne vil beholde ham, og om hvorledes de har søgt om opholdstilladelse til ham for tre måneder. Imidlertid er det sådan i Indien, at "alting tager sin tid", og Martinus regner med, at den søgte opholdstilladelse formentlig kommer, når han forlængst er hjemme iblandt os igen. Dette spiller imidlertid ingen rolle derude. Sålænge myndighederne ikke har svaret, har man lov til at forblive der.

Martinus kom til Kotagiri den 9. november og befandt sig øjeblikkeligt iblandt meget gode venner, som på alle måder søgte at gøre livet rart for ham. Foruden vor trofaste ven gennem mange år derude, Anna Ørnsholt, i hvis hjem Martinus bor, traf Martinus to læger samt enken efter den tidligere guvernør, lady Heidrich, der alle var meget interesseret i hans arbejde. Sammen med disse mennesker kom han hurtigt i kontakt med en større kres, og han var dermed med det samme igang med at holde foredrag med Anna Ørnsholt som tolk.

" – mit næste foredrag holdt jeg i Coonor, en by ca. 14 kilometer fra Kotagiri. Her blev foredraget holdt i et stort, privat hjem hos en engelsk teplantageejer, hvor vi alle blev opvartet på det bedste. Vor elskværdige vært, mr. Dean, tog mig med ud på en stor spadseretur om eftermiddagen, rundt på hans store ejendom, der grænsede op til junglen, hvor der levede pantere. Så det var ikke tilrådeligt at gå ud om aftenen her. Det var interessant at se et sådant stort og rigt engelsk hjem. Hertil kom yderligere det, at mrs. Dean her på denne store ejendom har oprettet en slags alderdomshjem for syge og gamle dyr. Her var nogle æsler med forfærdelig defekte fødder, så de havde svært ved at gå. Jeg filmede disse dyr og tog billeder af ejendommen. Ligeledes filmede jeg byen, som ligger umådeligt smukt her i bjergene. Med hensyn til foredraget vakte det stort bifald og gav yderligere anledning til, at præsidenten for den stedlige teosofiske loge holdt en lille tale, hvori han takkede Anna Ørnsholt for hendes gode oversættelse. Derefter sagde han til mig, at han syntes, at det danske sprog var meget smukkere end det engelske. Det lød som musik, sagde han. Han kom derefter med nogle meget sympatiske kommentarer om, hvor vidunderligt min analyse om polprincippet samstemmede med, hvad de havde lært i den gamle indiske visdom. Han var en mand med stor hvid turban og briller og det sædvanlige lagen om benene, som mænd bruger det her istedet for benklæder. Hans livsstilling var sagfører.

At foredraget blev så vellykket, som tilfældet var, er næsten ikke til at forstå, for aldrig har jeg holdt foredrag med sådanne lysbilleder, som der her blev præsenteret. At skaffe et lysbilledapparat har vist sig at være et stort problem, i alt fald her i Kotagiri. Men igennem mange led af venskaber og bekendtskaber opsporedes det, at en stor skole i Coonor havde et sådant apparat. Og da mrs. Dean kendte skolens lektor, blev vi tilbudt at låne apparatet. Det så næsten ud, som om det var et, man havde arvet efter Abraham eller Isak. Det var meget bristefærdigt og affældigt. Det var ikke beregnet til elektrisk lys, og der var en revne midt gennem linsen. Men vi var ikke desto mindre henrykte ved at låne det, da det passede til mine plader. Og de unge mennesker fra skolen, der forstod at passe dette monstrum, lovede at betjene det om aftenen til foredraget, som de var meget interesserede i. Og så kom aftenen. Foredraget begyndte kl. ca. 17.30. Jeg holdt et lille indledende foredrag, og Anna Ørnsholt oversatte ligeså hurtigt, som jeg fik udtalt sætningerne. Og dernæst begyndte jeg så fremvisningen af billederne. Men sikke nogle billeder– –! I stedet for at bruge de petroleumslamper, der hørte til apparatet, brugte man en stor elektrisk pære, som naturligvis slet ikke passede ind i apparatets linsesystem. Dette bevirkede, at billederne kun blev partielt belyste. Man måtte så køre rundt med lampen inde i apparatet, således at man kunne belyse de felter af billedet, jeg pegede på. Dette bevirkede igen, at billedfelt og pegepind ikke altid passede sammen. Hertil kom så revnen i linsen, som bevirkede en sær uregelmæssig skyggeformet figur på billederne. Men inderne troede, at denne skyggefigur hørte med til billederne og skulle forestille mørket eller det onde. De lyttede og stirrede kolossalt interesserede. Og jeg, som til at begynde med troede, at dette foredrag måtte blive den rene fiasko, blev således behageligt overrasket over den store interesse og glæde, som foredraget vakte. Havde det været i Danmark, var jeg blevet pebet ud. Men her begyndte jeg at lære indernes mentalitet at kende. De er så ualmindelig tålmodige, ligesom de aldeles ikke har nogen hast med nogen ting. Når et foredrag annonceres til kl. 16.00, så begynder det kl. ca. 17.15. Det er muligt, at det er noget anderledes i de større byer. Det ved jeg ikke endnu, men nu får vi se, når jeg skal dertil.

