Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Muligvis undrer De Dem over, at bilaget idag er svensk, men det har sin årsagi, at en svensk læser har sendt mig en række udklip til gennemlæsning, og iblandt dem fandt jeg denne artikel om Hermann Hesse, som jeg syntes, både danske og svenske læsere af korrespondancebrevene bør kende, fordi den indeholder en række citater, der skarpt belyser et højt udviklet menneskes reaktioner overfor samtidens moralske halvhed.

Både i Danmark og Sverrig er Hermann Hesses tanker tilgængelige i form af oversættelse af hans bøger, så dem vil jeg ikke her komme ind på. Det, der i denne forbindelse optager mig, er de tanker, som gennemlæsningen af vedlagte bilag udløste i mit sind. Læs f.eks. ordene: "Hver og en som går sin egen vej, er en helt. Hver og en som virkelig handler og gør, som han føler ret, er en helt, også selvom han derved begår en dumhed eller optræder klodset, så er han derved mere end tusinde andre, som blot taler om deres skønne idealer uden at ofre sig for dem".

Med disse ord sætter Hesse fingeren på et af vor tids berømteste punkter: det teoretiske ideal. Verden er idag fyldt med mennesker, der i teorien er enige om, at livet kunne være dejligt, hvis – ja, hvis vi altså havde mod til at realisere vore idealer! Hesses ord fik mig til i tankerne at gå de mange år tilbage i tiden, til jeg første gang stod overfor Martinus og til spørgsmålet om, hvorfor netop han fik en så afgørende indflydelse på mit liv. Og svaret kom med det samme indefra: fordi der ingen uoverensstemmelser var imellem hans person og hans ord! Sidenhen har jeg gang på gang erfaret, at denne næsten utrolige overensstemmelse mellem ord og væremåde har haft nøjagtig samme indflydelse på andre, som på mig selv. Det ejendommelige er blot, at der ligesom skal gå et stykke tid, før man bliver bevidst i dette i sig selv dog så selvfølgelige. Men dette forhold skyldes udelukkende den kendsgerning, at vi simpelthen er blevet vante til, at idealer eller idealisme er noget, man taler sympatisk om, men endikke i sin vildeste fantasi forestiller sig er noget, der realistisk skal – eller kan – efterleves.

Når man så møder et menneske, der tager sine idealer så alvorligt, at de ikke alene efterlever dem, men faktisk er dem, sker miraklet. Man lammes! Og dernæst enten frastødes eller tiltrækkes man, alt efter indstilling og udviklingstrin. For mig blev det altså en livsbestemmende tiltrækning, fordi jeg simpelthen forstod, at Martinus levede på en større virkelighed, end den mit eget liv var bundet til.

Vor tid er overbefolket med intellektuelle idealister. Fra hver en verdensdel får vi skønne teoretiske impulser. Vort bogmarked er oversvømmet med bøger, hvis indhold kredser om det opgør med tiden, der ihvert fald bebuder, at en ny tid er på vej. Men for flertallet bliver det ikke til andet end en bebudelse! Tragedien – om man da kan bruge et så stærkt ord om det, vi her oplever, – er den, at den intellektuelle idealist er negativ i den forstand, at han mere er optaget af at finde grunden – skylden – til, at livet idag er, som det er, end af længsel efter at realisere en ny væremåde. Når man læser om alt dette skyldjageri, får man en ubehagelig fornemmelse af, at disse idealisters største glæde ville være den, at man dog nu omsider – endelig!!! – kunne sige, at det, og det alene, er skyld i, at livet idag er så fortvivlet som tilfældet er.

