Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske studser De over, at jeg dennegang anvender en hel levnedsbeskrivelse som grundlag for mit brev til Dem. Men lad mig med det samme sige, at jeg fandt "En bøddels endeligt" så interessant, at jeg syntes, De burde have hele historien. For her står vi overfor "det pæne menneske", eller mennesket, som, tilsyneladende ganske almindeligt og normalt, i sig indeholder netop de kosmisk-kemiske ingredienser, der skal til, for at skabe den "fuldkomne hævner".

Det siger sig selv, at en mand, der kan eksekvere dødsdomme over 300 mennesker, må have en ganske speciel kosmisk struktur. Hans indre mentale egenskaber må have andre konstellationer end de sædvanlige. Blandt samtlige hans evner eller, sagt med et Martinus-udtryk, talentkerner, må der være een, der ligefrem har gjort det til en glæde for ham at dræbe, – og den talentkerne er farlig at besidde!

Jeg har tidligere set et billede af denne mand, det findes i det store svenske billedværk om verdenskrig II. Jeg nævner det, fordi dette billede viste en ganske almindelig mand, rund og smilende, – en mand De og jeg kan møde hvorsomhelst og nårsomhelst, og som ikke et øjeblik vil få det til at gyse i os, – men altså en mand som, om det er fornødent, uden nogen som helst form for dårlig samvittighed, kan klynge os op i en galge, når den såkaldte jordiske retfærdighed giver ham tilladelse dertil! Og der må nu en usædvanlig indre styrke til for at kunne hænge ti mænd i løbet af 103 minutter!

10 mand i løbet af 103 minutter – – giver dette os ikke et lille fingerpeg om, at Martinus har ret i, at intet af det, vi ser, er, som det ser ud til at være, men at det tværtimod dækker over en ganske anden virkelighed? Vi ser rare mennesker omkring os, tror vi da! Men gør vi det? Ser vi i virkeligheden disse mennesker? Er sandheden ikke den, at vi tror at se noget, vi kender?

Mennesket er indhold! Og dette indhold er andet og mere end en fysisk hjerne, der reagerer på denne eller hin måde. Mennesket har ikke een, men mange "hjerner", eftersom hver eneste af vore evner i virkeligheden er en lille "hjerne", en lille selvstændig bevidsthed som, om den river sig løs fra sammenhængen med de øvrige, kan blive til katastrofe for helheden! Gang på gang læser vi om "afsporethed", og de fleste tror da, at det er det hele menneske, som er kommet ud for denne kalamitet. Det er det ikke. Det, der sker, er at en enkelt – eller enkelte – egenskaber tager magten fra de øvrige, bliver dominanter i tankelivet, og så er katastrofen der! Det er derfor ikke ligegyldigt, om man ved besked med sin egen sjælelige struktur eller ej. Masser af mennesker, ja det langtovervejende flertal får overhovedet ingen undervisning om dem selv. De får en masse at vide om tingene udenfor, men så godt som intet om det, der skjuler sig bag deres egen tilsynekomst som menneske. Og blandt andet får kun ganske få at vide, at vi alle bærer på en bøddeltalentkerne. Der er noget af en hævner i os alle, og han melder sig altid til tjeneste, når vort blod bringes i kog i en eller anden anledning. Intet menneske vil kunne bortforklare, at de fleste faktisk har en medfødt fremragende evne til at nyde andres ulykke. Læg mærke til glansen i menneskers øjne, når deres sjæl har udsigt til enten selv at spille hævnerens rolle eller til idet mindste at skulle nyde fuldbyrdelsen af en hævn! Øjnene skinner! Der er, med andre ord "fryd i sjælen"!

Men hvor kommer denne fryd fra? Helt enkelt fra en temmelig udviklet talentkerne, som, om den ikke modarbejdes af en anden talentkerne, den humant moralske, meget let tager overhånd og selv opsøger muligheden for denne uhyggelige form for tilfredsstillelse. John elskede sit job, han var stolt af det! En farlig stolthed! For det job, han elskede, havde en side, han ikke kendte. Hans handling var mere end fysisk. Den var også psykisk. Enhver eksekution, han foretog, var en skjult udsendelse af kosmiske energier, der fra det sekund, de var udsendt, søgte tilbage mod udgangspunktet – ham selv! Og de ramte ham, som de vil ramme enhver, der giver sig af med den slags ting. Om han faldt for en skjult morderhånd eller for et "tilfældigt uheld", er aldeles ligegyldigt. Han faldt, fordi han ikke et eneste sekund var beskyttet imod de energier, han selv havde udsendt og som, ifølge loven for skæbne, måtte ramme ham.

Atter står vi her ved et punkt, hvor det materialistisk indstillede menneske hverken "hører" eller "ser". Det har ganske vist "lært", at "sådan som et menneske sår, skal det og høste", men det har aldrig drømt om at tage disse ord alvorligt i den forstand, at det agter at rette sig efter den sandhed, de dækker over. Nej, det "vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde". Og det gør enhver bøddel, enten han er stor eller lille! Bøddelgerning kan aldrig blive human! Derfor stillede Jesus os overfor en opgave, der forekommer de fleste umulig at løse, når han kræver, at vi "skal elske dem, der hader og forfølger os"! Men opgaven er ikke umulig! Vi skal blot kende dens baggrund. Vi skal vide, hvem mennesket er, og vi skal især vide, at bødler er nødvendige i en verden af mennesker, som selv i udstrakt grad besidder bøddelmentalitet. For hvad er giftig sladder og ond vilje til at gøre andre fortræd andet end bøddelmentalitet? Og har vi ikke alle oplevet virkningerne på vor egen krop og sjæl af denne mentalitet? Ja, selv de ædleste må igennem denne "skærsild", der for næsten to årtusinder siden kostede Nazaræeren livet.

Men Jesus viste os metoden til at binde denne kraft. Han lærte os, at vi i vort livs sværeste situationer, nemlig de, hvor vi føler os vanvittigt fristet til "at slå igen", sejrer størst, om vi "vender den højre kind til –" Men man skal prøve denne hårde kur for at opdage, hvor vidunderlig den virkelig er. Har man imidlertid forsøgt, blot i det små, vil man se, at den, der ikke griber til sværdet, sluttelig står stærkere end den, der omgående greb til våben!

For den, der for alvor er trængt ind i Martinus kosmiske analyser, hersker der ingen tvivl om, at enhver bøddel går sit eget endeligt imøde. Om vi dræber 100 procent, eller om vi kun dræber fem procent, er om ikke ligegyldigt så dog i alle tilfælde en overtrædelse af de love, på hvilke vor sande livslykke beror. Den grove bevidsthed må udsættes for et hårdere tryk end den mindre grove. For mig hersker der ingen tvivl om, at utallige mennesker idag lider under dårlige nerver, fordi disse mennesker "koketterer" lidt vel rigeligt med tilværelsens bøddelmentalitet. For lytter man til mennesker, forfærdes man over, hvor hurtigt og let de har til deres domme. Blot lidt personlig aversion, og straks er et ellers venligt og for andre at se elskværdigt menneske blevet reduceret til "en skidt fyr" eller det, der er værre. Dette er imidlertid så almindeligt, at kun de færreste forbinder begrebet "ond skæbne" for sig selv hermed. Men vi skaber os selv en mørk skæbne ved så tankeløst at bringe andre menneskers skæbne i fare ved disse idelige, intolerante domme over dem. Og de skyldes hovedsageligt denne hævntalentkernes stadigt altfor levende funktioner. Der var engang, da vi altid måtte være beredte til selvforsvar. Denne permanente "alarmtilstand" affødte vor talentkerne for mistænksomhed. At denne talentkerne endnu kan være nødvendig, ved vi alle, men det er at udvide dens funktionsområde for meget, når vi, som mange gør, mistænker alt og alle. Det er disse to talentkerner: hævnens og mistænksomhedens, der er ophav til de fleste af vore vanskeligheder, men hvem ved det? De fleste forestiller sig blot, at disse tilstande har rod i "følelser", som ethvert normalt menneske besidder. Det er sandt, at det er følelser, der her er tale om, men det er bare ingen forklaring. Forklaringen er alene den, at disse følelser udstråler fra et psykisk center, en talentkerne eller en "hjerne" i vor samlede mentale struktur, som netop består af en lang række af disse centre. Og vil man endelig tale om mentalhygiejne, så må man vide, at denne hygiejne kun fuldbyrdes hos dem, der går til ondets rod, hvilket vil sige til talentkernerne og sørger for, at deres funktioner lammes og ophører. Og dette kan kun ske ved, at man koncentrerer sin vilje, om problemet.

