Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det er idag ti dage siden, jeg forlod København, og jeg tror, at det vil glæde Dem at høre lidt om, hvad jeg siden har oplevet. Ihvert tilfælde er det jo i allerhøjeste grad Dem selv, der har gjort det muligt for mig at kunne foretage disse rejser, så jeg føler det som lidt af en kær pligt både at fortælle Dem om det ydre og også om det mere indre resultat af dem! De iblandt Dem som selv er "flyvevante" må forsøge at tilgive mig, at jeg, omend kort, fortæller lidt om selve rejsen herover. Jeg ved jo dog, at de fleste af mine læsere ikke har prøvet denne tur og sikkert gerne vil vide lidt om, hvordan det egentlig fornemmes at komme fra sted til sted med den hast, en flyvemaskine nu engang har.

Vejret var ikke altfor fint den dag, jeg tog afsted. Det var smukt nok i København, men mod vest var det stærkt skyet. Det var en stor maskine med plads til 48 mennesker. Hvert et sæde var optaget, så jeg var mere end lykkelig over, at jeg, uden selv at vide det, havde fået en af de bedste vinduespladser med fin udsigt fremefter – og nedefter! Jeg tror, at der altid vil være noget spændende over det øjeblik, hvor maskinen lige med eet sætter i en enorm larm og brøler henover cementen for få sekunder senere at slippe jorden. Der er nu engang noget vist ufatteligt i, at en så enorm vægt, som en Cloudmaster faktisk repræsenterer, slipper jorden så let, som var den en af Vorherres fjedrede skabninger!

I modsætning til de kortere distancer, der vistnok altid flyves med noget mindre højde, steg vi straks op til omkring 4.500 meter – op i Guds mest tindrende sol! Dybt under os lå skyerne, belyst af denne rene sol i en vinkel, der fik dem til at ligne flydende sølv på alle sider afgrænset af en azurblå himmel. Og med eet kommer denne mærkelige fornemmelse: man ved, at man nu kun er et punkt mellem himmel og jord, og at ting kan hænde, der sætter et definitivt punktum for al fysisk væren. Man ved, at man jager afsted med en stor fart – og alligevel føles det hele ganske anderledes. Jeg tror ikke, man noget andet sted har en stærkere fornemmelse af sig selv som det absolutte "faste punkt" i tilværelsen. Der er jo intet til at markere farten, så man synes faktisk, at ham ude i førerrummet godt kunne sætte tempoet lidt op! Og hvad angst angår, ja så må jeg ærligt sige, at det er vist kun noget, man har, sålænge man ikke har prøvet at flyve. Det forekommer ihvert tilfælde både Martinus og mig at være noget af det mest trygge på denne jord.

Og tingene dernede. Ja, fra den højde jeg dennegang fløj, var alting så bittesmåt, at det i virkeligheden så ud, som om Vorherre en dag i lystigt lune havde puttet en sæk fuld af små søde legetøjshuse og gårde og så havde gået sig en god tur og med mild og venlig hånd strøet alle disse henrivende småsager ud over en jord, der heroppefra så ud som det dejligste grønne, kantet med blåt, – når vi altså så den! For det var først nede over Helgoland, at jorden begyndte at blive rigtig synlig, bortset fra et øjeblik over Sjælland. Vi startede kl. 10.25 og nøjagtig kl. 12.30 gled vi udover kanalen et sted fra den hollandske kyst. Det virker noget mærkeligt at se havets stolte linere fra luften. De syner ikke af ret meget. Almindelige skibe ligner nøjagtig dem vi alle legede med som børn. Og havet selv? Ja, på visse steder kunne man se lige ned til bunden, og det virker temmelig forbløffende. Kl. ca. 13 dukkede Englands kyst op forude, kantet af en skinnende sølvhvid bræmme af havskum eller brænding, og ganske kort efter gled maskinen længere ned, og med eet lå verdens næststørste by udbredt for ens undrende syn. Man ved, at London er stor, og at her lever otte millioner mennesker. Men så stor! Huse, huse og atter huse – det virker aldeles overvældende! Det man ser, er ikke en by, det er et metropol, en organisme eller måske snarere et organ i en vældig organisme. Med eet lagde maskinen sig på siden i et vældigt sving, og dybt nede under mig så jeg London Airports lange baner tone frem. Husene voksede i gigantisk fart, og sekunder senere landede vi let og elegant foran Scandinavien Airlines kontorer i denne verdens største lufthavn – 3 timer efter, at vi var steget op fra Kastrup.

London Airport er fremtiden i den forstand, at man her stilles ansigt til ansigt med alle tænkelige flyvemaskinkonstruktioner. Netop som vi kom ud fra vor maskine, gled en kæmpejetliner op fra cementen i et brøl, som lukkede en helt ude fra den fysiske verden. Man taber uvilkårligt vejret ved synet af en sådan maskine, der i eet Nu er på vingerne og i det næste Nu kun et lille punkt i det fjerne. Og stopper man op og vil tænke, så må man uvilkårligt sige til sig selv: alt dette er hændt indenfor din egen tid! Hvad vil der ikke være hændt, når din lille søn når din alder? Vil dette da blot være "forældet", være noget man til den tid smiler af?