Mit næste foredrag holdt jeg her i Kotagiri igår, søndag d. 21. Her var vi så heldige at få et moderne lysbilledapparat, ligesom det, vi har i Sverige. At vi fik dette dejlige apparat skyldtes stor velvillighed og interesse fra den næstkommanderende i en stor militærlejr i en by tæt herved, ved navn Wellington. Vi var til the hos ham og hans frue i forrige uge. Det var to vidunderlige mennesker. Han udvirkede, at vi fik lov til at låne militærets apparat, og selv ville han og hans frue overvære foredraget, der var annonceret til kl. 16. Men forskellige omstændigheder bevirkede, at det ikke kom til at begynde før kl. ca. 17.30. En chauffør skulle bringe apparatet fra Wellington. Men kl. blev 16, og han kom ikke. Jeg begyndte at blive lidt nervøs, men Anna Ørnsholt var ikke det mindste nervøs, hun kendte indernes mentalitet. Jeg kunne ikke løsrive mig fra den tanke, at folk sad nede i foredragssalen og trampede i gulvet af irritation over, at der endnu ikke var noget tegn til, at der ville blive holdt foredrag. Anna Ørnsholt besluttede derfor, at vi kunne begynde at gå derned. Da vi kom, sad de forskellige, der var ankommet, ude i det dejlige solskin og modtog os med de venligste smil. Der var ikke det mindste tegn på nogen som helst utålmodighed. Men bilen med apparatet var stadig ikke kommet. For en sikkerheds skyld havde jeg skrevet et foredrag, som Anna Ørnsholt havde oversat. Vi var så ved at beslutte os til at holde dette foredrag i stedet for lysbilledforedraget. Men så kom bilen med apparatet, og vi fik travlt med at stille det op. Men himmel – ! Her skinnede solen indad vældige vinduer, og de forhæng, der var for nogle af vinduerne, var totalt gennemsigtige! Jeg tænkte: "hvordan skal mine billeder kunne gøre sig i et sådant lyshav." Men så fandt man et stykke mørkeblåt lærred og fik sat dette for et vindue, som var særligt generende for billederne. Og så kunne foredraget begynde. Der var høj sol udenfor, men klokken var over halvseks, og dagen begyndte så småt at hælde, og i samme grad blev billederne jo bedre og bedre. En indisk soldat var med og betjente apparatet. Det måtte sikkert ikke betros til andre. Inderne er endnu i mange tilfælde store børn. Når de får noget nyt og moderne fra udlandet, har jeg indtrykket af, at det næsten er helligt og urørligt og kun må betjenes af dertil særligt indviede. Skønt vi begyndte foredraget med ca. een og en halv times forsinkelse, kom der dog en hel del mennesker forsent!!! Men foredraget fangede tilhørerne vældigt ind. Anna Ørnsholt er en glimrende tolk. Hun oversatte til engelsk mine sætninger, ligeså hurtigt som jeg fik dem udtalt. Tilstede var der tre læger, en del andre intellektuelle samt en del af den stedlige befolkning. Foredraget blev meget vellykket, og man var meget ked af, at jeg skulle rejse, da man meget gerne ville høre mere.

På lørdag rejser jeg sammen med Anna Ørnsholt til Bengalore, en by på ca. 200.000 indbyggere. Jeg ved, at man venter mig med spænding der. Derfra rejser vi til Rishi Valley skole, hvor Krisnamurthi opholder sig. Denne skole underviser i hans principper, og vi håber at træffe ham. Han vil sikkert kunne genkende mig fra mødet i Rom. Derfra går turen til Madras til the theosophical society i Adyar. Det bliver omkring den 3. december. Herfra rejser vi så til Bombay den 6. dec. for at træffe dr. Behram og for muligvis at holde foredrag. Herfra skal jeg så tiltræde rejsen til Cairo for at se pyramiderne. Jeg mener at kunne være hjemme omkring den 15. december. Jeg glæder mig meget til hjemkomsten og til gensynet med jer allesammen og til den dejlige jul, vi skal have.

Her i Indien er der en overordentlig stor interesse for alt, hvad der kommer ind under begrebet åndelige områder. I kraft af mit besøg herude, har vi fået et meget stærkt center her. Anna Ørnsholt har en utrolig position i dette land. Hvor hun viser sig, lukker dørene sig op. – – Hun er meget opsat på at skabe et center for vort arbejde her i Indien. Når hun får materiale nok og bliver sat ind i symbolerne, vil hun kunne holde foredrag over vort arbejde. Jeg kan se, at den indiske ungdom er meget modtagelig for åndelig oplysning, ligesom i Japan. Overalt er det vor åndsvidenskab og kosmiske analyser, man savner. Vi har kun to særlige problemer, nemlig for det første at få vor litteratur oversat og for det andet at blive det engelskesprog mægtigt. Kan vi udtrykke os på dette sprog og udsende vor litteratur på engelsk ligger hele verden os åben.

Udover det, jeg her har skrevet, er min rejse jo et sandt eventyr. Jeg er sprængfyldt med oplevelser af højst forskellig og sælsom art. Jeg har fået min horisont på det fysiske plan kolossalt udvidet. Jeg har nu fået lejlighed til at se, hvorledes den almene fattige befolkning lever her ude på landet. Kotagiri er kun en stor landsby med omkring 13000 indbyggere. Forholdene er jo noget anderledes end i Danmark. Alene i Calcutta lever der ligeså mange mennesker som i Danmark. Det vrimler med mennesker overalt. Og forholdene i alt det, jeg hidindtil har set af Indien, er de, at man overalt kun står med det ene ben i civilisationen, og somme steder er man endog helt udenfor civilisationens område. Det er dette, at man sommetider må leve halvt og sommetider helt udenfor civilisationen, der virker så stærkt på en, når man kommer fra et land, hvor alt så at sige er overciviliseret. Jeg har set menneskelig tilværelse så elendig og af så skrækkelig skæbnemæssig art, at jeg aldrig havde tænkt mig det muligt. Her ser man ikke rullestole eller andre humane hjælpemidler for invalider. Jeg har set stakkels invalider kravle henad gaden, fordi de ikke kunne gå. Atter andre invalider, undertiden en hel gruppe, ligger som en bunke rådnende kød, der forpester luften omkring dem. De synes hverken at kunne gå eller stå. Men alle har de et bedende blik og en udstrakt hånd for eventuelt at få en lille skilling af de forbipasserende. Men jeg har endnu ikke set, at nogen giver dem noget. Alle er så vante til at se dette syn, at det ikke mere gør indtryk på nogen. Den samme overbefolkning og fattigdom så jeg også i Japan, som ellers er godt med på alle områder, selvom det endnu kun er på kopieringsstadiet af moderne kultur. På en bro i Yokohama så jeg en aften en kvinde indsvøbt i bare pjalter. Inde under disse pjalter havde hun et meget lille spædbarn, som sikkert ikke engang var et par måneder. Jeg ville selvfølgelig give hende en skilling, men blev forhindret deri af sømandspræsten, som sagde, at det bare var svindel. Barnet var kun en dukke. Da vi næste aften kom over den samme bro, sad hun der atter. Jeg gik da hen til hende for at se nærmere på hende. Hun åbnede da meget frivilligt for sit bryst. Og herinde, bag pjalterne ved den unge kvindes bryst lå et lille levende spædbarn. Jeg gav hende selvfølgelig en skilling. Jeg var her blevet vidne til, at bag den ny civilisations tilsyneladende helt moderne overflade skinnede primitivitetens og naturmenneskets elendighed endnu alt for tydeligt frem. Det tager tid at civilisere et folk. Der må hengå mange generationer, inden de sidste rester af naturmenneskets brutale livsforhold er forsvundet.

Jeg forstår godt Nehru der, hvor han siger, at han meget gerne vil sige sig det politiske arbejde fra, så han kan få tid til at tænke. Det vil tage tid, inden denne vældige millionbefolkning er inde under virkelige civiliserede forhold. Men det gode ved situationen er det, at alle disse mennesker har gennemgået store lidelser. Derved har de fået deres medfølingsevne højt udviklet. I deres øjne møder man en overordentlig stor mildhed og venlighed. De mangler blot undervisning og atter undervisning. Der bygges ganske vist skoler, men det tager tid at få bygget de tusinder af skoler, der skal dække behovet. Ja, der er meget mere at skrive om den sag, men nu må jeg gemme det til den bog, jeg agter at skrive om min rejse.

Men rent bortset fra disse uhyggelige ting jeg har oplevet i de områder af mennesketilværelse, hvor civilisationen endnu ikke er nået hen, har jeg også oplevet en masse andre ting, kulturområder båret og holdt i live af en priviligeret overklasse af indere og europæere. Den samme situation var også i nogen grad gældende i Japan. Min rejse har været et stort eventyr. Og jeg har brugt mine øjne og øren og mit fotografiapparat og mit filmsapparat så godt, jeg har kunnet, så jeg håber at kunne vise jer alle derhjemme noget af min store oplevelse. Jeg har filmet mange meter film i Japan og taget en masse almindelige fotos. Jeg har været i templerne. Jeg har set kæmpebuddhaer, som jeg har været inde i, ja været helt oppe i hovedet på. Jeg har filmet Fujijama og taget billeder af folkelivet såvel i Japan som i Indien. Jeg oplevede en vidunderlig flyvetur i måneskin i skyhavet henover Fillippinergraven. Vældige skybjærge i eventyrligt blåt lys. Det var som om vi havde forladt den materielle verden og nu svævede frem i den rene guddommelige tankeverdens allerskønneste formationer og udtryk, opretholdt af en guddommelig kunstners geniale fantasi og skabende tanke! – – Ja, nu må jeg holde op og gemme resten til den store bog om min rejse, og hvis indhold skal være min gave til alle de kærlige mennesker, der gjorde det muligt for mig at foretage denne for vor sag og mission så betydningsfulde rejse her til østens fjerne lande, folk og eventyr.

– – – – – – – – – – – –

Ikkesandt – hvis De var i mit sted, ville De næppe forholde Deres gode venner at få del i dette privatbrev, af hvilket jeg kun har udeladt ganske uvæsentlige ting. Det er ikke alene et eventyr for Martinus at være på denne lange rejse, det er også et eventyr for os, at han fik den! Thi kun få evner at se og anskue med hans øjne og hans sind. For resten af den tid, vi beholder ham iblandt os, vil hans foredrag og skrifter være påvirket af disse tusinder af oplevelser, han her har haft – derigennem vil vi få langt mere gengældt af ham end det, vi gav!

Med kærlig hilsen fra alle her i huset!