Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For år tilbage havde jeg en mærkelig oplevelse. Det ringede på min dør, og da jeg åbnede den, stod der en mand, som bad om en skilling. Der var imidlertid noget ved ham, som gjorde, at jeg var klar over, at han ikke var en almindelig betler, og jeg bad ham komme indenfor og drikke en kop kaffe sammen med mig. Under den samtale, der da fulgte, fik jeg hans historie, og jeg erindrer endnu det indtryk, den gjorde på mig. Manden havde været stikker. Ikke, som De måske nu tænker, under besættelsen. Nej, ordet dækker også en eksisterende stilling i vort samfund, idet det betegner alle de, der på vore svineslagterier udelukkende er beskæftiget med uafbrudt at jage en kniv i halsen på vor nationale eksportvare.

Denne mand var eet eneste dirrende nervebundt, og han fortalte mig, at denne tilstand udelukkende havde sin årsag i det job, han havde haft, men som han havde måttet forlade, fordi nerverne simpelthen slog klik. Han betroede mig, hvorledes han om natten kunne fare op, badet i sved, fordi hele rummet genlød af grisenes hyl. Til at begynde med havde han intet mærket, men en dag havde han på en ubegribelig måde følt, at alle disse grise var levende på en helt anden måde, end han før havde forestillet sig. De var ikke bare ting, der var noget ved dem, som angik ham. Først havde han forsøgt at afvise tanken som urimelig, men efterhånden havde den fået en sådan magt over ham, at han i virkeligheden følte sig som en slags morder, blot med loven på sin side. Nået til det punkt var sammenbruddet i sigte, og en dag havde han da også måttet give op og tage sin afsked. Jeg spurgte ham, om ikke hans tilfælde var meget isoleret, men det mente han ikke, det var. Han havde talt med adskillige stikkere, som havde måttet give op, og som var blevet forflyttet til andre afdelinger i virksomheden. Man havde givet ham den samme chance, men hans nerver var blevet for tyndslidte, han orkede simpelthen ikke at have med slagtearbejde at gøre mere.

Når jeg fortæller Dem dette, er det fordi, der midt i al den uro, der hersker omkring os, dog er hændt en ting der, selvom den måske allerede er glemt af de fleste, dog markerer et lille skridt på vejen frem imod en mere human verden. Der er netop blevet udstedt forbud mod al slagtning uden bedøvelse, og vore store og små slagterier har nu fået en begrænset frist til at indføre metoder, som dyreværnsforeningerne i næsten 70 år har kæmpet for at få indført – og som forlængst er indført i store lande ude i verden. Det har været beskæmmende for vort lille land, at det i dette ellers så humant indstillede samfund skulle tage så lang tid, før dette skete. Men nu er det altså sket, og alle humant tænkende mennesker glæder sig derover.

Måske vil De synes, at alt dette intet har med åndsvidenskab at gøre, ja at det er så langt derfra, som tænkes kan. Nuvel, det er langt borte fra al åndelig teoretiseren, men vurderet udfra Martinus kosmiske analyser har den stedfundne lovgivning indenfor dette område meget at fortælle den, der i livets egne begivenheder søger bevis for de tanker eller ideer, Martinus verdensbillede afdækker. Gennem tusinder af år har mennesker dræbt dyr for at fortære dem. For utallige mennesker er dette overhovedet intet problem. De ræsonnerer simpelthen som så, at dyrene er til for vor skyld, og at det er helt i kontakt med tilværelseslovene, at vi "fabrikerer" dem under de bedst tænkelige – (jeg vover ikke her at bruge udtrykket "humane") – forhold, giver dem, hvad der er bedst for "kødudviklingen" i dem og dræber dem den dag, det giver størst økonomisk gevinst. Men der findes også mennesker af en anden indstilling. Også disse mennesker spiser kød, men bad man dem selv dræbe de dyr, hvis kød de spiser, faldt dommen omgående: de måtte da enten dø af sult eller også leve vegetarisk.

