Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg tror, at De alle forstår, hvor svært det i virkeligheden er for mig at skulle holde et foredrag i dag. Jeg vil ikke skjule for Dem, at jeg synes, at det er ulige lettere at tale til Dem om analyser, tale til Dem om det, der er mit egentlig kald. Men må jeg ikke med det samme have lov til at bringe Dem allesammen min allerkærligste tale for den overvældende kærlighed, jeg har oplevet idag. Det har været over al beskrivelse, sådan må jeg have lov til at sige det, og jeg synes ikke, at jeg har fortjent det. Femogtyve år er meget langt at se frem, men det er faktisk meget kortere at se tilbage, end jeg havde tænkt mig. Det er, som om disse 25 år, der nu er gået, på en måde kan rummes i min hule hånd. Måske venter en og anden af Dem, at jeg idag vil tale om mit rent personlige liv. Men lad mig med det samme sige Dem, at mit eget liv i virkeligheden er ganske ordinært. Det kan ikke have nogen som helst interesse for andre end for mig selv. Havde jeg ikke for 25 år siden mødt Martinus, så tror jeg ikke, at mit navn var kendt af andre end den ganske almindelige kres, der lever omkring ethvert menneske. Men jeg mødte Martinus, da jeg var 22 år gammel, og jeg kan ganske roligt sige til Dem, at fra det sekund vi mødtes, lagde jeg i virkeligheden min skæbne i hans hænder. Måske vil det være rigtigt at sige til Dem, at jeg forud for mit møde med Martinus havde været meget syg. Jeg havde i virkeligheden været syg i en temmelig lang årrække, næsten helt tilbage fra min b arndom. Ikke en sygdom som i og for sig havde noget som helst romantisk over sig, det har et mavesår nu engang ikke, det vil de, der har det eller har haft det, vide. Jeg har altid set sådan på det, at når jeg endelig som ganske ung skulle have en sygdom, var et mavesår det mest sympatiske, af den ganske simple grund at det gør forfærdelig ondt en kort periode, og så får man en blødning, og så gør det i almindelighed ikke spor ondt mere, og man har det derefter ganske rart. Det er jo blot det, at det har en ubehagelig tilbøjelighed til at vende tilbage. Men lad mig med det samme have lov til at sige Dem, at netop denne sygdom, som vi ikke skal hæfte os ret meget ved, har jo dog alligevel været min første ungdoms største aktiv, for det at jeg gang på gang måtte opleve, at den stærke livslyst, der var i mig, blev hæmmet af disse sygdomsanfald, gjorde, at den trang til at søge efter det, som lå udover dagen og vejen, og som jeg tror, at ethvert menneske har, i min tilværelse blev vakt meget tidligt. Men lad mig også sige til Dem, at da jeg traf Martinus, sagde han en sætning, jeg aldrig har kunnet glemme. Han sagde til mig: "Det bliver ingen dans på roser at følge mig, men du vil få et meget rigt liv derved!"

