Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For første gang i nitten år holdt jeg ikke pinse ved Klint, idet jeg havde lovet vore svenske venner at tale i den svenske afdeling af Kosmos ferieby: Kosmos ferie- og studiehem ved Varnhem i västre Götaland, en vidunderlig plads, som ligger nordvest for Göteborg. Da arbejdet ved Klint i år har været temmelig forceret, var det ikke muligt for mig at rejse herfra, før pinsen næsten var over os. Imidlertid havde en af sagens trofaste venner i Malmö, hr. Sven Johansson, lovet at køre mig direkte fra Malmö til Varnhem, en tur på adskillige hundrede kilometer igennem det skønne Syd- og Mellemsverige. Vi startede tidligt lørdag morgen i det vidunderligste vejr, man kunne ønske sig. Da jeg aldrig før har haft lejlighed til at se andet af Sverige end det, de fleste danskere er fortrolig med, finder jeg ingen grund til ikke at udtrykke, at jeg glædede mig meget til turen, som blandt andet ville føre mig gennem Småland, min fars forældres hjemland. I modsætning til danskerne, som jo først nu får fri hastighed, har svenskerne forlængst vænnet sig til at køre med lyntogsfart. Jeg vil ikke skjule, at det af og til gippede temmelig meget i mig, når speedometret stod på 125 km, og lyden af forbipasserende vogne lød som skarpe pistolsmæld. Men Sven sad trygt ved rattet, og da han foruden mig havde både sin hustru og sine tre dejlige unger i vognen, gik jeg ud fra, at han selv kendte sit ansvar. Medens Skåne på så mange områder minder om Danmark, er det modsatte tilfældet med Småland. Her begynder skovene og bjergene for alvor at dominere. Selvom vi også har store skove i Danmark, virker det meget ejendommeligt at se disse mægtige skovarealer med fyr og gran, som kun afbrydes af småbyer, søer og elve. Vi passerede Värnamo og Jönköping og fik et hastigt glimt udover den solbeskinnede Vättern. Endnu skinnede solen nedover landskabet, men da vi begyndte at nærme os vort bestemmelsessted, trak tunge skyer op i horisonten, og da vognen endelig gled bort fra hovedvejen og op ad det sidste lille stykke mod feriebyen, begyndte regnen at sile ned.

Men selvom vi ankom i regnvejr, mødte der os ingen triste miner. Kosmos ferie- og studiehem ligger meget højt oppe i et af Sveriges skønneste skovområder. På alle sider omgivet af ældgamle skove og med udsigt nedover Götadalen er den selve inkarnationen af idealet af en ferieplet for mennesker, der ikke absolut kræver hav omkring sig. Ikke langt fra feriebyen lå for århundreder siden et munkekloster, hvis ruiner stadig eksisterer. Disse munke indførte kirsebærtræet i Sverige, hvad der resulterede i, at der her på bjerget findes utallige kirsebærtræer, hvis bær enhver må spise af, så mange de lyster.

Jeg havde hørt meget om vor "lille, svenske afdeling", så jeg var jo noget spændt på at se, hvorledes man her havde løst de problemer, som skabelsen af en ferieby altid medfører. Når jeg sætter ordene: "lille, svenske afdeling" i gåseøjne, er det fordi, enhver illusion om denne ferieby som lille er helt misvisende. Vi startede ved Klint med små seks tønder land, svenskerne har startet med ca. 20 tdr. land. Vi startede med 7 bungalows, svenskerne har startet med et ret stort bygningskompleks bestående af en administrationsbygning og et stort anneks, der foruden ganske storartede værelser med moderne bekvemmeligheder også indeholder et rum til foredrag og musik. At meget af det endnu ikke er, som de ønsker det, er en sag for sig. Når man betænker, at det er skabt langt borte fra alfarvej, oppe i en ellers ret øde bjerg- og skovegn, må man bøje sig for det initiativ, som her er taget. Føjer man så hertil, at denne opgave i virkeligheden helt er løst af en enkelt kvinde, nemlig folkeskolelærerinde Sigbritt Therner, som selv har bekostet det hele, og det er en sum, som stærkt nærmer sig 100.000 danske kroner, forstår man sikkert, at denne afdeling ikke med rette kan betegnes som "lille".

