Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selvom jeg havde valgt et ganske andet stof til dette brev end det efterfølgende, falder det mig alligevel mest naturligt i netop dette brev at forsøge at gengive Martinus dejlige juleforedrag, hvis dybe tanker endnu genlyder i mit sind. Jeg ved jo, at De alle hellere end gerne selv havde hørt dette foredrag, der, som alle Martinus foredrag iøvrigt, kastede et strålende lys over problemer, der har optaget enhver af os. Martinus talte om julemysteriet og førte os igennem sit foredrag helt ind på livet af den kosmiske side af den skønne beretning om jesusbarnets fødsel.

– – – – – – – – – – – –

"Hvorfor indtræder der hver midvinter en meget forstærket udfoldelse af næstekærlighedsprincippet? Hvorfor alle disse opråb om indsamlinger til julebespisninger, til klæder og husly eller kort sagt alle de forstærkede opfordringer til at skabe juleglæde for de fattige og trængende? Hvorfor er denne stærke opfordring til udfoldelse af næstekærlighed ikke tilstede hele året?

De fleste vil vel svare, at alle disse stærke opfordringer, der sætter så rig frugt, alle skyldes juleevangeliets indflydelse på det enkelte menneske. Men dette svar er ikke helt rigtigt. For ganske vist er det sandt, at det er blevet tradition at udfolde næstekærligheden kollektivt om kring juletid. Vi ser således, at så at sige alle er indforstået med, at enhver ved denne tid bør bidrage sit til at skabe glæde for andre. Stat og kommune, forretninger og institutioner, relegiøse sekter, samfund og andre humane sammenslutninger, alle gør de, hvad de kan, for at julen kan blive den store modsætning til krig og forfølgelse, til hverdagens grå tristhed for alle de, der lever på livets skyggeside. Men denne lyst til at give, til at forsøge at afhjælpe andres nød og lidelse, findes også i årets øvrige måneder. Da er den imidlertid af en mere personlig art. Da er det noget, den enkelte gør uafhængigt af flokken. Derfor bliver denne given ikke bemærket på samme måde, den foregår mere i stilhed.

Når det ikke er helt rigtigt, at juleevangeliet alene er skyld i denne kollektive trang til at give, til at hjælpe alle dem, som lever i nød, skyldes det, at denne trang har dybere rødder i vor mentalitet end de fleste er klar over. Den er udtryk for et kosmisk princip, på akkurat samme måde som dette ikke at ville give, også er udtryk for et kosmisk princip. Begge disse principper eksisterer side om side i det jordiske menneskes sind, ganske uafhængigt af juleevangeliet. Og begge principper eksisterer som ganske naturlige anlæg i ethvert menneske på akkurat samme måde som dets øjne og øren eller alle dets øvrige sanseorganer. Disse principper har således ikke noget som helst at gøre med, om et menneske er religiøst eller ej. Det menneske, der idag ikke kan nænne at gøre noget som helst levende væsen fortræd, ville have denne mentale struktur, selvom det i denne inkarnation ikke havde hørt det mindste om humane religioner, om kristendom eller juleevangelium.

Imidlertid er juleevangeliet, ligesom de øvrige evangelier, i sin dybeste analyse, en beskrivelse af principper, der kommer til udfoldelse i det levende væsen. Principperne er således ikke et produkt af juleevangeliet, hvad mange måske vil mene. I deres opfattelse af livet glemmer de fleste mennesker, at det, vi kalder viden, altså erfaringsbekræftede kendsgerninger, i første instans kun kan tilegnes igennem dette at kunne "se" og "høre" naturens åbenbaringer. For at kunne gøre dette må man imidlertid være temmelig udviklet. De mest udviklede her, er de mennesker, man kalder "vise". Disse mennesker har altid været langt forud for deres samtid her på jorden. De har i naturens processer set de herskende principper og genfortalt dem til deres uvidende medmennesker. For imidlertid at kunne gøre disse principper levende og forståelige, har de måttet gengive dem som menneskelige handlinger og tildragelser. Og det er disse menneskelige handlinger og tildragelser, vi kalder "evangelier".

