Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det var en gruppe dybt bevægede mennesker med meget blanke øjne, der igår kl. 12.15 så Martinus vinke et sidste farvel på trappen til S.A.S. store cloudmaster, – og det var også en meget bevæget Martinus, der forlod os! Bag sit kærlige smil skjulte han, det vidste ihvert fald jeg, sin umådeligt dybe taknemmelighed over den vældige kærlighedsbølge, der i den sidste tid er strømmet ind over ham, og som nu bærer ham ud på den 16000 kilometer lange rejse til det fjerne Østen. Det sås i de mange ansigter, da maskinen gik på vingerne, at vi alle var besjælede af eet eneste ønske: at Guddommen måtte velsigne denne lange rejse! Vi ved jo alle, at Martinus ikke kender til at skåne sig selv, når det drejer sig om hans arbejde, – og vi ved, at han ikke vil blive skånet. Allerede inden afrejsen begyndte invitationerne til at tale i fremmede byer og på fremmede pladser, at strømme ind. Bl.a. skal Martinus tale i Teosofernes hovedkvarter i Adyar i Indien, – noget, der nødvendigvis må give adskillige mennesker stof til dyb eftertanke!

Men det vigtigste, det i virkeligheden altoverskyggende, er den enkle kendsgerning, at Martinus nu får lejlighed til at fremføre sit verdensbillede for et Forum, der må skønnes at have alle forudsætninger for at forstå ham. Vi har aldrig modtaget kærligere breve end de, vi har modtaget fra Ananai-Kyos hovedkvarter i Japan. Alle er de både lykkelige over og inderligt taknemmelige for, at Martinus kommer over til dem, og der er ikke blot den mindste tvivl om, at de vil lytte til ham på netop den måde, der vil give det mest positive resultat!

Det er jo ingen hemmelighed for os, der i så mange år har fulgtes med Martinus, at hans livs største drøm nu er gået i opfyldelse. Gennem mine tusinder af samtaler med ham er der gået en dyb forvisning om, at Guddommen på et eller andet tidspunkt ville gribe ind og tvinge ham fra den relative ubemærkethed herhjemme, frem i en større verdens skarpe søgelys. Denne forvisning går nu i opfyldelse, thi uanset resultaterne af den store verdensreligionskonference i Shimizu, vil Martinus her opnå kontakt med alle de største åndelige bevægelser i Østen, en kontakt hvis dybeste perspektiver vi idag kun kan ane!

Et gammelt ord siger, at en profet sjældent er agtet i sit fædreland. Dette ord passer ikke på Martinus, derom vidner den umådelige kærlighed, der har gjort denne lange og meget kostbare rejse mulig. Den modstand, Martinus har haft at kæmpe med, tæller i hans egne øjne intet, imod den kærlighed han har mødt, fra den første dag han indviede andre i sin åndelige oplevelse. Hvor bugtede, stenede eller stejle end vejene, han måtte vandre, har været, har der altid stået "englevagt" omkring ham, og uden tøven er han altid gået selv de største vanskeligheder imøde med den indre tryghed, kun den har, i hvem Guddommen selv har åbenbaret sig og dermed taget ansvaret for. Jeg ved udmærket godt, at dette er store ord, men jeg har set dette med mine egne øjne og har derfor intet andet at skrive.

