Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et af de sikreste tegn på, at et samfund – eller en samfundsform – er i moralsk opløsning, er lovløshedens vækst. Og intet menneske, der med interesse følger livet kloden over, kan idag undgå at se, at den samfundsform, der hidtil har været den herskende i alle lande, nu går sin undergang imøde med rivende hast. Sandt nok har vi fået en teknik uden historisk sidestykke, og var vi alle moralske i den forstand, at det at være næstekærlig var noget selvfølgeligt for enhver af os, ja, da var kloden forlængst blevet det paradis, der foresvæver visse politiske profeter.

Men det jordiske menneske synes endnu ikke at have særligt fremragende evner for et liv i overensstemmelse med universets moralske grundlove. Læs engang vedlagte lille yderst nøgterne rapport fra kriminalitetens overdrev omhyggeligt igennem og betragt derefter det vedføjede "morderkort", og De vil sikkert give mig ret i, at vor dygtighed til at skabe dejlige og praktiske ting for hinanden kun overgås af vor evne til at skabe uhyrlige livsforhold for den part af vort samfund, som ikke er født til et liv på "solsiden".

Nu kunne dette lyde pessimistisk, men det er nu ikke min opgave at bidrage til sortsynet i vor verden, det klarer sig endda. Nej, når jeg har valgt at lade den daglige avis bringe os denne i virkeligheden så iskolde oplysning, er det udelukkende for at understrege de "dødstegn", der i vor tid overalt viser sig og meddeler den, der kan se, at som det nu går, vil det ikke kunne fortsætte ret meget længere. "Kommer ikke mig ved", siger den tankeløse, "det holder nok i min tid!" Det gør det sikkert, for det drejer sig ihvert fald ikke om nogen uoverskuelig tid. Men adskillige af os har jo børn og temmelig mange andre børnebørn, og det kan jo ikke siges at være helt unaturligt at forsøge at danne sig et billede af, hvordan livet vil se ud til den tid, hvor de bliver voksne, om det, denne lille avisnotits beretter om, fortsætter.

Vort samfundsliv i sin oprindelige form er ikke alene "døende", det er faktisk afgået "ved døden" på store områder. Betragt roligt den moralske udvikling i verden, og De vil med egne øjne kunne se, at det fysisk-materialistiske verdensbillede nu oplever det for det så triumferende, at døden tilsyneladende har sejret over livet. Dette verdensbillede hævder jo, at De og jeg kun er dødt stof, at enhver tale om, at vi har en sjæl, endsige en udødelig, er direkte nonsens. Vi er et produkt af gener og kromosomer, af arv og miljø – og dermed basta. Det vi er, har vi kun slægten at sige tak for – og det samme gælder vore børn! De fleste sluger denne såkaldt videnskabelige sandhed råt – den er jo videnskab. Hvis den så var sandhed, kunne der jo nok blive grund til eftertanke ved gennemlæsningen af den vedlagte statistik. Samfundet har da udsigt til en "gloriefyldt" fremtid, når et stadigt stigende antal af dets individer bliver eksperter i mord, vold, voldtægt, tyveri osv.

At vi lever i "rekordernes" århundrede, bliver vi belært om hver mandag, hvor samtlige aviser flyder over med beretninger om "fantastiske præstationer" af samtlige vore muskelatleter. Rekorder er idag "stof" på højeste plan, enten det så drejer sig om fodbold eller jetflyvning. Kun ikke rekord i moral. At søge at leve ubemærket, kun elsket af dem, man i det daglige liv har med at gøre, er ikke noget anerkendt ideal. Bevares, det er smukt og særdeles anvendeligt som grundtema i konfirmations- og bryllupstaler, men "stof" i dette ords almindelige betydning er det absolut ikke. Nej, "almindelig" kan enhver jo være, men komme på "forsiden", blive omtalt, hædret og udskreget som "helt", se det er et mål, et ideal, der er værd at ofre sig for.

