Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det hændte, at jeg en dag under oprydning i gamle papirer pludselig stod med de på bilaget gengivne småstykker om had i hånden. De stammer fra krigens tid, og jeg har næppe dengang følt særlig trang til at kommentere dem. Men ejendommeligt nok skete det, at en af studiekresdeltagerne i vinter overlod mig et lille udklip, betitlet: "Om had" – og det var trykt i anledning af al den uro, som løsladelsen af krigsforbryderne havde afstedkommet!

Det virker jo noget mærkeligt på et åndeligt indstillet menneske at høre om "det sunde had". Men lad mig her indskyde, at denne opfindelse ikke i sig selv er tysk. Umiddelbart efter besættelsens ophør talte en af vore meget kendte teologiske doktorer i den danske radio om nøjagtig det samme problem og gjorde der gældende, at danskerne skulle bevare deres sunde had til Tyskland.

Det virker derfor helt forfriskende at læse den engelske læges kloge ord om hadets farlighed for vor sundhed, både den sjælelige og den fysiske. Thi intet menneske bør være i tvivl om, at den, det hadende menneske gør mest fortræd, er – sig selv! Alle store vise har forkyndt dette, og i vor tid begynder videnskaben at stille sig ved siden af dem, idet lægekunsten nu er blevet så fremskreden, at den kan begynde at operere med den "sjæl", hvis eksistens den før så hårdnakket benægtede.

Men selvom lægevidenskaben nu er trængt frem til grænseområderne mellem det fysiske og psykiske område, mangler den alligevel endnu den dybtgående kosmiske forståelse af hadets problem, der gør, at den kan danne sig et helhedsbillede af dette problems sande udstrækning. I sin natur repræsenterer lægevidenskaben, som al videnskab iøvrigt, "sanseevnen nedenfra", hvilket vil sige en viden der i alt må bygge på gennemsnitsmenneskets selvoplevede, dagklare erfaring.

For mange er disse store seeres ord tågetale. At det er sådan, og endnu i lang tid må være det, er i sin orden. Repræsentanterne for sanseevnen ovenfra er fuldt vidende om, at forudsætningen for åndelig forståelse er sand hunger efter viden på disse sublime områder. Og sand hunger afslører kun sig selv igennem sin evne til at betale prisen for en højere viden. Prisen? Ja. Den pris nemlig at have mod til at forsøge at leve de sandheder, som disse vise forkynder. Og de vidste, at prisen var høj. Ellers havde Jesus næppe brugt ordene: "Tag dit kors og følg mig!"

Det vil altid være et kors for et almindeligt menneske at tilegne sig en anden indstilling til livet end den, at det er de andres skyld, at det er gået en, som det er. Her er hadet med alle dets følgesvende såsom såret forfængelighed, bitterhed, ond kritik osv., osv. en langt billigere løsning på problemerne. Men går man den vej, går man ind i en ond cirkel. Dobbelt ond måske, fordi flertallet endnu hylder denne vej og derfor gør den så lang for den enkelte, som tilfældet er.

Men vælger man den anden vej, den der uden nogen art af dramatik tilhvisker en, at man selv, i alle livets forhold, er første-årsag til sin egen skæbne, hænder det, at det "sunde had" dør imellem ens hænder, og at den dybe, altomfattende tolerance og næstekærlighed oplader ens blod med nye, positive livskræfter og gør det, der før var bjærge af ondskab, til latterlige bagateller. For det er nemlig det jordiske menneskes dybe tragedie, at det altid – uden kendskab til det virkelige liv, – forstørrer de ganske små, de urimeligt små ting, op til den "livsens ondskab", der ødelægger og formørker den enkeltes levedage.