Da disse evangelier således er udtryk for virkeligt oplevede sandheder i naturen og livet, er det ikke så mærkeligt, at de ligefrem afspejler sig i historiske begivenheder, eller at disse foruden at være levnedsskildringer også bliver naturskildringer eller skildringer af de kosmiske love og principper. Derved blev evangelierne til mysterier, hvilket vil sige: blev til noget, man både følte og ikke følte sandheden i. Man kunne ikke forkaste dem som det pure opspind, for så var de jo ikke noget mysterium. Men man kunne heller ikke hæve mystikken. Kun den, der voksede frem til at kunne se principperne og lovene i naturen, kunne hæve mystikken, ligesom det også kun var et sådant væsen, der kunne skabe evangelierne. Mysterierne eller evangelierne er således det samme som skjulte sandheder. Den, der forkaster evangelierne og hævder, at de er det pure opspind, det rene nonsens eller fantasi, der intet har med virkeligheden at gøre, afslører kun for den vise, at han på de sjælelige eller psykiske områder er primitiv og uvidende. Han kan her hverken "høre" eller "se". Det sande eller virkelige liv er endnu en lukket bog for ham.

Medens beretningen om Jesu fødsel, om hyrderne på marken og om de tre kongers hyldest af den nyfødte, tilfredsstiller alle de, der endnu ikke kræver en dybere forklaring, er dette altså ikke tilfældet med de mennesker, for hvem den samme beretning kun kan være en symbolsk beskrivelse af andet og mere end et usædvanligt barns fødsel. Både De og jeg anerkender den dybe betydning og værdi, denne beretning har haft for utalte millioner mennesker ned gennem tiderne, og det, at vi i denne beretning ser andet og mere end de fleste, bør aldrig ændre vor ærbødighed for alle de, for hvem den samme beretning er en aldrig hvilende inspiration i godhedens og kærlighedens tjeneste. Mere end andre bør vi vide, at enhver dyb sandhed har to sider: en ydre og en indre, og at vi er nået frem til det stadium, hvor det er sandhedens indre side, der er den afgørende for os, bør aldrig forlede os til at tale eller tænke nedsættende om de, for hvem den ydre iklædning af den samme sandhed endnu er det bærende i livsoplevelsen.

Vi kender alle den ydre ramme om jesusbarnets fødsel. Vi ved, at han blev født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe. Ethvert barn her i vesterlandene har hørt denne enkle beretning, og vi har alle selv som børn været grebet af den. Ser vi imidlertid denne samme beretning i kosmisk belysning, er det her let at se den dybere mening med ordene. i hvert eneste jordisk menneskes udvikling kommer der et tidspunkt, hvor "jesusbarnet" i det selv kommer til verden. Dette b arns fødsel vil altid ske i en "stald", hvilket her vil sige: i dyriske omgivelser. Kristusbarnet er således den begyndende kristusmentalitet i det jordiske menneskes eget sind. Men denne mentalitet må eksistere i en organisme. Denne organisme er i beretningen symboliseret ved "krybben", som i kosmisk betydning er den eenpolede organisme, eller han- og hunkønsorganismen. Men at denne nye mentalitet bliver født, er ikke ensbetydende med, at det jordiske menneske selv akcepterer den. Meget i dets eget sind står denne nye mentalitet imod. "Herodesforfølgelsen" er det dyriske i mennesket, som vil ødelægge den nyfødte kristusmentalitet. Vi kender alle denne indre konflikt, og vi ved alle, at årsagen til de fleste jordiske menneskers største kriser, har rod i denne konflikt, mellem det ældgamle krav om hævn og det nye om tilgivelse og forståelse. På samme måde som intet b arn kan trives uden tilførsel af næring, ville kristusbarnet i os forlængst være bukket under, om der ikke blev tilført dets spæde organisme en for denne organisme tilpasset næring. Denne "næring" er symboliseret i de "vise mænd fra Østerland", der repræsenterer de humane verdensreligioner, hvis dybe sandheder netop indeholder den "næring", der får kristusbarnet i os til at vokse og udvikle sig. Thi de "gaver", som de medbragte, udgør jo netop den inspiration og oplysning om næstekærligheden, ved hvis hjælp "barnet" kan flygte fra mørket eller Herodesforfølgelsen.

