Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!.

Jeg havde mandag den 11. ds. den glæde at tale om "Den ideelle føde" for en meget stor forsamling i Råkostforeningen i København. Det kunne synes overflødigt overfor Dem at berøre et foredrag af denne art, og jeg agter da heller ikke at gå i detaljer med det. Det, der i denne forbindelse optager mig, er nok så meget de tanker, jeg selv gjorde mig efter foredraget, fordi jeg tror, at disse tanker også har bud til Dem.

I modsætning til mine "normale" foredrag stod jeg her overfor en forsamling, hvis hovedinteresse var selve kostproblemet, og foredraget var bygget derefter. Det omhandlede forskellen mellem den, der er vegetar af sundhedsmæssige grunde og den, der er det af en etisk årsag. At dømme efter bifaldet og de ledendes udtalelser blev foredraget modtaget med stor sympati, og det hele kunne forsåvidt være blevet ved det. Men – .

Jeg har ofte haft den tanke, at medens lærere i almindelighed formodentlig er ret fri af det stof, de behandler, det være sig i almindelig undervisning eller i foredrag, så må billedet være et andet der, hvor talen er om undervisning på et åndeligt eller kosmisk plan, eller der, hvor et menneske, foruden at delagtiggøre andre i sin indsigt også delagtiggør dem i sin personlige stilling til de berørte problemer. I en sådan situation er den knæsatte neutralitet i undervisningen ophævet, man er da, foruden at være lærer også forkynder, hvad der uundgåeligt fører til ofte dybtgående reflektioner efter det holdte foredrag. Man ved, at samtidigt med at man giver sine erfaringer fra sig, søger man også bevidst at lade disse erfaringer få en sådan form, at de for modtageren kan blive årsagen til en livsændring, for hvilken man i virkeligheden bærer ansvaret.

Som nævnt var der mange mennesker tilstede, ja alt hvad salen overhovedet kunne rumme. Men stemningen var en anden end den, vi oplever, når mennesker mødes for at høre Martinus analyser. Hvori forskellen bestod kan jeg ikke helt klart definere. Jeg må nøjes med at fastslå, at jeg følte, at der tværs igennem forsamlingen gik adskillige "skillelinier", der ligesom brød den fællesharmoni, vi er så forvænte med at opleve der, hvor mennesker udelukkende samles for at høre et rent kosmisk betonet foredrag. En sådan fornemmelse får uundgåeligt en stor indvirkning på et foredrags form. Det bliver lige som skarpere end ellers. Intuitionen får ikke lov at dominere, men må finde sig i at være intelligensens tjener, hvad der ganske vist gør foredraget intellektuelt uangribeligt, men også berøver det ikke så ganske lidt af den "ild", der altid er intuitionens særkende.

Selvom jeg personligt nærer den dybeste ærbødighed og respekt for mennesker, der slutter sig sammen i bestemt afgrænsede foreninger, for at føre en stor og smuk tanke frem, lever der også i mig en uafrystelig angst for den mulighed, denne situation rummer for indre konflikter og stridigheder. Foreninger, hvor smukke deres mål så end er, bliver let ramme omkring uforligelige særstandpunkter blandt deres medlemmer, hvad der igen meget let fører til en for udenforstående mærkbar fornemmelse af manglende harmoni. Dette mærkes måske ikke så stærkt af den, der fra naturens side er udstyret med "foreningssind". Men det mærkes af den, der står helt fremmed for tanken om at være for noget, imod noget andet. På den anden side må man nøgternt indrømme også åndelige foreninger deres eksistensberettigelse og med ærbødighed se i øjnene, at vi alle står i skyld til dem, for den indsats de præsterer. Man må blot her være opmærksom på, at der virkeligt findes mennesker som, blottet for foreningssind, alligevel støtter de selvsamme tanker og ideer, som andre altså danner organiserede sammenslutninger over.