John skammede sig ikke over sin profession – –. Nej, John gjorde noget ganske andet. Han fremelskede med vilje sin bøddeltalentkerne og forberedte dermed sin egen undergang. Vi står her overfor et konkret eksempel på begærledet vilje. Han ville være verdens største bøddel i vor tid, – og blev det. For enhver bliver, hv ad han ønsker. Ikke med det samme, men efterhånden. Dette skal man erindre, når man omgås tanker, der sigter imod at gøre andre fortræd. Man opnår da at gøre fortræd! Men dette er ikke afslutningen på processen. Den kommer først i det øjeblik, kredsløbet er sluttet, og man selv er – ofret! Man bør vide, at man kan sprede mistænkeliggørelse om andre så meget og sålænge, – at ikke een tror en selv! Og man kan "eksekvere" såmange domme, at man en dag selv bliver dømt!

Men vejen ud af disse tilstande? Udelukkende den, at få kontrol over sig selv! For vi kan præstere andet end begærledet vilje. Vi kan også præstere forstandsledet vilje! Og det vil i denne forbindelse sige, at vi kan lære såmeget om os selv og om tilværelsens urokkelige kosmiske love, at vi i bogstaveligste forstand kan omforme vor egen skæbne. Når det går op for et menneske, at det ikke alene lever, men lever evigt, vil den time uundgåeligt indtræffe, hvor det begynder at ændre syn på begivenhederne omkring sig. Da ser det, hvor det før v andrede i blinde, og da forstår det, at det, vi kalder religion, er andet og mere end et rent og skært følelsesanliggende. Det er ikke nok, at vi bliver dygtige til at efterleve de jordiske love, vi må også blive eksperter i at kunne efterleve de kosmiske. Og disse love hviler dybest set på det meget enkle fundament, at alt, hvad vi gør imod andre, vender sig imod os selv. Livet bliver aldrig træt af at vise os, at dette ikke er en tro, men derimod en urokkelig sandhed. I kampen om en lykkelig skæbne er den usynlige medspiller altid – os selv! Derfor har Martinus ret, når han hævder, at det åndeligt uvidende menneske er sin egen værste fjende! Men også ret i, at der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere!

Livet for det jordiske menneske er således et spil om Jeg'et og dets talentkerner og om, hvem af disse to parter, der skal bestemme! Vi kan lade os lede af vore følelser indtil en sådan grad, at de leder os lige udover afgrunden! Men vi kan også lede disse følelser på en sådan måde, at alt og alle elsker os! Mennesker uden viden om og forståelse af, at de er evige falder let for den forestilling, at livet er uden dybere retfærdighed. Men vi er evige, og det afslører sig måske bedst igennem den almindelige reaktion, flertallet oplever ved gennemlæsningen af vedlagte bilag. For flertallet vil nemlig føle at nemesis ramte John! Men nemesis er skæbne! Og det mennesker ved gennemlæsningen af stykket om Johns liv føler, er, at han blev ramt af en skæbne, han selv var årsag til. Den slags følelser har også rod i en talentkerne, nemlig den kosmiske eller den, igennem hvilken hvert eneste menneske en dag skal blive bevidst i sin egen personlige udødelighed! Thi hvor meget den materialistiske tanke eller ide end har fået magt, så har den aldrig evnet helt at kue, tilintetgøre eller udslette det i os, som er forbundet med den kosmiske virkelighed, der eksisterer bagved enhver fysisk begivenhed og som i glimt lader os opleve og forstå tilværelsens indre kosmiske sammenhæng. Et sådant glimt er beretningen om Johns skæbne – manden, der på 103 minutter sendte 10 mennesker over i evigheden, men som en dag selv måtte opleve et blive brændt ud af sin egen krop på få sekunder!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!