Een ting slog mig straks, jeg ankom, og det var, at her mødte jeg igen den pionerånd, som herskede hos os i årene omkring 1934-35. Jeg kendte kun ganske få af de fremmødte, men blev selv overalt mødt med tiltaleformen "du" og "Gerner", hvad der uundgåeligt bevirkede, at jeg med det samme følte mig hjemme. Vi var ialt ca. 35 voksne mennesker, som bortset fra mig selv var kommet fra alle dele af Sverige. Der var mennesker fra Helsinkiland og Norrland, fra Stockholm og Uddevalla og fra andre pladser, hvis beliggenhed jeg dårligt nok nåede at blive fortrolig med. På grund af fornavnssystemet varede det temmelig længe, før det gik op for mig, hvem og hvad de forskellige var, men efterhånden forstod jeg, at det alle var folk, for hvem Martinus verdensbillede var andet og mere end midlertidig overfladeinteresse. De fleste af dem var kommet ind i vort arbejde igennem frisksportbevægelsen, som synes at have en egen evne til at knytte folk sammen. Alle var de vegetarer, og alle var de dejligt frie og usnobbede. De var klar over, at Martinus arbejde var det, de havde ventet på, og de var nu kun optaget af den ene ting: hvorledes skal vi bedst muligt arbejde for dets udbredelse i Sverige.

Selvom jeg i den korte tid, jeg var iblandt dem, kun havde lejlighed til at holde tre koncentrerede foredrag, føltes det alligevel, som om mit ophold blev til eet stort foredrag, idet jeg ind imellem havde et utal af vigtige samtaler med næsten hver enkelt. Meget vigtige beslutninger, som kan få vidtrækkende betydning, blev truffet. Eet var jeg især meget lykkelig for, og det var, at mange af de fremmødte tilhørte min egen aldersklasse og var mænd i fremtrædende stillinger. Den ungdommelige begejstring, som nok er meget smuk, men også ofte meget farlig, var et overstået stadium for disse mænd. De ville noget med deres liv, og der opstod imellem os et indbyrdes venskab, som vi hver for sig venter os meget af. En af deltagerne, hr. Hugo Sjöberg, var direktør for en nærliggende stor mostfabrik, som vi beså anden pinsedags morgen. Når jeg nævner det her, skyldes det, at jeg kunne ønske enhver af denne sags interesserede at se dette store, hypermoderne foretagende, som udelukkende beskæftigede vegetarer, og som ledes fuldkommen i Martinus ånd. Alt strålede i rustfrit stål, og alt bar præg af den idealisme, som boede i lederens sind. Sammen med vore andre venner deroppe var det blevet besluttet at udgive en forretningsavis, som med visse mellemrum skulle fordeles i flere hundredtusinde svenske hjem. Hvert af disse numre skulle indeholde en artikel som Martinus arbejde. Denne artikel vil blive skrevet af vor mangeårige ven, redaktør Agne Windmark, der her får sit ønske om at hjælpe os i vort arbejde opfyldt på en for ham særdeles lykkelig måde. Såvidt jeg forstod, var det Agne og Hugo, der havde taget initiativet til dette møde, som vi alle enedes om skulle blive en tilbagevendende årlig tradition.

Som De vil forstå, er jeg meget fristet til at fortsætte min skildring af denne pinserejse, som gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig. Jeg genoplevede her den vidunderlige stemning, der herskede ved Klint, da vi for 19 år siden gik igang med vor skabelse her, og jeg føler trang til at give Sigbritt Therner, som jeg har lært at kende som et af de nobleste mennesker, jeg har mødt, mine allerkærligste ønsker med på vejen fremover. Jeg har kendt hendes kampe, og jeg ved, hvormange vanskeligheder hun allerede har overvundet. Aldeles uselvisk har hun her taget en opgave på sig, som ingen ville vente, at et par spinkle kvindeskuldre kunne bære. Men de kan det! Vær forvisset om, at det vil lykkes hende at skabe en ferieby på det skønne Billingens top, som vil blive anerkendt på samme måde som moderbyen i Danmark. Det er en "pælerod", Martinus arbejde her sender ned i den svenske muld, og jeg vil inderligt håbe, at mange af vore venner her i Danmark en dag beslutter sig for et besøg deroppe. Det er andre forhold end her, men for den, der søger ensomheden, og som elsker skoven og de store vidder, er det et vidunderligt sted. Vore svenske venner har allerede slået kres omkring Sigbritt, og det var et ualmindeligt hjerteligt hurra, der hilste hende, da vi anden pinsedag i strålende solskin sagde hende farvel og påny susede nedover västre Götaland, Småland og Skåne. Jeg havde måttet holde alle mine foredrag på "skandinavisk", så da jeg igen gik ombord i Malmö, følte jeg det som om, der var sluppet en hel bikube løs inde i mit hovede, og det bedredes bestemt ikke af, at jeg der traf et meget levende engelsk lægepar, med hvem jeg straks kom i en yderst livlig samtale om åndelige problemer, – jeg var faktisk meget træt, da jeg over midnat igen traf Martinus, der også måtte have et referat af rejsens forløb.

– – – – –

Jeg er nu igen ved Klint, og også her er vi igang med at løse store problemer, der nu trænger sig på. Som De alle ved, erhvervede hr. dr. Ankerbye vor store hovedbygning d. 1. april, og han har siden været i fuld gang med at indrette den til et af dette lands største vegetarkursteder. Selvom denne omdannelse endnu står på, er det ikke for tidligt at løfte lidt af sløret om de planer, som dr. Ankerbye tumler med, idet de i allerhøjeste grad angår os allesammen. Det har jo igennem mange år været vor drøm at kunne gøre en virkelig social indsats med vor store ferieby, og meget tyder på, at denne drøm nu nærmer sig sin virkeliggørelse, idet vi nu har den læge, der hele tiden har været savnet. Da jeg første gang forhandlede med myndighederne om en udvidet anvendelse af feriebyen til gavn for rekonvalecenter, strandede forhandlingerne på, at vi ikke havde fast ansat læge på stedet. Nu er vi ude over dette problem, og sammen med dr. Ankerbye vil vi nu prøve at tage disse planer op påny og søge at få dem realiseret. Når dr. Ankerbye er færdig med sine ombygninger, vil Klintsøgaard simpelthen være en drøm for de mennesker, der i så mange år har ønsket et vegetarkursted at kunne tage til, når sygdom og modgang mødte dem. Det er dr. Ankerbyes ønske, at Klintsøgaard i videst mulig udstrækning må finde anvendelse indenfor den kreds af mennesker, der søger at ændre deres livsvaner, og for at komme enhver imøde så langt han formår, har han udarbejdet en prisliste, der skulle kunne akcepteres af enhver. Jeg har fra flere sider hørt, at vi nu har "mistet" Klintsøgaard. Ingen fejltagelse er større. Vi har i virkeligheden nu først "fået" den, idet dr. Ankerbye er villig til at modtage enhver som gæst. Kun må vedkommende, af hensyn til de øvrige gæster, underkaste sig en obligatorisk lægeundersøgelse ved ankomsten. Den koster kun 10 kr. og skader bestemt ingen! Vi trænger vist alle, når alt komm er til alt, til at en læge kigger os efter i sømmene engang imellem! Skulle De ønske yderligere oplysninger om opholdet på Klintsøgaard, så skriv blot, enten til os eller til overlægen selv!

Vedrørende vor egen sæson sker der jo i år den udvidelse, at Martinus i selve højsæsonen foruden de ordinære foredrag, vil benytte lejligheden til at holde en række koncentrerede kursus således, at de, der ønsker det, kan få lejlighed til at uddybe deres åndelige kundskaber endnu mere, end tilfældet har været de andre somre. En ny praksis holder hermed sit indtog i feriebyen, en praksis som vi glæder os til at udvide, såsnart lejlighed bydes os!

– – – – –

Fra andre sider har jeg hørt om, hvor dejlig pinsen formede sig her i feriebyen. Foredragssalen var fuld til Martinus foredrag, og vejret hørte jo til det bedste pinsevejr i mange år. Selv har jeg nu lovet mig bort i pinsen, sålænge det kan lade sig gøre, og det er jeg lykkelig for, idet jeg føler, at jeg har en opgave at løse blandt vore venner "på den anden side sundet". Men selvom jeg følte mig umådelig lykkelig under mit ophold oppe i Varnhem, hændte det, at jeg ind imellem mærkede et lille stik i hjertet ved tanken om alle de danske venner hernede, som jeg ikke fik hilst på. Jeg håber imidlertid på, at vi mødes her, når sommeren for alvor er over os, – og jeg ved, at jeg skal opleve et hjerteligt gensyn med mange af vore svenske venner, som alle følte, at de måtte ned til denne plet og lære os at kende!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!