Så kunne man jo have lov til at spørge på en dag som idag: "Har han så holdt sit ord?" – og for at De skal forstå mit svar, synes jeg, at jeg har lov til at stille problemet op på den måde: Hvem var jeg egentlig dengang? Hvad var jeg i virkeligheden dengang? Et fuldkomment ubeskrevet blad! En ung mand som utalte millioner af andre unge mænd. Min bevidsthed var hverken værre eller bedre end gennemsnittets. Jeg var faktisk meget almindelig. Det, der skete fra denne første august 1929 og frem til idag, er jo det, som har betydet hele min tilværelse, og som jeg tror vil komme til at betyde tilværelsen for alle mennesker i den tid, vi går imøde, i de århundreder der ligger foran os. Der skete det, at på den ubeskrevne bevidsthed blev der, fra den time bestemmelsen var truffet og til idag og frem, så langt mit liv nu bliver, skrevet, blev der prentet skrifttegn, og det er disse skrifttegn, som alene har værdi både for mig og også for Dem. For det, der skete fra det øjeblik, jeg traf Martinus, og som er hændt siden og hele tiden nu vil hænde, er jo kun det, at den bevidsthed som var hans, den har han, så langt som mine naturlige evner og anlæg har gjort det muligt, ladet blive min. Så langt som mine evner har rakt, har Martinus ladet mig få del i sin store bevidsthed, og det, De holder af hos mig, er jo når vi skal være så ærlige, som man skal være på en sådan dag, udelukkende den del af Martinus bevidsthed, som han har fået overført til mig. Trak vi den fra, så tror jeg ikke, vi skal tale om resten. De vil se, at det, der er sket for mig og vil komme til at ske for alle mennesker, som møder det, jeg har mødt, det er, at de på en måde afgår ved døden. Den verden, jeg før levede i, den verden af forfærdende ubesvarede spørgsmål, der rejste sig som høje, tilsyneladende uoverstigelige mure omkring min sjæl, den måtte vige for det vældige lys, der blev kastet ind i den. Jeg tror roligt, at jeg tør hævde, at jeg efter min meget svære sygdom i 1928, åndelig talt måtte opleve Martinus som "dug på slagne enge". Jeg undrer mig ofte over, at Martinus holdt til det bombardement af spørgsmål, som jeg dengang overvældede ham med. Jeg tror ikke, at der er noget forkert i at fortælle Dem det, jeg nu siger. Det var sådan i begyndelsen – jeg arbejdede dengang hjemme hos min far, og Martinus kom på besøg hver lørdag/søndag – at vi startede ud i den store Gribskov, når vejret tillod det lørdag aften. Nu er det sådan, at når man taler om åndelige problemer, går tiden hastigt, og man har ikke megen lyst til at vende tilbage til hverdagens virkelighed. Men der er jo noget, der hedder ens ben, ens muskler, og på et givet tidspunkt var jeg faktisk uhyre træt. Da oplevede jeg det helt ud forbløffende, at medens jeg ikke orkede at gå videre, så kunne jeg se på Martinus, at han mageligt var istand til at tilbagelægge distancen Hillerød-København, uden at det ville have den mindste indflydelse på hans fysik. Jeg har ofte siden tænkt på denne enorme fysik, som disse åndelige energier giver et menneske, men det har De jo iøvrigt selv haft lejlighed til at se. De har jo ved selvsyn oplevet Martinus enorme vitalitet i de svundne år. Men jeg vil her gerne sige, at den var bestemt ikke mindre dengang.

Der er mange mennesker, som har haft den forestilling, at dette, at møde Martinus, dette at møde et menneske af så store åndelige dimensioner, som der her er tale om, det er ensbetydende med, at man ligesom er landet med et svæveplan på Guds grønne enge. Det er drømmen for utallige mennesker at komme fra den grå og hårde materielle verden og ind i denne åndelige verden. Jeg har læst i mange menneskers øjne, set det i deres ansigt, at jeg kunne sagtens. Det kan jeg også. Men jeg vil gerne have lov til på denne dag at prøve at se på de ting, se på det liv, jeg har levet i disse 25 år, sådan som det virkeligt ser ud, og jeg vil meget gerne have lov til at sige Dem, at dette at leve inden for åndsvidenskabens områder, det har som alt andet i livet, også en hverdag. Mennesker, som ikke kender livet, er jo dømt til at leve på drømme og på illusioner. Og jeg tror ikke, der er ret mange steder i livet, det skulle måske være en meget stærk forelskelse, hvor der gør sig så mange illusioner gældende som indenfor de åndelige områder. At jeg her taler sandt, det vil De vide, når De tænker på, hvormange mennesker der jorden over er gledet ind i farlige afsporinger netop for dette åndelige livs skyld. Man har mennesker, som gravalvorligt tror, at bare man spiser grøntsager og