Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Medens vore forfædre kun havde udtrykket "det onde" til at dække de af deres handlinger, som bragte død og elendighed over deres omgivelser, har Martinus med sine kosmiske analyser bragt en sådan orden i vore forestillinger om livet, at vi nu er i stand til at tegne et i virkeligheden meget klart billede af vor egen sjælelige struktur. Nu ved vi, hvad vi før kun dunkelt kunne forestille os, at det, vi kalder vor "ånd", ikke er os selv, men kun vor bevidsthed, og at denne bevidsthed er skabt, hvilket vil sige, at den er undergivet vækst og udvikling. Medens begreberne "Jeg'et" og "Sjælen" før var identiske, er vi nu klar over, at Jeg'et er bevidsthedens eller "sjælen"s førsteårsag, og denne viden skaber i virkeligheden utrolig orden i de begreber, der før så let førte os ud i forvirrede tankedril.

De noksom bekendte begreber "det onde" og "det gode", der før levede en besynderlig rodløs tilværelse i vor tankeverden, – hvem af os var f.eks. klar over, hvor det ene hørte op og det andet begyndte? – falder takket være Martinus klare analyser nu pludselig i leje. Gennem ham ved vi, at vi ikke har eet, men to sind eller to bevidstheder, og at hver af disse bevidstheder har sin moralske "kerne" eller "akse", omkring hvilken samtlige vore forestillinger kredser som planeter omkring sole. Da vor ældste moralske kerne, den vi har udtrykt med ordene: "Øje for øje, tand for tand", havde den absolutte magt i al vor forestillingsdannelse, var dette at dræbe, øve vold og demonstrere magt, "sollyse" forestillinger, der sluttelig bragte os i en vidunderlig "himmel" med mjød og valkyrier. Det var dengang, at "døden på ærens mark" var "livets mening" og dermed al idealismes mål. Så steg en ny moralsk sol op i vor indreverden, og snart dannedes de første forestillinger omkring den, forestillinger som var i den dybeste konflikt med de, der i forvejen eksisterede i vor sjæleverden eller det i virkeligheden uhyre mentale rum, vi kalder vor bevidsthed.

Men sådan må det være i Guddommens store plan, hvor intet kan forceres, intet hæmmes, hvor alt følger vækstlove, som ligger udenfor det almindelige menneskes fatteevne. Hvad siger da disse love? Ganske enkelt, at uden at den første moralske "sol" har kulmineret og derigennem frembragt det erfaringsmateriale, der var dens dybeste hensigt, vil det ikke gavne menneskene, at "retfærdighedens sol" går ind i zenith. Glæden ved at dræbe, øvevold og hade, – glæden ved at være intolerant, – må være udlevet indtil lede, før glæden ved at give og bevare liv får sin sande og urokkelige baggrund. Det er ikke nok, at vi, som barnet, der har gjort noget forkert, skriger, at "det vil vi aldrig gøre mere", når sandheden er den, at vi dybest set agter at benytte den første, den bedste lejlighed til påny at fremture med de ældgamle – og hævdvundne – væremåder. Når bomberne styrter ned over en storby, ønsker alle fred. Men hvordan så når "freden" er en realitet?

Lad os være meget ærlige og se den sandhed lige i øjene, at vi er eksperter i samarbejde, når det gælder krig, og rene amatører når det drejer sig om den verdensfred, som alle siger, de ønsker, men som noget i os selv tilsyneladende modarbejder.

