Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

deres rent materielle besiddelser, er de til gengæld en ynk at betragte, når livet går dem imod. Jammer og selvmedlidenhed er da det, der karakteriserer dem mest. Hvis et sådant menneske pludselig "taber ansigt" og ikke længere kan give rollen som "sejrherre" eller "overmenneske", vil det, såfremt det ikke begår selvmord, meget ofte blive en byrde for sine omgivelser, fordi det helt er berøvet evnen til at se eller forstå, at det selv er den dybeste årsag til den skæbne, der er overgået det. Det er her, vi møder mennesket, som i kraft af sin åndeligt døde eller indifferente tilstand i alle livets forhold vil placere skylden for enhver opstået modgang eller lidelse på "de andre". Men det er også her, vi møder den materialistiske verdensanskuelses "helte" eller de, der kun har hån og spot tilovers for dem, for hvem Guddommen endnu ikke er blevet helt borte. Det kosmisk "døde" menneske betegner sig selv som ateist eller fritænker og tror dermed at have brudt ethvert bånd mellem sig og den fortid, at hvilken det selv er et resultat. Uden kendskab til sin egen evige kosmiske fortid og uden kontakt med sin evige fremtid udgøres hele dets bevidste sansehorisont kun af Nuet. Det hævder frimodigt, at "man lever kun een gang", og at "mennesket er kun et produkt af arv og milliø", opfattelser, der uundgåeligt fører det direkte til troen på den længstlevende afgud, nemlig – det selv! Nået hertil har det i virkeligheden fuldbyrdet den indviklingsproces, der som før beskrevet tog sin begyndelse i "Den guddommelige verden" eller intuitionszonen. Det er nu eet med materien, eet med sig selv, eet med døden. Det er havnet i tilværelsens mest skæbnesvangre mentale fængsel. Uden evighedshåb, uden samklang med universets grundtone: næstekærligheden, har det gjort sit eget selv til tilværelsens eneste tilbedelsesobjekt, – det er i sandhed "døet døden".

Medens det kosmisk døde menneske i kraft af sin materielle indstilling i virkeligheden udgør "blomsten" på det kosmiske kredsløbs indviklingsproces, hvor troen på en guddom faktisk er blevet afløst af troen på "sig selv", har den her skildrede mennesketype mistet denne tro. Det ser ganske klart, at det materialistisk indstillede menneskes kulminerende selvoptagethed, dets brændende væren sig selv nok, er en af livets farligste blindgader. Det erkender, at dets indre sjælelige ligevægt er afhængig af dets forhold til sine omgivelser, og at dets lykketilstand således står og falder med dette forhold. Det er ude af stand til at føle sig glad og tilfreds, når de, det holder af, er i vanskeligheder, og dets kærlighed er altfor overlegen til kun at kunne begrænses til blot at omfatte dets nærmeste familie. Det føler på en for sig selv uforklarlig måde, at det er i "familie" med alle mennesker, ja ofte med alt levende, og lider meget under ikke at kunne forstå årsagen til den altomfattende lidelse, det på alle områder er vidne til. Det er denne indre åndelige uro, dette krav om at få en logisk forklaring på årsagen til de bestående forhold samt dets manglende evne til at lade sig nøjes med de fysisk videnskabelige forklaringer, der ofte forekommer denne mennesketype direkte uvidenskabelige, der gør den til jordens mest søgende og, åndelig set, mest positive "tvivler". Når ordet "tvivler" sættes med anførselstegn, beror det på, at den her berørte mennesketype har en så dybtgående intuitionsanelse om det sande forhold, at den faktisk er ude af stand til at slå sig til ro med den forestilling, at der ingen Guddom skulle eksistere. Den formår blot ikke at passe sin opfattelse af ham ind i de givne rammer. Det forekommer et sådant menneske helt ud urimeligt, at den Guddom, det føler trang til at tilbede, skal være behæftet med menneskelige skrøbeligheder, ja, at han i det hele taget skal være et overdimensioneret menneske. Derved kommer det i konflikt med de eksisterende religiøse anskuelser, hvad der uundgåeligt fører til, at det begynder at søge på egen hånd.

På grund af visse forskydninger i denne mennesketypes indre kosmiske struktur, som senere skal blive belyst under afsnittet om "den højeste ild" eller det jordiske menneskes sexuelle forvandling fra dyr til menneske, møder vi inden for denne gruppe alle grader i den her antydede kosmiske opvågningsproces. Det er i det hele taget meget vigtigt, at mennesker, der beskæftiger sig med åndsvidenskab lærer at forstå, at selvom man er i stand til at foretage visse klare og uimodsigelige analyser af menneskeheden, analyser der, rigtigt forstået, giver en et dybt indblik i den kosmiske plan, der eksisterer bag vor fysiske tilværelse, skal man være uhyre varsom i sin vurdering af det enkelte menneske. Thi et er, hvad et menneske synes at være, et andet, hvad det virkeligt er. Den sande åndsforsker afslører sig her ved en uhyre varsomhed og forsigtighed i sin vurdering, vel vidende at mennesket, kosmisk set, er så rigt nuanceret, at der i virkeligheden er langt større udsigt til, at ens vurdering for den tilstrækkeligt skarptskuende mere bliver et billede af een selv end af den person, man har villet give en karakteristik af. Utallige mennesker giver udtryk for åndelige interesser og mange af dem på en sådan måde, at man forledes til at tro, at man står overfor et menneske, der virkeligt er åndeligt søgende i dette begrebs bedste betydning. Men gang på gang vil livet afsløre for en, at et er overfladisk interesse camoufleret bag smukke ord og et andet er sand åndelig hunger. Hvor iøjnefaldende forskellen er, vil man se af den kendsgerning, at utallige af de, der foregiver en såkaldt "højere interesse", ikke i deres vildeste fantasi kunne tænke at gennemgå det besvær, det er at realisere den postulerede idealisme. Disse ord har intet med dom eller kritik at gøre, det er kendsgerninger, enhver åndsforsker skal og må være fortrolig med, om ikke studiet af disse problemer skal føre for mange og i virkeligheden unødvendige skuffelser med sig. I store og smukke tanker er de fleste mennesker enige, – men ikke i at søge at leve dem!

Medens det kosmisk døende menneske skjuler sin vågnende tvivl bag den akcepterede religiøse forkyndelses autoritet, og det kosmisk døde menneske er på grænsen til at prale med sin åndelige "frigjorthed", står mennesket, der er i færd med at "opstå fra de døde" anderledes svagt. Det har ikke alene kirken, men også videnskaben imod sig, og livet lærer det derfor snart at betjene sig af den berømte kosmisk-kemiske formel, der blev udtrykt med ordene: "Og eders svar skal være ja, ja, og nej, nej!" Men denne svaghed er i virkeligheden dets styrke, for den tvinger det til at underbygge og udbygge sin opfattelse på en helt anden måde, end de to andre typer har nødigt at gøre det. Og den gør det. Udover den første "beruselsesperiode", hvor man i misforstået begejstring over at være komm et på sporet af en dybere mening med livet, så at sige ikke kan lade være med at forsøge at "omvende" sine medmennesker til ens eget syn på tilværelsen, lærer man hurtigt, at selvom flertallet ønsker at blive betragtet som "alvorligt åndeligt interesseret", nærer det ikke større ambitioner, hvad livsforandring angår. Man kommer her ofte til at sande Jesu' berømte lignelse om gæstebudet. De fleste "har ikke tid"! Derfor hører den her skildrede gruppes repræsentanter til "de stille i landet". De taler ikke så meget om sandheden. De lever den. Derpå kender man dem, og derved har de den store værdi. Thi de er nemlig "livets salt". Deres være- og handlemåde røber deres sande natur og indstilling. Som lysende og livgivende sole lever de overalt på jorden. Er de medlemmer af et religiøst samfund, er de de bedste medlemmer, men ikke de, der spiller eller ønsker at spille en fremtrædende rolle. I alt følger de en højere pligt end den almengældende, ja, man kan sige, at den moralske pligtfølelse hos dem er den bestemmende. Men de er individualister, og ethvert forsøg på at bremse eller blot begrænse deres ret til fri og selvstændig vurdering af det, de møder på deres vej, vil altid mislykkes. Vi står således her overfor en mennesketype, for hvem Guddommen påny er blevet virkelighed, men virkelighed på en anden måde end han er for det troende menneske. Det kosmiske vårbrud i menneskesindet fører uundgåeligt til