Mit foredrag måtte uundgåeligt blive et skarpt og stærkt personligt præget indlæg til forsvar for en etisk betonet vegetarisme. Men det blev også et stærkt forsvar for den tolerance, der går ud på at lære at forstå, at mennesket, der lever vegetarisk ikke er bedre, ofte heller ikke sundere, end det menneske, der lever af blandet kost. Thi samtidigt med at man må bøje sig for den kendsgerning, at vegetarisk kost eller råkost kan være en strålende medicin for en svækket organisme, finder jeg, at man bør se lige i øjnene, at mennesker, der får deres sundhed tilbage igennem en vegetarisk kur eller en råkostkur, bagefter, når glæden over den generhvervede sundhed påny er blevet daglig vane, meget let kan falde tilbage til de gamle kostvaner, der i sig selv besidder en meget stor magt over så langt de fleste mennesker. Jeg har, med andre ord, ikke særlig stor tillid til de "omvendelser" til vegetarismen, der foregår ad den vej. Ejheller har jeg større tillid til de omvendelser til en ny ernæringsmåde, der foregår igennem en pågående propaganda. Også her står vi gang på gang overfor den kendsgerning, at et sådant nyomvendt og ofte yderst begejstret menneske en dag føler en uovervindelig længsel efter de "hjemlige kødgryder". Det kan synes pessimistisk at drage disse ting så stærkt frem. Sådan fornemmer jeg det imidlertid ikke. Der eksisterer i mig et dybtgående krav om åndelig hæderlighed, og dette krav tvinger mig atter og atter til at give udtryk for faren ved illusionen om, at man skulle kunne spise sig op i himlen. Som ganske ung mand troede jeg naivt, at ethvert forstandsmenneske kunne indse, hvor uværdigt det var for et menneske, der gjorde fordring på at være kulturmenneske, at spise kød. I min til tider heltud blåøjede naivitet mente jeg, at man blot skulle gøre sådanne mennesker o pmærksom på, hvilke lidelser dyrene måtte igennem, blot for at de kunne få sig et måltid mad, så var alt i orden. Havde Martinus ikke været, kunne der udmærket være blevet en habil fanatiker ud af mig!

M en livet, det nøgterne liv, har lært mig, at den største magtfaktor i denne verden skjuler sig bag det lille ord: vane! Hvis det at gå med rene hvide flipper var tegn på høj kultur, var verden vel hjulpet! Men ovenover de hvide flipper sidder der hoveder, bag hvilke der skjuler sig sjæle af ulige kvalitet – og ulige viljeskraft! Og dette skal og må man altid erindre sig, også når talen er vegetar- og råkost contra blandet kost. For sandheden er jo her den, at utallige mennesker idag sådan set gerne ville leve vegetarisk hvis, ja hvis ikke de ældgamle kostvaner havde en så stor magt over dem, som tilfældet er. Som en mand engang udtrykte sig overfor mig: "Selvom det hele går ad H. til, er en bøf dog en bøf". Og hvem tør sige ham imod? Er det hans lykke, har jeg ikke mod til at tage den fra ham! Og ville det nytte mig, om jeg gjorde det? Er det ikke således, at vi her står overfor et område, hvor to undervisningsretninger så at sige arbejder parallelt? Åndsvidenskabens stilfærdige analyser og livets hårde praktik? Ingen kan bestride, at der nu verden over udkommer et hav af bøger og artikler, der leder den søgende på vej. Men heller ingen kan bestride, at uanset der ustandseligt jorden over bevilges svimlende summer til bygning af hospitaler og til bekæmpelse af sygdomme, så vokser sygdommene med en sådan hast, at disse heltud fantastiske summer overhovedet ikke står mål med behovet for sygesenge. Er det ikke undervisning på højeste plan?

Personlig vil jeg næppe nogen sinde blive træt af at søge at inspirere mennesker til at leve et ernæringsmæssigt kød- og blodløst liv, men jeg har forlængst fået en indre tryghed med hensyn til dette problem. Der lever ikke i mig blot antydningen af frygt for, at denne høje og rene tanke ikke til slut vil sejre totalt. Men det vil ikke ske i "vor tid". Det vil ske i "Guds tid", hvilket vil sige, når verden opnår den fornødne åndelige modenhed dertil. Har en pioner for denne tanke ikke denne indstilling, løber han i virkeligheden en forfærdende risiko for at forråde den mere end at hjælpe den. For man forråder denne tanke hver eneste gang, man forsøger at påføre et åndeligt umodent menneske den, hvad der desværre kan lade sig gøre igennem en tilstrækkelig intensiv og nidkær propaganda.