Min rejses første mål var Wales, hvor gode venner ventede mig. Jeg var så heldig at nå et eksprestog fra London og var dybt inde i Wales bjerge, inden solen var gået helt ned. Mine venner bor på en plads, som er berømt fra bogen "Grøn var min barndoms dal". Engang et eventyr af skønhed, af høje, skovklædte bjerge, der kransede floden Taff, er denne dal det sidste hundrede år blevet reduceret til et af de mest træløse områder i Wales. Fra det øjeblik man fandt det "sorte guld" i dalens bund og til idag, har der her fundet en udvikling sted, som må have været forfærdende for dem, der kendte dalen som "the green valley" og nu må opleve den på sin vis næsten endeløse tristhed af kulmineby ved kulmineby. Grå og uendeligt kedelige ligger disse små i virkeligheden så fattige boliger, der alle består af ganske små rum, klistret op ad hinanden. Gaderne ligner "nedlagte" skyskrabere. Men Walliserne er renlige folk, så langt som kulstøv og kulsod tillader dem at være det. Jeg har set utallige kvinder vaske selv stenen foran hoveddøren!

Idet hele taget er Walliserne et folkefærd helt for sig. De er hjertensgode og utroligt gæstfri, – når man altså får "nøglen" til dem! Ellers har de den almindelige englænders reservation overfor fremmede. Og jeg havde en sådan "nøgle"! Jeg blev hentet i Cardiff af mine venner og takket være dem, fik jeg sikkert mere ud af et besøg i denne berømte dal, end de fleste får. For jeg har ikke alene vandret i bjergene og set alle de steder, kun de indfødte kender. Jeg har også fået ting at vide, som kun venner får. Og det er disse ting, De og jeg er optaget af, derfor giver jeg dem videre til Dem!

Engang flød dybt i dalens bund den sølvklare rene flod Taff. Alle fortæller om den tid, træerne kantede dalen, og fuglene sang. Dengang Gud boede mellem højene, og hans ånd fyldte dalene. Idag er floden en ækel sort vandstrøm, hvori ikke den mindste lille fisk kan leve. Og idag lever tusinder, ja titusinder af det, der sker dybt nede under jorden. Overalt ser man kulminernes store elevatorhjul snurre i luften, og overalt møder man mænd med stålhjelme på hovederne og ellers så sorte, at kun familien kan identificere dem.

Men alt dette er livets ydre side. Den indre side berettes af de utallige små kirker, der med ofte kun meters mellemrum kommer tilsyne langs den næsten 60 miles lange "gade", som strækker sig igennem dalen. For nok er denne "gade" opdelt i små byer, men den er alligevel kun een. Den er i dybeste forstand "the green valley", stedet som gav navn til bogen om disse menneskers daglige liv.

Og livet er – eller har været – de mange kirker. De mange trossamfund som her, alle med samme mål for øje, har kæmpet deres indbyrdes kamp om sjælene, en kamp som endnu ikke er ophørt, men som tydeligt synger sin "svanesang". På en måde er alle her religiøse. Og man forstår det. Da jeg ankom, kunne jeg mærke på mine venner, at de var bedrøvede, og længe varede det ikke, før jeg fik forklaringen. Netop samme dag var en ung mand blevet knust imellem to kulvogne. Det var kun otte dage siden, han var blevet gift, og alle fandt det hele meget svært. Men han var ikke død endnu, så man håbede. Han døde dog om natten ved fuld bevidsthed og med sin unge hustrus hånd i sin. Og knap var han død, før budskabet kom om den næste. Han var styrtet foran en kulvogn og knust øjeblikkeligt. Døden tager høje procenter i the green valley! Altid lurer den på manden med lygten i panden og den lille korte hakke i hånden. Derfor tænker han meget på den og derfor de mange kirker.

Men livet står ikke stille. Og hvad der for 50 år tilbage var god kost for menneskeånden, er idag ved at blive smalkost. De unge interesserer sig ikke for kirken, og da kirken ikke er statsunderstøttet som hjemme hos os, er resultatet yderst synligt! Gudshusene er i den sørgeligste forfatning. Mange af dem er rene ruiner, andre ligner rige folk, der har mistet alt, hvad de ejede og nu krampagtigt forsøger at skjule den bitre nød for omverdenen. Den grønne dal er blevet et kæmpeepos over den gamle verdensimpuls' svindende magt over sindene. Man ville kunne skrive en doktorafhandling om det, der her sker lige for øjnene af en. Og igennem lange fortrolige samtaler fik jeg samlet de mange brudstykker sammen til det billede, kun De og jeg har forudsætninger for at forstå. Kun få unge kommer i kirkerne og de fleste af familietvang. Men den svindende interesse for de religiøse sekter sætter andre og, synes det mig, mere triste spor, som man kunne kalde "kampen mellem de gamle". I stedet for at mødes i en indre fordragelighed, der kunne skabe en vis skønhed, oplever man nu at se fattige præster, omkring hvilke kun ganske få gamle samler sig. De vil ikke give op. Deres "sandhed" er den eneste sandhed – færdig! Jeg talte med en ven, som var methodist. Medens vi talte, kom en af denne mands venner forbi. Han hilste venligt, og vi sludrede lidt sammen alle tre. Pludseligt spurgte han mig direkte om jeg var methodist, og da jeg svarede, at jeg var uden konfession, sagde han indædt: "Methodismen er dog det mest tågede, der findes!" Det var pinligt! Bag en smilende overflade føres der her en ond kamp, hvis resultat De og jeg kan se, men som disse mennesker enten ikke kan eller også ikke vil se.