Vender vi os nu imod beretningen om "Josef og Maria", ser vi, at disse to væsener repræsenterer han- og hunkønsfunktionen. Men vi ser også, at denne bliver ignoreret igennem beretningen om "jomfrufødslen". Denne beretning har til opgave at understrege, at Josef ikke er Jesu sande fader, og jomfrufødslen udtrykker netop en symbolsk beretning om, at det sande kristusvæsen ikke er et han- eller hunkønsvæsen.

"Marias undfangelse af den hellige ånd" dækker således over den kendsgerning, at det jordiske menneske i sin evige udvikling en dag når til mødet med tilværelsens kosmiske kræfter, ideer og sandheder, hvorved den "befrugtning" uundgåeligt finder sted, der fører det frem til jesusbarnets fødsel i dets egen mentalitet.

Vi ser således, at juleevangeliet i kosmisk belysning rummer den hele viden om det jordiske menneskes forvandling fra dyr til menneske. Afsnit for afsnit rummer denne skønne beretning om Jesu fødsel og frem til korsfæstelsen på Golgatha, beretningen om de v anskeligheder hvert eneste menneske skal passere, før det når sin endelige bestemmelse eller den "opstandelse", som jeg skal belyse for Dem i mit påskeforedrag. På samme måde som Jesus mødte en "Johannes Døber", skal ethvert menneske møde det samme "forløberstadium" til sin egen indvielse. Johannes Døberen var jo af sind langt strengere end Jesus, langt mere nidkær. Han tordnede imod sine tilhørere, at "øksen ligger allerede ved træets rod", og selvom denne sandhed idag er lige så almengyldig, som den var dengang, ser vi, at Johannes Døberen selv forstår, at han ikke er den, "der skal komme". Også vi passerer dette stadium. For mange mennesker er mødet med de stærke åndelige kræfter ensbetydende med, at de i en periode b liver langt strengere, langt mere dømmende end senere hen. Oplever vi ikke gang på gang, hvorledes mennesker, i hvis bevidsthed disse stærke åndelige kræfter gør sig gældende, bliver "missionske" i den forstand, at de farer frem med ild og svovl, med død og dom. Modsat denne type, står den blide kristusmentalitet, der ikke alene ikke kan tænke sig at dømme, men for hvem det er blevet naturligt at elske dem, som hader og forfølger ham.

Også "engelenes sang" rummer en dyb, symbolsk sandhed. At "englene" i den skønne billedrige beretning har "vinger", er jo kun, fordi de i beretningen "stiger ned fra himlen". Den dybereliggende sandhed bag "englesangen" er i virkeligheden den, at samtlige mennesker under søvnen befinder sig på det åndelige plan og her er frigjorte, ikke alene af deres fysiske legemer, men også af det i deres mentalitet, som udløser mørke. På dette plan er menneskene virkelig "engle", hvilket vil sige væsener, som med hele deres sind er i overensstemmelse med kristusmentaliteten. "Englesangen" er således ikke sang i ordets almindelige betydning. Den er væremåde! Og her er det, at vi oplever, at mennesker, i hvis bevidsthedsliv kristusmentaliteten er langt fremme eller meget udviklet, netop har en væremåde, hvis inderste tone er lovsang til Guddommen eller lyset. Og ser vi netop ikke, at det er disse mennesker, der skaber julen på det fysiske plan. Står disse mennesker ikke "englevagt" omkring alle de, der er i nød? Men det gør disse mennesker ikke alene i julen. Det gør de hele året rundt. Overalt findes der iblandt de jordiske mennesker "lysengle", for hvem dette at være til for de andre, er deres livs stræben og natur. Også De er, hver gang De overvinder det i Deres natur, der vil andre ondt, en lysengel, og åndsvidenskaben har ingen større mission end den at belære Dem om, hvad der i livet skaber lys, og hvad der skaber mørke eller lidelse, eller hvad der får Dem til at juble af glæde eller til at tie i sorg eller skam.