Hvad er den inderste grund til, at det går så uendelig langsomt med skabelsen af verdensfreden? Før jeg svarer, beder jeg Dem se på vedlagte tegning fra det store svenske, illustrerede blad "SE", hvis medarbejder har givet en grafisk fremstilling af det jordiske menneskes kamp imod sin værste fjende: døden. Tegningen er fremstillet af bladets medarbejder Magnus Gernes og viser, hvorledes menneskets evne til at dræbe igennem krig nu endelig har nået en sådan grad af udvikling, at den er blevet et spørgsmål om liv og død for os alle. Jeg har aldrig før set et så slående bevis fra dagliglivets presse, på Martinus klare ord om det dræbende princips kulmination i vor egen tid! Dette billede alene giver svaret på det stillede spørgsmål. Vi har indtil nu oplevet krige, hvis tabslister i forholdet til fortidens, har været forfærdende. Men at de vil blegne og blive til intet imod dem, der vil komme frem, i det øjeblik A. B. og H.bomberne slippes løs og bakterieangreb sættes ind, ved idag hvert eneste tænkende menneske.

Men vil det ske? Ingen kan vide det med sikkerhed. Kun eet kan med sikkerhed siges, og det er, at har de krige, vi indtil nu har oplevet ikke bragt os – jordens absolutte flertal – dertil, at vi frivilligt vil gøre lige så meget for freden, som vi er tvunget til at gøre for krigen, kommer den dag uundgåeligt, hvor verdenskrig nr. 3 kommer til at betegne det dræbende princips kulmination og undergang.

Udviklingsmæssigt er vi nået ind i alternativets frygtelige periode. Vi ved, at krig ikke løser blot en brøkdel af de problemer, den skaber, og alligevel går rustningsindustrien for døgndrift. Endnu er vi ikke nået længere, end at det er "de andre", der må skabe freden. Det er i denne situation, det er klogt at vende blikket ind imod sig selv og spørge, hvad vore egne, selvoplevede erfaringer har at fortælle os om det problem. For vi ved mere om det, end vi i almindelighed tror. Vi ved bl.a., at også vi – rent privat – gerne vil have "verdensfred". Og her er det, at livet forlængst har lært os, at sålænge vi venter, at "de andre" skal forære os netop den fred, får vi den ikke. Freden i vort eget sind er helt igennem et produkt af os selv!!! Kosmisk set er livet på kloden kun en overdimensioneret udgave af livet inde i os selv. Lovene for disse to slags liv er de samme, og vor mulighed for at forstå resultatet af den udvikling, vi i det ydre befinder os i, står og falder med vor viden om vor egen indre udvikling. Har vi her lært at se – med egne øjne – at vi er vor egen lykkes, vor egen indre harmonis bitreste fjende, er vi i det mindste nået dertil, at vi kan "indkredse" og måske ovenikøbet "nedlægge" denne fjende. Men hvormange vælger den vej? Har de fleste det ikke langt bedre ved at kunne placere skylden for egen modgang, sorg og skuffelse på "de andre"s skuldre? Jo de har, – og det har vi selv også i et utal af situationer! Kun gør vi det forhåbentlig med en dårligere samvittighed end de andre!

Vi må prøve at lære at forstå, at verdensfreden ikke afgøres af de såkaldte "stormagter", og at det er usandt, at vi ingen indflydelse har på denne livsvigtige realitet. Vi har indflydelse. Mest måske igennem dette, at vort eget livs rent fysiske beskyttelse helt er afhængig af i hvor høj en grad, vi er interesseret i at beskytte andre. Og til disse "andre" hører ikke alene vore medmennesker, men også både dyr, planter og mineralier. Jeg ved godt, at en og anden nu kunne udbryde: Vorherre bevares – kan vi bare nå til at få afskaffet krigene, må vi vist være glade!" Men lad mig sige til den, der reagerer sådan, at selv om vi ophører med at dræbe mennesker, er vi ikke så overvældende mere beskyttet imod en dårlig personlig skæbne af den grund. Der ligger i dag utallige mennesker på hospitaler verden over, som ville foretrække en kugle fremfor de lidelser, de befinder sig i!