allerhelst råkost, så får man gode og kærlige tanker ind i sin sjæl. Det er meget smukt tænkt og følt, men er jo fjernt fra virkeligheden. Der er andre, der mener, at når de mediterer timevis, eller når de giver afkald på dette eller hint, eller de står med benene opad en væg, eller når de gør en eller anden mystisk ting, så kommer de dette drømte paradis meget nærmere og meget hurtigt nærmere. Jeg er nødt til at sige Dem, at sådan har jeg aldrig nogen sinde oplevet det. Jeg har oplevet, at det at møde en stor åndelig bevidsthed, er i virkeligheden identisk med at opleve mødet med et spejl, der i modsætning til alle almindelige spejle, ytrer sig derved, at det hele tiden viser det, man allerhelst ikke vil se. Det viser en den side af ens bevidsthed, som man meget gerne ikke alene vil skjule for andre, men også for sig selv! Opfattet på den rigtige måde er åndsvidenskabens opgave jo ikke den at tilhylle vor bevidsthed med slør, der gør, at vi går og får forlorne glorier og en mærkelig væremåde, begynder at opfatte os selv som originaler eller særligt udvalgte. Der er jo desværre det ved disse to udtryk, at de er omtrent synonyme i det daglige liv. Det har aldrig været, og det vil aldrig nogensinde blive sandhedens opgave at forlede endsige forføre et menneske til at leve et uvirkeligt liv, fjernt fra den virkelighedens rene og skønne verden, som sandheden i sig selv er. Lad mig i denne forbindelse fortælle Dem om en lille oplevelse, som jeg netop har haft i tilknytning til det, som jeg her berører for Dem. Det hændte mig en dag, at jeg traf en mand, som rentud og meget utilsløret sagde til mig: "Ja, De er jo et menneske, som tilbeder Martinus i modsætning til mig, der foretrækker at tænke selv!" Jeg var meget lamslået, og jeg kan ikke påstå, at jeg syntes, at jeg i det øjeblik havde hele min bevidsthed "hjemme". Men det lykkedes mig dog at sige til denne mand, at uanset om det, han sagde, var en sandhed eller ej, så ville jeg trods alt foretrække hellere at hjælpe en stor ånd med at fuldbyrde hans mission end leve et for andre betydningsløst og i virkeligheden værdiløst liv. Jeg har taget denne lille begivenhed med, fordi den rører ved noget, som jeg synes, det er rigtigt af mig at prøve at give udtryk for. Er illusionen om en sådan tilbedelse virkelig rigtig? Kan det tænkes, at et menneske med normal bevidsthed år ud og år ind, kunne leve et liv i det, som vedkommende her, – må jeg bruge hans egne ord – udtrykte som "en fladbundet tilbedelse af et nulevende menneske". Lad mig svare Dem ganske ærligt, og så korrekt som jeg selv har oplevet det, at Martinus aldrig på noget som helst tidspunkt har appelleret til nogen som helst form for tilbedelse fra min side. Og jeg vil gerne se den, der i nogen af hans bøger eller skrifter kan vise mig bare een sætning, der tyder på, at han skulle kunne lide det. Mennesker, som tænker sådan, glemmer ganske, at en af de allerfornemste egenskaber ved kosmisk bevidsthed er jo netop, at den rummer det, som dyret og det primitive menneske overhovedet ikke besidder, nemlig humoristisk sans. De må prøve at forstå, at alle mennesker, som sætter stor pris på at blive tilbedte, lider under det forfærdelige, man kan udtrykke med ordene at tage sig selv højtideligt, og det vil jeg mene – og det står jeg også inde forat det vil en kosmisk bevidsthed aldrig nogen sinde kunne gøre i forholdet til de væsener, han skal undervise. De kan undersøge alt, hvad de store, der har levet før, har sagt, og De vil hos dem alle finde denne fremragende humoristiske sans, der betinger, at de er originale skabende personligheder, der netop viser enhver form for tilbedelse fra sig. Jeg synes, det er rigtigt af mig at nævne Dem dette af den simpl grund, at skulle der bare have været et gran af sandhed i den udtalelse, jeg her har citeret for Dem, ville alle disse 25 år for mig have været et liv i en åndelig usund atmosfære, og tror De virkelig, at det skulle være muligt for et menneske udfra en åndelig usund atmosfære at kunne undervise sådan, som Mogens Møller og jeg gør? Det tror jeg ikke, at De tror. Nej, lad mig understrege for Dem, at det, der med det samme greb mig om hjertet, var, at Martinus øjeblikkeligt pointerede for mig, at hans egen person var uden betydning i den forbindelse, som min sandhedssøgen gav udtryk for. Og iøvrigt kan De jo selv læse i Livets Bog's første del, hvor der står, at Martinus ikke har oplevet det mindste mere, end hvad alle andre før ham har oplevet, og hvad alle efter ham, skal opleve.

