Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Blandt vor tids vigtigste spørgsmål findes der især eet, der altid er sikker på at vække diskussion: kvindens ret til at afbryde et påbegyndt svangerskab! Medens tidligere tiders mennesker, i hvert fald offentligt, holdt sig til biblens klare bud om, at kvinden skulle føde sine børn med smerte, men altså føde dem, så befinder vi os nu i en tid, hvor dette synspunkt har måttet vige pladsen for en række synspunkter, der spænder lige fra kravet om, at et igangværende svangerskab skal afsluttes, til modsætningen: at enhver kvinde skal have fuld og fri adgang til at bestemme over sit eget legeme og derunder altså også ret til, om hun vil, at lade et svangerskab blive afbrudt.

For den som betragter disse ofte hårde og meget skarpe diskussioner ud fra et åndsvidenskabeligt synspunkt, er det ikke svært at se, at grundårsagen til den megen skarphed i tonen simpelthen stammer fra den enkle kendsgerning, at de respektive opfattelser har rod i henholdsvis maskulin, feminin og afklaret menneskelig logik. Og sådan må det jo være i en verden, hvor alt sjæleliv domineres af disse tre fra hinanden afvigende måder at opfatte livet på. Da åndsvidenskaben imidlertid hævder, at det jordiske menneskes liv er undergivet en stadigt voksende human udvikling, er det af stor interesse at afkonferere denne opfattelse med livets klare udtryk – i dette tilfælde svangerskabs-kommisionens betænkning. Fandtes der ingen kosmisk plan med menneskets udvikling, altså ikke noget ukendt moment bag alt det kendte, ville udviklingens pil sikkert uvægerligt pege frem imod en lovgivning, der tillod svangerskabsafbrydelse efter behag. Men livet følger en kosmisk plan, og i forholdet til det her berørte problem afslører denne plan sig bag kravet om, at den svangre kvinde skal have al mulig hjælp til at gennemføre sit svangerskab. Ingen kan jo nære tvivl om, at det for samfundet billigste var at vedtage en lov om fri adgang til svangerskabsafbrydelse.

For de fleste mennesker er et svangerskab et påbegyndt liv. Det er her, at vejene skiller, idet mennesket med kosmisk indsigt er vidende om, at det ikke er et påbegyndt, men derimod et fortsat liv, der er tale om. At denne opfattelse for måske de fleste kun er en ubeviselig påstand, måske endog karakteriseret som tåbelig, ændrer ikke den kendsgerning, at der i det samme flertal eksisterer en ubevidst uvilje mod indgreb i denne proces, en instinktiv forståelse af, at man her muligvis griber ind i kræfter, hvis natur man ikke kender, og som måske kan vende sig imod en selv.

Det er denne instinktive uvilje, der dels vender sig imod tanken om fri adgang til svangerskabsafbrydelse og dels søger nye veje til dette problems regulære løsning. En af disse nye veje er, foruden den øgede understøttelse og hjælp til enhver svanger kvinde, en øget adgang til viden om svangerskabsforebyggelse, en vej som har hele universets velsignelse bag sig! Det har aldrig været og kan aldrig blive i kontakt med de universelle love, at det levende væsen skal inkarnere hos en, der står parat med kniven. Så hårdt livet i dyreriget end kan være, er det dog fra den zone, at vi medbringer noget af det smukkeste i vort eget liv: moderkærligheden! Og sammenholder man vor dybe beundring for denne i sig selv så uselviske kærlighed med forestillingen om ret til fri adgang til at dræbe ethvert menneskefoster, kan man ikke undgå at gyse ved tanken om den tilstand vi i øjeblikket befinder os i.

Verden er ifærd med at blive overbefolket, siger videnskaben. Men videnskaben siger så meget. Den siger også, at den nu har en bombe, den kan slå os alle sammen ihjel med. I den retning er den praktisk. Modsat disse omsiggribende anskuelser står tanken om, at Gud ikke alene er til, men at alt liv "hviler trygt i hans hånd", hvilket vil sige, at alt liv i universet følger en større plan, end den videnskaben endnu har fået øje på. Man kan basere sin tilværelse på en rent materialistisk indstilling, hvad der jo giver adgang til forestillingen om, at det blot drejer sig om at nyde mest muligt, uanset prisen, – det ved vi, men spørgsmålet er blot, om denne indstilling giver den højeste, den mest vedvarende personlige lykkefornemmelse. Lad os undersøge det!