Mange mennesker hævder, at der ingen virkelig udvikling har fundet sted gennem de sidste årtusinder, og de støtter denne deres påstand på den kendsgerning, at menneskenes indbyrdes krige er blevet mere og mere omfattende og mere og mere brutale. Argumentet er bestikkende og lammer da også de fleste. Men det dækker ingen virkelighed. Virkeligheden afslører nemlig, at det, man med rette kan betegne som "samfundssamvittigheden, er undergivet en vækst, som selvom den ikke ses til hverdag, så dog er en realitet af enorm betydning og efterhånden afføder store konsekvenser. En sådan konsekvens er den her berørte lovgivning. I sin natur er denne lov udtryk for følelsestilstande, man måske nok tidligere kendte, men som ikke da havde gennemgået den afklaringsproces, enhver dyberegående følelse må passere, før den bliver bevidst, krævende tanke. Men denne konsekvens har et endnu dybere perspektiv. Den afspejler den kendsgerning, at vi, dybt inde i os selv, er klar over, at dyr ikke blot er "døde ting", som vi kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, og De kan være overbevist om, at udviklingen en dag vil føre til omfattende revisioner af lovgivningen indenfor det område, der omfatter enkeltmenneskets forhold til de dyr, han enten har magten over eller er betroet, hvad der ikke helt er det samme. For i forholdet til de betroede dyr er de fleste klar over, at de har et ansvar, hvad man ikke kan sige om forholdet til de dyr, man har magten over. Nu er jagtens tid inde, og bøsserne knalder "lystigt", når ænderne i skumringen komm er susende ind over moser og kær. Her har mennesket magten, og var livet endda således indrettet, at ethvert dyr, der blev skudt på, øjeblikkeligt blev dræbt, ville der måske ikke være anledning til at gribe ind. Men det er der. For hvad med de hundredtusinder af dyr, der årligt bliver anskudt og derefter går en pinefuld død imøde?

Lad os prøve at betragte dette felt fra en lidt større synsvinkel end den almindelige. Er det naturligt for et medlem af et velorganiseret samfund at være jæger eller lystfisker? Betyder hans indsats her noget for den daglige husholdning, er den, med andre ord, livsnødvendig? Enhver kender svaret. I almindelighed er jagt og lystfiskeri underholdning, men vel at mærke en underholdning for mennesker, der endnu ikke har nået en sådan grad af følelsesudvikling, at de formår at sætte sig i offerets sted. Offeret er her en "død ting", hvad man dog ikke får indtrykket af, når man hører om de eventyrlige kampe, det har kostet at "overvinde" det.

Det er en naturlig sag, at mennesker føler trang til at drive jagt, men man skal i denne forbindelse vide, at begrebet "natur" her har relation til tilstande, som snart vil være at betegne som sjælelige atavismer. Mennesket har, som Martinus klart har påvist det, to naturer: en fra junglen nedarvet, der netop ytrer sig igennem fornemmelsen af en vis glæde ved at udøve magt, enten det så er ved hjælp af rent fysiske våben eller ved hjælp af fysisk position, – og en højere natur, der ytrer sig ved sit modsætningsforhold til alt det, den anden indebærer. Desværre undervises børn endnu ikke klart i dette forhold. De etiske begreber betragtes idag af flertallet som noget svævende, hvad der igen har ført til, at det at være eller søge at være idealist, nærmest er ensbetydende med at være en tåbelig utopist. Er dette tilfældet, må det siges, at der skjult i alle samfund jorden over lever langt flere af disse "tåber", end "realisterne" forestiller sig. Samfundet har, åndelig talt, stadig en pyramidal form, og i denne pyramides øverste del finder vi fremdeles en stor gruppe mennesker, som i det stille søger at praktisere en næstekærlighed, som afviger fra massens derved, at den også omfatter dyr og planter som sin "næste".