Når jeg ser tilbage over disse år, kan jeg på en måde godt rumme essensen af disse år i ganske få ord. Det ligger i ethvert menneskes natur at ønske sig en ven, som står, når stormene bryder løs fra alle sider. Det ligger i dybet af vor sjæl, at vi ængstes for den ensomhed, der bryder løs, når vi kommer ud for tildragelser, vi ikke er istand til at magte. Som ikke-kosmisk bevidste mennesker, mennesker der er undervejs nedefra og fremefter, har vi alle i os denne angst for at stå alene og ikke kunne magte livet. Vi har alle drømmen om en ven – jeg tænker slet ikke her på forelskelser, og alt hvad derunder hører, – jeg tænker her kun på drømmen om et menneske, der har mod til at kritisere en, hvor det er rigtigt, at man bliver kritiseret, har mod til at gøre det på en sådan måde, at der ikke bliver åbnet for de store pulsårer, og man forbløder derved, et menneske som aldrig bliver bundet af en, aldrig nogensinde står i et så subjektivt forhold til en, at han er bange for at sige det, der skal siges. Jeg har oplevet et sådant venskab igennem disse mange år. Jeg har oplevet et venskab, som der adskillige gange har været gjort attentat på, et venskab som ikke een eneste gang har svigtet. Prøv at tænk igennem, hvad dette egentlig vil sige! Prøv at forstå, hvad det vil sige, at der bag en står en mur af urokkelig objektiv kærlighed, og De vil vide, hvad jeg her taler om.

Men Martinus havde en anden mission end blot den at være min ven. Jeg tror, at man allerbedst kan udtrykke det på den måde, at det, jeg her vil sige ligner de tre X'er. Det er forskellige sider af den samme sjælelige tilstand. Men det væsentligste i mit forhold til og mit liv sammen med Martinus har været det, at han aldrig nogen sinde er blevet træt af at besv are mine spørgsmål. De af Dem som selv har små børn og ustandseligt bliver stillet overfor: "Hvorfor det og hvorfor det?", vil måske være istand til at forstå, hvad jeg her hentyder til. For på det ene område har jeg ihvert fald været energisk. Jeg har altid følt det som min dybeste pligt at plyndre Martinus for al den viden, jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Ikke alene, og det tør siges ganske åbent, for min egen skyld, for der ligger jo et rent egoistisk motiv bagved – men også fordi jeg altid har følt det som min pligt at kunne svare på ting, når han engang ikke er her. At man da ikke skal kunne sige: "Ja, men De var jo i hans nærhed, hvorfor spurgte De ikke!" Jeg har spurgt længere end til grænsen af min bevidsthed. Og jeg har aldrig hos Martinus mødt nogen som helst form for træthed i hans lyst til at besvare mine spørgsmål. Jeg har mange gange set, hvad De måske ikke kommer til at se, Martinus ansigt, når jeg måtte sige, efter en lang udredning: "Ja, det er måske nok rigtigt, men jeg forstår det ikke". Og Martinus har da kigget lidt på mig, som man vel kigger på små, som man troede var lidt mere begavede, end de altså var – og så er han begyndt forfra. Han har følt, at det var nødvendigt for mig at vide disse ting, og jeg må sige, at han må være forberedt på, at sådan vil det blive, sålænge vi er sammen. Det er for mig en uafviselig pligt at stille spørgsmål, ja jeg vil endda gå så vidt, at jeg vil sige, at jeg vil blive dybt rystet den dag mit sind ikke længere føder spørgsmål. Jeg vil da begynde at blive bange for, at en forkalkning har begyndt at gøre sig gældende. Jeg har dog ikke indtil nu mærket noget i den retning. M en hævet over de to ting, som jeg her har rørt ved, er der en tredie, det absolut alleralvorligste, det som for mig er blevet hovedårsagen til, at de veje som dengang mødtes, at de veje, det beder jeg til, aldrig må skilles. Og det er, at man, når man af naturen er religiøs, når man har den indstilling til livet, at der må være en mening udover den, de timelige ting afslører, så bliver man uundgåeligt det, den ydre verden kalder en idealist. Man får et ideal. Det er dybt tragisk nok, at det store flertal af menneskene må søge deres idealer i bøger, i skrifter som er blevet til i svundne århundreder, fordi den verden vi idag lever i er så fattig på mennesker, i hvis sind der er overensstemmelse mellem motiv og handling, Jeg har haft den heltud ufattelige lykke at leve sammen med et menneske, som altid i det ydre var som i det indre. Jeg sagde for mange år siden i et foredrag, at dersom jeg i Martinus verden, i hans sind, i hans liv havde fundet svig, så ville jeg føle det som en ligeså stor pligt at afsløre ham, som jeg føler det