Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

et større ansvar overfor livet. Hvor det åndeligt døende og det åndeligt døde menneske kun ser stof eller materie, altså "døde kræfter", ser det kosmisk indstillede ikke alene liv og bevægelse, men også guddommelig tanke og hensigt, hvad der medfører store krav til det selv. Det føler, at der på dets skuldre hviler et stort ansvar og er ved denne følelse knyttet direkte til det rigtige menneskerige, som ved dem er ifærd med at "blive af denne verden".

Årsagen til denne voksende forståelse beror udelukkende på den forskydning i grundenergiernes indbyrdes konstellation, der har fundet sted under disse omfattende lidelsesprocesser. Som hunger og mættelse afløser hinanden i det mindre, gør de det også i det større, og i sit forhold til krigen har menneskeheden nu nået mættelsesstadiet, hvad der let ses af den kendsgerning, at man på alle områder søger at "humanisere" den rædsel og elendighed, som krig altid har været og altid vil være. Man har således ikke længere "krigsministre", men kun "forsvarsministre". Der findes ikke længere "angribere", men derimod kun "forsvarere" osv. På alle områder søger man at bibringe almenheden, der nu åbent ytrer sin tvivl om krigens værdi i det hele taget, den forestilling, at det udelukkende er "de andre", der vil krigen. Selv er man så absolut krigens modstander, at man aldrig ville røre et gevær, hvis – –. Man søger kort sagt at føre krigen op på et højere plan, men hertil er kun at svare, at det tåler den specielle mentalitet, som ligger b ag krigen, ikke. Dens gru og bestialitet kan kun beskyttes af tågeagtige fraser. Såsnart man får den frem i lyset, kommer dens sande åsyn frem, og ingen er da i tvivl om, at den i sit hele væsen kun udtrykker det jordiske menneskes mangel på kontrol over junglekræfterne i dets egen tanke- og begærverden. Intet normalt menneske ønsker at få sit eget liv sprængt i stumper og stykker, men derfra og så til at forstå, at denne indstilling også er næstens, er et længere spring, end flertallet idag formår at tage. Det er denne mangel på forståelse af næstens ret til livet, næstens ret til at bygge sin tilværelse op, som han nu synes det, der fører til de store konflikter. Men disse konflikter er nødvendige, for at de process er, der skal føre menneskeheden ud af dødens domæne, kan blive fuldbyrdet. Mennesket af i dag mangler ikke intellektuel viden. Det mangler moral. Det mangler evnen til at sætte sig i andres sted, evnen til at vise hensyn og evnen til at føle den universelle plan bag alle dagliglivets detaljer. Mennesket har en krigens videnskab, på hvis alter det ikke alene ofrer nationens formue, men også den ungdom, der skulle bidrage til en højnelse af såvel det fysiske som psykiske niveau. Mennesket er blevet sin egen Guddom, og verden omkring er blevet en åbenbaring af denne Guddoms kosmiske uvidenhed.

Midlet imod denne tilstand, hjælpen til at komme ud af den tilsyneladende evig onde cirkel er skabelsen af den fredens videnskab, der, fast forankret i en dyb, dagsbevidst erkendelse af Guddommens sande og absolutte eksistens, påviser for den enkelte, at den største modstander af hans livslykke ikke iksisterer udenfor, men derimod inden i ham selv!

Men denne fredsvidenskab må, som forudsætning, have netop den tilstand, det jordiske menneske i dag befinder sig i, og som afslører, at det udviklede menneske er blevet bevidst i sin egen ensomhed og nu kender sig "nøgen". Det jordiske menneske "fryser" midt iblandt alle de goder, dets intellekt har frembragt, og det længes efter en verden, hvor den pinende ensomhedsfølelse, der i dag fører så mange til nerveklinikker og sindssygehospitaler, må blive afløst af en kollektiv glæde over dette at være til. Det begynder at forstå, at man udmærket kan bevare sin egen individualitet, sin egen personlighed, selvom man søger at gå op i de andres liv og hjælpe der, hvor midler og evner rækker. Denne gradvise forandring i indstilling kan hverken sinkes eller forceres. Den er af kosmisk natur og beror, som allerede antydet, på en indre forskydning mellem de kosmiske grundkræfter i den enkeltes sjæleliv. Overalt bliver vi vidne til, hvorledes de uintellektuelle kræfter: instinkt og tyngde – anelse og eksplosion – gradvis komm er under kontrol af de intellektuelle kræfter: følelse og intelligens. At denne kontrol i begyndelsen ofte må svigte, er givet. Men udviklingen går sin gang, og mange mange mennesker er i deres udvikling nået dertil, at tilværelsens fornemste kraft eller energi: intuitionsenergien, begynder at gøre sig så stærkt gældende, at deres kontakt med verdensplanen påny er blevet genoprettet. Disse mennesker, der mere udmærker sig ved stilhed og sjælelig ydmyghed, end ved grov og anmasende fremtræden, udgør i virkeligheden et kommende, altomfattende verdensriges begyndende urokkelige støtter. De venter ikke en forvandling af jordmenneskeheden ved vold og diktatur, idet de kender disse kræfters uhyre begrænsethed. De ved blot på en måde, de ofte mangler ord for at udtrykke, at menneskeheden har passeret et kosmisk tidehverv, og at udviklingens pil nu klart peger frem imod en verden, hvor krigen og hadet dag for dag vil tabe terræn. De rystes ikke ved tanken om "en ny verdenskrig", thi de ved, at komm er den, vil også den en dag vise sig at have været et nødvendigt led i det jordiske menneskes omskabelse fra dyr til menneske.

(Danske læsere, som ønsker en udredning af den sociale del af den i de foregående afsnit skildrede mentale forvandlingsproces kan købe: Martinus: Et internationalt verdensrige under skabelse. Dette hefte udgør et særtryk af 4. kap. i Livets Bog I og koster kun kr. 1,50)