Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de ting, der gør pressens forhold til vort private liv noget problematisk, er den kendsgerning, at vore aviser hver eneste dag bringer nye "sensationer". Det enkelte blads økonomiske eksistens er simpelthen afhængig af, i hvor stor udstrækning det formår at påkalde sig det læsende publikums interesse. Dette forhold fører desværre altfor let til, at de sensationer, der har virkelig betydning for os at erindre, meget let forflygtiges. Vor hukommelse er svag – og måske særlig svag på de felter, hvor sensationen indeholder et krævende alternativ til os.

Mange af dette brevs læsere vil måske derfor med et vist ubehag gense de på medfølgende bilag gengivne oplysninger. M en dette får være, hvad det er, thi den oplysning, der her bringes, kræver en videre uddybning, end vor daglige avis formår at bringe os. Den kan kun fortælle os, at man nu er klar over, at cigaretrygning er farlig for vor sundhed, og at den efter al sandsynlighed er årsag til det stadigt voksende antal tilfælde af lungekræft hos mænd og kvinder.

Da de første oplysninger fremkom, virkede de chokerende. Men ret længe varede det naturligvis ikke, før "forsvaret" trådte i funktion, og vi måtte påny høre om "ham, der røg fra morgen til aften og alligevel blev over 90 år". Nuvel, der er sikkert adskillige kæderygere, der når at blive både 90 og 100 år. Men det er jo ikke dem, sagen drejer sig om. Den drejer sig om de mennesker, der en dag må melde sig hos lægen, fordi de ikke længere kan udholde de smerter, der piner dem. Et af vore blade bragte, til trøst for dem der har fået lungekræft, en i virkeligheden glimrende artikel om lægernes strålende evne til at helbrede denne sygdom. Man fik både i ord og billeder en fantastisk beskrivelse af en lungekræftoperations forløb. Uanset at artiklen havde til hensigt at trøste og vise, at vi alle har glimrende udsigt til helbredelse, om sygdommen rammer netop os, har jeg sjældent læst en artikel, der i den grad har fået det til at løbe koldt nedad ryggen på mig, og jeg vil tro, at det er gået de fleste, som det gik mig.

Imidlertid er der i forbindelse med de opsigtsvækkende oplysninger om nikotinens indflydelse på vor organisme også andre forhold, man må tage i betragtning. Et jordisk menneske er ikke blot een ting. Vi er ikke ens, og det er en meget farlig sag at tro, at vi alle reagerer ens overfor de samme ting. Eskimoen f.eks. kan tage sin kniv og skære sig en ordentlig luns spæk udaf den nyligt fangede sæl og æde denne luns med jordens dejligste appetit. Det kan De og jeg ikke. Ja, jeg tror, at den blotte tanke indgyder de fleste af os direkte væmmelse. Og selvom min bedstefar måske røg fra morgen til aften og ovenikøbet supplerede sin rygning med en halv snes snapse og alligevel blev over 90, er det jo ikke sikkert, at jeg ville slippe lige så godt fra det eksperiment. Det er her, at vi må standse op et øjeblik og betragte problemet fra en lidt anden synsvinkel end den, der er kommet frem i dagens polemik. Vi må bl.a. gøre det klart for os selv, at utallige mennesker ryger, ikke fordi de elsker smagen af tobak, men fordi rygningen dulmer de flossede nerver. De ryger med andre ord af "medicinske grunde", selvom ordet medicin her må opfattes med modsat fortegn. Andre ryger, fordi de "tænker så godt med en cigaret i munden". Her er tobakken gledet ind som en stimulans for koncentrationsevnen. Også det er forståeligt og tilgiveligt. Men det indebærer blot den farlige konklusion, at forbruget ligervis som sovetabletter stiger i akkurat samme grad, som det organ, der skal stimuleres, svækkes af den indtagne stimulans.

