Kosmos 1992/10 side 194
Udvikling og "mirakler"
af Per-Anders Hedlund
Vi har sikkert alle hørt om mennesker der led af en mere eller mindre alvorlig og "uhelbredelig" sygdom, og som ved et "mirakel" er blevet helt raske. Det er interessant at betragte dette fænomen ud fra en åndsvidenskabelig synsvinkel og prøve at forstå, hvilke specielle forhold der gør sig gældende bag disse såkaldte "mirakler".
En del mennesker som er blevet syge har opnået helbredelse gennem bøn. I nogle tilfælde har de selv hengivet sig til bøn, og i andre tilfælde er det andre mennesker der er gået i forbøn for dem. Der er også tilfælde hvor mennesker, der i lang tid har lidt af alvorlige og "uhelbredelige" sygdomme, har besøgt et religiøst teltmøde, og her af en helbreder er blevet helt befriet for sine kroniske sygdomme.
Da hændelser af denne art først og fremmest er blevet beskrevet af stærkt religiøst troende mennesker, vil man måske fra videnskabeligt hold mene, at det er disse menneskers overordentlig stærke tro (på Jesus og mirakler) der er årsag til disse "mirakler" eller spontane helbredelser. Dette kan siges at være en parallel til det som lægevidenskaben kalder for "placeboeffekten". Ved forsøg har man f.eks. givet en gruppe patienter sukkerpiller i stedet for medicin, uden at patienterne har vidst det, og hos denne gruppe har man kunnet opnå samme resultat som hos de patienter der fik den rigtige medicin.
Det er altså helt klart, at forventninger og en stærk tro eller overbevisning overfor noget, kan få helt realistiske effekter – hvilket også bekræftes af de tilfælde, hvor mennesker ved hjælp af visualiserings- og affirmationsteknikker gradvis har kunnet forandre bl.a. kroppens tilstand. – Det vil sige, at man med ord og indre billeder, ofte i kombination med en afslappet hypnotisk tilstand, har suggereret sig selv til at opnå det man har ønsket sig.
En "ydre kraft"
Naturligvis betyder den mentale indstilling – i dette tilfælde en stærk tro overordentlig meget i en helbredelsesproces. Men at alene troen på et øjeblik skulle kunne befri et menneske fra en kronisk sygdom, det kan vel heller ikke være sandsynligt ud fra et videnskabeligt synspunkt? Nej, kosmologisk set er forklaringen på fænomenet, at det først og fremmest drejer sig om en "ydre kraft", der er det samme som Forsynets indsats. Forsynet består af diskarnerede væsener som har til opgave at lytte til fysiske væseners bønner, og vejlede, inspirere og hjælpe på den måde der passer bedst ind i det enkelte individs skæbne og udvikling. Selv siger Martinus:
... "Disse væsener udgør som 'skytsånder' Forsynets specialsanseredskaber på det særlige område, der ligger til grund for den pågældende bøns fremkomst. Og det hænder da også i mange, mange tilfælde, at Forsynet svarer så omgående og direkte med en bønhørelse, at denne ligefrem er blevet udtrykt som et 'mirakel', hvilket igen vil sige: som en foreteelse, der er blevet til ved hjælp af en indsats af kræfter, der unddrager sig de almindeligt kendte fysiske love for skabelse eller manifestation. [...] Som vi her har set, betyder denne unddragelse ikke, at foreteelsen er et 'noget', der pludselig ved en trylleformular er sprunget frem af 'intet', men derimod en skabelse, der ved hjælp af en indsats af psykiske kræfter blev mulig i en situation, hvor de fysiske kræfter ikke slog til. Et 'mirakels' fremkomst er altså ligeså naturlig en ting som enhver anden form for skabelse, men ville ikke kunne udløses, hvis ikke de førnævnte væsener hinsides det fysiske plan eksisterede." (LB3 stk. 756 og 757).
Lourdes i det sydlige Frankrig har været et meget populært tilflugtsmål for syge, siden Skt. Bernadette i år 1858 mente at se Jomfru Maria her. Der påstås at have fundet mere end 60 mirakler sted her.
Hvordan kan det være, at det ene menneske får hjælp og det andet ikke – selv om deres tro er lige stærk, at de begge har stået i centrum for forbøn etc.? Ja, hvad skyldes det, at et menneske ved et "mirakel" kan få sit helbred tilbage? Svaret herpå er ifølge Martinus: "Det ['miraklet'] kan kun finde sted i situationer, hvor der er betingelser for, at den karma, som miraklet fritager det pågældende væsen for, i dette særlige tilfælde kan udløses på anden måde." (DEV3 side 292).
Sygdommens årsag
At sygdom er et resultat af, at man i længere tid har levet på en uhensigtsmæssig måde, det er der vist i dag ikke noget logisk tænkende menneske der vil benægte. Ganske vist er det langt fra alle der mener, at det gælder for alle sygdomme – f.eks. de medfødte sygdomme, eller de sygdomsanlæg man har arvet fra sine forældre eller andre forfædre. Og naturligvis er det på en måde en logisk betragtning, hvis man går ud fra det materialistiske verdensbillede – som jo ikke giver det samme overblik over selve livet (det evige jeg og bevidstheden), som kosmologien giver. Kosmologien gør det klart, at de fysiske svagheder (eller stærke sider) man arver fra sine forældre også passer helt ind i ens egen skæbne, dvs. også er et resultat af ens egen måde at leve på, her er det blot sket i et tidligere liv. Intet er tilfældigt i et menneskes liv eller skæbne. Alt hænger sammen i en kæde af årsag og virkning, skabt af individet selv i såvel det nuværende som i tidligere liv. Det livsprincip eller den naturlov som til stadighed lader individet opleve resultatet af dets egen livsførelse er altså, som læseren formodentlig allerede ved, den i kosmologien omtalte skæbne- eller karmalov.
Da skæbne- eller karmaloven udelukkende er til for at bibringe det enkelte individ livsvisdom og næstekærlighed, er det altså det mest lykkebringende for alle og enhver så hurtigt som muligt at gennemgå de oplevelser og få de erfaringer som kan virke fremmende på den enkeltes intellektuelle og humane udvikling. Livskundskab og næstekærlighed er altså de to grundlæggende egenskaber som kræves for virkelig at kunne skabe en lykkelig tilværelse, befriet for sygdomme og ulykkelige forhold til vore omgivelser, det være sig vore medmennesker, dyrene eller den planet vi bebor.
Hvis vi vender tilbage til det menneske, der ved et "under" er blevet befriet for sin sygdom, så forstår vi nu, at det egentlige problem absolut ikke er blevet løst gennem "miraklet". Det der er sket er, at det pågældende menneske midlertidigt er blevet befriet for symptomet, men selve årsagen til sygdommen er ikke fjernet, men er derimod noget som vedkommende før eller senere må bearbejde.
Mirakler er ikke den sande længsel
Naturligvis ønsker vel alle mennesker, der befinder sig i en lidelsesfuld situation, at lidelserne må være overstået så hurtigt som muligt. Ja, helst omgående. Men det er slet ikke sikkert, at et "mirakel" skulle indebære den største tilfredsstillelse for alle mennesker – selv om det naturligvis i første omgang ville føles som en befrielse. Den glæde og tilfredsstillelse det er at have gennemlevet noget meget ubehageligt, og i den forbindelse at have gjort nye erfaringer og opnået større livsvisdom, skulle da udeblive – en livsvisdom der ellers skulle vise sig at være værdifuld, både for en selv og for omgivelserne. Og for det menneske, som har et åndsvidenskabeligt verdensbillede, dvs. den som intellektuelt er begyndt at sætte sig ind i tilværelsens åndelige love og principper, skulle et "mirakel" klart modarbejde vedkommendes ønske om, i kraft af egen viden, at være beskyttet mod sygdomme. Et sådant menneske ville altså kun kunne opfatte "miraklet" som en midlertidig løsning, og den kendsgerning har Forsynet sikkert med i sine overvejelser.
Der hviler desuden et større ansvar på og stilles større krav til det menneske, der selv er begyndt at få indblik i livslovene, end på den, som endnu ikke er blevet åben over for og interesseret i åndsforskning, f.eks. det autoritetstro eller det materialistisk indstillede menneske. Derfor er "mirakler" af ovennævnte type sikkert meget sjældne blandt mennesker, der selv er indstillet på at udvikle sig i forståelse og visdom. Det betyder naturligvis ikke at disse, eller andre mennesker der ikke opnår øjeblikkelig helbredelse, er udelukket fra bønnens hjælp (bønhørelse). Tværtimod er det i disse skæbnesituationer, at bønnen i kosmologisk forstand har sin virkelige funktion. Her kan den hjælpe mennesket til at få den kraft, inspiration og opmuntring der gør det muligt for ham eller hende at gennemleve den svære, men lærerige tid.
Søvn og bøn
Det kan ganske vist være svært at komme i den nødvendige ro og harmoni, der gør det muligt for Forsynets "redskaber" (skytsånderne) at tilføre den bedende lys og kraft, når han eller hun netop befinder sig i en intensiv smerteoplevelse og derfor er fyldt med uro, utålmodighed og andre blokerende negative følelser. Men her kan f.eks. bøn i kombination med efterfølgende søvn være den fremgangsmåde der, som en færge der sejler mellem to kyster, overfører den livskraft, som det er svært at få adgang til i den vågne tilstand. Jeg kan her tale af egen erfaring, da jeg, mens denne artikel skrives, har haft en diskusprolaps i rygsøjlen i næsten tre måneder. Situationen er desuden lidt ironisk, da jeg selv gennem min uddannelse som massør til tider hjælper andre som har besvær med ryggen. Under alle omstændigheder er jeg nu, med mine egne erfaringer og min teoretiske viden som baggrund, klar over årsagssammenhængen i min situation, og vil i fremtiden virkelig sørge for det ikke sker igen. Det forholder sig nemlig sådan, at når en diskus, der er en slags støddæmper mellem ledene i rygsøjlen, er beskadiget, trykker den på nogle nerver, og der kan på den måde opstå meget stærke smerter langs de berørte nervebaner. Og når disse smerter var værst, var det virkelig svært for mig både at være på bølgelængde med det optimistiske kosmiske verdensbillede og at udforme bønnen på den ønskede afslappede og meditative måde. Det viste sig så, at jeg efter en god og dejlig søvn ofte kunne vågne op og for en tid helt være befriet for smerterne, og den pessimisme og utålmodighed jeg følte inden søvnen var også helt forsvundet. Desuden hænder det undertiden, at jeg føler en vis inspiration som følge af alle de erfaringer denne livsperiode giver mig. Det sidstnævnte er formodentlig også et resultat af min livsholdning.
Mod lysets tinder
Her til sidst vil det være passende at gengive dele af et svarbrev fra Martinus til hvad der må have været et alvorlig sygt menneske. Selv om ordene og tankerne er rettet mod en konkret person, kan de naturligvis give inspiration til os alle i en lignende situation. Af pladshensyn går det ikke at gengive brevet i sin helhed, hvilket ville have været det bedste, ikke mindst med tanke på den kærlighed og omtanke der gennemstrømmer brevets sider: "...Når De er ude for så stor lidelse, som Deres brev giver udtryk for, er det fordi, De befinder Dem i en koncentreret, forceret udvikling. De opnår derved en flere gange større udvikling på en kortere tids periode, end hvis De ikke havde netop den lidelsestilstand, som det nu passer bedst ind i Deres skæbne at have i Deres nuværende liv. De ser her, at et mirakel, der pludselig ville tage al Deres lidelse bort, ville standse Dem i en meget nødvendig passage opad imod lysets tinder, der er målet for alle jordens væsener." (fra Kosmos nr. 1/1980).
Oversætter: BJ
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige