Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Guddommen må altså afvige fra det almindelige levende væsen derved, at den ikke har noget makrovæsen over sig. Ved at fremtræde som det absolut eneste eksisterende eksemplar af sin art er det ganske uden medvæsener. Det kan aldrig nogen sinde formeres. Og skønt dette, kan det heller aldrig uddø, men vil i al evighed blive ved med at være et i sig selv eksisterende hundrede procent "ensomt" væsen. Det har som nævnt ingen medvæsener ovenover eller ved siden af sig. Det afviger fra alle andre væsener derved, at det har ingen "ydre" verden. Hele dets bevidsthed er en "indre" verden. Det kan ikke som det almindelige levende væsen, koncentrere sig på et højere eksisterende væsen eller forsyn. Det har ingen Guddom at bede til, og det har ingen ligestillede at tale med. Det har som nævnt kun en egen "indre" verden. Denne "indre" verden er dets bevidsthed. Her i denne "indre" verden foregår al dets aktivitet og energiudfoldelse. Her er dets sjæle- og følelsesliv koncentreret. Her er feltet for dets skabe- eller manifestationsevne. Her er skuepladsen for dets tanke. Her er dets kærlighed."

– – Jeg sad og bladede i Martinus' bog "Logik", og den her citerede sætning fangede mig ind. Jeg læste den flere gange, og pludselig var det, som om ordene forsvandt, og ånden bag dem trådte frem for mit indre syn. Hvem af os har ikke, først barnligt naivt, senere trodsigt og igen senere angst spurgt: "Hvem er egentlig Gud?". Barnet fik et svar, der midlertidigt stillede dets hunger, den unge fik intet svar – det får den trodsige aldrig – men den voksne kan altså få et svar, hvis – .

Livet er svært for det voksne menneske! Hverdagens byrder og bekymringer lægger som oftest en grå tåge henover det i dets sjæl, som een gang var i oprør og krævede svar.

De fleste giver op. Enten dør spørgsmålet mellem deres hænder, eller også havner de i en eller anden form for tro, der tager spørgsmålets byrde fra deres skuldre. De sidste er de lykkeligste, om deres tro da ellers er positiv og får sin næring fra hjertet. Men der findes også de, der må gå de næste farlige skridt. Mange af dem går ganske simpelt istykker på deres krav om svar. Ikke fordi livet – eller Gud – vil det, men fordi noget i dem kræver et helt andet svar, end det livet er i stand til at give. Begrebet "helligt" er et farligt begreb. Mennesker kan digte en sådan storhed ind i det, at nervesystemet brister under det selvskabte pres.

Er Gud da ikke hellig? Er det ikke "hellig grund", vi står på, når vi stiller spørgsmålet: "Hvem er Gud?" Jo, hvis man ved helligt vil forstå noget tilgængeligt. Noget man har ret til at vide besked med og det vel at mærke på samme naturlige og selvfølgelige måde, som man ved besked med alle andre alvorlige ting i livet. Men vil man have en anden indstilling til de urokkelige ting i livet end til de ubestandige, kan det ske, at det går galt. Men da er man selv årsag til katastrofen!

I det lille citerede stykke fra "Logik" stiller Martinus problemet op så skarpt og klart, som det både kan og skal stilles. Helt befriet fra mystik, rent og ubestikkeligt ærligt. Guddommen er suveræn. Eller måske bedre: helt uden for vor kritik. Livet viser, han eksisterer. Og mere end det: at han er livets faste, urokkeligt faste punkt!

I deres forhold til tilværelsens åndelige side overser mange mennesker, at forudsætningen for at få svar på de spørgsmål, der brænder i sjælen, er den, at disse spørgsmål må formuleres, må have klar og koncis form, for at der kan gives svar. Det er her, at den kosmisk bevidste næsten overvælder os med sin intuition. For den kosmisk bevidste er ikke mystiker. Akcepterer end ikke begrebet. Den kosmisk bevidste akcepterer kun den sandhed, at begrænsede bevidstheder kan stille spørgsmål, hvis svar de er uden forudsætning for at forstå.

Og her er det, at vor verden er gennemkrydset af to åbenlyse strømninger: den fysisk-videnskabelige, der simpelthen lader spørgsmålet om Guds eksistens stå åbent som ubesvarligt, og den åndsvidenskabelige, som går de næste farlige skridt. Martinus siger omtrent som følger: Når Guds bevidsthed og verdensaltet – det fysiske såvel som det psykiske, er identiske, må det blive menneskets selvfølgelige opgave at undersøge, om samtlige de fysisk-kemiske og kosmisk-kemiske reaktioner, vi alle er i berøring med, afkræfter eller bekræfter dette forhold. Afslører livet, at alt er tilfældigt, altså kaotisk, må tanken om en bag alle reaktioner eksisterende Guddom forkastes. Afslører det derimod, at de samme reaktioner er bundet til kosmiske, hvilket vil sige urokkelige, evige love, må Guddommen eksistere som kendsgerning, idet hver enkelt reaktion da tjener et formål i en plan, der eksisterede før reaktionen blev udløst. Bekræfter livet disse loves eksistens, kan verdensaltet ikke karakteriseres som Kaos, der betyder det tilfældige, da må det karakteriseres med udtrykket Kosmos, der betyder det lovbundne eller ordnede verdensalt. Thi at noget skulle være ordnet, uden at der er een, der ordner det, er direkte selvmodsigende.