Kan verden blive overbefolket? Nej, den kan ikke! Når det ser sådan ud, – og hver gang tanken fremsættes, begrundes den tilsyneladende upåklageligt, – skyldes det kun, at "man" går ud fra, at sådan som livet leves idag, skal det altid leves. Men hvem siger det? Livet er stedse undergivet en uhyre forvandlingsproces, og for det jordiske menneskes vedkommende befordres denne forvandlingsproces nu i allerhøjeste grad af det, vi har givet navnet "teknik". Teknikken har omformet vor ydre verden så totalt, at mennesker, der levede for blot hundrede år siden, skulle have svært ved at genkende den, om de pludselig stod iblandt os. Foreløbig har vi imidlertid særligt interesseret os for de muligheder teknikken giver os til at slå hinanden ihjel. Alene i vor tid har vi gennemlevet to storkrige og forbereder os nu på den tredie. Men heller ikke den vil udrydde os. Den vil blot udrydde forældede forestillinger! Og deriblandt den, at der altid skal være rige og fattige. For det er den forestilling, der er moder til de fleste af vore ulykker, også det forfærdende antal mere eller mindre kriminelle aborter. Man siger, at menneskeheden har forladt religionen og erstattet den med politik. Det passer ikke. For begrebet politik, som det idag dyrkes, er kun camoufleret religion. Som man indenfor religionen havde et utal af "systemer", som hver for sig mente at skulle "frelse verden", har vi idag nøjagtig det samme indenfor politik – uden at verden af den grund er blevet frelst. Primitiv religion og primitiv politik løser færre problemer, end de skaber. Der må noget andet, noget større til. Dette "større" kan kun være en større viden om alting, en viden, som giver forståelse og skaber perspektiv i tænkningen. Og det gør kun en så afklaret kosmologi, som den vi møder i Martinus verdensbillede. Og hvad siger så det i forholdet til de her berørte problemer?

Det siger, at den tekniske udvikling nu har en sådan hast, at den truer med at gøre alle de moderne politiske bevægelser forældede på et tidspunkt, hvor de endnu selv tror at være bestemmende. For teknikken betinger, at vi nu stærkt nærmer os en ny verden, hvor manden ikke længere skal "tjene sit brød i sit ansigts sved", idet vi simpelthen er istand til at erstatte meget, måske det meste af hans slid med automatiske fabriker, der spyr varer ud til et forbrugende publikum. Det med, at kvinden skal føde sine børn med smerte, er jo i en fantastisk grad bortelemineret af den blide narkose. Martinus siger ganske enkelt, at vi allerede er i en ny verden, men at der desværre for os selv klæber så meget gammelt mentalt mudder ved os, at det kniber os at orientere os i denne nye verden. Blandt andet kræver denne ny verden, at vi klart ser i øjnene, at vi virkelig er verdensborgere og ikke blot nationalindivider – og det volder mange mennesker store kvaler! Han siger også, at der i denne nye verden kun findes een absolut og evig urokkelig værdi, nemlig det levende væsens evne til at omforme materien fra det ubrugelig til det brugelige. Ja, han siger ganske åbent, at begrebet "penge" er ifærd med at have udspillet deres rolle. Men Martinus tænker ikke i årtier. Han tænker i langt større områder. For ham er problemernes løsning ikke et spørgsmål om halvtreds eller hundrede år, for ham er det kun et spørgsmål om evolution. Men der ser han også betydeligt klarere end vi, med vort lille perspektiv. Og med hensyn til begrebet som overbefolkning, svangerskabsafbrydelse, svangerskabsforebyggelse etc. siger Martinus, at disse problemer står foran en løsning, der vil overraske de fleste. Han siger, at ingen normal kvinde ønsker sit svangerskab afbrudt, såfremt hun får alle omgivelsernes kærlighed og forståelse til at gennemføre det. Men til denne kærlighed og forståelse hører andet og mere end at barnet er avlet på god borgerlig vis. Gift eller ugift er her ikke det afgørende. Det afgørende er, at alle – alle – er enige om, at det liv, hun bærer under sit hjerte, er "af Gud", hvilket vil sige, at det er et produkt af love, som er hæv et over de almindelige, jordmenneskelige, hvorfor det har krav på al mulig hjælp og omsorg. Noget andet er de spørgsmål, der består i, at dets fødsel kan koste moderen livet, eller at svangerskabet er blevet hende påtvunget. Her har moderen førsteret. Men det er jo heller ikke de problemer, der er de mest brændende.