Men hvorfor er det sådan? Svaret kan ikke gives i to linier. For at forstå det, må man vide meget om det levende væsens kosmiske struktur. Man må blandt andet vide, at det jordiske menneske endnu ikke er et "færdigskabt" menneske, men derimod et "overgangsvæsen" mellem to livszoner. Vi kæmper hver for sig dagligt med to naturer i vort eget sind: det dyriske og det menneskelige. Vi vil så gerne det gode, men gør så fortvivlende let det såkaldt onde. På visse – og desværre de fleste – områder, lever vi endnu på nedarvede instinkter, inkarnerede i opfattelser, der alle mest af alt koncentrerer sig om et forsvar for vore egne handlinger. Vi er endnu sexuelt eenpolede. Mænd og kvinder eller hanner og hunner. Dette forhold bevirker, at det er selvfølgeligt for os altid at være på vagt. Dyret er af natur yderst mistroisk, må være det, fordi alle jager det. Og mennesket af idag er kun en forlængelse af dyret. Kropsligt er det selv et pattedyr, og mentalt er det på langt de fleste områder bundet af dyrets instinkter, inkarnerede i forestillinger der gør det selv og dets eget liv til tilværelsens naturlige midtpunkt. Disse ting må man vide for at kunne begribe hadets natur – og tilgive den, der endnu må leve under dets svøbe. For hvad er had andet end dyrisk selvforsvar? Man ønsker at udslette for selv at opnå større beskyttelse, større sikkerhed. Hver eneste gang man opildner hadet, enten det så er hos et enkelt menneske eller hos en nation, er det for at forøge den tilstedeværende kampkraft. Absolut ikke for at forøge tolerancen eller næstekærligheden.

Men læg mærke til det, der skjuler sig bag udtrykket: "vi kæmper dagligt med to naturer i vort eget sind"! Hvem er "vi"? Ikke de to sind! For dem kæmper vi med! Nej, "vi" er noget helt andet! Det, vi udtrykker ved dette lille ord, er det i os, som er hævet over kampen. Det, som kan nyde dens sejr eller må lide under nederlaget! Det er her, at "sanseevnen ovenfra" træder ind i billedet og siger: det, man blandt mennesker udtrykker ved ordet "Jeg", er selve det levende bag enhver form, enhver tankeblanding – det er tilværelsens sande kosmiske kemi ker og ene den, der i alt må opleve frugten af den sæd, han selv sår. Formernes verden er i sig selv kun et altomfattende kosmisk-kemisk laboratorium, i hvilket det levende væsen, under Guddommens vejledning lærer kunsten at tænke, hvilket vil sige: kunsten at blande samtlige tilværelsens kosmiske grundkræfter på en sådan måde, at facittet efter endt undervisning bliver en tilværelse i strålende lys, i en altomfattende guddommelig kærlighedsomfavnelse! Dette lys – og det alene – er enhver smertes, enhver tåres eneste sande mål!

Fra en fjern fortid lyder det stadigt til os, at vi er gudesønner at vi er "skabt i Guds billede, efter hans lignelse". Men Guddommen er ikke en hader, ikke en forfølger, ellers havde den gudesøn, som i udvikling er nået længst, næppe forkyndt for os, at vi skal elske dem, som hader os og tilgive dem, som forfølger os! Nej, hadet er det fuldkomne væsen fremmed! Og det må også blive fremmed for os, fordi det er en del af prisen for at nå frem til et højere lys, til en mere fuldkommen livsoplevelse!

Det er sandt, at det er meget lettere – og for mange desværre også behageligere – at leve forurettede, fornærmede og bitre over det, som livet lod dem opleve. Men de er ikke lykkeligere!!! Det bitre menneske er et sygt menneske! Og den sygdom, det lider under, har let ved at brede sig fra sjælen til legemet, meget let endda! "Hadets mænd og kvinder bør man sky – ja, sky dem som pesten – thi had er sundhedsfarligt både for sjæl og legeme, ja smittefarligt" – sådan skriver en svensk pædagog, og han har ret! Vi kan ikke undgå at møde hadet på vor vej, men vi kan lade være med at besvare det! Enhver har lov at hade os, – men vi har til gengæld lov til at elske enhver! Og vi har lov til at sige til os selv, at vi vil vente dem, der hader os, ved enden af den vej de selv har valgt at følge! Og i forholdet til kærligheden må hadet finde sig i at have kortere baner! Martinus lærer os, at vi efter døden skal opleve at møde enhver der her hader os, i en kærlig omfavnelse, og at begge parter der kan glæde sig over, at hadets grænse ligger ved dødens port. At det så måske kan vente en påny ved en ny fødsel angår ikke den, der ved sit hjerte fri af denne onde følelse. Men efter døden er alle fri for den, fordi – ja, fordi livet efter døden er et liv langt nærmere den store virkelighed, end livet her endnu kan være for den, der bundet af sig selv, af sine egne instinkter og midlertidige kosmiske ufærdighed, er her for at lære tilværelsens farligste kræfters natur at kende.

