Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det vilde jo unægtelig være dejligt, hvis disse Tilstande kunde blive til Virkelighed, men det er altfor dybtgaaende en Omvæltning til overhovedet at begynde at tænke derpaa." Denne og lignende Udtalelser bliver saa at sige næsten altid sagt efter en Samtale, hvori man har forsøgt at klargøre en eller anden af Martinus' Analyser. Ja naturligvis, hvis man forlanger det gennemført paa een Gang, men det lader sig ikke gøre, idet det jo er betinget af en hel anden mental Indstilling, end vi er vant til, og en saadan Bevidsthedsændring lader sig ikke pludselig etablere. Vi maa her tænke paa, at enhver stor og omfattende Ting bestaar af en hel Mængde smaa Ting, der tilsammen danner den store. Et stort Broderi bestaar af mange tusinde smaa Sting. Enhver Maskine bestaar af store og smaa Hjul, baaret af saa og saa mange Steldele, der tilsammen danner f. Eks. en moderne Rotationspresse. En Beboelseskarré fordrer saa og saa mange forskelligartede Materialer og Sanitetsvarer, der tilsammen danner det moderne Hus, som vi saa selvfølgeligt tager i Besiddelse. Ethvert levende Væsen er et Univers af Mikroindivider, der danner Organer, der igen danner Legemet, o. s. v. Men en Bevidsthedstilstand bestaar ogsaa af en hel Mængde smaa Tankebilleder, der tilsammen skaber den Atmosfære, som Bevidsthedstilstanden er Udtryk for, og her ligger et saa stort Omraade, en saa vid Mark for Praktiseringen af mange af de Tilstande, som Analyserne er Udtryk for, at enhver straks kan begynde at omforme sin Væremaade uden at løbe nogen Art af Risiko.

Hvad mener man om følgende: Hvorfor ikke overrække Sporvognskonduktøren sin Billet eller Kort ved at se venligt til ham i Stedet for at række Haanden et eller andet Sted ud i Luften, mens Hovedet ligger nede i Avisen? Hvorfor ikke lukke Døren efter sig, naar man forlader Vognen? Hvorfor ikke sætte sig saaledes, at man straks har beregnet Plads til Sidemanden? Hvorfor ikke undlade at ryge sine Medmennesker lige ind i Ansigtet, naar man er anbragt saa tæt op ad hinanden, som Tilfældet er paa en overfyldt Bagperron? Hvorfor ikke tale til en Ekspeditrice, en Arbejder, en Underordnet som var de et Medvæsen og ikke en Ting? Hvorfor ikke regne med at alle Væsener udfører et Arbejde, der er lige nyttigt for Samfundet som Helhed og derfor lige værdifuldt? Hvorfor ikke afvise en Betler paa en venlig og forstaaende Maade, hvis man ikke er i Stand til at hjælpe ham? Hvorfor ikke lade falde en venlig Bemærkning overalt, hvor det er muligt at faa den anbragt uden at virke paagaaende? Hvorfor ikke lade andre Menneskers Privatliv i Fred, da man jo saa at sige aldrig kender Motiverne til disses Væremaade? Hvorfor ikke kritisere paa den Maade, at det faar Vedkommende til at gøre noget endnu bedre, end hidtil præsteret? (Positiv Kritik i Stedet for den almindelige kolde Skulder, der kun virker negativt, lammende eller initiativdræbende.) Hvorfor ikke paa offentlige Steder udvise en Væremaade, som var det ens private Hus, Have eller Lejlighed, det drejede sig om? Se f. Eks. Banegaardsaftrædelsesrummene. "Man bedes efterlade Klosettet i samme Stand, som man ønsker at forefinde det" staar der. Efter Resultatet at dømme, er det nogle mærkelige Ønsker, der næres. Se de offentlige Parker og Skovene. Se Køkkentrapperne eller Skarnbeholderne i Gaarden. Hvorfor er Naboens Hund en Køter, mens ens egen er en god lille Hund? Hvorfor er Naboens Børn – Unger? Hvorfor tillægger man altid andre daarligere Motiver til deres Handlinger, medens ens egne naturligvis er svært godt funderet? Hvorfor ødes Værdierne ofte saa unødigt hen? Mange lader Vandhanen løbe over Ølflasken i Timevis, andre lader det varme Vand styrte over Opvasken til den bogstavelig talt er rendt ren, uden Tanke paa Spild af Brændsel, eller Tanke paa det kæmpemæssige Arbejde med at lede Vandet i kilometerlange Vandledninger til netop deres Vandhane. Hvorfor faar man ofte en udlaant Bog tilbage med Madrester, Kaffepletter og Æselører? Hvorfor er Kontorets Bohave ikke værdig til samme Omgangsform, som ens egne Møbler? Hvorfor ødelægges der saa utrolige Bunker af Værdier paa Byggepladserne, Fabrikkerne og Værkstederne? Denne Tanke med at overse Værdien af det man ikke selv direkte har bekostet eller skabt er saa almindelig, at det næsten synes at være noget "sært" at gøre det modsatte.