Juleevangeliet er således en beretning om kristusmentalitetens fødsel i det jordiske menneskes sind, og for den indviede er det let at se, at denne beretning sigter imod at belære det jordiske menneske om, at den dag, det virkelig har "fuldendt løbet og nået målet" altså den dag, det fremtræder "færdigskabt i Guds billede", er det et voksent kristusvæsen, som i alt har overvundet døden og mørket og nu udstråler juleevangeliets inderste lys og skøn hed i ord og væremåde. At søge at tilegne sig kristusmentaliteten er således det største mål, det jordiske menneske kan sætte sig, thi den alene er opfyldelsen af næstekærlighedens vidunderlige budskab. Den alene formår at skabe freden på jorden og dermed give menneskeheden tilværelsens fornemste julegave."

– – – – – – – – – – – –

Martinus sagde meget, meget mere end dette korte referat formår at give udtryk for, og der var en vidunderlig dyb og skøn stilhed i den fyldte sal, da han sluttede med at ønske den store forsamling en lys og god jul og bragte den sit hjertes tak for al den godhed, han i det svundne år havde mødt fra alle sider.

Og nu stilner arbejdet langsomt af her i huset. Martinus foredrag er jo årets sidste, og det udgjorde i år afslutningen på den største forsæson, vi hidtil har oplevet. Fem gange i ugen er der nu foredrag på Mariendalsvej, og alle hold er meget levende, meget åndeligt hungrende. Føjer vi til alle de mange mennesker, der uge efter uge gæster sagens centrum, de mange, som deltager på holdene i Malmö, Odense og på de mange hold i Jylland under Mogens Møllers ledelse, ser vi i virkeligheden udover en efterhånden stor åndelig bevægelse i levende vækst. Bag os ligger et år, som på mange måder har været et af de vanskeligste i sagens historie. Men det tjener de mange trofaste venner af denne sag til stor ære, at hvor store vanskelighederne end blev, så blev de også overvundet og hver og en i netop den atmosfære, der altid har været og altid skal være vort fælles store arbejdes kendemærke: det indre dybe kærlighedsfællesskab.

I disse dage strømmer det ind med de kærligste hilsner fra nær og fjern. Der er snart ikke det land, hvis frimærker vi ikke er fortrolige med, og det føles hver gang, vi står med et brev, der er kommet til os fra fjerne egne, som en indre varmende bekræftelse på, at vort liv i denne sags tjeneste ikke er forgæves. Mange opgaver er løst i de år, der nu er svundet, og nye presser på. Blandt de største vi nu står overfor at måtte løse, er oversættelsen til fremmede sprog, og her kan vi i hvert fald give alle de, der med spænding imødeser Martinus introduktion i engelsktalende lande, den lille "julegave", at der netop er kommet brev fra forlaget i London med meddelelse om, at "Menneskeheden og verdensbilledet" er antaget til udgivelse. Når de forhandlinger denne akceptation har medført, forhåbentlig inden længe er lykkeligt tilendebragt, vil mange tusinde nye mennesker ude i verden få del i den glæde, De og jeg sålænge har kendt, og som i vort eget liv har betydet så uendelig meget!

Med de kærligste ønsker for julen og det nye år, og med en inderlig tak for hver en kærlig opmuntring i året, der nu går på hæld!

fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!

P.S.

Vi gør Dem opmærksom på, at Martinus første foredrag i det nye år bliver søndag d. 3. januar samt mandag d. 4., og at studiekredsarbejdet genoptages tirsdag d. 5., torsdag d. 7. og fredag d. 8. januar.