Men når det er sandhed, og derom er jeg overbevist, at hadet ikke kan følge os ind i højere livszoner, så hvorfor ikke gøre blot et beskedent forsøg på at komme dette had tillivs allerede her? Der er næppe een iblandt os, som ikke har mødt hadet på sin vej og derfor har brug for en viden om, hvordan man bedst får det opløst. Den kraft, som her kommer os til undsætning, er den Martinus har givet navnet: tilværelsens kosmiske perspektivprincip! Prøv engang at anvende det indenfor Deres eget livsområde. Prøv at undersøge smertens virkning på Deres egen sjæl, og De vil se, at der, hvor der er opstået "afstand" mellem Dem selv og den smerte, som måske for en stund fik Dem til at hade et andet menneske, der begynder "billedet" at skifte karakter. De hårde domme vakler under presset af det lys og det indblik, tiden giver Dem i livsprocesserne. Vær ganske klar over, at denne forvandlingsproces vil fortsætte. Den er nemlig en del af et kosmisk kredsløb, som ikke kan slutte før De selv med egne sanser ser og forstår, at alt, hvad De oplevede, slet ikke var det, De troede, men derimod en guddommelig kosmisk undervisning af – Dem selv! Blot vi dog alle kunne lære, eller i det mindste forsøge at indstille os på, at intet af det, vi ser eller hører, er det, som det ser ud til at være, men at det altid dækker over noget, som kun perspektivprincippet kan bringe frem på tilværelsens overflade, synlig for enhver, så var uendeligt meget vundet. For så ville intolerancen i os have fået et uovervindeligt knæk. Men vi har endnu så travlt med at dømme og danne os tåbelige meninger, at Guddommens knoer skal banke smertefuldt hårdt på vort eget livs port, for at den kan åbne sig for blot en spinkel lysstråle. Vi ejer en farlig egenskab i os: den at kunne behage os i andres modgang og lidelse, og vi er ikke langt fra at sole os mere i dommens end i forståelsens lys. Men dommens lys er – mørke! Dommens mentalitet er dødens. For den ønsker nedværdigelse af den, som vi inderst inde ved, er vor næste, er en gudesøn som os selv. Og kunne vi se dybere endnu, ville vi vide, at det ikke er vor næste, men os selv vi nedværdiger hver gang, vi dømmer. Den, som har set så dybt, bærer på en uafrystelig angst for gentagelsen. I vort liv her på det fysiske plan er vi alle skyldige. Kun den absolut rene, kan her kaste med sten, – og han vil aldrig gøre det. Tværtimod, vil han ikke sky nogen ulejlighed eller frygte nogen nedværdigelse for at hindre hadets vækst og dommens konsekvens. Det er her, vi møder dem, som uden at tøve giver deres eget liv for at hjælpe os ud af de onde cirkler eller de opfattelser, som er livsfarlige, fordi deres sæd er ond og giver ond høst.

Er hadet da kun ondt? Nej, ikke når man lærer dets kosmiske natur at kende. Da er det et af Guddommens vigtigste midler til at lære det enkelte menneske ydmyghedens lov at kende. Den, som har hadet og på sig selv lærte hadets sande virkninger at kende, fandt også ud af dets dybeste hensigt – og blev dermed fri af dets smitte. Ingen kan forbyde os at hade og leve dør om dør med hævntanker. Men det fører ikke til nogen lykke, ejheller til nogen som helst form for sundhed, hverken fysisk eller mentalt. Det fører kun til skabelsen af et mentalt fængsel, inden for hvis mure det bedste i os, nemlig vore høje åndelige egenskaber, sygner hen. Derfor vil enhver, der virkelig forstår hadets natur altid være på vagt overfor det – og sky omgang med dem, der i hadet ser en inspiration! Og vi har lov til at sky disse mennesker! Det er en i allerdybeste forstand urokkelig menneskerettighed, at "gå til højre", hvis en, vi har været knyttet til, vælger hadet og "går til venstre". Men vi har ikke lov til at fylde vort hjerte med kulde imod det menneske, der vælger en sådan vej, for så mister vi noget uhyre værdifuldt. Vi må her søge at trænge ind i, hvad HAN mente med ordene: "Du skal elske den, der hader og forfølger dig –!" Måske vi her vil finde noget af det mest værdifulde, livet formår at give os.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!