Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Skæbnen vil, at jeg dennegang skal sende Dem et påskebrev, hvad jeg er glad for! Jeg er nemlig fuldt vidende om, at mange inden for Martinus arbejde er "vokset fra" påsken og mener, at den ingen relationer har til deres nuværende liv og indstilling. De akcepterer påskebudskabet og forstår, at den begivenhed, der ligger til grund for det, både er menneskeligt meget gribende og ophøjet og har haft sin umådelige betydning for menneskeheden, men derudover er disse "helligdage" kun en kærkommen frihed i det tidlige forår, en bebuder af den lyse tid, som nu ligger forude, og som vi alle længes efter.

Men selvom vi ikke fejrer påsken efter de gamle regler og altså ikke går rundt i vort stiveste puds og keder os, er der alligevel stor grund til at skaffe sig en lille fredfyldt stund til at tænke lidt over de problemer, som i sin tid skabte påsken, og som stadig, om end i ændret form, eksisterer og griber ind i vort liv. Påskebegivenheden er jo det kosmiske kredsløbsprincip en miniature. Men den er også den fornemste skabelse af en mental model, der nogen sinde er fuldbyrdet. Vi ser et sagesløst menneske blive angrebet og henrettet, og vi ser hans reaktioner i alle de situationer, denne forfærdelige oplevelse kommer til at udløse for ham, reaktioner, der har været inspirerende for utallige tusinder siden.

Jesus døde ikke som et åndeligt troende eller uvidende menneske. Han døde som et åndeligt vidende menneske. Det er denne uhyre forskel mellem ham og os, der evigt vil gøre hans død aktuel for ethvert dybttænkende menneske. Han vidste, han havde levet før sin fødsel, vidste at hans liv her fulgte en kosmisk plan, og at han efter sin død skulle leve videre. Denne vældige viden er det, vi bør erindre os, når vore tanker glider tilbage til dette drama. Alt, hvad der siden er føjet til: at han døde for vore synder osv., kan vi ganske roligt lade ligge. Hele denne kunstfærdige teologiske bygning vil stå, sålænge mennesker kan få inspiration af den, og det tilkommer ikke os, at støde blot eet menneskes religiøse følelser i denne forbindelse. Det, vi har brug for, er gennemtænkningen af de tanker, der må have præget Jesus, fra det øjeblik han med sig selv vidste, at han nu adlød de love, der skjuler sig bag ordene: "Ikke min, men din vilje!" På utallige måder har Martinus vist os, at vi alle skal passere ikke een, men adskillige Gethsemane haver. Også vi vil atter og atter blive bragt i situationer, hvor den billigste løsning vil være flugten, vil være dette at gribe til våben.

Jesus kunne have flygtet. Han kunne have undgået alt det, der overgik ham. Men han forstod, at gjorde han det, svigtede han den plan, der var med hans liv. I samme sekund han blev bevidst i dette, ændredes hans forhold til disciplene. Han vidste, at ingen af dem besad de åndelige forudsætninger, der krævedes for at forstå hans handlemåde. Han vidste, at han nu var alene, og jeg forestiller mig, at denne følelse må have været ufattelig svær. "Inden hanen galer, skal du have fornægtet mig tre gange!" Vi kender alle disse berømte ord, og dybt i os, ved vi, at de har relation til os. Hvordan ville vi have handlet i den samme situation?

Og klimaks: "Fader, forlad dem, de vide ikke hvad de gøre!" Mennesket ansigt til ansigt med sine bødler. Mennesket, som vidste med hele sin sjæl, at disse bødler blot var redskaber for HANS vilje! Her er det budskab, som vi har brug for. Her er en viden, som er ny i verden. Vi har ingen fjender! Hvad vi kalder dette, er blot de redskaber, ved hvis hjælp HAN former vort sind. Uden disse redskaber måtte vor ånd for evigt forblive stængt ude fra lyset. Vi kan rase imod den eller dem, der gør os fortræd, sårer og piner os, b agtaler og forfølger os, – – og vi kæmper imod vejrmøller! Mennesket har kun een fjende: sin egen uvidenhed. Det vidste Jesus, og han pintes ikke af den fjende. Han kendte sit livskredsløbs fuldbyrdelse, og han gik uden tøven vejen. Han krympede sig under slagene og våndede sig under smerterne, men han kapitulerede ikke. Han sejrede, ikke over de andre, men over sig selv og fik derved betydning for enhver af os.

Den ortodokse religion har sin opfattelse af Jesus og sin måde at fejre ham på. Vi har vores. Gennem Martinus analyser har vi lært at elske denne skikkelse på en ny og, synes det mig, langt skønnere måde. Han levede vort eget liv, men han reagerede på alle dets situationer på en anden måde, end vi normalt gør. Igennem disse sine reaktioner blev han LÆREREN mere end nogen anden fra hin fjerne tid. Som han stod midt i et tidehverv, står ogsa vi midt i et. En ny viden, helt identisk med den, han handlede efter, strømmer nu udover verden, – og principperne vil gentage sig. Dette skal vi vide, for også vi kan komme i den situation: "Hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder!" Lad os derfor, omend på anden måde end flertallet, fejre vor påske ved at tænke dette store drama igennem. Vi vil altid kunne lære deraf!

Med de kærligste påskeønsker fra Martinus og husets øvrige medarbejdere!

P.S.

Vi minder Dem om, at såfremt De har bestemt Dem for ferie på Klint i år, er det ved at være på tide, at De reserverer plads.