Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For tyvende gang i mit liv gør jeg nu klar til at forlade Klint og vende tilbage til arbejdet i København. Tyve somre, hvoraf den første helt blev anvendt til at forberede alt det, der senere hændte, ligger nu bag mig og dog er det med samme vemod som i årene før, at jeg pakker mine sager og begynder at indstille mig på Mariendalsvej. Sensommersolen bager nedover os, og i haven lyser og gløder netop de blomster – stauderne – der altid forkynder, at et sommerkredsløb er ved at være fuldbyrdet. Her er så umådelig smukt heroppe netop nu, at det kniber med at forstå, hvorfor alt nødvendigvis må skoddes til og lukkes af på et tidspunkt, hvor så mange endnu kunne få en vidunderlig ferie. Men Danmarks ferieland er affolket. Alle er vendt tilbage til arbejdspladserne, og børnene er påny i skole.

For den, der idag ser Kosmos Ferieby for første gang, vil det være en umulighed at forstå, at denne plet for blot tyve somre siden var en øde sandmark. Overalt har frodige træbælter standset den dengang så uregerlige blæst, og huse, der engang lå åbne og nøgne, er idag omgivet, ja, næsten skjult af træer og buske. Her, hvor man dengang ikke så andet end markens blomster, ser man nu sommeren igennem tusinder af vilde roser, hvis store orangerøde frugter idag i tusindtal gløder i sensommersolen. Netop disse roser bringer mig til at mindes en lille oplevelse fra den første sommer. Vi havde plantet dem, men de var så små, at græsset meget hurtigt truede med at kvæle dem. Da jeg nødvendigvis måtte rejse hjem nogle dage, bad jeg en lille bondedreng, der dengang altid var omkring os, om at luge dem, medens jeg var væk, og jeg gav ham med det samme en tokrone for ulejligheden. Jeg blev derfor noget overrasket, da jeg igen vendte tilbage og så, at roserne stadig kæmpede deres ulige kamp med græsset. Drengen kom springende glad og fornøjet for at hilse på mig, absolut ikke præget af nogen som helst dårlig samvittighed. Da jeg spurgte ham om grunden til, at han ikke havde udført det lovede arbejde, svarede han frimodigt, at det havde han helt glemt, og da jeg mindede ham om, at han dog havde fået sin betaling, meddelte ham mig med det gladeste drengesmil, at "det er da osse kun tosser, der betaler forud!" Drengen er voksen nu, og roserne dækker en næsten to meter bred bræmme langs hele vejen. For andre en selvfølge, for os, der dybt inde i vor erindringsverden gemmer utallige billeder fra disse første somre, et billede på den vækst, der har fundet sted heroppe og som i den sommer, der nu går på hæld, krones med ikke mindre end 8 store nye bungalows.

I min egen tilværelse betyder afslutningen på sommeren 1953 et afgørende skel. Vi har i disse dage solgt vort gartneri til en af egnens beboere, som vi har lært at sætte pris på, og den sidste rent materialle byrde, der hvilede på mine skuldre, er dermed borte. Tilbage har vi nu kun foredragssalen og de store pavilloner eller netop det, som vi ikke agter at skille os af med. Et syvårigt kredsløb er hermed fuldbyrdet fra den dag vi købte Klintsøgaard, og jeg ser nu trygt frem til den tid, hvor alle mine kræfter kan blive viet det åndelige arbejde, jeg så ofte måtte lade hvile til fordel for de ting, der skulle og måtte gøres på denne plet.

De ved alle, at Kosmos Ferieby udelukkende blev skabt i den hensigt her at bygge en "sommerskole" for Martinus åndsvidenskab. Havde vi dengang, vi gik igang med denne opgave, kunnet se frem til det, der idag er materialiseret, tror jeg nok vi ville have gjort store øjne. Og dog er det vi indtil nu har nået kun etaper på vejen fremover. Denne ferieby vil aldrig ophøre med at vokse så sandt som, at den ånd, der ligger bag den, ikke er af tidsbegrænset natur. Vi har set det denne sommer, hvor en meget lang række stærkt besøgte foredrag til overdådighed har bekræftet, at vore drømme fra dengang er blevet mere end opfyldt. Fra nær og fjern har vi i denne sommer haft gæster. Jeg har lyttet til røster fra så fjerne egne som Island og Indien, og jeg har set kontaktlinier blive skabt mellem mennesker fra mange lande. Var det ikke det, vi drømte om dengang?

Og nu? Om få uger står vi igen på vore talerstole landet over. For at aflaste Martinus for rejser i vinter, således at han i videst mulig udstrækning kan arbejde på Livets Bog, genoptager jeg påny arbejdet i Odense. Men andre byer har meldt sig i mellemtiden, og både Mogens Møller og jeg ser han til en vinter, hvor ihvert fald de fem af ugens aftener bliver optaget af arbejde i vor ideverdens tjeneste. Det er ikke her stedet at gå ind på detaljerne i vore planer, de vil blive sendt direkte til enhver interesseret, men så maget kan jeg dog sige, at det ikke vil vare længe, før nye studiekredsledere må begynde at træde til. Kravet om at lære Martinus kosmiske analyser at kende vokser meget stærkt. Den sæd, der igennem de svundne år er blevet sået, begybder at sætte frugt. Men den åndelige hunger jorden over er stor, og vi må blive mange, om ikke byrderne skal forekomme den enkelte uoverkommelige.

Vort arbejdes rent internationale natur begynder at blive et problem for os. Ustandseligt modtager vi fra fjerne pladser breve, der fortæller os, at kravet om oversættelser ikke ret lang tid endnu vil kunne forblive ubesvaret. Da der imidlertid her er tale om et ihvertfald i øjeblikket uløseligt økonomisk problem, har vi i denne sag indtil videre ikke andet at gøre end at lægge den i forsynets egen hånd. Dette hindrer imidlertid ikke, at dygtige mænd og kvinder rundt omkring sidder og arbejder med disse oversættelser, således at de er klar den dag midlerne er tilstede. Det er især vore danske venner i udlandet, der er svært stillet, når de vil indvie deres indfødte venner i de tanker, de har mødt i Livets Bog. Og hvor stor værdi dette værk har for mennesker, der lever langt fra vore kyster, vil efterfølgende citat, som jeg har fået overladt af en af mine venner, fortælle Dem lidt om. Brevskriveren bor så fjernt fra os som i Buenos Aires. Han skriver:

"Som De ved, købte jeg alle de forskellige bøger, Martinus har skrevet, inden jeg rejste fra Danmark, og jeg er nu kommet til femte bind af Livets Bog. Jo mere jeg læser, jo mere føler jeg mig overbevist om, at Martinus er det højeste, der indtil dato har været offentliggjort om det såkaldte "okulte". Og hans over alle andre fremragende intelligens viser sig tydeligt i den utrolig klare og letfattelige måde, han fremstiller tingene på. Efter at jeg har pløjet mig igennem alle teosofiens, antroposofiens, rosenkreuzernes og Paul Bruntons etc., etc. værker, må jeg nu erkendt, at det er spildt tid. Martinus har det hele, klarere, sandere, uden den megen "mystik", og ovenikøbet skrevet på en speciel måde, for at hamre det ind i ens bevidsthed. Når han gang på gang i sin bog kommer tilbage til den samme ting, er det jo ikke tom gentagelse. Det er altid den samme ting set fra et andet synspunkt for på denne måde at indgravere det i læserens bevidsthed. Jeg håber, han snart har 6te bind færdigt!"

Disse ord er skrevet af en mand, der har en høj stilling indenfor Ø.K., og de fortæller os, der har Martinus så meget iblandt os, at en og anden nok af og til kan glemme, hvad det er, han har for øje, at hans liv ikke hører til dem, der "glemmes, som sne, der faldt ifjor". Jeg har mange gange i de svundne år måttet høre udlændinge fortælle mig, hvor lykkelige vi må være over, at vi har ham iblandt os. En fremragende ceyloneser betroede mig således engang, at danskerne måtte have en vindunderlig skæbne, når Martinus var født iblandt dem. Det samme sagde Indiens fremragende jurist Puruhit der var vicepræsident for den internationale juristkongres i København for få år siden. Mon ikke alle disse mænd og kvinder ser noget, vi er tilbøjelige til at glemme eller overse? Jeg tror det!

– – – – – – – –

Påny er en sommer svundet bort på denne skønne plads. Kun det nedtrådte græs vidner om de mange tusinde trin, der nu er gået. Latteren er forstummet – feriebyens bevidsthed har simpelthen trukket sig tilbage og vil først blusse op igen, når en ny sommer er over os. Var dens ånd da således som vi ønskede det? I sin store artikkel i "Berlingske Tidende" den 16. august d.å. om Martinus siger Edith Ryssel: "Og hvem er det så, der bor i denne by? Allesammen mennesker af intellektuelt tilsnit. Alle folk, der dyrker Martinus åndsvidenskab. Folk, som gennem hans lære søger at finde en mening med tilværelsen udover den fysiske, jordiske. Det er stilfærdige mennesker, næsten alle kender hinanden, de fleste er kommet her år efter år, roligt samtaler de om den interesse, de har fælles. Kosmos ferieby har sin egen atmosfære, den er mild, glad og næstekærlig, – en fremmed gæst kaldte den ophøjet!"

– – – – –

Disse ord blev skrevet af et menneske, som kom herop uden kendskab til Martinus eksistens. De er blevet læst af tusinder, – kan vi ønske os et smukkere vidnesbyrd om vort arbejde heroppe? Jeg tror det ikke!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!