Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Husker De Mogens Lorentsens berømte: "Så gik den Måned!"? Såden omtrent kunne jeg udtrykke mig, da jeg forleden dag så Klint forsvinde bagude, blot med den forskel at ordet "måned" må erstattes med ordet "sommer". I det ydre er der såvist ingen grund til at ridse netop denne sommer nogen elskværdig minderune. Lad der blot gå tyve år til, før vi igen skal opleve regnvejr dag ud og dag ind! Det har dog været et herrens vejr hele tiden!

Men netop derfor fik vi en enestående chance til at se, i hvor høj en grad Martinus tanker ejer livet i sig. Sommeren ved Klint 1954 vil for enhver, der oplevede den, være den sommer, hvor det åndelige demonstrerede sin overlegenhed i forholdet til alt andet. Dag ud og dag ind holdt det vejrguderne i skak. Overalt taltes der analyser. Gav dagene ikke større chancer for badeliv, gav de ihvert fald enestående chancer for udveksling af tanker. Det mærkedes ved de mange foredrag, og det føltes med utrolig styrke i den daglige atmosfære.

Nu er det jo således, at den samling mennesker, feriebyen rummer en sommer igennem, i sig selv udgør et udsnit, en yderst levende repræsentation for den ene af vort samfunds mentale treklange: den begyndende kosmiske opvågning. De andre to: Den døende og den døde kosmiske bevidsthedstilstand er måske nok repræsenteret ved enkelte personer, men de er i et så absolut mindretal, at man faktisk slet ikke mærker deres eksistens. Det, der giver feriebyen dens liv og specielle atmosfære, er så udtalt de mange, der har overbevisningen om at livet har en dybere mening end den, der kommer til udtryk hos det såkaldte flertal. Derved opstår der den ejendommelige situation, at sommerlivet på denne lille plet i virkeligheden bliver et stykke "fremtid", realistisk oplevet midt i vor fortravlede nutid.

Og denne fremtid er løfterig. Det vil enhver kunne konstatere blot ved at iagttage det udtryk, der lyser ud af alle ansigter efter et af Martinus foredrag. Der ser man nemlig, hvordan det jordiske menneske engang vil komme til at se ud, når alle pinende "nærhorisonter" har måttet vige pladsen for de langt mere fred- og harmonigivende "fjernhorisonter". For er der noget, der skaber ulykke i det kosmisk døende og det kosmisk døde menneskes liv, er det vel nok dets overdimensionerede nærhorisonter. Dets opslugthed af dagens "sensationer", enten det så er de indtil bevidstløshed diskuterede brintbombers indflydelse på sommervejret eller den lille daglige chokdosis om russerne, kineserne, koreanerne, guatamalerne osv., osv.

Vi har jo alle her "en rem af huden". Det er yderst let at glide ind i en i virkeligheden tågeagtig samtale om en eventuel kommende krig, og de ulykker den sandsynligvis vil afstedkomme. Men disse samtaler eller rettere: disse tanker, stjæler i virkeligheden livet fra os. Alt for mange mennesker opsluges af ukontrollerbare fantasier om kommende ulykker og opbygger derigennem en i virkeligheden yderst farlig neurose, der kun kan aflives af en modgående indstilling, der ganske enkelt kan udtrykkes med ordene: "Du lever her og nu. Om du selv vil det, kan du fylde dette liv med et overvældende antal lysindtryk. Du kan være nærværende i langt højere grad, end du er. Nærværende i forholdet til dem, der er knyttet til dig og dermed afhængig af dig og nærværende i forholdet til al den megen skønhed, livet indeholder for den, der har gjort sig det til speciale at finde Guddommen i alle de små overskuelige ting såsom blomster, dyr, kunst og bøger, der måske kræver koncentration, men som så til gengæld giver meget store værdier fra sig."

Der er såmeget "pseudo" i livet idag. Vor presse lever af det. Vi kunne såmænd udmærket undvære det halve og mere til af samtlige de rædselsberetninger, den serverer for os, og ofte med petitsats dementerer nogle dage senere. Læg mærke til, hvormange samtaler der føres på et "svævende" plan. Ordene strømmer og strømmer, man "tænker sig", "mener", "forestiller sig", "antager" osv., osv. Og da der absolut ingen grænser er for, hvad man kan antage eller forestille sig, er der absolut heller ingen grænse for, hvor tåget en samtale kan ende, – ejheller hvor intolerant!

