Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et af beviserne på, at mennesket er andet og mere end en rent timelig foreteelse, er den kendsgerning, at ethvert tænkende menneske, når det oplever koncentreret modgang, uundgåeligt når til et punkt, hvor det spørger sig selv, hvorfor det skulle opleve denne modgang. Der ligger i ethvert fremskredent menneske en indre dyb fornemmelse af, at de ting, der møder os på vor vej, har en anden og videre opgave end blot den at gøre os modløse og ulykkelige. Det er, som om vi alle føler, at hvis – ja, hvis vi kunne få den dybere mening at vide med det, der i øjeblikket tynger os til jorden, så ville det hele ikke være så uoverkommeligt, som det synes os.

Karakteristisk nok komm er dette spørgsmål aldrig frem, medens selve oplevelsen er over os. Da er vi kun optaget af "forsvaret". Vi ser da kun alle de smådetaljer, som senere helt mister deres betydning. Nej, spørgsmålet fødes først, når tiden har skabt et vist perspektiv og dermed "klaret" synet. Alle udviklede mennesker, – og et menneske er jo n etop kun udviklet derved, at det føler, at der må være en dybere mening med alt det, det oplever, – må overfor sig selv indrømme, at de står i større gæld til modgangen end til medgangen. Modgangen former og forædler os. Sandt nok kan den også gøre et menneske livsbitter, men dem, der har det sådan, afslører kun, at de endnu befinder sig indenfor de kosmisk dødes rækker. For dem dækker ordet "Gud" kun noget, de endnu ikke har virkelig brug for. De er sig selv nok, og kunne de få deres vilje, ville deres bitterhed hastigt vige. Anderledes derimod med mennesket som er ifærd med at opstå fra de kosmisk dødes rækker. Sorg og glæde har her fået større perspektiver, og det er da også til sådanne mennesker, dette brev er skrevet.

Modgang er jo som regel resultatet af en fristelse. I mange tilfælde oplever vi denne fristelse i dette liv og kan derfor readressere den til dens årsag. I andre tilfælde fortoner fristelsen sig tilbage til tidligere liv, og da kan vi kun gisne på dens natur. I "gamle dage" havde man "fristeren" at kunne skyde skylden på. For disse mennesker var "Djævelen" en realistisk virkelighed, og man forstår så udmærket deres behov for nåde og anden form for tilgivelse. Anderledes derimod med mennesket, som er vokset opover den guddommelige suggestion og må klare problemerne alene. Her er det ikke "fristeren", der interesserer, men derimod selve det problem, at man kan blive fristet! Hvorfor kan man det, og hvordan kan man undgå det?

Prøv at se problemet fra en helt anden synsvinkel. Prøv at spørge Dem selv, hvorledes livet ville se ud for os, om vi ikke kunne blive fristet. Hvorledes skulle vi da blive formet, eller rettere sagt: omformet? Vort sind er andet og mere end det, både andre og vi selv kender. B ag vor endnu ikke særligt vågne dagsbevidsthed skjuler der sig vældige uopdyrkede områder. Vi er ikke færdige mennesker, men mennesker på vej. På vej imod at blive rigtige mennesker. Vi kan få at vide, hvorledes et rigtigt menneske reagerer på alle situationer, og vi kan tilsyneladende forstå det med vor forstand, men leve det, være det – nej! Gang på gang må vi opleve det, man kalder "moralsk nederlag". Vi mente os stærke nok, kloge nok, og alligevel gik det hele istykker mellem vore hænder. Nazaræeren afslørede noget dybt jordmenneskeligt, da han formede sætningen: "Hvo, som synes at stå, se vel til han ikke falder!" For alle enten har vi, eller skal vi opleve disse moralske nederlag for helt at forstå, hvad Guds vilje egentlig er. Vor egen vilje er vi ikke alene fortrolig med, men vi kan også være så nogenlunde sikre på, at den spiller ind selv der, hvor vi tror, at vi handler i kontakt med universets viljeførende kræfter. Ad tusinde for os ukendte veje komm er den frem og griber ind, og dens farlighed er aldrig større end der, hvor vi føler os overbevidst om vor egen uselviskhed. Her er det, at fristelsen har sin store værdi, ja sin kosmiske mission. Gennem utallige konfrontationer med dette eller hint, kaldes de tilstande, der skjuler sig i vor sjæls dybder op på overfladen for at bestå deres prøve. Er de da barn af vor selviskhed, vil de uundgåeligt gå en hård slibningsproces imøde. Kan man ikke altid se deres sande natur? Kun sjældent. Langt de fleste af vore begær iklæder sig altid uskyldighedens snehvide kåbe, før de træder frem på livets arena! Ikke uklogt har en mand engang sagt, at den største forretning, man overhovedet ville kunne gøre, var den at købe mennesker for det, de virkelig er værd, og sælge dem for det de selv tror, de er værd! Det er en af livets kærlighedsgerninger imod os, at vi endnu selv er ude af stand til at foretage en virkelig moralsk vurdering af vor sjælelige habitus. Kunne vi det, hvorfra skulle vi da få mod til at leve videre. Men selvom livet her viser os stor kærlighed, agter det dog ikke at lade os forblive på det trin, vi er nået til. Og det alene ejer midlet til at føre os fremad og opad, thi det alene evner at stille os overfor den uimodståelige fristelse! Når vi møder den, træder det, vi først på et meget sent tidspunkt evnede at give navnet: skæbne, i funktion. Og skæbnebegrebet dækker jo blot over den kendsgerning, at slibningen og omformningen af vort sind gør ondt. Gjorde det godt, styrtede vi os jo alle ud i hav af orgier. Men nu har livet efterhånden lært os ikke så lidt om sin egen natur. "Brændt b arn skyer ilden! siger ordsproget, og på visse områder er vi alle godt forbrændt! Men på andre områder bor den arktiske kulde endnu i vor sjæl, – og der har vi uimodståelige fristelser tilgode! Det er den indre dybe viden om dette forhold, der har fået de virkeligt store til at give os deres liv og viden, for at vi igennem dem kunne få kræfter til at klare stormene, når de kom over os. De vidste alle, at de ikke kunne leve vort liv, men de havde selv i tidligere liv erfaret, hvilken lykke det er, når kærligheden i form af visdom træder ind i et menneskes liv og tilhvisker det den dybe trøst, at modgangen kun er camoufleret lys, og at der forude venter helt nye og langt skønnere livstilstande end de, vi i øjeblikket kæmper med.

Martinus har så ofte sagt, at han er kommet for at vise menneskene "Gud i m ørket"! Da mørket er de tilstande, vi kommer i, når fristelserne har overmandet os, og vi fortvivlet råber efter meningen med den smerte, vi er kommet til at opleve, må jeg se således på dette problem, at ingen har ydet os større hjælp, end han har gjort det med sine analyser, der i alle livets situationer peger hen på os selv som enhver af vore lidelsers første årsag! Hadet er, takket være disse analyser, blevet hjemløs i det menneskes sind, der har forstået analysernes inderste væsen. Det kan gøre en ondt at se, at andre lider under dette had og farer vild i det, men dele det kan man ikke, thi man forstår, at man ikke skal blande sig i Guddommens opdragelse. Det er her let at se, at Guddommen for det fremskredne menneske må blive "Faderen". Thi ingen normal far, der tugter sit barn, gør det af had, men kun af moralsk pligtfølelse. Og man forstår, at den guddommelige tugt må ske fyldest for enhver af os, thi uden den ville vi alle blive til "saltstøtter" eller åndeligt døde og stillestående væsener. Men takket være de uimodståelige fristelser og de bag dem skjulte guddommelige "tugtelser" vokser vi alle i indsigt og kundskab og når en dag frem til at kunne leve et liv alle udefra opfatter som "levet til Guds ære!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!