Kontaktbrev 1953/32 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
Dagsbevidsthedens fødsel.
Utallige mennesker lever på den forestilling, at det kun er mennesket eller rettere: det jordiske menneske, der kan tænke, altså har en sjæl. Denne forestilling er så fastgroet, at mange bliver fornærmet, når man gør dem opmærksom på den i virkeligheden yderst ringe forskel, der både fysisk og mentalt er mellem de højest udviklede pattedyr og mennesket, og ikke så få føler direkte afsky ved denne sammenligning. Men sådan må det være, sålænge det jordiske menneske lever uden viden om sit sande kosmiske tilhørsforhold. Skåret ud af den kosmiske helhed og isoleret igennem påføringen af forestillinger om, at det som homo sapiens er verdensaltets ypperste skabning, en opfattelse som i adskillige folkeslag er videreført derhen, at manden er skabningens herre, måtte det jordiske menneske nå et punkt, hvor materialismen eller troen på døden, på den døde materie, sejrede i dets sjæleliv. Men denne sejr er en pyrrhussejr. Officielt akcepterer alle den, i virkeligheden tvivler enhver på den. Thi selv om det religiøse instinkt er meget stærkt degenererende, så eksisterer det dog og påvirker det enkelte menneske med impulser, der hindrer det i at falde til ro i den forestilling, at døden er det uigenkaldelige punktum på dets tilværelse. I dybet af dets sjæl er der stadig kræfter, der rører på sig, og som nu får næring igennem den kendsgerning, at den fysisk-videnskabelige forskning, som ikke kan tage hensyn til forældede religiøse ideer og forestillinger, uafladeligt viser det tænkende menneske, at begreberne "tilfældigheder" og "kaos" får mindre og mindre råderum i tilværelsen. Overalt må den fysiske videnskab bøje sig for plan og hensigt, både i mikro-, mellem- og makrokosmos, hvad der uundgåeligt fører til, at tanken om en levende styrende kraft i universet påny begynder at blive aktuel. Og det er da også takket være den fysiske videnskabs erfaringer suppleret med de kosmiske analysers overblik, at vi nu er istand til at se, at det jordiske menneske for det første rent fysisk er et pattedyr, der videnskabeligt er hjemmehørende i østabernes store gruppe, og for det andet endnu mentalt overvejende betjener sig af intellektualiserede dyriske instinkter i sin daglige væremåde. Så ringe er afstanden rent fysisk mellem dyret og det jordiske menneske, at man i givne situationer kan foretage transplantationer af organisk væv fra dyr og overføre det til menneskelegemer, hvor det kan leve videre.
Som allerede antydet er slægtskabsforholdet imidlertid ikke blot af fysisk karakter. Det jordiske menneske er ikke blevet til ved en mirakuløs skabelsesakt. Tværtimod har det gennemløbet nøjagtig den samme udviklingsproces som alle de væsener, som er foran det i udvikling, såvel som alle de, der er bagefter det i udvikling, må følge den samme mentale plan. Læg mærke til det sidste udtryk! Sagen er nemlig den, at den fysiske videnskab, der ikke akcepterer begrebet sjæl, her har frembragt den forestilling, at udviklingen er et rent fysisk anliggende, og at kun den stærkeste, den mest tilpassede "form" overlever og forplanter slægten. Ser man livet fra denne synsvinkel, opstår der en række "manglende led" i næsten samtlige højerestående pattedyrs rent fysiske udviklingsproces, også det jordiske menneskes. Ses livet derimod fra en kosmisk synsvinkel, mister disse "manglende led" deres interesse. Det levende noget bag formen kan aldrig dø. Hvert eneste liv, der tilsyneladende er bukket under, lever videre og inkarnerer i en form, der svarer til dets behov. Skaberen vil altid være det skabte overlegen, og bag selv det mindste liv eksisterer denne skaber.
Retter vi nu vor bevidsthed direkte imod det jordiske menneskes opstandelse fra det egentlige dyrerige, ser vi, at denne proces har fundet sted på et tidspunkt, hvor de selvoplevede lidelseserfaringer har betinget en forskydning mellem de kosmiske grundkræfter i dets sjæleliv, således at det har kunnet begynde at skelne mellem "Jeg" og "Det", mellem sig selv og den omgivende verden. Heller ikke denne proces har noget som helst mirakuløst over sig. Den udgør en naturlig konsekvens af den mættelse af lidelse, den konstante oplevelse af smerte, som livet i dyreriget er. Vi kender denne proces fra vor egen dagsbevidste tilværelse. Gentagen smerteoplevelse indenfor et bestemt, afgrænset område, får os uundgåeligt til "at tænke", hvilket vil sige undersøge, om denne gentagelse er nødvendig, eller om der findes et middel imod den. Dette forhold er universelt, og vi må forstå, at der på et givet tidspunkt i dyrets udvikling indtræder en situation, hvor trykket fra den ustandseligt gentagne grove kropslige undergang udløser netop det tryk, der betinger tænkeevnens fødsel. Når dette sker, er dyret ikke længere et dyr i almindelig forstand, da er det et gryende menneske. Da denne situation er et kosmisk fænomen, idet den betegner den første afslutning på et vældigt kosmisk udviklingsafsnit, hvor den dybe åndelige søvn nu brydes til fordel for det gryende nye dagsbevidste liv, er det korrekt at dele det egentlige dyrerige i en ubevidst og en bevidst del. Det er denne sidste del, der repræsenteres af det jordiske menneske, og den strækker sig altså fra det mest primitive dyremenneske og frem til det kosmisk bevidste menneske, der jo blot repræsenterer mennesket, der helt har kastet dyrehammen.