Det er her, at Martinus analyser står så umådeligt stærkt. For de udgør idag det eneste livssyn, der har samtlige tre sansehorisonter som basis for enhver vurdering af en forhåndenværende situation. Hvormange tænker således på, at enhver samtale om det politiske og sociale liv kloden over er dømt til at føres på et svævende plan, når ingen af de diskuterende parter kender analyserne af det sexuelle mysterium og derfor ikke er istand til at se, at samtlige idag eksisterende politiske systemer alle har slagside til den maskuline pols herredømme, og følgelig alle af livet selv er dømt til undergang eller en forvandling, der vil gøre dem uigenkendelige for deres nuværende tilhængere? Betragt engang den demokratiske tanke, som den ytrer sig idag. Vi er jo alle demokrater. Bevares! Af navn ganske vist, men Martinus har givet os den herlige betegnelse: amatørdemokrater! Og det har han gjort ret i, for hvis man går ind i et gennemsnitmenneskes demokratiske verden, ser den i virkeligheden meget lidt demokratisk ud. Man ser da der visse tågeagtige forestillinger om, at det nok ville være godt, om vi alle var lige, og at tvang alle vegne var blevet afløst af frihed osv. Men så er der jo det med de kvindelige præster – det er da en uhyggelig tanke – – – –

Der er mange "uhyggelige tanker" i gennemsnitsmenneskets demokratiske sjæl. For gennemsnitsmennesket kan ikke lide brutale forandringer. Drømmen om "de gode gamle dage" stikker dybere, end man tror. Den fungerer i virkeligheden som en uhyre bremse på den demokratiske udvikling vi alle ønsker, men som altså, på grund af os selv, skal have en rummelig tid til at komme igang.

Men livet er ikke mere interesseret i "de gode gamle dage". Det har revet sig løs fra alle fortøjninger og stormer nu frem imod en ny tid, mod en helt ny orden. Og til glæde eller ulykke – alt eftersom man selv er indstillet – er vi født ind i netop den periode, hvor opbruddet fra "de gode gamle dage" har fået alting til at flyde. Intet er mere, som det har været, og intet bliver mere, som det var. Det er derfor forståeligt, at mere sagtmodige sjæle føler sig ubehageligt til pas. Vil man opleve livet, som det virkelig er idag, må man tilegne sig et nyt og langt større syn på begivenhederne end det, der præger den lokale avis.

Vi har alle set forvandlingen fra hestevogn til jetfly, fra tælleprås og petroleumslampe til neonrør. Men alt dette er, når alt kommer til alt, kun ydre forv andlingsprocesser. På de indre fronter er forskydningerne knap så synlige. Et menneske er da stadigt et menneske – tilsyneladende da. Men også kun tilsyneladende!!! For gør man mennesket til sit livs interessanteste studium – og hvilket studium kan vel være mere interessant? – vil man opleve, at der i virkeligheden finder enorme forskydninger sted, og at de børn, der nu fødes, i sig rummer mulighed for langt større mentale udsving end fortidens, om de skal evne at klare den samfundsforvandling, der overalt er igang. Og det gør de! For disse børn er ikke "nye", er ikke "skabt af forældrene". De er i dybeste forstand "sig selv" og dermed repræsentanter for mentale tilstande, der i en mængde tilfælde indtil kvalme har udlevet mange af de forestillinger, der endnu tynger gennemsnitsmenneskets sjæl. Afstanden mellem "far og søn" kunne være stor i "gamle dage", men idag er kløfterne mellem generationerne så store, at utallige er brudt sammen i deres forsøg på at overskride dem. Resultatet kender vi. Det er det sørgeligste, der findes: hård dom fra de gamles side og ond kritik fra de unges. Begge parter er i virkeligheden at beklage, for ingen af dem er blot det mindste lykkelige.

Det er her, at skriget om nyorientering trænger sig frem og begynder at blive hørligt. Med sejrens palmer i hænderne, omgivet af larmende fly, af dundrende og hamrende maskiner, der helautomatisk udspyr enorme mængder af brugsgenstande, står det kosmisk døde menneske stadigt og spejder efter lykken, freden og harmonien. Det troede, at det igennem sin sejr over materien også vandt sejren over sin sjæl. At det urolige hjerte ville finde ro i glæden over alt det nye, der med teknikken kom ind i verden. Men nej. Sjælen er stadigt lige utilfreds. Og den må være det, for den "lever ikke af brød alene", selvom de kan fremstilles helautomatisk.

Det, der idag forvolder verden kval, er ikke, hvordan tingene skal fremstilles. Det er, hvordan de skal fordeles. For det er nemlig et sjæleligt problem! Og dette problem afslører, hvem vi i virkeligheden er: overgangsvæsener mellem dyr og mennesker! Besynderlige skabninger, der graver guld op af jorden for straks efter at grave det ned igen. Producerer enorme mængder af korn, for at oplagre det, samtidigt med at millioner dør af sult. Laver våben på samlebånd for at "forsvare sig" mod alle de, der vil "forsvare sig" mod os osv., osv.

At tro, at en sådan verden rent tidsmæssigt skulle have en større fremtid for sig, kan kun være tåbelighedens kulmination. Nej, vi arbejder jernhårdt på at nå den dag, hvor alt det, vi nu oplever, må bryde sammen. Freden bor hverken i et økseskaft eller i en brintbombe. Den bor i vor egen sjæl, og den gives først fri den dag, vi kan unde vor næste et bedre liv end det, vi selv forlanger.

"Så kommer den aldrig", kan jeg høre en og anden sukke. Jo, såmænd gør den så! Selvom en plante er længe om at sætte blomst, er det dog plantens bestemmelse at blomstre, og selvom ufreden længst har haft magten i verden, er det ligefuldt verdens bestemmelse, at den først har nået sit mål med freden. Hvis alt var overladt til det jordiske menneske selv, kunne denne fred have lange udsigter. Men også mennesket er kun en del af en større plan, og denne plan er ifærd med at realisere sig selv, lige for øjnene af os!

Vi er alle i "smeltediglen" i dette århundrede, hvor en ny verden skal rejse sig på ruinerne af junglementaliteten. Og vor ivrige fastholden ved det bestående vil kun gavne os lidt. Livet selv – vore egne længsler og drømme – er blevet stærkere, end den enkelte måske forestiller sig. De fleste af os vil ikke længere krigen, hadet og hævnen, vi vil kærligheden, freden, fordrageligheden. Det er sandt, at vi rent vanemæssigt "glider med strømmen", men bag alle de mange ord og de mange tankeløse diskussioner, vil vi ikke længere vor næste ondt. For vi er ikke alene begyndt at kunne lide ham, vi er begyndt at forstå, at har han det skidt, er vor egen fred i fare. Vi er langsomt ved at komme på sporet af det indre livs hemmeligheder. Det dæmrer for os, at vor næste, når alt kommer til alt, slet ikke er os så fremmed og ligegyldig, som vi engang troede. Og vi begynder at tilegne os en ny mentalitet!

Og det er nødvendigt, at vi gør det! For den verden, vi er på vej imod, kræver af os, at vi bliver en del af en helhed og ikke blot en lille del af en isoleret gruppe. Endnu er vi opdelt i "nationer", og endnu pukker vi hver for sig på at høre til "verdens bedste nation". Men al den slags er kun de "børnesygdomme", der vil blive overvundet. For verden er på vej mod sit voksne, sit modne stadium, og en sådan verden kan ikke være befolket med "børnesjæle".

Men intet menneske er blevet for alvor voksent uden en ordentlig opdragelse! Og til den opdragelse, der naturligt fører til sand verdensborgerindstilling, hører et livssyn, der ikke hviler på tåget tro eller udelukker blot een af de for al virkelig sanseoplevelse nødvendige tre sansehorisonter. At leve uden viden om sin evige fortid, vil kun forringe oplevelsen af Nuet og i sig selv udgøre en yderst slet tilrettelægning af vor evige fremtid. For at leve et liv, der ved sin dybe fred og indre harmoni udgør en skærende konreast til det liv, flertallet idag oplever, må vi være i besiddelse af elementær viden om vor egen kosmiske struktur. Denne viden fandtes før kun fragmentarisk, men dette er ikke længere tilfældet. Idag kan vi få denne viden – blot ikke forærende! Men vil vi have den, og er vor åndelige sult ikke blot kønne ord, men dyb, smertelig realitet, vil vi nu kunne tilfredsstille denne sult. Det er her, at Martinus analyser træder ind i vort liv. Ikke som en ny tro med tilhørende persontilbedelse. Men som en viden, der stykke for stykke samler vore egne selvoplevede erfaringer til det mønster, der for vor vågne dagsbevidsthed åbenbarer, ikke alene hensigten med livet, men også den Guddom, som den kosmisk døende aner eksisterer, og som han klynger sig til i sin vaklende tro, den Guddom som den kosmisk døde håner og spotter, men som den, der aner et nyt kosmisk forår forude, løfter sine øjne imod og fornemmer som den eneste, der er al beundring, al dyb og sand kærlighed værd.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!