Martinus kampe vil aldrig blive mod noget ydre, noget materielt. De vil altid kun blive med det åndelige, med vor umodenhed, vore manglende erfaringer på de områder hvor han oplever suverænt. I glimt aner vi, hvad han dagsbevidst ser, – og i disse glimt aner vi også hans næsten ufattelige vanskeligheder med at oversætte til vort sprog de syner eller den virkelighed, han selv oplever. Og her er det, at jeg rent personlig tror at han nu stilles overfor en kres af mennesker, der på mange områder er mere modne, end vi er. For alle disse mennesker er f.eks. reinkarnationsproblemet intet problem. De er opvokset i den forestillingskres, har arbejdet med den, indlevet sig i den og er sandsynligvis stødt på en mængde af dens mangler eller gåder. Her må Martinus blive en vidunderlig oplevelse for dem! Jeg forudser, at al hans tid vil blive beslaglagt med "spørgetimer", og jeg kan levende se for mig, hvordan de vil forme sig. For her har vi nemlig reelle oplevelser at støtte os til gennem de mange besøg af orientalere, vi har oplevet. For nok taler Martinus kun dansk, men begrebet "telepati" er universelt, og vi har virkelig oplevet situationer, hvor tolken måbende har oplevet, at de fremmede næsten direkte "modtog" Martinus klare tankebilleder. Martinus tankekoncentrationsevne er fantastisk. Kunne man se hans tankebilleder i deres rent åndelige form, ville man blive forbløffet over, hvor skarpt og rent de er "støbt". Og denne evne vil nu komme ham tilgode på en måde, vi vanskeligt kan forestille os. Den vil uden tvivl afstedkomme en indre kontakt mellem ham og alle de, han nu vil møde, på det allerhøjeste plan. Og føjer vi så hertil Østens dybe ærbødighed for alt, hvad der virkeligt er af ånd, kan vi føle os meget trygge på Martinus vegne for, som han sagde til mig, umiddelbart før vi skiltes: "Hvis dette kun skulle være en forlystelsesrejse, ville jeg aldrig have haft mod til at begive mig ud på den. Men jeg oplevede under min åndelige opvågning ting, jeg aldrig har villet give udtryk for, fordi ingen ville have kunnet forstå dem. Nu ved jeg, hvad meningen var med dem, og jeg føler mig så tryg som aldrig før ved det, jeg nu går imøde!"

I disse ord rører Martinus ved noget, som han ofte har ført på bane i vore samtaler: den moralske pligtfølelse! For os, der kender ham, er det jo ingen hemmelighed, at Martinus selv end ikke ejer antydningen af lyst til at være en offentlig person. Hans egen natur er stilhed og absolut tilbagetrukkethed, og jeg ved, at det er ham en overvindelse, hvergang livet kræver af ham, at han skal frem i søgelyset. Men ingen ser denne kamp. For ligeså naturligt det ville være for ham at leve et absolut "ukendt liv", ligeså selvfølgeligt er det for ham at gøre sin pligt, ligegyldigt hvad den end vil kræve af ham. Han er det eneste virkeligt frygtløse menneske, livet har ladet mig møde.

I dette, at han så helt har lagt sin skæbne i Guds hånd og udelukkende i sin mission lader sig lede af sin intuition, ligger der noget vi alle kan lære af. Thi vor største kamp vil, lige indtil vor ånd overskygges af den kosmiske bevidsthedstilstand, blive kampen imod egenviljen. Vi anerkender Guddommens eksistens, både følelses- og intelligensmæssigt, men vi vil sågerne have, at han skal skrive under på vore egne synspunkter! Uden at vi altid selv er klare derover, lever vi i et "selvmeningernes tyranni", der kan gøre os uskikkede til den samarbejdets symfoni, vi dog alle inderst inde stræber imod. Jeg har ofte tænkt på, om ikke Jesus har haft dette for øje, da han formulerede sine berømte ord: "Og derpå skulle man kende mine disciple, at de haver indbyrdes kærlighed!" For sand indbyrdes kærlighed udelukker altid hårde særstandpunkter af den simple grund, at de virker ødelæggende for helhedsskabelsen.

Jeg vil tro, at det er i Martinus ganske selvfølgelige, medfødte evne til at lytte til andre på den kærligste og mest forstående måde, at orientalerne vil "genkende" ham, som den, han virkeligt er. De stilles jo ikke i ham overfor en vesterlænding, der med sit ofte brovtende "her-kommer-jeg-væsen" på forhånd afskærer sig selv fra enhver sympati hos mennesker, der er trænede i kunsten at gennemskue og afpasse deres reaktioner efter en mere umoden åndelig tilstand.

Den dybeste hensigt med den verdenskonference, Martinus nu skal deltage i, er jo at finde vej frem til det fælles åndelige grundlag, der kan forene alle fredselskende og rettænkende mennesker. Og her bliver Martinus enorme styrke den, at hans egen bevidsthed rummer dette grundlag og rummer det på en sådan måde, at der nok skal blive stille, når han endelig kommer til at tale. Ikke således at jeg tror, at man i flok og følge vil akceptere alle hans tanker. Men jeg føler mig overbevist om, at dette møde vil resultere i endog meget stærke impulser til et nært samarbejde mellem Martinus på den ene side og de store orientalske fredsbevægelser på den anden side. Og her kan det ske, at Indien træder ind i billedet på en overraskende måde. Det er meget svært, for ikke at sige umuligt at forudse hændelsesforløbet af denne rejse. Men vi er her vidende om, at Martinus har meget indflydelsesrige venner i dette store land, og de vil næppe lade ham passere uden at høre hans mening om alt det, der optager dem.