Det er i forholdet til vor trang til at beskytte alt levende, at vi kan se i hvor høj en grad, vi selv er "mætte indtil lede" af det dræbende princip. Og er vi her ikke nødte til at indrømme, at nok hader vi krigen og tanken om al dens fortræd, men vi begrænser vort had eller vor uvilje til kun at omfatte det rå drab på mennesker. Det camouflerede drab forsoner vi os med, f.eks. blot de dyr, hvis kød vi spiser, bliver bedøvede før slagtningen. Her er det, at livet fortæller, den der vil høre, at loven ikke standser op ved drab på mennesker. Loven siger: "Du skal ikke dræbe" – og kunne tilføje: "hvis du selv ønsker at være beskyttet imod drab af hvad art tænkes kan!" For drab er ikke alene maskingeværkugler og atombomber. Drab er også en daglig irriteret livsoplevelse eller en tilværelse, hvor man er mere bedrøvet end glad!

Omkring år 1000 dræbtes kun ganske få af hvert tusinde af krig. Nu, omkring år 2000 er vi foreløbig nået til at dræbe over 200 af hvert tusinde. Det fortæller os, at det dræbende princip, som Martinus har vist os i "Livets Bog", iler imod sin kulmination. Kræfter, som intet jordisk menneske kan standse, er nu sat i bevægelse og vil først ophøre, når de har nået deres mål: Krigens afskaffelse. Dette mål er nu i sigte. Påstanden om, at "der har altid været krig, og der vil altid være krig", er maskulin nonsens. Når jeg bruget ordet "maskulin" i denne forbindelse, er det fordi krig, og alt hvad dermed følger, er et resultat af maskulin logik. Handyret kendte kun een form for salighed: den at dræbe og udstøde "sejrsskriget"! Og det byggede sin verden efter den salighed. Men mennesket lever på en anden logik. Det evner ikke at fryde sig ved tanken om en sejr, der har kostet kvinder, børn og gamle livet. Det aner sin skyld i ethvert mord og længes bort fra den junglemoral, der i den grad lever omkring os, at de fleste af vore forestillinger om livet har taget farve efter den. Junglemoral, krig og død vil altid høre sammen. Næstekærlighed, fred og frihed er den modsætning, vi nu må koncentrere os om. Men for at kunne det, må vi vide! Vi må vide alt det, der ikke kan indkapsles i fysisk-videnskabelige formler, alt det, der fortæller os om kræfternes virken i vor egen sjæl. Det er tåbeligt at tro, at vi vil få en verdensfred, sålænge masserne opdrages til at tro på magten som det eneste saliggørende. Skæbnemæssigt er både vi selv og verden omkring os nået til en korsvej. Men verden har valgt. Den nye vej bliver en vej mod freden. Men den som tror, at vi fra en klippefyldt sti er nået ind på en bred autostrada, tager fejl. Vejen mod freden bliver ikke let at befare. Også den er kantet med afgrunde og tilsyneladende ufremkommelige afsnit. Det er her, at enkeltmennesket kommer til at yde sin indsats. Når krigens sidste krampetrækning er forbi, og skriget efter fred overdøver enhver anden lyd, kan man være forvisset om, at freden bliver en realitet, der nok skal blive organiseret mindst lige så godt, som krigen bliver det idag. Men masserne må have ledere, som de altid har haft det. Og her er det, at mennesket med en så dybtgående interesse for kosmisk eller universel tænkning, at alt andet end dette at love i kontakt med næstekærlighedens love har mistet sin interesse, en dag vil møde sin skæbnetime. Da vil kaldet komme til enhver, der i sig rummer mulighed for at hjælpe en såret og lemlæstet menneskehed det sidste stykke vej imod den verden, hvor det dræbende princips kulde har måttet vige for det retfærdighedens varme og livgivende lys, der nu hvælver sig over verden. Utopi!, siger den overfladisk-tænkende. Sandhed!, siger den, der tog mod til sig og i sig selv søgte – og fandt, – den vej, der alene fører til forståelsen af "meningen med det hele!"

Med hjertelig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!