Modsat denne indstilling og tilstand, står den, der lever sin idealisme. Som uden hensyn til familie, venner o.s.v., o.s.v, "går sin egen vej", hvilket kun vil sige: søger at realisere sit liv i overensstemmelse med sin indre intuition. Bevares: det er bjergbestigning! Men bjergbestigning med nye udsigter, nye horisonter, som strålende belønning! Ild i øjet og brand i sjælen venter den, der vover dette eksperiment – og gennemfører det! For mange vover det, for næsten omgående at opgive det. Intet steds synes "hjemveen" at binde stærkere end her, – og ødelægge mere! Man skal bryde familie- og slægtsbånd, de traditionelle opfattelsers rustfrie lænker for at opdage, hvor stærke de i virkeligheden er. Her er der i sandhed brug for nazaræerens uendeligt kloge råd: – blide som duer, snedige som slanger ja, ja, nej, nej!!! Men gør man det, står man virkelig striden igennem, uden fanatisme, uden bitterhed og så klogt – eller klodset – som man nu må gøre det udfra egne forudsætninger; himmel for et væld af frisk luft, man da får i lungerne!!! Da hænder det virkeligt, at sjælen "sprænger sit hylster", og at det drømte bliver virkelighed!

Ord, ord, ord – siger måske nu en og anden. Lad os se!

Hvad er egentlig et intellektuelt, idealistisk betonet menneske? Er det andet end et menneske, der i ni af ti tilfælde er sympatisk indstillet overfor en radikal ændring af livsvanerne, men ellers i praksis erkender problemet for så overvældende, at det selv søger at indrette sit liv i overensstemmelse med de overleverede, gældende forhold? "Jamen, det må man da også!" siger den realistisk betonede kloge.

Absolut ikke! Det er fuldkommen sandt, at vi ikke er i stand til med eet slag at ændre de ydre livsvilkår for vore medmennesker og derigennem indføre paradisiske tilstande til afløsning af dem, vi nu oplever. Men denne sandhed har aldrig kunnet forhindre noget menneske i en personlig revolution!!! Det er negativitetens triumf, at den altid får mennesket til at tænke kollektivt og dermed kvæler spiren til den personlighedens fødsel, som er den positive indstillings konsekvens. "Når jeg alligevel ikke kan lave verden om, må jeg hellere vænne mig til den, som den er!", er den snusfornuftiges ræsonnement. Modsat denne negative indstilling står den, der siger: "Det er ikke min sag at lave verden om! Min opgave består udelukkende i at få mit eget sind under kontrol og ændret derhen, at verden kan blive bedre tjent med mig, end den er nu!"

Der er een ting, utallige såkaldt intellektuelle glemmer, og det er, at livet aldrig har forlangt af os, at vi skal leve de andres liv! Vi hverken kan eller skal. "Du er dig og jeg er mig" siger Emerson og tilføjer: "Sådan skal det evigt være!" Denne sandhed bør man altid have for øje, fordi den både er sund og usandsynlig positiv, og fordi den ikke udelukker min ret til at leve for dig! Det negativt indstillede menneskes tragedie er jo netop den, at det selv skaber sine egne snævre grænser, selv bygger sit lille lukkede bevidsthedsrum, hvor der, foruden det selv, kun er plads til den aller-allernærmeste familie. Det er dette rum, der sprænges i tusinde stykker der, hvor de kosmiske, hvilket jo kun vil sige de universelle, sandheder og de med dem forbundne syner trænger ind!

Verdens store moralske ledere fra fortid og til nutid var hverken folketalere eller prædikanter. Det er sandt, at de af og til "talte til skarerne", men da altid i et andet sprog end det, de talte i til disciplene. Nej, de var lærere og vel at mærke lærere, som krævede en hel del af deres nærmeste elever, blandt andet et udviklet storsind, der ikke var bundet hårdere i tidens traditioner, end at det kunne gennemskue dem. Havde dette ikke været tilfældet, havde de blot "søgt deres eget", ville deres ord og tanker ikke have overlevet den tid, der fostrede dem. Men de havde en "mission", en kaldelse til at afløse den eksisterende indre fred med den uro, der avler større frisind. Disse moralske genier, hvis mentale flammer fremdeles generer dyremenneskets slumrende samvittighed mere end noget atomvåben, drømte ikke om at leve andres liv, ej heller om at dømme det, men derimod udelukkende om at hjælpe den, der "havde øren og øjne" til selv at høre og se, at der findes en vej ud af ethvert mentalt fængsel. Men de vidste også, at man selv skulle søge! Ingen kan gå vejen for en, og ingen kan åbne de døre, man selv skal åbne! Her ligger der en grænse ingen, absolut ingen, kan overskride på andres vegne!