Jeg blev gode venner med en herlig pensioneret politiinspektør, som til min store overraskelse og glæde var en god bekendt til venner af mig i Danmark. Han blev en stor "nøgle" for mig, for han havde levet hele sit liv herude. Og som han kunne fortælle. Sprængfyldt med humor og en utrolig levende fortæller, berettede han for mig om livet i denne dal. Det var faldet i hans lod at "beskytte" den tidligere prins af Wales, Edward den 8., under hans fatale besøg i dalen under den store krise i trediverne. Selv tre alen høj og bred som en kæmpe, var prins charming kun en dværg for ham, og han omtalte ham da også konstant som den "lille prins". Som bekendt krævede prinsen af regeringen, at den skulle "gøre noget" for disse mennesker, og det vakte absolut ikke bifald i de højreorienterede krese. Selv ægtefødt Walliser havde denne mand et indblik i dalens liv som kun få. Og også han kendte den religiøse "undergrundskrig". Og åndelig moden som han var, kunne vi tale frit ud om problemerne. Det blev, blandt venner, mit første spæde forsøg på på engelsk, at fortælle om Martinus mening om disse spørgsmål. Himlen må vide, hvor ordene kom fra, men timerne fløj, og jeg sad her midt i en gruppe af kærligt indstillede mennesker og tolkede tanker, som for dem både var eksplosionsagtigt nye, men alligevel "gamle" i den forstand, at de havde mange forudsætninger for at forstå dem. Og hvad hændte? Det strømmede ind med invitationer til mig fra alle sider.

Men jeg skulle videre. Bag mig ligger nu mine oplevelser i Wales. De blev een lang lysende bekræftelse på værdien af den høje viden, Martinus har givet os om den gamle, døende kosmiske verdensimpuls og på betydningen af, at der nu i verden fødes en viden, som ikke er "ny vin på gamle læderflasker", men "gammel vin i nye former"! Sandheden i en klædedragt, der vil give den indpas hos alle de, der har stængt dørene for den blinde tros efterhånden falmede purpur og fløjl.

– – – –

Og nu er jeg så i London! Skæbnen ville, at jeg påny bor i mit "gamle hus", der hvor jeg for netop tre år siden oplevede mit første møde med denne by. Tre år, så kort en tid, og for mig alligevel en evighed siden. Jeg vidste, at jeg ville vende tilbage. Vidste det, fordi jeg her oplevede ting som, selv om de kun angår mig selv, så alligevel sprængte noget i mig, en kapsel, som var ifærd med at lukke sig om min sjæl og begrænse dens funktioner. Jeg har sagt det før og vil aldrig blive træt af at gentage det: Martinus arbejde er internationalt og kun den, der tilbunds forstår denne tanke, har chance for at få det fulde udbytte af det! Men lad Dem ikke forlede til at tro, at jeg har den forestilling, at Martinus tanker med eet slag vinder frem "ude i verden". Jeg har ingen anlæg for profetering, men jeg ser ganske klart for mit indre syn, at vejen ud, vil blive meget svær, sværere end de begejstrede forestiller sig. For det er svært at overføre disse tanker til et andet sprog. Vore første famlende forsøg har vist det. Eet er, at man kan oversætte "korrekt", et helt andet er, om man kan finde det nye sprogs "melodi". Og først når det er sket, kan vi gøre os håb om en virkelig kontakt. Men selvom vejene frem er svære og vanskelighederne store, behøver dette ikke at give anledning til modløshed. Vil vi blot holde os for øje, at digterens berømte ord: "Vor egen tid er kort, men slægtens lang!" udtrykker en dyb sandhed, vil vi kunne overvinde enhver vanskelighed. Men intet sted er hastværk mindre på sin plads end her. For mig selv har jeg her fundet fred i de berømte ord: "Bed og arbejd!" Hvor livet giver mig en chance for kontakt, tager jeg den. Foreløbigt orienterer jeg mig, lytter og betragter og søger at vinde venner. For eet er givet: den største fare vi i spørgsmålet om Martinus tanker og udlandet kan komme til at opleve, lurer ikke på os udefra! Den findes i vor egen sjæl, i dens længsel efter at forcere noget, der i kraft af sin egen natur må følge egne iboende love, som kun den kender, der helt ved hensigten med alt det, der så let forsvinder b ag egenviljens krav om skuces.

Idet jeg gerne vil give udtryk for, at jeg længes efter at møde Dem hjemme ved foredragene, sender jeg Dem mine kærligste tanker og hilsner!