Når den fysiske videnskabs stilling dag for dag svækkes som åndelig autoritet betragtet, skyldes det udelukkende det forhold, at denne form for forskning kun kan bøje sig for en sandhed, der kan udtrykkes i mål- og vægtfacitter. Dette forhold skaber i sig selv en begrænsning, der udelukker tilværelsens psykiske side, hvis vibrationer eller "svingninger" ligger udenfor de fysisk målelige. Men at en ting ikke kan måles rent fysisk eller fremtvinges efter ønske siger jo ikke, at den ikke eksisterer, og vi bliver da også vidne til det paradoksale, at det jævnligt hænder, at fremtrædende fysiske forskere selv undsiger det materialistiske verdensbilledes doktriner og betegner dem som utilstrækkelige.

Og de er utilstrækkelige! For de omfatter nemlig ikke tilværelsens faste punkt. De omfatter kun materielle forhold og udelukker hele det område, der omfatter de ganske vist fysisk umålelige, men derfor ikke mindre realistiske livsytringer. Og det er disse livsytringer, der alle viser frem imod tilværelsens faste punkt, mod det Jeg som, skjult for det jordmenneskelige fysiske øje, i sin allerinderste natur er livsforbundet med – Guddommen.

Den kosmisk bevidste – i dette tilfælde Martinus – hævder, at Guddommens planer eller "tænkning" følger en anden form for logik end den jordmenneskelige, der på en mængde områder bærer altfor tydelige spor af manglende åndelig indsigt. Guddommens logik er universel. For at forstå, hvad dette indebærer, citerer jeg påny Martinus, der på spørgsmålet: "Hvad er da logik?", svarer: "Logik er den planmæssighed, hvis udløsning i manifestation eller skabelse giver hundrede procents nyttevirkning. En hundrede procents nyttevirkning er igen det samme som åbenbaringen af en behagsfornemmelse, der ikke på nogen som helst måde eksisterer eller opretholdes på basis af åbenlys eller skjult disharmoni, smerte og lidelse for noget væsen. Men en åbenbaring, der kun kan være en hundrede procents behagsmanifestation uden at være disharmoni, smerte og lidelse for noget væsen, er jo det samme som kulminationen af "kærlighed". Logik er altså det samme som kærlighed." Således tager den universelle logik eller Guddommens egen tænkemåde sig ud. Intet under, at samtlige Vise hævder, at der ingen kløft eksisterer mellem sand kundskab og sand kærlighed. Men det jordiske menneske tænker både "lokalt" og universelt, og resultatet er blevet det skæbnesvangre, vi overalt er vidne til.

Shakespeares berømte: "To be – or not to be!" kan nu omsider få sit svar. Vi kan leve to slags liv. Vi kan have et liv med lovene, eller "med Gud" – og vi kan have et liv mod lovene, eller "mod Gud". At være – i kontakt med lovene, med Guds tænkemåde, Guds logik, giver – og det bekræftes af enhver, der blot mikroskopisk har været i berøring med den proces, Martinus har betegnet som "Den store fødsel", – en indre, ubeskrivelig lykkefølelse. Uden at tabe sin identitet, sin personlighed, oplever Jeg'et her en "sammensmeltning" med Guddomsviljen, der resulterer i en, måske midlertidig, sprængning af alle "lokale horisonter" til fordel for en dagsbevidst erkendelse af at "være eet med Guddommen". Modsat denne tilstand står dette at være mod lovene. Her viger Guddomsviljen for egenviljen, hvad der måske nok kan skabe en midlertidig fornemmelse af tilfredshed, men mon ikke det er på dette forhold at ordene: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder – " er møntet?

At besvare spørgsmålet: "Hvem er Gud?" med ordene: "Gud er alt!" er ikke tilstrækkeligt. Det må besvares med en undervisning, der stykke for stykke åbenbarer den universelle logik bag enhver foreteelse, fysisk såvel som psykisk. Alene denne undervisning vil kunne give svaret den indre værdi, der betinger åndelig vækst. Og vi ser da også, hvorledes et begreb som "psykologi" er blevet aktuelt verden over. Vil man tage kampen mellem tilværelsens kosmiske mørke og lys symbolsk, vil man ikke kunne undgå at se, hvorledes lysets "tropper" idag er "gået til angreb over en bred front". På alle områder bliver vi vidne til, at "Humanitetens overkommando" uafladeligt kan berette om "nye erobringer" og om oprettelsen af "brohoveder" midt inde i "fjendens terræner".

Det moderne menneske er kommet i bevægelse. Og bevægelsens retning går på alle områder imod større frihed, større humanitet. Det er dette forhold, der har ført til, at billedet af vor "ydre verden" tegner sig så skarpt, som tilfældet i dag er, med "jerntæpper" og "pagter" osv., der alle afslører, at en stor uro er kommet over det samlede menneskesamfund? Men går man i dybden af denne uro og undersøger den inderste årsag til dens altomfattende karakter, vil man hurtigt se, at denne årsag er den enkle, at den universelle logik nu har erobret et så stort terræn i verden, at "mørket" eller den fra junglen nedarvede egoisme, koncentreret i en lang række traditionelle opfattelser, nu føler sine magtpositioner truet.

Men sådan må det være i en menneskehed, der er på vej "imod Gud". At "mørket tætner" og at angsten og frygten breder sig over hele verden, er således ikke udelukkende et fortvivlelsens tegn. Det kan også være et positivt tegn. For livet har en anden side end den materielle. Det har også en psykisk side, og vurderet udfra den er det både forsvarligt og i overensstemmelse med den dybeste universelle logik at hævde, at "natten er altid mørkest umiddelbart før daggryets gyldne time"!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!