Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske vil det chokere en og anden af korrespondancebrevenes modtagere, at jeg bringer vedlagte meddelelse fra Tyskland, men den er sendt mig fra en ven i Hamburg, som fandt, at den måtte have interesse for alle de mennesker, der interesserer sig for Martinus arbejde. Jeg deler denne hans anskuelse, forsåvidt som denne artikel i sig selv er et typisk tidens tegn. Det er nemlig ikke alene her i Europa, at menneskene længes efter en højere åndelig viden. Hele verden over går der en bølge af længsel efter en klarere forståelse af årsagen til og hensigten med de forfærdelige lidelser, som menneskeheden stønner og sukker under. Og alle verdensdele oplever det samme: ungdommens frafald fra kirker og templer.

For alle os, der samles om Martinus verdensbillede, rummer beretningen om den ældgamle spådom om, at året 1953 skal blive det år, hvor en ny verdenslærer åbenbarer sig, den interesse, at det ikke kan bortforklares, at Martinus arbejde i netop dette år synes at gennembryde den mur af tavshed, der hidtil har ladet hans navn være ukendt for en større offentlighed. Fra han i 1921 havde sin kosmiske oplevelse, sin åndelige indvielse til det arbejde, hvis frugt vi idag kender og nyder godt af, og frem til dette år, har utallige ønsket, at "mange flere" skulle kende ham og hans lære. Men Martinus selv har aldrig ønsket det, idet han nøje vidste, hvilken indflydelse det ville få på hans arbejde, om det blev kendt, før hans livsværk var så nær afslutningen, at de vigtigste spørgsmål vedrørende det levende væsens kosmiske struktur var besvaret.

Nu er disse spørgsmål endeligt og definitivt besvaret. Idag findes der i verden et værk, der indtil de mindste detaljer viser det af os selv, som før var "det ukendte". Som jetjagerne i den ydre verden har gennembrudt den "lydmur", man indtil vort århundrede mente umuligt kunne gennembrydes, har Martinus gennembrudt det "slør", der som en uigennemtrængelig tåge lå omkring det inderste af vort åndelige væsen.

Det har andre gjort før ham, men disse andre var afskåret fra at kunne delagtiggøre deres samtid i deres høje erkendelse på grund af denne samtids ringe fysiske indsigt. Vi, som er børn af det tyvende århundrede, af "stråler" og "bølger", har oplevet noget vore forfædre end ikke kunne forestille sig. Vi besidder en teknisk indsigt og kunnen, som har gjort vor klode så lille og overskuelig, at den tid snart vil være forbi, hvor der findes en eneste ubetrådt bjergtinde og en eneste uudforsket havdybde. Vi ved, hvad ingen slægt før os har vidst, og vi ser, hvad ingen før os har set. Den fysiske verdens undere er ved at være udtømte, og de store sociale problemer iler overalt mod deres løsning. Det er sandt, at vi må være forberedte på en tredie verdenskrig, men vi må her, som overalt i livet, være varsomme med at overdrive. En krig er altid en frygtelig ting, men mere end andre bør vi vide, at også den tjener et guddommeligt formål, og at dens virkninger som slutfacit vil vise sig at være til uendelig stor velsignelse for hele menneskeheden. Lad ingen tyde dette, som at man bør ønske krig. Men som det er en velsignelse for syge mennesker, at der findes geniale kirurger, er det også en velsignelse, at de store kosmiske kredsløb, der betinger "sæd og høst" fuldbyrdes, selvom denne fuldbyrdelse for menneskeheden betyder en "operation", hvor utallige sjæle overføres til det psykiske plan.

Men har vi sejret over den fysiske materie og ved vor viden om den tvunget den til at tjene os, har dette kun åbenbaret vor åndelige fattigdom så meget desto mere. For os er paradokset blevet, at medens vi fik alt det, tidligere slægter drømte om, kom vi også til at mangle netop det, der skulle gøre vor rigdom til en velsignelse for os: sand åndelig viden om os selv!

Det almindelige menneske ved intet svar på de evige spørgsmål: "Hvorfra – hvorfor – hvorhen"! Der siges til det, at det skal tro. Tro på Gud, på Jesus, på Buddha, på Muhammed og på en lang række andre. Men dette at kunne tro er ikke underlagt vor vilje. Det glemmer alle de, der, fordi de selv har evnen til at tro, mener at alle andre kan det samme. Vi – De og jeg – kan ikke blindt tro opsatte dogmer og påbud. Noget i os, vi ikke har herredømmet over, nægter pure at bøje sig for kravet om betingelsesløs underkastelse af en "guddommelig vilje", hvis natur vi intet begriber af. Dette "noget" har rod i den vækst, der er en følge af vort evige liv. Vi har fået kontakt med en ny kosmisk grundkraft: intelligensenergien, og denne kontakt kan vi ikke bryde, blot fordi andre forlanger det af os. Og det er intelligensenergiens indflydelse på vort bevidsthedsliv, der er årsag til vort krav om en åndelig viden, der kan bestå gennem alle tider og omskiftelser. Det er på dette vort krav, at man gennem den religiøse tro forsøger at give os "stene for brød".