Spiller den såkaldt "højere natur" i mennesket da ingen rolle for mennesket i almindelighed? Jo den gør. Den spiller i virkeligheden en så stor rolle, at f.eks. den militære overledelse i de respektive lande er begyndt at gruble over, hvorledes den skal hindre dens konsekvenser, idet det er en kendsgerning, at et ubehageligt – og stadigt voksende – antal unge mennesker på slagmarkerne ikke evner at skyde på fjenden. Det har ved undersøgelser vist sig, at disse unge ikke evner at sigte direkte på et medmenneske, hvorved deres værdi som soldater bliver yderst problematisk. En anden del kaster våbnene og går lige ind i ilden og bliver dræbt, og atter andre lammes psykisk og bliver derved altfor let ofre for fjenden. Man søger nu at finde en speciel formel, der går ud på at gøre unge mænd til "gentlemen", når de er hjemme, og "løver" når de er på slagmarken. Men vort sjælelige system er nu engang ikke forsynet med "gear". Vi kan ikke rent bevidst "koble om" fra menneske til dyr og omvendt. Når vi gør det, sker det automatisk og i den retning, vi ikke selv synes om, nemlig fra ligevægt til uligevægt. Den modsatte retning kræver en del af os. Det er en åndelig "opadbakke" tilstand, som har sine vanskeligheder, men som vi ikke desto mindre altid indlader os på, fordi det er vor eneste vej til at genvinde højagtelsen for os selv.

Var den kollektive samfundssamvittighed ikke undergivet vækst, ville de her berørte forhold slet ikke kunne afgrænses og analyseres. Men det er idag en kendsgerning, at der gennem hele verden går en bølge af længsel efter, at den højere natur i mennesket skal få herredømmet over den lavere. At det første resultat her må blive verdenskrigenes afskaffelse, siger sig selv. Alene det, at man vover at drømme herom, indkalde til omfattende møder og begynde at udkaste ideerne til et "verdensparlament", uden at dette gøres til grin af den officielle presse, er i sig selv et bevis på disse længslers store magt. Verdensfreden vil blive en realitet. Måske ikke i Deres og mit nuværende fysiske liv, men ihvert fald inden for en overskuelig tid. Men med denne fred vil en mængde problemer, som idag kun erkendes af et fåtal jorden over, blive yderst aktuelle. Da vil "det dræbende princip" blive draget frem for almenheden, og enhver vil få undervisning i, hvor langt hans åndelige ansvar i virkeligheden rækker.

Det er i forholdet til disse store problemer, at Martinus kosmiske analyser skal vurderes. Vi, som idag kender dem, kan meget let forfalde til en mistydning af dem, hvad der uundgåeligt vil føre til sekterisme. Den sande forståelse af det verdensbillede, Martinus har bragt os, kommer først frem, når det ses i relation til en udvikling, der i sin natur er tidløs og kun tager hensyn til det mål, der skal nås, nemlig alles naturlige moralske udvikling til en tilstand, hvor dette at dræbe er afskaffet til fordel for dette: at give liv! Og her er det, at Martinus klare krav til den enkelte om at udvikle sig i kunsten at være tolerant, får sin virkelighedsbetydning.

Om så og så mange er blevet vegetarer eller råkostere er ikke det afgørende, såmeget mindre som det er en kendsgerning, at utallige mennesker, som gribes af disse nye ernæringstanker, ikke af den grund bliver mere tolerante af natur. Man æder sig nu engang ikke til tolerance og næstekærlighed. Det afgørende er, at de tanker, vi kæmper for, vinder fremgang på en sådan måde, at de mennesker, som af natur er modne for en ændring i overleverede livsvaner, igennem os får inspiration til denne ændring. For undersøger man dette specielle område, vil man nemlig blive slået af den kendsgerning, alle de, der af natur er vegetarer, alle lever ganske simpelt og enkelt og ikke et øjeblik tænker på at bruge deres hjerner til opsamlingssted for salatopskrifter. Et begavet menneske vil altid hurtigt vide at skaffe sig den fornødne oplysning om – og erfaring for – hvordan det skal opretholde sin fysiske eksistens.