Til en ung mand, som søger en leder, siger Hesse: "Er De født til at leve Deres eget liv og ikke et dusinmenneskes, så vil De også finde vejen til Deres egen personlighed og dermed til Deres eget liv, selvom det bliver en svær vej. Om De ikke er bestemt dertil, om kræfterne ikke rækker, så må De før eller senere give op og tilslutte Dem massernes moral, smag og livsvaner. Det er et spørgsmål om kraft eller, som jeg hellere vil formulere det, et spørgsmål om tro. Thi man finder ofte stærke mennesker, som hurtigt giver op og andre, som er mindre modstandsdygtige, men som trods sygdom og svaghed på en udmærket måde formår at fuldføre deres liv."

Hesse kunne have tilføjet: "Vi er alle fødte til at leve vort eget liv, men vi er endnu ikke alle modne til det!" Derved ville citatet have vundet i værdi og klarhed. For vi er alle fødte til en dag at skulle opleve en absolut og urokkelig personlig erkendelse af universets lovbundethed. Nogle er idag så nær denne erkendelse, at den forlængst har grebet ind som den stærkest regulerende kraft bag deres tanker og forestillinger. Andre derimod lever endnu så fjernt fra denne tilstand, at så godt som alle deres tanker udgør reproduktioner af andres forestillinger. Ved man dette, har man også uendelig let ved at "begå sig" iblandt mennesker og ved at se, at bag alle tidens tilsyneladende meningsløsheder, bag al dens tilsyneladende mangel på indre logik, er alt alligevel i sin skønneste orden. For den vise er verden hverken god eller ond i almindelig jordmenneskelig betydning. For ham er verden GUD, hvilket vil sige den samlede sum af fænomener, der udgør forudsætningen for hans evige livsoplevelse. Derfor "taler" den vise med GUD ved hjælp af verden, og verden svarer ham. Og idag svarer verden den vise klarere end nogen sinde før! "Gør du sådan, går det sådan!" er en sætning, der lyder til os fra videnskabsmændenes laboratorier, fra slagmarkerne, fra hospitalerne, ja fra hvert eneste af de områder af livet, vi i denne verden er i berøring med. Men evner vi ikke at høre denne røst, må vi leve "som de andre". Da har vi endnu ikke mulighed for at leve vort eget liv, da må vi leve i og være bundet af – eller støttet af – de traditionelle opfattelser. Og det er her, at man ser tilsyneladende stærke mennesker hurtigt bryde sammen i deres forsøg på åndeligt at "stå på egne ben", medens andre og tilsyneladende langt svagere åbenbarer en fremragende evne til i praksis at realisere de livssandheder, de har erkendt, hvad der for disse mennesker uundgåeligt fører til en langt rigere oplevelse af livet, end tilfældet nødvendigvis må blive for dem, der lod sig fange i og kvæle af traditionernes sejgt vævede bånd.

Det koster kamp og utallige nederlag at "gå sin egen vej" eller "leve sit eget liv", men det ændrer ikke den kendsgerning, at vi med raske skridt nærmer os en tid, hvor kun den, der har mod til at foretage dette skridt, der jo dybest set kun består i at tage de af alle forkyndte sandheder så alvorligt, at man gør dem til ledesnor for sin daglige væremåde, har mulighed for at blive et virkelig lykkeligt menneske. På alle områder er livet idag i opbrud, og Heraklits ord: "Alting flyder" udtrykker en dybere sandhed, end de fleste forstår. Livet giver hver eneste af os chancen for enten at flyde med eller stå imod! Flyder vi med, bliver dagene let grå og pessimismen erobrer da uden sværdslag vor sjæl. Står vi imod, så hænder det midt i al besværet, at halvheden i vor sjæl viger for den helhed, der gør, at vi selv i vort tilsyneladende dybeste nederlag får lov til at skue det himmelske lys og med hver en fiber i sjælen opleve, at alt – også den bitreste smerte – "tjener den tilgode, der elsker Gud!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!