I det hele taget er vort arbejde nu inde i en periode, hvor hver eneste dag byder på overraskelser, der kun kan virke inspirerende på os alle. Vi har altid vidst, at hverken Martinus selv eller hans tanker tilhørte os alene. Men årene gik, og den internationale side af vort arbejde forblev fremdeles noget, som hørte fremtiden til. Sådan er det ikke længere. Kravet udefra er nu så stærkt, at livet her i huset begynder at indstille sig på at imødekomme det. Og her er det, at vi har den meget store glæde at se, hvorledes sagens ungdom uopfordret selv melder sig for at være med til at løse opgaverne. Og der er arbejde nok! Men skal dette arbejde lykkes på netop den måde, vi alle ønsker, det må lykkes, må det ske i den ånd, Martinus selv står som fuldgyldig repræsentant for. Indadtil og udadtil må vi stå som repræsentanter for en kultur, der afviger fra fortiden derved, at den uden sekteriske rammer, ceremonier, opsatte love og påbud, fuldbyrder den tolerance og næstekærlighed, Livets Bog giver udtryk for. I kraft af vor tilknytning til den høje ideverden som Martinus verdensbillede giver udtryk for, har vi alle fået et "guldæble" i vor hånd, og det står helt til os selv, om vi igen skal miste det. For os må arbejdet for skabelsen af en menneskehed, der i alt står sammen og, ikke som nu lever, adskilt i næsten hermetisk tillukkede rum, være et tidløst arbejde. Vi vil kun være "jordens salt", sålænge som vi har den indstilling, at ikke vor egen, men kun Guddommens vilje skal ske fyldest. Rokker vi ved dette grundlag, rokker vi også ved fundamentet for vor egen rent personlige lykketilstand. Kun i dette: at tjene menneskeheden med sin viden er der en vej frem, alt andet vil føre til indre splid og opløsning. Dette må vi have for øje i en stund, hvor vi ved, at Martinus er på vej til at kontakte områder, der kun på anden hånd har hørt om ham. Nu lærer de ham at kende og vil uundgåeligt drage den slutning, at vi, som har haft den lykke at leve sammen med ham sålænge, må være blandt jordens udvalgte mennesker. Jeg har hørt dette udtalt af mange, der dels har gæstet os, og som jeg dels selv har haft den lykke at gæste i deres eget land. Jeg har ofte følt, at disse mennesker udtalte en sandhed, som vi måske i en lidt højere grad end tilfældet er burde have os for øje. På den anden side skal det også siges, at de mange år, der er gået med de forberedende arbejder, har afsløret, at der er stor mening i, at Martinus netop blev født i dette land, hvis mentalitet nu engang er således, at den ikke bliver offer for letkøbt begejstring. Takket være dette forhold er Livets Bog ikke blevet sinket af den sukces vi ofte har ønsket dens forfatter, men som utvivlsomt ville have været mere hindrende end befordrende for ham. Nu er Martinus ifærd med at afslutte sit livsværk, og der er ingen tvivl om, at den dag han lægger sidste hånd på det, vil hans rejse til Østen også her have sat uudslettelige spor!

– – – – – – – – – – – – –

I det øjeblik dette brev skrives, svæver Martinus henover Persiens bjerge og sletter. Både for ham og for os et næsten ufatteligt eventyr! Og når De læser disse linier, er han "forlængst" i Tokyo! Man ved det, fordi timetabellerne fra flyveselskabet siger det, men man forstår det næsten ikke. Men han er der, og kærlige mennesker er omkring ham! Men der er mere end det – der er også en strøm af kærlige tanker fra alle os, som han ved sin store viden og store kærlighed løftede ud af ældgamle, udlevede og ofte for os selv dødsensfarlige tankebaner. At han selv føler denne kærlighedsbølge ved jeg, for hans sidste hilsen til os alle lød: "Der går en lysende tankebro fra mit hjerte til Jer alle derhjemme!"

Med kærlig hilsen fra alle her i huset!