Vanskelighederne ved de kosmiske overgangsperioder åbenbarer sig altid igennem dem, der møder dem med et endnu umodent sind. Sådanne mennesker vil partout figurere som "højtudviklede", hvad der i og for sig intet ville betyde, om ikke de gjorde deres egne liv så vanskelige derved. Også det arbejde, vi står i, rummer denne fare, uden at det kan lægges Martinus til last. Vi må se den kendsgerning lige i øjnene, at store sandheder, som pludselig frigøres, kan føre til katastrofe for de, der tager dem til indtægt for egne ejendommeligheder. Sådan har det altid været, og sådan vil det også være endnu i lange tider fremover. Men sandhederne kan ikke forblive skjult af den grund, og når Martinus har følt det som sin pligt at delagtiggøre en almenhed i sine kosmiske oplevelser, beror det helt enkelt på, at der i den samme almenhed er et behov for en højere åndelig indsigt end den hidtil kendte og gældende. Vi, som ved vor tilknytning til den ideverden, han har åbenbaret for os, er blevet formidlere af denne viden, må blot hele tiden holde os for øje, at denne viden er givet til alle og aldrig kan eller må indkapsles i en sekt eller noget dermed beslægtet. Sker dette, er skylden ikke hans, men vor, og vi vil da opleve, at andre vil gøre det arbejde bedre, som vi svigtede.

Vi må med andre ord prøve at løse den opgave, det er, både at leve med de andre – og leve vort eget liv. Og det sidste kan vi kun gøre ved at være blandt "de stille i landet". Begynder vi at demonstrere ved ligervis som filistrene at udbryde: "Herre, jeg takker dig, at jeg ikke er som disse–!", forspilder vi enhver chance for at befordre de tanker, vi brænder for! Det er derfor af yderste vigtighed for enhver af os, at vi på een og samme tid selv vokser i indsigt, samtidig med at vi opøver os i evnen til at fortolke vor viden på en sådan måde, at det ikke blot er vor egen røst, vi hører, men også klog og kærlig oplysning vi spreder.

– – – – –

Som De vil se, rummer de oplysninger, vor avis bringer os, store muligheder for kosmisk tænkning. De vil ikke idag kunne åbne et eneste blad eller tidsskrift, uden at det, De læser, ikke på en eller anden måde har relation til det verdensbillede, Martinus har delagtiggjort os i. Som alt, hvad vi ellers oplever, har en både timelig og kosmisk side, har ethvert skrevet ord det samme. Det er for at lære Dem dette, at disse breve skrives. For Deres åndelige viden må ikke blive gold. Den skal være en stedse rindende og livgivende kilde bag alt det, døgnet bringer Dem. Vi må ophøre med at leve i "to verdener", – vi må dygtiggøre os i dette at se Guddommen og verdensplanen bag alt, hvad vi møder og kommer i berøring med. Gør vi ikke det, vil vi åndeligt forkalke, og vor viden vil da kun blive et middel i den form for åndsliv, man kalder "ophidsede diskussioner" – – og så er vi netop så langt borte fra Martinus milde og blide ånd, som vi kan komme!

Og så til slut blot dette: falder De selv over et stykke i en avis, et tidsskrift eller en bog, som De gerne vil have gjort til grundlag for et brev, så send mig det!!! Mine breve er måske nok offentlige, men de er også en korrespondance mellem Dem og mig! Og endelig: har De et problem, som De mener også angår andre, så lad os drøfte det! Husker De brevet om vedkommende, der ville begå selvmord? Havde De set den strøm af breve, jeg i den anledning modtog fra mennesker, som var inde i den samme negative tilstand, ville De forstå, at et virkeligt pinende problem næsten altid er almengældende, og at De og jeg på den måde har en enestående chance for at være både hinanden og flere til nytte. Jeg har jo den lykke at bo sammen med Martinus, hvad der i Deres og mit forhold betyder, at jeg altid går til ham med Deres problem, såfremt jeg ikke magter det – lad os alle være enige om at benytte den chance, livet her har givet mig!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!