Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

ifærd med at materialisere sig. Da vi selv og alle de, med hvem vi er i direkte berøring hører til i en af disse grupper, vil vi i det efterfølgende underkaste hver af dem en nøjere undersøgelse.

Årsagen til det jordiske menneskes nuværende ulykkelige tilstand er, som vi nu ved, ikke af fysisk, men derimod af åndelig natur. Selvom man idag kunne ophæve enhver social uretfærdighed og skabe fysisk-materielle lyse kår for hvert eneste jordisk menneske, ville livet ikke af den grund få en anden tone. Mennesket lever ikke af brød alene. Det har en sjæl, selvom dette ord skurrer i mange såkaldt intellektuelles øren. Og denne sjæl kræver næring. Men hvad skal give sjælen næring, når de, der formodes at besidde hele sandheden om livet, hævder, at det er udtryk for åndelig mindreværdighed at beskæftige sig med tanken om en evig, udødelig tilværelse?

Hvor anderledes ser billedet ikke ud, når man fra det timelige, træder ind i det evige og derfra beskuer det samme problem. Også herfra ser man den stedfundne udviklings forskellige faser, men samtidig ved man, at denne udvikling er en åndelig indviklingsproces, hvis dybeste formål er skabelsen af modsætningen til det mentale lys, der i tilværelsens højintellektuelle sfærer medførte en mættelse, der kun kunne ophæves igennem oplevelsen af sin egen modsætning. Og modsætningen til lys, kan kun være mørke, fysisk såvel som mentalt. Det er denne nedadgående kurve, denne tiltagende forvandling fra lys til mørke, der i vor verden kan udløse tro på, at en tilbagevenden til naturen kan skabe balance. Men hvor fysisk man end vil gøre livet, så er det dog i sin natur rent åndeligt, og det er på det åndelige område, at balancen skal skabes. For det kosmisk døende menneske eller mennesket, der endnu ikke har oplevet den totale fysiske mættelse, ser vi, at balancen midlertidig udgøres af dets tro på, at livet efter døden vil bringe orden i alle dets problemer. Det tror, at de onde og verdslige i denne verden der vil lide et forsmædeligt nederlag, medens de gode og såkaldt "hellige" vil få en strålende oprejsning. Denne tro, der er et direkte resultat af dets medfødte religiøse instinkt, begynder imidlertid at vakle på grund af dets stadig voksende tilknytning til den fremvoksende intelligens. Det vil gerne tro på den foran skildrede "sandhed", men dets fremvoksende "forstand" udløser tvivl i dets sind. Det kan ikke som mennesket på mere primitive stadier slå sig til ro med, at det de knæsatte verdensreligioner forkynder, er "urokkelig sandhed", og kommer som følge heraf ud i kriser. Resultatet af disse kriser er velkendt. Antallet af oprigtigt troende er i aftagende, medens antallet af de, der tvivler på de eksisterende verdensreligioners dogmer og sakramenter er i tiltagende.

Det er denne tilstand, Martinus betegner med ordene: "det kosmisk døende menneske, idet mennesket i denne tilstand nu nærmer sig det mål, der blev udtrykt med ordene: "Den dag du æder af frugterne på kundskabens træ, skal du dø døden". Dets voksende kontakt med tilværelsens intelligensenergi, der fører til en voksende hunger efter at forstå, betinger, at det nu stiller spørgsmål på områder, hvis eksistens det før kun anede. Det vil vide, – og ved ikke, at det netop er denne dets hunger, der underminerer den trosevne, der før bar dets bevidsthed over de farlige kløfter. Ingen har hidtil kunnet besvare dets spørgsmål, hvad der uundgåeligt måtte føre til en ny tro, nemlig troen på, at disse spørgsmål simpelthen ikke kunne besvares. Fra denne tilstand og til troen på materien, på døden, er der så kort et spring, at langt de fleste er dybt inde i den kosmisk "døde" tilstand uden selv at vide deraf.

Kosmisk set er et uhyre antal mennesker idag "kosmisk døende". De har endnu i sig en vis "hjemve" efter den tid, hvor Guddommen var livets centrale midtpunkt, og hvor samtlige problemer på sin vis var løst. Vi ser disse mennesker tilknyttet de respektive trossamfund, og vi ser dem også gå i kirke og på anden vis give udtryk for, at den religiøse tro endnu har værdi for dem. På den anden side afslører livet ubarmhjertigt, at de tidligere religiøse højtider ikke tages mere alvorligt, end at de samtidig gøres til centrum for rent materielle festdage. Således fejrer troende såvel som ikke-troende julehøjtiden ved et enestående blodbad på utalte millioner af svin, ænder og gæs. Og er det ikke meget ofte tilsvarende med så alvorlige begivenheder som dåb, konfirmation og bryllup? Det religiøse element i disse begivenheder træder mere og mere i baggrunden til fordel for det rent verdslige, der af langt de fleste opfattes som den egentlige fest i modsætning til det religiøse, der blot er noget, man skal have overstået. Muligvis vil en og anden føle sig stødt over det her skrevne og opfatte det som udslag af intolerance. Er dette tilfældet, vil det kun røbe, at vedkommende endnu er mere bundet til de her berørte forestillinger, end det selv er klar over. For den fremskredne forsker er det nemlig en kendsgerning, at hvor smuk den tidligere så fremherskende trosevne end er, er den dog kun en slags "gangkurv", som det levende væsen må betjene sig af, sålænge det endnu ikke kan stå på egne ben. En fremadskridende udvikling af den kosmiske tænkeevne vil føre enhver til forståelsen af, at selvom det kan se ud, som om den nuværende religiøse og deraf følgende moralske opløsning kan tydes som degeneration og tilbagegang, så er den dog i sin kosmiske natur nødvendige dele af en proces, som må og skal fuldbyrdes, for at en virkelig åndelig "opstandelse" senere vil kunne finde sted. At vejen bort fra den religiøse tro tilsyneladende fører ind i den rene gudløshed, er kun tragisk for den, som intet kender til tilværelsens sande kosmiske perspektiv, og som følge deraf ikke er i stand til at se "Gud i mørket". For et sådant menneske må de tilstande, det idag er vidne til, se ud som "Satans sejr over Guddommen", hvad der igen fra det samme menneske vil udløse stor uforstand og intolerance. Men hvor voldsomt fanatisk troende af alle kategorier, samfund og sekter end vil forsøge at bekæmpe disse tilstande, vil processen dog fortsætte og føre enhver såkaldt troende videre ad den vej, der fører direkte til den kosmiske "død" eller til den totale oplevelse af kontrasten til det lys mennesket, der er ifærd med at have fuldbyrdet det her berørte kredsløb, med stigende styrke nu retter sin bevidsthed imod.