Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et af de problemer, der uundgåeligt melder sig, når man begynder at opfatte tilværelsen udfra et større perspektiv end det almengældende, er det, der skjuler sig bag de mange repititionstilstande, vi må gennemløbe, før vi påny er blevet "voksne" på det fysiske plan.

De fleste mennesker er blevet så vante til, at den egentlige fødselsproces betyder vor regulære "ankomst" til denne verden, at de som regel reagerer temmelig stærkt, når man gør dem opmærksom på, at født i dette ords dybeste betydning er vi først i det øjeblik, vi påny besidder en bevidsthed, ved hvis hjælp vi hinsides enhver blåøjet begejstring er i stand til at vurdere vore oplevelser betydeligt mere lidenskabsløst, end tilfældet er i den så højt besungne ungdom. Så fjern er endnu tanken om en forudtilværelse før fødslen – og en evig tilværelse efter døden, at begrebet "ungdom" for en mængde mennesker er blevet identisk med selve livet. Det er imidlertid med ungdommen som med de fleste af de ting, vi begærer: den er først vidunderlig, når man har mistet den! Spørg de unge på tomandshånd, om de synes, det er så vidunderligt at være ung, og svaret vil i langt de fleste tilfælde blive endog meget negativ t! Det ville også være mærkeligt andet, thi i så tilfælde ville vi stå overfor en ellers ukendt realitet, nemlig den, at det sure stadium skulle være bedre end det modne!

Nej, vi higer alle imod det modne stadium, imod den tilstand, hvor vi føler en vis indre ligevægt mellem os selv og det liv, der omgiver os på alle sider. Men før vi når dette stadium, må vi passere et utal af tilstande, der først nu i lyset af Martinus kosmiske analyser bliver fuldt forståelige. Vi må først repitere vore tidligere livs mest iøjnefaldende epoker. Tydeligst viser dette sig under fosterdannelsen, idet vi her ser årtusinder presset sammen til en række hastige glimt af den uendelig lange v andring, vi rent organismemæssigt har gennemløbet.

Personligt hører jeg ikke til dem, der har noget imod at børn får krigslegetøj. Jeg har selv på de her berørte områder været både en vældig jæger og kriger for Herren! Dengang troede jeg, at det var vejen. Men de voldsomme interesser døde ganske stille bort og afløstes af nye interesser, der var betydeligt mere humane. Ingen tvang mig. Jeg tror, jeg hører til de ret få mennesker på denne jord, der har fået lov til at udvikle sig i frihed. Det sidste dyr, jeg dræbte, var ret stort, og jeg så det dø. Jeg så døden "trække sin rimtåge" nedover dets klare øje, og jeg følte mig syg i sjælen over min handling. Det var altså uden sorg, jeg solgte min riffel, – det var mig tværtimod en lettelse at blive af med den! Idag forstår jeg, at det, der hændte mig, vil hænde enhver, ja, at der er mennesker, der i tidligere liv har oplevet det så intenst, at de har en medfødt vidunderlig ærefrygt for livet!

Læs det vedlagte bilag grundigt igennem og læg mærke til, hvor fint det udtrykker den enkle kendsgerning, at det jordiske menneske er "på vej"! Denne mands tanker vil uundgåeligt arbejde videre, og en dag vil han selv både se og forstå, at lægens ord om den nævnte bog? "Det er ikke nogen hysterisk bog, der prædiker forbud mod nogen eller noget. Mennesker må efter forfatterens mening gerne fortsætte med at spise kød, altså slå dyr ihjel, men enhver skal føle et personligt ansvar", kun udtrykker en sandhed med moderation. Naturligvis må mennesker slå dyr ihjel, – sålænge de kan det! Men der bor i ethvert menneske en højere lov end den jordiske, og denne lov sætter en grænse, ingen kan overskride uden at begå vold imod sig selv!

I et tidligere brev berørte jeg den nu vedtagne lov om, at vore svin skal bedøves før slagtningen finder sted. Denne lov fortæller en hel del om "den højere lov", thi den ville aldrig være blevet til, om den højere lov, den man også kalder "samvittigheden", ikke havde eksisteret. Men det enkelte menneskes samvittighed kan være foran samfundets samvittighed. Vi står ikke alle på det samme udviklingstrin, og denne sandhed træder intet sted tydeligere frem end under det jordiske menneskes repititionstilstande, der for mange afsluttes på trin, hvor drabets, hævnens og hadets dybeste konsekvenser endnu ikke er udlevet. Og udlevet må vore mentale tilstande være, førend en ny væremåde kan karakteriseres som stabil. Dette ses bedst der, hvor mennesker vil være noget, de endnu ikke af natur virkeligt er. Kun få gør deres egne idealer mere fortræd end de, der krampagtigt vil efterleve dem og som, fordi disse idealers inderste natur endnu kun er teori for dem, glider ud i fanatismens hængedynd!