Virkningen af denne åndeligt golde påvirkning er ikke udeblevet. Der er ikke for intet blevet ofret milliarder på film og romaner, i hvilke råheden, den for enhver følelse blottede hensynsløshed, er hovedtemaet. Hvor nødigt vore aviser måske end vil, må de også bringe os bud om en anden side af ungdommens liv og "rekorder" end de, der foregår på sportspladserne. De må fortælle os om en ungdom, der er blevet specialister i at yppe klammeri, råbe op, "rulle" og øve vold i en udstrækning, vi aldrig før har kendt. Og nu komm er vort store foregangsland, U.S.A., landet hvorfra vi får vore fleste film, bøger, musik og moder – det sidste må jo også med, – og fortæller os, at ovre hos dem sker der en forbrydelse hvert 14 sekund, og at der i "Gods own country" bliver myrdet 36 mennesker hvert døgn! "Jamen, det er jo i Amerika", siger professor Jubelco's lille logiske søn. Sandt nok, det er det. Men Amerika ligger ikke så langt herfra, som det har gjort, og mon vi ikke ville blive temmelig forfærdede, om vi undersøgte vort eget lands forhold til den side af vort samfundsliv, vi kalder den "kriminelle"? Overalt slås myndighederne nemlig med det samme fortvivlede problem: den opvoksende ungdom!

I deres vurdering af de her berørte problemer nøjes de fleste mennesker med at skyde skylden på "tiden". Men er det ikke lidt naivt? Er vor tid, når alt kommer til alt, ikke en "bedre tid" end nogen anden? Har vi ikke større mulighed for intensiveret livsoplevelse end nogen slægt før os? Det har vi. De for vore bedsteforældre så "fjerne lande" er blevet nære for os, så nære, at det tager færre timer, end det før tog dage eller måneder, at komme til dem!

Alt det ved vi, for vi er simpelthen blevet forvænte med "tekniske kendsgerninger". Men kun de færreste af os kender blot lidt til de indre årsager til, at verdensudviklingen tilsyneladende peger imod større og frygteligere krige, mod større kriminalitet, kort sagt: mod større menneskelig elendighed og uro. Kun de færreste ved, at netop det, der nu sker, måtte ske, før det, som skal helbrede ondet, kan komme frem.

Masser af mennesker går rundt med en eller anden svaghed, om hvilken de ved, at de burde tale med en læge. Men ikkesandt – det kan vente til imorgen! Og dagene går – og så en dag er den katastrofe der, som aldrig ville være kommet, om de indre advarsler var blevet fulgt! Akkurat ligesådan er det med det samlede jordmenneskesamfund, som blot er en eventyrlig forstørret udgave af vort eget sind. Vi ser alle, at symptomerne på en ny krig er så åbenlyse, at kun ignoranten tør bestride deres eksistens, – – og vi ved alle, at intet sværd til dato har formået at afskaffe krigen. Men ikkesandt: det er upopulært at sige det, endsige have denne viden som livsindstilling. "De andre" mener jo noget andet, og det kan være dyrt at gå imod "de andre". Altså tier man!

Og vi er blevet dygtige til at tie! Så dygtige, at de fleste finder det selvfølgeligt, at vi snart alle skal have en tommygun med i seng, for hvis – – ! Og vi tier til, at al moralsk påvirkning langsomt glider ud af skolerne. Vi tier til, at ungdommen overlades til sporten og andre åndsbedøvende interesser. Vi tier – og omkring os florerer virkningen af denne tavshed.

Men hvorfor tier vi? Vel ikke fordi vi ikke evner at besvare de dybestliggende spørgsmål, – spørgsmålene om "meningen med det hele"? – om hensigten, den egentlige hensigt med vort liv? Lad os være ærlige. Kirken har tabt sin magt over masserne. Vi har nok dygtige og velmenende præster, og de gør også, de fleste af dem, en værdifuld indsats på deres pladser. Men livet går dem ligesom forbi. Hvem vover at foreslå en ung at gå i kirke? Og – lige så ærligt – hvad skal han der egentlig? Får han der noget klart og præcist svar på de problemer, der optager ham? Det gør han ikke. Han får smukke og velmente formaninger og – mere eller mindre skjult – at vide, at han er en synder, – En synder! Hvad hjælper det at få den slags at vide? Hjalp det Dem? Ikke mig! Mig hjalp kun eet: viden! Og det vel at mærke en viden, der sved så eftertrykkeligt, at den ikke var til at komme uden om.