som min pligt at forkynde det verdensbillede, han har givet os. Jeg er således indrettet, at på disse rent åndelige områder ville jeg ikke kunne leve i svig. Intet menneske, som forsøger at bygge sin åndelige verden op, ville år ud og år ind kunne bygge på denne bygning, dersom han eller hun inde i sig selv oplevede, at den hvilede på sand, at der bare var eet sted i blandingen, som kunne gå itu, som kunne skride. Der er jo den store forskel mellem det at være ganske ung og være blevet voksen, at man er blevet bevidst i sin ensomhed. At man er blevet bevidst i, at den ydre fysiske verden er det slør, der er imellem en selv og den Guddom, som er ophav til alt, hvad vi overhovedet oplever. Martinus var den første, der i mit liv ganske klart understregede, at der i hele tilværelsen kun er to, der kan være tale om: Guddommen og gudesønnen. Og han understregede, så stærkt som en kosmisk bevidst kan gøre det, at alle "de andre", at alt hvad vi er i berøring med, er Guddommens bevidsthed, er den måde, han opdrager os på, leder os frem imod sig selv. Jeg har i mit liv altid måttet føle mig selv som en jordens søn, der mødte himlens budbringer, og jeg har haft den vilje efter bedste evne at søge at tjene denne budbringer, udfra det dybest set rent egoistiske motiv, at den, som i sit liv vælger at slå følge med en vismand, kan aldrig blive ringere deraf. Imidlertid opfattes ordet egoisme, der har så grim en klang, altid som noget negativt, og jeg var derfor umådelig glad, da Martinus engang i en samtale sagde til mig: "Der er en ting, man altid må være klar over, og det er, at det er helt umuligt at være god imod andre, såfremt man ikke er god ved sig selv". Det er ganske utænkeligt, dersom man ikke søger at få sin bevidsthed bragt i kontakt med tilværelseslovene, at man da virkelig skulle kunne være til nytte for noget andet menneske. Jeg vil have lov til at sige til Dem, at denne vandring igennem disse 25 år har været et ufatteligt eventyr for mig. Der har været ydre vanskeligheder at kæmpe med, det er De alle fuldt vidende om, men her, hvor jeg idag står, og ser tilbage, vil jeg have lov at sige til Dem, at disse ydre vanskeligheder for mig overhovedet intet er i sammenligning med de vanskeligheder, jeg fandt i min egen sjæl. Det er ganske givet, at et menneske, der vælger den vej, som jeg har valgt, og som jeg håber tusinder og atter tusinder, ja, som jeg er overbevist om, at tusinder og atter tusinder efter mig vil vælge, kommer til at leve under trykket af en ganske bestemt angst: angsten for ikke at slå til. Angsten for ikke at kunne magte de opgaver, som bliver en betroet. Denne angst har jeg lidt under, det er jeg ikke bange for at sige til Dem. De første år var ofte rystende for mig. Man oplever tilstande og ting, man overhovedet slet ikke forestiller sig. Jeg oplevede en situation – selve detaljerne i den er ligegyldig – men Martinus brugte de ord om den overfor mig, "Det plovjern, der skal være med til at pløje den første fure til fordel for en ny tankeverden, må være gjort af en sådan hårdhed, at det kan gå igennem, og har du ikke denne hårdhed, så er det bedst for dig selv, at du vender tilbage. Hvis du ikke kan gøre dig fri af andre menneskers meninger og forestillinger, af sladder, så gå medens tid er". Jeg håber for enhver, der kommer i den situation, at han kan veje og måle sladderens usandsynlige ubetydelighed imod dette at få lov til at blive ved med at vokse. Det, som er hændt, og det som har aflivet enhver angst i mig og vil komme til at aflive enhver angst hos den, der optager dette studium med hele sin sjæl, det er, at den Gud, som andre mennesker taler om og bruger mange ord til at tale om, han er blevet en virkelighed, en vidunderlig virkelighed i min egen tilværelse. Jeg vil ikke dermed antyde, at jeg skulle have fået kosmisk bevidsthed, ikke det mindste, men det hænder i det daglige liv, i kampen for disse ideers fødsel i verden og specielt i kampen for at få dem bragt ud til menneskene, at man atter og atter står ved en tilsyneladende afgrunds rand. Jeg kan huske engang, hvor det hele så så mørkt ud, at jeg ikke kunne se vej til nogen sider. Jeg sagde da til Martinus, at jeg syntes, vi stod ved afgrundens rand. Martinus så da blot på mig og sagde: "Jamen, der har jeg levet hele mit liv. Det er det eneste sted, hvor jeg føler mig tryg!" Så forstod jeg, at jeg vist også hellere måtte vænne mig til at slå mine teltpæle ned der. Og det gjorde jeg, og jeg har aldrig fortrudt det.

Der sker nemlig det, at når man ikke længere kræver bankmæssig sikkerhed for sit liv, så får man det uden større vanskeligheder. De vil komme til at opleve allesammen, at Guddommen kan lide at blive udfordret, Guddommen kan lide de sjæle, der tager ham alvorligt og siger: "Hvis du er til, skal jeg nok finde dig og fange dig". Og det er derfor, jeg atter og atter i mine egne foredrag har sagt til Dem og appelleret til Dem om at bevare Deres kritiske sans. Martinus ønsker ingen troende, og det tør jeg sige Dem ganske åbent: han har absolut aldrig givet mig nogen mulighed for at blive en troende. At Gud er blevet en virkelighed for mig, vil jo kun sige, at jeg bag alt timeligt, bag alle de omskiftelige vilkår, som livet på det fysiske plan giver et menneske, har lært at blive ved med at være i kontakt med det evige. At lære Livets Bog at kende, at studere den, er jo efterhånden at blive ekspert i, i alle sit livs vanskelige situationer at kunne gå fra det timelige og over i det evige, hvor den virkelige mening med det oplevede findes.

De og jeg er nu engang således indrettet, at vi har perioder af lysende og strålende skønhed, hvor intuitionen strømmer igennem vor bevidsthed, og hvor det er så let at se Gud i alt, men så hænder der pludselig et eller andet, og tæppet går helt ubarmhjertigt ned. Det har jeg også oplevet i denne sag. Men så har jeg oplevet det, som jeg synes har givet mit liv så dybt et perspektiv: at være sammen med et menneske, hvor et sådant tæppe slet ikke eksisterer. Jeg husker engang – der har jo været store vanskeligheder at kæmpe med, men det berører vi ikke her på sådan en dejlig dag, vi berører det kun på den måde, som det her er kommet frem, – at Martinus sagde til mig: "Du kan da nok forstå, at min sag er Guddommens egen sag, og at han er mest interesseret i at beskytte den, så hvorfor gør du dig alle de bekymringer. Kan du ikke lægge dem over på mine skuldre?" Jeg er nødt til at sige Dem her, at det jo er i mødet med en sådan skikkelse, og jeg ville ikke fortælle Dem disse subjektive ting, om ikke det netop var denne dag, og om ikke jeg syntes, at det var rigtigt at sige disse ting, at man får lejlighed til at se sig selv. Når alting inde i en svinger fra den ene side til den anden, så bliver det store spørgsmål for en dette: svinger han med? Det har jeg aldrig oplevet, og idag ved jeg, at det vil jeg aldrig komme til at opleve. For det er forskellen mellem os, som er jordens sønner, og de, som kommer fra den anden side, de svinger ikke. De kommer, og de har deres opgave, og de iblandt os, som vælger at bidrage til at hjælpe dem med at løse denne opgave, må siges at være iblandt de lykkeligste på jorden, uanset de vanskeligheder som det kan føre med sig.

For 25 år siden var jeg Martinus eneste medarbejder. Livet siden den tid har knyttet vidunderlige mennesker til denne sag. I det mere åbne møder De Mogens Møller og Vibeke Møller, De møder Grethe Brinkhard, og De møder Else Olsen, De møder Tage Buch, De møder Eigil Hansen, De møder en lang række af mennesker, som har udført et strålende arbejde i sagens tjeneste. Men skjult bag disse navne, som jeg her nævner, og jeg nævner dem kun fordi, at uden disse strålende venners kærlighed i vanskelige stunder, ville det vel have været meget svært, for ikke at sige umuligt for mig at løse de opgaver, som Martinus har lagt på mine skuldre, findes der utallige andre. Det jeg har fundet i denne sag, foruden mit møde med Martinus, er jo dette skønne venskab, der strækker sig fra de ansigter, de sjæle, som er fremme i det fysiske lys til de mange, ofte navnløse, som i det skjulte rækker os en hjælpende hånd til at løse de ting, som denne stadigt voksende og meget levende organisme kræver løst. I mit eget liv har jeg den lykke at kunne sige, at jeg betragter disse 25 år, ikke som en udstået læretid, men som en del af en udstået læretid, en del, som nu er tilbagelagt på en sådan måde, at jeg med tryghed vender mig imod den opgave, som måske bedst kan udtrykkes med ord, som blev talt for snart totusinde år siden, og som De kender som: "Gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple". Fra den første dag jeg traf Martinus og til nu, har han aldrig skjult for mig, at hans viden, at hans åndelige arbejde – hele hans mission – ikke var dansk, og at Kosmos Ferieby ikke for ham var hele menneskeheden. Han har aldrig skjult for mig, at der ville komme en tid fyldt med rejser – han sagde det engang til mig med de ord: "Du længes så meget efter at rejse. Lad mig sige dig, at der vil komme en tid, hvor du vil længes lige så meget efter at være hjemme!" Jeg tror, den tid nærmer sig. Det er i hvert tilfælde min overbevisning, at vejen nu går ud til mennesker udenfor dette lands grænser af den simple grund, at det er Guddommens vilje, at dette verdensbillede skal bringes til hele menneskeheden. Og jeg er nu i den lykkelige situation både at have mod til at rejse ud og at have en "hjemmefront" som skænker mig fred og skønhed. Skænker mig den baggrund, som er forudsætningen for, at man med ro kan arbejde i det fremmede. Martinus har i Kosmos takket mig på en måde, som jeg føler, jeg absolut ikke har fortjent. Jeg er jo dog den, der, når alt kommer til alt, har modtaget så langt langt mere, end jeg har evnet at give. Martinus lærte mig en ting, der i mit inderste private liv har fået en umådelig betydning for mig og givet min sjæl en umådelig hvile: kunsten at elske mine fjender, kunsten at elske dem, der på en eller anden måde har noget at udsætte på mig. Foruden disse mennesker lærte man ikke sig selv at kende. De er, for et menneske som har lært at tænke blot lidt kosmisk, Guddommens mest kærlige instrumenter. Vi kan ikke leve uden kærtegn, vi kan ikke leve, uden at nogen elsker os, men vi kan ikke vokse, uden at nogen tugter os. Spillet må gå over et stort område, og det er vidunderligt på sin vej i livet at møde en viden, der tager hadets og hævnens tunge byrder bort fra ens skuldre og fra ens hjerte. Martinus har lært os den eneste ganske vist ofte vanskelige vej til indre fred og harmoni. Han har vist os den, og han har i disse år, jeg har haft lov til at følge ham, hugget utallige tusinde små trin ind i det bjerg, der engang skal føre os fra mørket og op til de lysende tinder. Martinus gav mig i disse mange år svar på alle de spørgsmål, der var selve forudsætningen for, at jeg skulle kunne leve et rigt menneskeligt liv. Forudsætningen for at min tilværelse overhovedet skulle få værdi for andre end mig selv. Jeg vil gerne bede Dem om, sammen med mig, rejse Dem og hylde denne skikkelse, som har betydet så uendelig meget for os alle. For mig, det har jeg prøvet her at give udtryk for og også for Dem selv, for ellers var De næppe kommet her!