Vi lever imidlertid ikke i en sådan ideal-verden. Vi lever i en pengeverden og en verden, der er bundet af sexualdogmer, der grænser til det negroide. Indenfor store områder i denne verden er enhver form for sexualoplysning ikke alene uønsket, men direkte forbudt. Og i vor egen lilleverden, som vi selv er så stolte af, er oplysning om præventivteknik endsige salg af forebyggende midler i den grad mørkelagt, at de fleste enten rødmer eller blegner ved omtalen af så "forfærdelige ting". At en mand eller kvinde derimod drikker sig fuld og opfører sig i overensstemmelse med denne specielle bevidstløshedstilstand, finder man næsten ganske harmløst.

Lad os åbent se i øjnene, at det på de her berørte områder ikke er livet, men derimod os, der er noget i vejen med. Vi er endnu kun ganske lidt modne til at leve i en ny verden, – som kun er ny derved, at den på så godt som alle områder er langt mere fri, end den, vi idag kender. Om man til eks. ofrede de samme midler, som man idag ofrer for at udfinde en ny, raffineret alfabetbombe, på studiet af antikonceptionelle midler, ja fandt frem, uanset hvad det kostede, til et middel, der med hundrede procents sikkerhed og uden ækel indblanding i kærlighedslivet, garanterede enhver kvinde, at hun kun kunne besvangres efter eget ønske, mon man så ikke skabte en større glæde i verden end over samtlige A.B.C. osv.-bomber tilsammen?

Ja, men så ville verden styrte ind i den rene umoralitet, siger "man" og forstår dermed, at så ville man jo ikke længere have nogen som helst garanti for "uskyldigheden". Nej, det ville man ikke, og hvad værre måske er for netop de mennesker, – det skal man heller ikke have! For hvor har livet nogen sinde givet udtryk for, at det ønsker, at fuldvoksne mennesker skal stå skoleret for andre, for deres normale kærlighedsliv? Kun i primitive religiøse systemer, som ikke længere betyder noget nævneværdigt, finder vi disse krav. Jesus har aldrig stillet dem, ejheller nogen anden af de vise, som vi står i skyld til. Alle har de kun belært os om, at der i livet findes åndelige eller moralske love, som vi ikke kan overtræde, uden at det kommer til at koste os stor smerte. Og ingen kan være i tvivl om, at den dag pengetyranniet i verden er blevet afløst af en ganske anden måde at administrere værdierne på, en måde, der tilsikrer enhver – mand såvel som kvinde – lige adgang til verdensværdierne, falder nutidens specielle kønsbetonede moral sammen af sig selv. Idag lever mange endnu på illusionen om at man, på samme måde som man ejer bil, hus og radio, også ejer kone eller mand. Men det er en illusion. Det vil man helt forstå den dag de af os selv frembragte økonomiske sorger og elendigheder er forsvundet. For den dag vil ingen mand og kvinde være tvunget til at leve sammen, medmindre samlivet betyder glæde og inspiration for begge parter.

Hårdere og hårdere tegner livet et billede af os selv som værende det egentlige ophav til al smerte her på jorden. Som vi har tænkt, er samfundet blevet. Og vi har tænkt meget lidt universelt, men derimod nok så meget egoistisk. Også inden for de sexuelle områder. Vi har skabt begreber som "mandens rettigheder". For kvinden blev det kun til "kvindens pligter". Det kom der en dårlig moral udaf. I fremtiden er det mindre mand og kvinde end menneske, det drejer sig om. For fremtidens verden er ikke for supermænd og superkvinder. Den er for frie mennesker, der har lært at lykke, også sexuallykke, helt er afhængig af åndelig kvalitet, hvilket igen vil sige den enkeltes evne til – ikke at tage – men at give!