Men at vi nægter at gå i kirke og "modtage kirkens trøst", bør ikke tydes som intolerance eller mangel på ærlig vilje. Vi respekterer den ortodokse kristendom, som asiaten respekterer både Buddha's og Muhammed's lære. Den tilfredsstiller os blot ikke, eller rettere, den udlægning, vi har fået af den, tilfredsstiller os ikke. Og hvem kan så bebrejde os, at vi med den dybeste taknemmelighed tager imod den, der på een og samme tid taler et ældgammelt, kærligt og et vidunderligt nyt sprog til os? Martinus taler dette sprog. Han viser os, at vi ingen vegne kommer uden dyb og sand næstekærlighed, men han viser os også, hvorfor vi ikke gør det! En "falsk profet" råber de, der end ikke har gidet give sig tid til blot et overfladestudium af hans budskab. Nuvel. Men sagde Jesus ikke, at man skulle kende træet på dets frugter? Og er Martinus "frugter" ikke de skønneste, vi har "smagt"? Hvem af os vil bestride, at det er takket være ham, at vi stod, da stormene brød ind over os, og at det også er takket være ham, at vi efterhånden har fået langt større magt over det i os, som var vor egen "bitreste fjende" derigennem, at det ustandseligt tog magten udaf vore hænder?

"Hvis du taler sandhed, er han jo den verden venter, men kan du bevise det?", siger den skeptiske. Men hvorfor skal jeg det? Jeg ved, at verden venter, som jeg selv har gjort det. Jeg fik svar på det, jeg bad om, og mit liv fik perspektiv og mening derigennem, Men jeg kan kun lytte for mig selv. Om jeg så de tusinde gange ønskede, at andre skulle se livet igennem mine øjne, ville dette ønske ikke kunne opfyldes. Ethvert menneske er sit eget livs udgangspunkt. Hvor gerne vi end ofte vil, så kan vi ikke leve de andres liv. Dette viser Martinus os klarere end nogen anden, jeg har mødt, og han har derigennem vist mig selve grundloven for tolerance. Du er ikke mig, og jeg er ikke dig, – men vi er begge, på hver sin originale vis forbundet med den samme Guddom, og ham vil vi begge engang nå, men på hver sin måde! Dette har andre også sagt. Det er sandt, og Martinus understreger denne sandhed ved gang på gang at citere Jesu store, evige sætninger. Men medens de andre gav os disse facitter, giver Martinus os igennem sine klare analyser midlet til at foretage de "udregninger", gennem hvilke vi kan blive dagsbevidste i disse facitters sandhed og betydning. Og, lad os aldrig glemme det, det er jo netop hans kosmiske analyser, der er svaret på vor gryende intelligens' og intuitions krav om "klare svar på klare spørgsmål". Følelsen stillede aldrig disse spørgsmål. For den var begrebet "autoritet" nok og skete det, at den knurrede, kom det omgående: "Guds veje er uransagelige!" Men det passer ikke. For hvad er livet selv andet end "Guds veje"? Og hvordan skulle vi nogen sinde finde ham, om han ikke selv havde nedlagt i os evnen til at "søge" og dermed "finde" netop disse veje og derigennem ham selv? Det er her, at vejene skilles, og at vi må "tage vort kors og følge ham". Vi må i vort daglige liv trin for trin efterprøve de anvisninger, de store har givet os, på akkurat samme måde som kemikeren i sit laboratorium efterprøver andres opskrifter eller formler.

Igennem mange års flittigt virke nærmer Martinus sig nu fuldendelsen af det værk, der engang vil blive erkendt som en ny verdens åndelige grundvold. Vil denne erkendelse forløbe smertefrit? Vil det verdensbillede, han igennem dette værk delagtiggør os i, blive modtaget med "åbne arme"? Det kan vist kun tåben tro! Jeg ved, at mange på Martinus vegne drømmer om "succes". Det gør jeg ikke, og jeg har igennem alle de mange år, jeg har været sammen med Martinus, vidst, at han slet ikke gør det, ja end ikke har tanke for det. Et åndeligt værk af de dimensioner, som der her er tale om, skrives ikke for succes. Det skrives af moralsk pligtfølelse. Lad os derfor være ganske klare over, at vi vil komme ud for utallige opfattelser af både Livets Bog og Martinus person, og at disse opfattelser vil strække sig fra det primitiveste primitive til det mest sublime. Men lad os også gøre det klart for os selv, at disse opfattelser vil blive et vidunderligt undervisningsmateriale i kosmisk kemi. "Intet menneske kan bruge andet hovede end sit eget", siger Martinus og gør det dermed på forhånd klart, at han aldrig agter at tage til genmæle mod selv den mest tåbelige opfattelse af sig eller sit arbejde. Og lad os trygt følge ham i dette, thi hvad gavner det verden, om vi forøger den sum af strid, der allerede er en næsten uudholdelig byrde for de fleste?

Nej, lad os se den kendsgerning lige i øjnene, at Martinus verdensbillede kommer ud for akkurat de samme "fødselsveer" som de, både buddhismen, kristendommen og muhammedanismen i deres begyndelse kom ud for. Da alt dette imidlertid ligger "i Guds hånd" – et sted, vi trygt kan lade det ligge, – kan vi bruge de kræfter, vi ellers ville have brugt til strid, i de næstekærlighedens opgavers tjeneste, der altid bliver forsømt der, hvor stridigheder raser. Martinus lærer os ikke at blive "krigere" og beder os ikke om at være hans "væbnere". Tværtimod. Han ved, at hans værk vil blive fuldbyrdet og har ikke ønsket andet af livet, end at det måtte forunde ham at fuldbyrde det på den måde, han selv må anse for den bedste. Dets videre fremtid angår ham kun for så vidt som han ved, at om mennesker for alvor tilegner sig dets indhold i akkurat samme ånd, som det er givet, vil det blive den skønneste inspiration i næstekærlighedens og selvforædlingens tjeneste, de kan møde på deres vej. At dette er en urokkelig sandhed, ved alle de, for hvem studiet af det blev en livssag. For disse mennesker er det ikke "grå spekulation", men derimod levende, varmende liv, der i alle deres alvorligste øjeblikke har bevist sin bærekraft. Og er det, når alt kommer til alt, ikke det eneste "bevis", det åndeligt søgende menneske har brug for –.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!