Ja – hvorfor og hvorfor? Der gives jo saa at sige ikke nogle af de i det daglige Liv forekommende Tildragelser, uden de paa en eller anden Maade tangerer det her beskrevne. Igennem alle disse Eksempler gaar den samme røde Traad – een selv kontra de andre –. Egoismen kontra det kollektive, det fælles. Det er Smaating, vil De sige. Ja, det er unægtelig Smaating, men prøv paa at tænke Dem disse Smaating realiseret paa den Maade, at man altid i sine Dispositioner tænker ligesaa meget paa Virkningen udadtil som indadtil. Prøv paa at tænke Dem, at alle Mennesker nærede den samme Indstilling overfor alt, hvad der var andres, som de gør overfor deres eget, og jeg forsikrer Dem, at Livet vilde blive en betydelig Tak lettere og behageligere at leve. "Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig" er en gammel, gammel Sætning, men den Bevidsthedstilstand, den udtrykker, er mere aktuel nu end nogensinde før.

Nationerne ruster med en Intensitet, der kan faa det til at løbe en koldt ned ad Ryggen. Det økonomiske Princip spænder Livsniveauet stadig længere og længere ned for dem, som intet har, de er jo kun en Omkostningsprocent i Systemets Maskineri, som det gælder om at gøre saa lille som muligt. Overalt ser vi det samme System, den samme røde Traad – Egoismen kontra det Kollektive.

"Ja – men det kan jo dog ikke nytte noget vi begynder, det maa dog være dem, der sidder inde med Værdierne, med Pengene, med Magten, der skal begynde", siges der. Men det er jo lige akkurat det samme som Nationerne siger – "hvis blot min Modpart vil afruste, saa vil jeg ogsaa." – Mod dette Argument kom Martinus ved et Foredrag med en lille tindrende klar Sætning, "Menneskene vil altid høste før de har saaet." Ikke sandt, det er netop det vi vil, bevidst eller ubevidst. Vi vil intet vove, vi kommer fra et Princip, hvor Egoismen var Fundamentet, var Loven, var Selvopholdelsesprincippet, var Livet. Det er dette Princips Frugter, vi nu høster. Det har vi saaet i rigeligt Maal, men nu maa vi ud at saa en anden Sæd med nye Frugter. Som Træet begynder i et lille Frø, saaledes begynder den nye Bevidsthedstilstand ogsaa i de smaa Ting, og derfor kan man ikke agte nok paa alle disse Smaating, som det daglige Liv er saa rigt paa. Husk paa at i alt, hvad De foretager Dem, tjener De Gud, idet Gud er hele den Verden, De har om Dem. Ingen Opdragelsesform er bedre end et godt Eksempel, men det er ganske vist ogsaa den sværeste og mest krævende.