Er det nu cigaretterne alene, der fremkalder lungekræften og de øvrige sygdomme, man tillægger rygningen? Nej det er ikke! En sygdom som den, der her er tale om, er et resultat af mange samarbejdende faktorer. En af disse faktorer og – måske – den farligste af dem alle, er måden vi tænker på. Utallige mennesker, ja flertallet, har jo ikke modtaget nogen som helst undervisning i "kunsten at tænke". De får tanker i hjernen og tror dermed, at de tænker. Detgør de naturligvis også, men i en forfærdende masse tilfælde tænker de på den måde, at resultatet bliver ophidselse og irritation – og så må man have en cigaret til at "hidse sig ned" på. Jeg har interesseret mig meget for dette problem og i stilhed iagttaget mange rygeres mentale reaktioner. Gang på gang oplever man, hvorledes de efter "en smøg" er blevet forvandlet fra irritable til hyggelige mennesker. Men, og det er jo dette "men, der er problemets inderste kerne: giver livet ikke de samme mennesker mulighed for at være hyggelige uden denne stimulans? Nu tænker jeg mig, at en og anden inkarneret ryger i sit stille sind ræsonnerer: "Hvor er det spørgsmål typisk for en ikke-ryger!" Men dette ræsonnement er blot intet svar. Livet kræver ikke negative stimulanser, for at humøret skal kunne bevares. Og negativ er enhver stimulans, der i begyndelsen umærkeligt "går på konto", men som en dag stiller med både regning og pantefoged! Livet har andre stimulanser, man kan nyde straffrit. Og den bedste af dem alle er en tænkning, der på samtlige livets områder er i kontakt med tilværelsens urokkelige love. Thi denne stimulans skaber beskyttelse, hvor den anden skaber underminering. Det er direkte tåbeligt at tro, at man kan nyde straffrit på bekostning af de organer, på hvilke vort sunde liv beror. Som menneskene idag tænker, – og man må jo her erindre sig, at det, vi kalder "vaner", er resultatet af denne tænkning, – begår et uhyggeligt antal mennesker langsomt selvmord. I et "festligt lag" er livet jo altid hyggeligt, men når man sidder ved sygesengen og ser et menneskes kvalfulde lidelser og ved, som dette menneske selv ved det, at sygdommen blot er betalingen for misforstået æderi, drik og røg, er det hele ikke spor hyggeligt mere. Så er det, at man spørger sig selv, hvormeget den enkelte egentlig skal igennem, før trangen til at tænke i kontakt med livets egne love vågner og gør sig gældende. Det primitive menneske står her betydeligt stærkere end kulturmennesket. Den "vilde" mand kan tillade sig uendeligt mere end manden, der elsker musik, bøger eller alt det, man samler i ordet ånd. Det primitive menneske kan uden større risiko "æde sammen med svinene", men det kan det udviklede menneske ikke. Og slet ikke når det når dertil, at det med sit eget intellekt har erkendt farligheden ved de forældede spise-, drikke- og rygevaner. Da er det nået ind i et felt, hvor skæbneenergierne er blevet udsat for "forstærkning" af den simple grund, at det jo selv har begæret at være et kulturmenneske. Vi lever ikke blot i en verden af kød og blod, vi lever i langt højere grad i en verden af bølger og stråler. At vi modsvarer en vredesimpuls med en "nikotinindsprøjtning", er ikke ensbetydende med, at vi ophæver vredesimpulsen, det betyder blot, at vi forsøger at svække den. Men at svække noget, der bringer et dybere budskab til os end det rent tilsyneladende, er farligt. For enhver form for opblussende vrede, irritation el.l. indeholder jo netop det budskab, at der er noget i vor natur, vi må have overvundet, om vi ønsker at komme videre frem i vor menneskelige udvikling. For mennesket, i dette ords dybeste betydning, lader sig nemlig ikke irritere, endsige vredes eller bliver hadefuld. Alt dette er tilstande, som det har ladt bag sig. Det er den her berørte kendsgerning, man skal have i tankerne, når man læser artiklen om cigaretrygningens farlighed. Nok er nikotinen farlig, men det er mindst ligeså farligt at opfylde sit mentale rum med mørke og hadefulde tanker. Og dobbelt farligt bliver det, når man så forsøger at dæmpe dette had ned med et giftstof, der sløver tænkeevnen og camouflerer det faktiske forhold. Intet menneske kan forhindre nogen som helst i at leve sammen med sit had. Det kan kun Guddommen. Og Guddommen er lovene. Og lovene er gode. De bringer balance på regnskabet. Men balancen koster sin pris. Det er ikke for intet, at vi har måttet erstatte de gamle primitive sygehuse med hospitalsbyer. For der er snart flere syge end sunde mennesker. Men alle disse sygdomme skyldes ikke de giftige stimulanser alene. Det vil være at bytte om på faktorernes orden. De skyldes menneskets forkerte tankeblandingsmetode. Man vil gerne give rollen som kulturmenneske, men tænker bag om denne rolle i ældgamle junglevaner, koncentreret i dette at "enhver er sig selv nærmest". Det er her, faren lurer på den enkeltes lykke! Vi er nemlig ikke kulturmennesker, sålænge vi vader både fysisk og psykisk i kød og blod. Eskimoen fordrer ikke at være andet, end han er. Han vedgår sig sit liv, og flytter vi ham herned, længes han inderligt efter sin "sælmik". Vi derimod. Vi er kristne og hvad ved jeg. Men er vi det? Se Dem omkring! Læs aviserne! Vader vi ikke op til halsen i had og hævntrang? Hører mord og vold ikke til dagens orden, og stiger selvmordenes antal ikke forfærdeligt? Måske lever vi selv lige i øjeblikket "lunt og godt", men hvordan med vor næste? Og hvordan med vor egen krop? For det skal De nemlig vide, at kun den har udsigt til at være til nytte for andre, som forstår kunsten at være god imod sig selv! Og til denne kunst hører bl.a. dette at bevare sit legeme, sit blod og sin hjerne god og sund! Det burde ingen kunst være at blive 45 med alle organer intakte. Men livet standser ikke ved de 45. Der begynder det på det nærmeste. Men der begynder også døden at blive aktuel. Altfor mange af vore dygtige og handlekraftige mænd og kvinder rammes mellem 45 og 60, det tidsinterval hvor de står på deres livs højeste, af den skæbne de selv omhyggeligt har forberedt. Dette burde belære os om, at livet kun er fest for den, der bruger det på den rigtige måde. Og denne måde får man ikke foræret. Den må man lære, som man må lære alt andet. Det er her, at Martinus arbejde har sin store mission, og det er her, det vil sejre, fordi det indeholder noget, alle en dag vil forlange – nemlig sund tænkning eller livets vidunderligste stimulans!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!