"Jamen, nogen skal da begynde!", hører jeg en og anden sige! Naturligvis! Og det vil være den fuldkomne misforståelse af mine ord at forestille sig, at jeg ikke nærer den dybeste beundring for alle de, der, når de erkender en større sandhed end den, de hidtil har levet på, gør de første forsøg på at efterleve denne nye sandhed! Men disse forsøg rokker ikke ved den kendsgerning, at vi kun modtager den fuldkomneste inspiration til et mentalt højere liv fra de, der som noget aldeles selvfølgeligt gør de ting, vi selv gerne ville udføre. Og fandtes disse mennesker ikke, – og fandtes der efterhånden ikke mange af dem, – ville mange af vore idealer gå en krank skæbne imøde. Men der findes idag utroligt mange mennesker, som både er "fødte" vegetarer, antijægere og antimilitarister. Disse mennesker råber aldrig op og findes aldrig som iltre "formænd" i de efterhånden talrige anti-foreninger, der eksisterer. De er bare! Og netop fordi de som noget ganske selvfølgeligt handler udfra renere og dybere motiver end flertallet, udgør de i virkeligheden de sunde celler i de humane "organer", der kloden over begynder at gøre sig så stærkt gældende, at de store flertal lytter til dem. Disse mennesker siger ikke, at det bedste og sundeste for menneskene er at leve vegetarisk, for de ved, at denne leveform næppe har synderlig interesse for eskimoen. De viser blot, at man udmærket kan leve uden at spise kød, og spørger man dem, svarer de, at det for dem er ganske naturligt at leve, som de gør.

Disse mennesker er idag "jordens salt". De levendegør på den mest tiltalende måde de idealer, andre har på "programmer". Men de er sjældent medlemmer af nogen forening. De føler på en måde, som endnu er nægtet de fleste, at udviklingen følger en dyb og urokkelig plan, og at de i sig selv ikke er den mindste smule mere, end hvad andre før dem har været, og hvad alle efter dem engang vil blive. Det er denne indstilling til livet, man må betegne som kosmisk, thi den alene tillader enhver at leve i overensstemmelse med sin natur.

Lad os se den kendsgerning åbent i øjnene, at til begrebet: "ærefrygt for alt liv" hører også ærefrygt for det åndelige liv. Ja, det må vel betegnes som et stort spørgsmål, om ikke denne ærefrygt må gå forud for ærefrygten for det fysiske, om denne ærefrygt ellers nogen sinde skal give sig praktiske udslag! Når vi har vedtaget at bedøve grisene, inden de skal slagtes, er det vel fordi, der er noget at bedøve, noget, som vi ikke ønsker skal "skrige af smerte"? Når vi dræber det lille dyr, der ligger lemlæstet, uden nogen mulighed for igen at blive rask, er det vel af medlidenhed med det usynlige noget, der før havde en sund krop at opleve livet igennem? Omend i de fleste tilfælde måske ubevidst, erkender vi, at kroppene – det vi ser – ikke er det, vi har mest ærbødighed for. Ingen gør sig samvittighedsskrupler over at knuse en maskine, de ikke længere har brug for. Her er intet skjult "noget", der kan reagere i smerte. Men det ved vi, der er i ethvert dyr, og derfor får vi dårlig samvittighed, når vi tankeløst gør fortræd. Men en dag ved vi mere om dette skjulte noget bag legemerne. Vi ved, at vi også kan gøre det fortræd uden at røre det fysisk. Selvom vor viden på dette område endnu for de fleste indskrænker sig til at angå vore medmennesker, er det kun et spørgsmål om tid, før det vil blive udvidet til også at omfatte dyr og planter. Hvormange kan iøvrigt stå for et bedende hundeblik eller en lille mjavende kattekillings bøn om at blive lukket ind i v armen?

For mange mennesker er det en selvfølge, at de har lov til at være intolerante overfor det i livet, de ikke kan lide. Her føler de ingen ærefrygt for livet. Tværtimod. Og med den bedste samvittighed af verden udslynger de deres trusler og tror dermed at handle i livets interesse. Men intolerance rummer end ikke den mindste antydning af ærefrygt for livet. Det gør kun tolerancen. Derfor ser vi også, at de, der i deres tidligere liv har lidt mest og på sig selv har måttet opleve hadets og intolerancens ubarmhjertige konsekvenser, meget ofte fødes med de blideste og mest forstående sind. Hvor andres repititionstilstande afsluttes med sind, der i årene fremover endnu indeholder mængder af mentale sprængstoffer, afsluttes disse menneskers repititioner med sind, der på langt de fleste områder udstråler en sådan modenhedsgrad, et sådant overskud af sand forståelse og dermed praktisk næstekærlighed, at de uundgåeligt bliver lige så elsket, som de andre bliver afskyet. Denne sandhed har livet så ofte bekræftet, at den må regnes til det alment erkendte. Men når det er sådan, så står vi her overfor en kendsgerning, der sætter sine egne røde streger under den sandhed, at den, der i alt formår at udløse ærefrygt for livet ikke alene står stærkere end den, der forbeholder sig ret til at angribe det på de områder, det byder ham imod, men også opnår en langt større genkærlighed fra det samme liv. Om disse mennesker udløser en høj grad af intellektualitet eller de kun er "ganske almindelige", er ikke det afgørende. Overhovedet ikke! Det afgørende er, at de ved deres eksempel udgør det mentale solskin, der lyser op og varmer i en verden, hvor ærefrygten for livet synes at ile imod sin egen undergang!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!