Vor verden er besynderligt åndelig afstumpet. Vore romaner, film og skuespil ender for de flestes vedkommende der, hvor livet selv begynder: ved brudesengen. Man ser i kønnenes forening livets mening, og det kan selvfølgelig være meget romantisk. Men livet selv har nu et større mål med os, og mange har da også, måske smerteligt, lært, at der også findes attråværdige værdier udenfor det mere eller mindre legale brudekammer. Det er denne skønhed, man bør have for øje, når man vurderer det, man idag er vidne til, thi denne skønhed er ikke længere skjult for meni gmands øjne, ifald han ønsker at se den. Den ytrer sig blandt andet ved, at et større og større antal mennesker frivilligt, altså uden nogen som helst form for tvang, af eget, vågent og dagsbevidst ønske giver afkald på at nyde tobak, spiritus og alkohol og primitiv egoistisk tænkning. Hvorfor gør de det? Fordi de i denne nye leveform ser et skønnere liv end det, de før oplevede. Ligeledes findes der er stedsevoksende antal unge, der af sig selv tager afstand fra den form for sexuel frihed, de kunne have adgang til, om de ønskede det. Og hvorfor? Vel også fordi de forstår, at sjuskeri på disse områder kan blive farligt for dem, at der altså med andre ord også indenfor disse områder findes en større skønhed end den at opleve flest mulige eventyr. Altfor mange lever idag på den tåbelige overtro, at når der gives enhver lejlighed til udskejelser, vil alle skeje ud. Denne påstand er absolut ingen lov. Verden har altid været fuld af fristelser, for det skal verden være. Hvordan skulle vi ellers kunne besejre fristelsen, som i sig selv kun er en moralsk prøvesten? Livet, set i relation til eetlivstanken er en uhyrlighed, medens det, set i relation til evighedstanken, altså de mange liv, hvor hunger og mættelse indenfor alle livsområder har afløst hinanden, er guddommelig skønhed. At vide dette, vide det med hver eneste fiber af sin sjæl, er ensbetydende med, at man aldrig i forholdet til de her berørte områder går fejl. Man ved, at udviklingen tager sin tid og vil derfor aldrig være at finde blandt de, der har deres klare og som regel hårde domme parat. Man har da lært, at medens det i det ydre ser ud, som om samfundet er homogent, er det i virkeligheden opdelt i lige så mange individer, som det består af, individer som har hver sin absolut originale skæbne, afpasset efter de fristelser, som er besejrede og de, som endnu må tjene deres mission som nederlagsgivere. Ingen, absolut ingen, kan leve et andet menneskes liv, og det vil være tåbeligt at tro, at der vil kunne gives en ydre moral, som kan tilfredsstille hele verden. Moral har kun meget lidt med det udvendige at gøre. Til gengæld er den selve den kraft, der regulerer det indre liv, hvis man da vil forstå den, som den selvoplevede åndelige viden, der alene har magten over den menneskelige sjæl. Og denne moral siger, at det sexuelle liv aldrig vil kunne lægges i faste rammer, der hævder, at sådan og sådan må man bære sig ad, og at alt andet er forkert. Den siger kun eet, og det er, at den, der angriber livet i moderskødet, udløser kræfter, der i deres evige bane vil vende sig imod ham eller hende med samme våben, som de, der udløste disse kræfter. Kun eet kan her træde hindrende imellem: motivet. Og er motivet kun det, at man ikke ønsker at føde et barn, fordi det kommer "ubelejligt" eller "ødelægger figuren", vil man selv være årsag til den skæbne der her, som overalt, hvor de kosmiske love overtrædes, vil vende sig imod sit ophav. Er motivet imidlertid en fortvivlelse og elendighed, der er fremkaldt af de sociale og moralske forhold, vi alle idag lever under, er vi alle skyldige og derfor også alle pligtige til hver for sig at kæmpe for, at disse forhold bliver ændret. Det har vel de mennesker, der har revideret svangerskabslovgivningens paragraffer følt, og derfor må også alle vi andre brændende ønske, at kravet om, at hjælpe enhver vordende mor i hendes vanskeligheder kan komme op på så højt et plan, at det kan gå en lys og sikker løsning i møde. Om ikke for hendes skyld, så for det barns skyld hun bærer under sit hjerte, og som måske i sig rummer spiren til stor glæde for hele menneskeheden.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S.

Vi bringer alle de mange, der har sendt os bøger til feriebyens bibliothek, modtage vor allerkærligste tak! Hver enkelt burde have haft et lille takkebrev, men vi har haft og har såmeget om ørene netop nu, at vi beder Dem tilgive os, at takken fremkommer på denne måde! Iøvrigt alt vel heroppe, hvor nu det fjerde hold ældre mennesker henrykt nyder ferien i feriebyen, men derom senere!