Nej, vi må her lære at se den kendsgerning lige i øjnene, at kun det menneske, hvis vegetariske levevis fornemmes som en absolut selvfølgelig del af dets væremåde, udgør en virkelig sand inspirationskilde for andre. Thi dette menneske udfordrer ingen, det lyder blot den indre lov, hvis budskab er på vej til enhver og som, når det endelig når frem og opleves som indre intuitiv sandhed, nok skal vide at fuldbyrde den forvandling, der her er tale om.

Jeg ønsker ikke hermed at sige, at samtlige eksisterende foreninger, der har vegetar- eller råkost på deres program er overflødige. Tværtimod! De er jo netop Forsynets eller Guddommens kanaler til mange mennesker. Og jo mere præget af ånd og tolerance de er, desto bedre redskaber i Forsynets tjeneste er de. Men dette krav skal og må også opfyldes så sandt som, at det menneske, der sætter alt ind på at opfylde de åndelige love er en bedre åndelig vejleder end den, der forkynder: "I skal gøre som jeg siger, men ikke som jeg gør!" Ganske vist kvæles høje og ædle tanker ikke af, at man skændes om dem, men man gavner dem heller ikke derved. Derfor er det, at den, som har lært Martinus verdensbillede at kende, atter og atter vender tilbage til det, fordi det på en egen måde virker som en stille evigt rindende læskende kilde. Rammeløst og tidløst står dets viden indmejslet på evighedens mur, en skrift livet aldrig vil udviske. Dette verdensbillede truer ingen, binder ingen. Det nævner blot tingene ved deres rette navn og viser den enkelte vejen frem til en væremåde hinsides døgnets strid og hidsige diskussioner.

Som venteligt måtte mit foredrag slutte med en brændende appel til forsamlingen om at forstå, at alle vi pionerer for en ernæringsreform må lære tolerancens store kunst at kende, om det skal lykkes os at opnå de manges sympati. Der må bag vore bestræbelser leve en fællesvilje, der bevidst søger at undgå alle ordinære foreningsstridigheder. Gør der ikke det, vil vore år altfor let gå med alt dette negative, der glæder få og gør de fleste fortræd. Men vi kan ikke praktisere denne tolerance uden at være i besiddelse af den højeste viden om det problem, der optager os, og til denne viden hører i allerhøjeste grad kundskab om dets kosmiske natur. Det er ikke nok at kende samtlige ernæringstabeller, eller at vide hvormange vitaminer der findes i den eller den urt. Man må også vide, at mennesket ikke lever af brød alene og at der over den fysiske ernæring eksisterer en rent åndelig føde, nemlig vor tanke. Kan vi ikke lære at tænke kærligt på vor næste, og vil vi ikke udvide dette vor næstekærlighedsområde til at omfatte alt levende, gavner det os ikke meget, at vi fylder vor krop med selv de bedste planteprodukter. Vi vil da i det højeste kunne glæde os over en vis fysisk sundhed, altså noget i virkeligheden rent egoistisk. Men nogen større medarbejder i Guds plan med mennesket er vi ikke blevet af den grund. Derfor finder jeg, at kun det menneske, der ustandseligt har dyrenes lidelser i sine tanker, og på alle de områder livet giver ham mulighed derfor, fremstår som disse endnu umælende skabningers forsvarer og værner, helt har forstået den dybeste hensigt med en kød- og blodfri levevis. Fysisk sundhed er en vidunderlig ting, men hævet over den, eksisterer den åndelige sundhed, der uden fanatismens og intolerancens utiltalende væsen, ved sin egen stilfærdige, blide og varmende natur, viser vej frem til en tænke- og levemåde, der i alt har forladt halvheden til fordel for den helhed, der alene kan være det virkeligt åndeligt udviklede menneskes sande og urokkelige kendetegn.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!