Vor tid – og Guds tid.
Langt de fleste mennesker lever i forbindelse med foranstående analyse på den illusion, at det jordiske menneskes "opstandelse" fra dyreriget ligger så langt tilbage i tiden, at denne proces i det højeste kun kan have naturvidenskabelig interesse. Ingen misforståelse kan være større. Thi selvom vi ikke længere har mennesker iblandt os, der i det ydre repræsenterer disse overgangstyper – javamanden, pekingmanden, neanderthaleren osv., – så er vi på alle sider omgivet af mennesker, i hvis bevidsthedsliv de kræfter, som disse typer står som fysiske udtryk for, stadigt eksisterer. Uanset at langt de fleste af de mord, der begås på vore breddegrader, foretages af mennesker i affekttilstande, findes der jorden over utallige mordere, som myrder, uden at det afstedkommer nogen dybere sjælelig krise for deres vedkommende. Sjælelig råhed, afstumpet følelsesliv, hvilket vil sige uudviklet evne til at sætte sig i andres sted, direkte dyrisk brutalitet etc. er noget vore aviser dagligt bringer os bud om, og det burde oplyse os om, at det, vi kalder "nutiden", er en illusion. Thi denne "nutid" afspejler "alle tider", alle århundreder. Billedlig talt står vi hver for sig på et af den evige udviklingsstiges trin. Under os findes der utallige "trin" eller moralske nuancer, og det samme gør sig gældende over os. Handlinger, som mange troede udelukkende hørte "den mørke middelalder" til, manifesterede sig under den anden verdenskrig i et sådant omfang, at illusionen om det humane menneske hos mange fik et uovervindeligt knæk og førte til skabelsen af en ny, ligeså tåbelig opfattelse, nemlig den, at der overhovedet ingen moralsk udvikling har fundet sted fra junglen og til idag. Det har der. Men flertallet har i lange perioder levet på en overvurdering af forholdene, ja har simpelthen en overgang troet, at menneskene var vokset fra krig og vold.
Men hvordan skulle dette blive tilfældet, sålænge man opdrager menneskene til at tro på modsætningen til virkeligheden? Til at tro på, at kun døden, og ikke livet eksisterer? Var disse opfattelser sande, ville det menneske være direkte tåbeligt, der ikke på alle områder søgte at skaffe sig al den fysiske nydelse, det kunne komme i besiddelse af. Og er vi ikke sandheden meget nær, når vi siger, at dyrkelsen af det materielle verdensbillede netop har ført til en mental forråelse? Er det ikke idag således, at penge og sex spiller en langt større rolle for den opvoksende slægt end nogen sinde før? Men når dette er sagt, skal det også siges, at livet samtidig afslører, at den humanistiske ide dag for dag vinder terræn, og at utallige unge jorden over klart indser, at den vej, de opdrages til at følge, ikke fører dem til nogen sand og varig lykke.
For den, der har "øjne at se med" volder det ikke noget besvær at se, at udtrykket "nutiden" kun er en praktisk illusion. I virkeligheden lever vi alle "midt i evigheden" og er på alle sider omgivet af åndeligt "yngre" og "ældre" væsener. Har man først een gang for alle indset dette, bliver det meget lettere at være tolerant. Man forstår da, at enhver må være som han eller hun er, og at det kun kan være en fejl ved en selv, om man ønsker dette forhold ændret. Vi lever alle i "Guds tid", idet vi bag den rent fysiske tilstand er evige gudesønner. Men træder vi ind på det fysiske plan ser vi denne evighed spaltet op i tre "tider": fortid, nutid og fremtid. Og omkring os ser vi mennesker, som i forhold til os selv repræsenterer disse tre tidsstadier. Men vi ser mere end det. Vi ser nemlig at de samme mennesker repræsenterer stadier i en kosmisk evolution, idet en meget stor gruppe af dem nærmer sig fuldbyrdelsen af den indviklingsproces, der begyndte med udgangen af salighedsriget, hvorfor vi kan betegne denne gruppes enkeltindivider som "kosmisk døende". Derudover ser vi andre, som i kraft af deres tilstand må betegnes som "kosmisk døde", idet de totalt benægter en Guddoms eksistens og deres egen individuelle udødelighed, og endelig ser vi en tredie gruppe mennesker, vi med rette kan betegne som "kosmisk opstandne", idet denne gruppes enkeltindivider ikke alene bekræfter, at de er overbeviste om en Guddoms eksistens, men også på alle områder søger at leve i overensstemmelse med en kosmisk livssfære, som før "ikke var af denne verden", men som nu, ved dem, er
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige