Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke de fleste af os, der har åndsvidenskab som hovedinteresse, har oplevet det chok, det kan give et andet menneske, når det erfarer, at vi baserer hele vor tilværelse på reinkarnationsprincippet? Jeg vil tro det! De fleste her i Vesteuropa synes, de har rigeligt i deres nuværende liv – siger de da! Men mener de det? Absolut ikke. For så snart man begynder at røre blot lidt ved problemet, viser det sig, – om der da ellers er bare den mindste interesse tilstede for andet end "dagen og vejen", – at de fleste faktisk har tumlet langt mere med dette spørgsmål, end de holder af at indrømme. Imidlertid har kun de færreste fået nogen som helst ordentlig undervisning i eller oplysning om dette for al livsoplevelse så fundamentale begreb. Møder man det i den almindelige presse, er det i langt de fleste tilfælde kædet sammen med tågede begreber om, at nogle mennesker, på grund af dårlig livsførelse skal inkarnere som slanger eller tudser, medens andre skal indgå i et ligeså tåget "Nirvana". Det er givet, at den slags opfattelser, der i det højeste kun udtrykker en uklar symbolik, skader langt mere, end de gavner. Taler man derimod sagligt og lidenskabsløst om begreberne "vor evige fortid" og "vor evige fremtid" og påviser, at livet både er meningsløst og ufatteligt uden disse to begreber, skifter billedet straks karakter. Så er langt de fleste "velvilligt nysgerrige", fordi de pludselig føler, at de her står overfor en viden, der tangerer deres egne forestillinger på en sådan måde, at det mystiske ligesom forsvinder. Idet hele taget er det et stort spørgsmål, om det ikke er en af vore hovedopgaver at få mennesker til at forstå, at åndsvidenskab og mystik intet som helst har med hinanden at gøre. En videnskab, der er "mystik", er ingen videnskab. Og reinkarnationslæren, således som Martinus viser os den, har intet som helst med mystik at gøre. I hans verdensbillede viser denne lære eller, som jeg vil foretrække at betegne den – denne sandhed – sig som en lang, lysende række af klare, erfaringsbegrundede kendsgerninger, der ganske og aldeles afliver alle de tåbeligheder, man naivt har tillagt denne i sin natur så ædle og skønne åndelige viden.

Intet sted træder dette tydeligere frem end i vurderingen af vort nuværende fysiske liv. Hvis den fysiske videnskab, der hævder, at vi alle er et produkt af "arv og miljø", talte sandhed, ville der være al mulig grund til at fortvivle. Thi så havde vi virkelig grund til at frygte den fremtid, der idag tegner sig mere truende og mørk end nogen sinde. Så måtte vi faktisk tro på, at menneskehedens samlede "arvemasse – et herligt udtryk eller begreb – generation for generation blev mere og mere forrået, mere og mere forbryderisk. Men alt dette er den ganske simple konsekvens af en tænkemetode, der opererer uden hensyn til tingenes åndelige natur og hensigt. Hvor dyb vor beundring end bør være for den materielle videnskabs uomtvistelige resultater, bør vi være varsomme med vor respekt der, hvor den forsøger at sætte sig i Guddommens sted og agere "verdensmoral". Den opgave har den ingen chancer for at løse af den simple grund, at den her har vovet sig ind på områder, den savner alle forudsætninger for at magte. Den fysiske verden er nemlig ikke alt, og selvom den fysiske videnskab hævder, at alt det, man før kaldte "sjæleliv", blot er en fysisk-kemisk reaktion i blod og nerver, så afslører livet på så mange områder noget andet, at selv så stor en videnskabsmand som f.eks. Einstein idag tør bekende, at "Min religion består af en ydmyg forundring overfor den ubegrænsede åndskraft, som åbenbarer sig i de allermindste detailler, som vi mennesker er i stand til at iagttage med vor skrøbelige og svage intelligens. Jeg er stærkt grebet af overbevisningen om nærværelsen af en høj intelligent magt, som åbenbarer sig i det ufattelige verdensalt. Det er min tanke om Gud!" Videnskaben er med andre ord ikke enig. Også den rummer elementer, og det ikke de ringeste, som tør tale "Roma midt imod" og bekende, at jo mere de har forsket, desto mere står det dem klart, at verdensaltet ikke er en død, materiel mekanisme, men derimod et altomfattende, belivet eller besjælet univers, – eller nøjagtigt det, Martinus viser os, at det er!

Men er vi ikke et produkt af arv og miljø, af gener og kromosomer, hvad er vi da et produkt af? Os selv! Det er ganske rigtigt, at begreberne arv og miljø spiller en stor rolle i vor tilværelse, men de spiller blot ikke hovedrollen. Det gør nemlig vore egne, medfødte evner og anlæg. Og de udgør absolut ikke nogen som helst foræring. De er nemlig vor evige fortids mere eller mindre gyldne frugter. Der ligger absolut ingen trøst i den påstand, at vi har "arvet" vore dårlige egenskaber fra en person, som forlængst er støv og aske, men nok såmeget i den enkle kendsgerning, at vi her høster på en ager, vi selv har sået! Og det ligger da også som noget aldeles selvfølgeligt i ethvert menneske at søge "meningen" med den smerte, det oplever. Denne "mening", hvilket jo blot vil sige: den dybereliggende kosmiske hensigt, har absolut ingen chance for at åbenbare sig for den, der på forhånd vil fornægte den. Den kan kun åbenbare sig for ham, der idetmindste aner, at livet har et større mål end en fyldt pengesæk og en fornem gravsten med indskriften: "R.af Dbg.m.m.p.p." Og hvad er denne anelse andet end en første tågeagtig formodning om tilværelsens kosmiske hensigt, en første svag forståelse af, at – med Kaalund –: "Ej skæbnerne er blinde, men blinde er kun vi!" Det er her, at salmedigterens berømte: "Tænk, når engang den tåge er forsvunden –!" har mere end en følelsesmæssig betydning, thi det er her, at den afklaringsproces begynder, der sluttelig vil lade mennesket i sig selv opleve den sandhed, der fik Buddha til at forlade sin kongeværdighed og Kristus til at lade sig korsfæste, for blot, medens tid var, at forkynde de sandheder, der siden blev "brød for alverdens millioner". De samme sandheder, som i vor tid får Martinus til at stå frem og i sine knivskarpe kosmiske analyser både at forsvare alle sine forgængere og vise os vej frem igennem – og udaftågerne!

Og til disse urokkelige sandheder hører læren om reinkarnationen eller vort evige liv. Thi hvem er vi? Så dybt er menneskene sunket, rent mentalt, at støvet på alle områder synes at have blindet deres øjne. Er den rige mand så rig, som han synes at være, og den fattige så fattig, som hans klæder tyder på? Hænder det ikke ret ofte, at vi, når vi lærer livet at kende, som det virkeligt er, må hæfte betegnelsen "fattig" på ham, som har sin checkkonto i orden og betegnelsen "rig" på ham, som går i pjalter? Jeg har personligt mødt adskillige rige mennesker, som jeg meget vil have mig frabedt at bytte tilværelse med, om det skulle koste mig min åndelige indsigt – og jeg tænker, at adskillige af disse breves læsere har det ligesådan! Nej, den som dyrker støvet får en fortegnet opfattelse af livet!

Vender vi os nu direkte til det medfølgende bilag, vil jeg gerne på forhånd understrege, at jeg ikke er istand til at garantere dets absolutte ægthed. Jeg sender det nu direkte til Indien, til en af vore venner derude, for at få det verificeret. Men indtil da har jeg heller ikke lov til at tvivle på denne beretning, der intet indeholder, som ikke kan være sandt.

Lad os tage bladets første reservation, udtrykt med ordene: "Med andre ord hævder reinkarnationisterne, (et fælt ord.Forf.) at man lever om og om igen her på Jorden. Hvad der taler imod denne påstand er, at der i så fald stadig må skabes nye sjæle, idet der bor dobbelt såmange mennesker på jorden idag, som for blot 50 år siden."

Jeg har ønsket at imødegå denne udtalelse, fordi man så ofte støder på den. Når den overhovedet kan komme til udtryk, beror det på, at overbevisningen om, at kun jordkloden, ene af verdensaltets utalte milliarder af kloder, er beboet. Denne opfattelse er dybest set så barnlig, at man burde kunne lade den dø af sig selv. Men lad os nu alligevel se lidt på den. Forestil Dem, at der kun eksisterede en begrænset sum af celler – også de må jo komme et sted fra, – så ville vi forlængst være nået til den ejendommelige tilstand, at selv den værste grovæder ville kunne fylde i sig, uden at tage det mindste på i vægt! Men i dette tilfælde spørger ingen om, hvor alle disse celler, som i deres natur er ligeså levende som De og jeg, kommer fra. De kommer bare. Først når enhver forstår, at verdensaltet kun er liv, og at der eksisterer utallige kloder med liv svarende til det, vi oplever, vil enhver forstå, at spørgsmålet om et klodevæsens antal af "celler" dybest set er ligeså ligegyldigt som, at De og jeg i næste måned sandsynligvis har adskilligt flere celler, end vi har i øjeblikket. Fysisk set synes kloderne at være adskilte, åndeligt er de det ikke, eftersom tilværelsens åndelige element – Guds ånd – opfylder samtlige "tomrum".

Hvad er grunden til, at lille Shanti kan erindre sit tidligere liv så levende, som tilfældet åbenbart synes at være? En medfødt, på sin vis abnorm hukommelse. Dette er imidlertid ikke så enestående. Verden over findes der en masse "vidunderbørn", som på livsstadier, hvor deres ånd endnu skulle være præget af barndommens uudviklethed, formår at præstere ting, som selv voksne mennesker, der har rigelig tid til at øve sig, slet ikke kan præstere. Her er det blot på områder, som virker knapt så sensationelle f.eks. musik, matematik etc. Shanti kan huske sit tidligere liv og er ikke selv det mindste imponeret af denne sin viden om sin forudtilværelse. Den var sådan og dermed basta. Men det, som har virkelig betydning i denne forbindelse, det er det tidsinterval, der er forløbet mellem hendes sidste død og nuværende fødsel. For her udgør hendes tilfælde en enestående bekræftelse på Martinus analyser. Gang på gang har man fra andre åndsretningers side hævdet, at der normalt er "flere hundrede år" mellem de enkelte fysiske inkarnationer, medens Martinus klart viser, at såfremt et menneske dør, før det har fuldbyrdet sit normale livskredsløb – f.eks. de mange unge soldater, der dræbes i en krig, – vil dets ophold i de åndelige verdener være af meget begrænset natur. Dør det f.eks. før sit fyldte tredivte år, vil det normalt være inkarneret igen i løbet af ca. 20 år. At der ikke kan generaliseres, må enhver forstå. Der kan her kun tales relativt, idet forhold, som vi ikke kender, kan ændre billedet lidt, men også kun lidt.

Shanti var ved sin død kun 23 år, altså endnu slet ikke færdig med sine repetitioner fra sit foregående fysiske liv. Hun var, åndelig talt, endnu kun et barn, da hun selv døde i barselseng. Hendes ophold i de åndelige verdener måtte derfor blive begrænset. Det varede ca. 19 år. Opvokset som hun i sit tidligere liv v ar i troen på reinkarnationen, har hun fået udviklet et organ, igennem hvilket hun har kunnet kontakte sit forudgående fysiske liv. Heller ikke i dette er der noget særligt mærkeligt. Utallige af os, der idag lever i vesterlandene, har tidligere levet i orienten, og mange af os har en medfødt udpræget "genkendelsesevne" med hensyn til alt, hvad der vedrører orientalske anliggender. Ja, der er for mig end ikke antydningen af tvivl om, at alle os, for hvem reinkarnationens lære er en selvfølge, som vi har akcepteret uden nogen som helst form for krise, har levet under denne læres lov i tidligere liv.

Desuden bekræfter lille Shanti Martinus klare analyser om, at intet som helst menneske skifter køn mellem inkarnationerne, en lære der også er blevet forkyndt fra anden side. For Martinus udgør reinkarnationerne kontinuerlige fortsættelser af de udviklingslinier, der præger det enkelte menneske idag. Dette kan ikke understreges stærkt nok, idet denne sandhed fjerner al den mystik og overtro, der knytter sig til dette så livsvigtige begreb.

Sålænge der ikke foreligger meddelelse om det modsatte, er der absolut ingen grund til at opfatte beretningen om lille Shantis erindring om sit tidligere liv, som et falsum. Den rummer på intet punkt noget, som strider imod lovene. Noget andet er, at vi i almindelighed skal være lykkelige ved, at vi ikke har hendes skarpe erindring om fortidens detailler. Det er jo ikke os alle, der i tidligere liv har fået en så anstændig død som den, hun fik. Og iøvrigt skal det åbent siges, at dette, at koncentrere sig om hvem man har været før, og hvor man har levet, i sig selv er en dyrkelse af døden. Det er ikke, hvad vi var, der idag er det afgørende. Det er, hvem vi er, – og hvad vi kan blive, der må være det centrale for os. Og her er det, at Martinus klart viser os vej frem til en tilstand, hvor det væsentligste for os ikke bliver et liv indenfor selvdyrkningens onde cirkel, men derimod et liv, hvis mål ene er dette: at leve for ved vor væremåde at bekræfte en kærlig Guddoms eksistens derigennem, at vi i alle vore forhold stræber efter at handle i kontakt med hans ånd og vilje!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!