Mennesker myrder, nogle med retten bag sig, andre på egen hånd. Mennesker øver vold, voldtager og stjæler. Nogle med autorisation, andre uden. Hvorfor gør mennesker dette? Fordi de har lyst dertil? Nogle få måske, men langt de fleste af helt andre grunde. Af bitter nød, af hævn og af trods. For er sandheden om vort samfund ikke den, at parallelt med, at vi bliver dygtigere og dygtigere til at frembringe alt det, der gør livet lyst og dejligt, gør det værd at leve, bliver det sværere og sværere for "den lille mand" at klare dagen og vejen? Færre og færre kan lave mere og mere – og tjene godt derved. Men det hjælper blot ikke ham, der er blevet overflødig. Og ham er der mange af – og der bliver hver dag flere! Og hvem kan så, når tingene skal ses uden sentimental følelse, bebrejde ham, der overflødig hvor han så end vender sig, tager selv? Kan De? Jeg kan ikke! Jeg kan kun se, at vi nu oplever den "onde cirkel"s rystende roteren. Var det vor natur at elske vor næste som os selv, fandtes der ikke et menneske, som ikke var smukt klædt, boede tiltalende og havde et liv uden frygt. Men vi er ikke næstekærlige – vi er os selv nok – og det er faktisk vor største forb andelse. Alt er i vor verden i opløsning af den ene grund, at vi midt i vor udviklings rigeste skabetime kun evner at skabe udfra dyrets onde og kortsynede horisont. Vi taler om tingenes værdi, som om de havde en sådan. Hvad er guld værd – i en verden af mennesker? Et stof som er godt til tandreparationer, men ikke dur til værktøj! I en verden af dyr derimod, da er det så høj en værdi, at et menneskeliv til sammenligning synes at være en latterlig ting.

– – – – –

Vi er født ind i vor klodes skæbnetime. "Guds mølle maler langsomt, men den maler!", sagde de gamle. Og nu har den snart malet vor verden itu. Men ikke for at ødelægge den, selvom det kunne se sådan ud. Kun for at lære os, Dem og mig og enhver, at sådan som vi tænker og lever – og disse faktorer tåler ikke ombytning – må det gå, som det er gået. En lille tid endnu, og kværnen har gjort sin pligt. Når det er sket, så vil der følge en "opvågning", til hvilken verden aldrig har set mage. Den bliver ond for de, som oplever den, for den tager meget fra dem. Men den giver dem en ny verden – med andre værdier. En verden, hvor den er størst, som gør fordring på at være mindst, og hvor kun han vil sejre, som har sin moral i behold. For hvad er livet uden moral andet end lovløst liv, som nok kan give guld, men aldrig en god samvittighed. Som kan give magt, men aldrig fred. Spørg idag dem, som har guldet og magten, om de har en god samvittighed og den deraf flydende indre, dejlige fred, og de vil i langt de fleste tilfælde opleve, at disse menneskers øjne flakker akkurat ligeså uroligt om som dyrets, der er grebet på fersk gerning, – medmindre da den sjælelige og fysiske forkalkning har fuldbyrdet sit formildende værk. "Vi er alle skyldige", skrev Dostojewski. Dengang forstod man det ikke så godt, som vi idag forstår det! 36 mord i døgnet, – og vi er alligevel alle skyldige. For det er i vor verden, dette sker, den verden, som er en frugt af vore tanker, vore begær – vore ønsker!

Det er dette, vi samtidigt skal tænke på, når vi læser et sådant lille stykke, som det, der her er vedlagt. For de af os, som har børn, må tænke videre end blot til imorgen. Vi må tænke på den dag, vi ikke er her mere og kan hjælpe dem. Det er os, på hvis skuldre ansvaret for fremtiden i så høj en grad hviler, at vi svigter det bedste i os selv, om vi undlader at søge oplysning, viden, viden og atter viden. Og det ikke alene om rent fysiske ting, men i nok så høj en grad om de åndelige, om alt det, der skjuler sig bag de ydre ting. For denne viden findes, og der, hvor den for alvor trænger ind i vort sjæleliv, udretter den underværker! Den ikke alene giver fred og ligevægt, men den giver også mod til at se virkeligheden lige i øjnene og udfordre den. Lad så være at man ikke bliver populær blandt de, der ønsker at sove i fred. Men gør det såmeget? Betyder det ikke mere, at man dybt inde i sig selv oplever, at ens liv for alvor får værdi, i samme øjeblik man begynder at anvende det til at gå den tid imøde, som er på vej, og som trænger til enhver håndsrækning, den kan få?

De og jeg kan udmærket sætte os ned og regne med, at "verden står nok i vor tid". Ingen kan hindre os heri. Men hvad om døden slet ikke er den afslutning, videnskaben lover os? Hvad om den betyder et liv, hvorfra vi skal se tilbage over det, vi oplever her? Og vel at mærke et tilbagesyn med den ubehagelige konsekvens, at det bliver summen af vor indsats for verdens åndelige vækst idag, der der bliver bestemmende for den fremtid, som da ligger foran os? Er det tilfældet, mon så ikke adskillige i den situation vil være ubehagelig tilmode ved at måtte indrømme over for sig selv, at man havde chancen – talentet – men begravede det, fordi det nu engang er så besværligt at være menneske. –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarb ejdere!