Kontaktbrev 1953/31 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
eller beklagelsesværdig skabning. Tværtimod. Hvor dyret lever et naturligt liv, er det på dette livs højdepunkt en åbenbaring af guddommelig skønhed, ynde og kraft. Intet sted stråler den guddommelige kosmiske automatik os fornemmere imøde, end når vi stedes ansigt til ansigt med alle de geniale farve- og formkombinationer, vi oplever i vort møde med de af så mange foragtede "sjælløse" dyr. Betragt en ganske almindelig huskats glidende bevægelser, når den sniger sig ind på sit bytte, og De må overfor Dem selv indrømme, at hver eneste bevægelse er genialt afstemt. Alt er her guddommelig hensigtsmæssighed. Og føj så hertil den urokkelige kendsgerning, at der ikke mellem katten og dens normale bytte eksisterer blot antydningen af fjendskab. Katten dræber ikke af had, ondskab eller anden mental giftighed. Den dræber for at leve, og er den mæt, falder det den ikke ind at gøre fortræd. Da ønsker den blot at sove eller lege. Og som den har det, har alle dyr det. Thi selvom vi i dyreriget finder både dræbende og ikke-dræbende livsformer, så er det dog gældende for dem alle, at de endnu ikke lider under virkningerne af det jegbevidste sjæleliv, der til sulten føjer hadet, vreden og hævnen. Det er ganske rigtigt, at disse tilstande begynder at blive synlige hos de højtstående pattedyr, der nærmer sig den jordmenneskelige sfære, men dette er jo i sig selv ligeså naturligt, som det er, at højtudviklede mennesker, der nærmer sig det rigtige menneskerige, begynder at eksperimentere med den væremåde, det aner skal afløse den, det repræsenterer. Som allerede tidligere bemærket, foregår den åndelige eller moralske udvikling ikke i spring, men er derimod i dybeste forstand kontinuerlig eller gradvis, hvorfor det da heller ikke er muligt helt at afgøre, hvor på den moralske rangstige det enkelte individ befinder sig, og det hvadenten det er et dyr eller et jordisk menneske.
Dyrets kosmiske struktur eller dets evne til at korrespondere med tilværelsens kosmiske grundkræfter ytrer sig altså ved, at tyngdeenergien i dets bevidsthedsliv nu iler imod sin kulmination, samtidigt med at følelsesenergien er på sit andet og intelligensenergien på sit første stadium for opadgående. Intuitionsenergien er latent og instinktenergien på sit første stadium for nedadgående, medens hukomm elsesenergien glider ind i sit sidste stadium for nedadgående. Det er denne specielle energikombination i det levende væsens bevidsthed, der danner tilværelsens uintellektuelle livssfære eller den, i hvilken Guddommen detroniseres til fordel for en kulminerende selvdyrkelse. Her fuldbyrdes den kosmiske indviklingsproces. Her er det levende væsen længst borte fra Faderen, fra lyset eller fra den sande kosmiske harmonis hjemstavn. Det er denne sjælelige tilstand, Jesus havde i tankerne, da han skabte lignelsen om den fortabte søn, der "åd sammen med svinene".
Frygt og uvidenhed er al ondskabs moder.
Følger man de mentale livsprocessers udvikling, ser man, at de kommer til syne på den måde, at de først ytrer sig instinktivt, for så derefter gradvist at intellektualiseres efterhånden som det levende væsen bliver mere og mere dagsbevidst. Den mentale faktor, som stærkest gør sig gældende i dyreriget eller tilværelsens uintellektuelle livssfære, er frygten, der igen fører til anerkendelsen af magten som den højeste, bestemmende kraft. Det almindelige dyr indlader sig aldrig af egen drift med en overlegen modstander, medmindre dets afkom er truet, og det samme gør sig gældende med det almindelige jordiske menneske. Men medens dyret her følger et selvopholdelsesinstinkt, hvis natur det endnu ikke er åndeligt vågent nok til at reflektere over, så ser vi, at det primitive jordiske menneske i sin første åndelige opvågningstilstand kræver en vis moralsk baggrund for dette forhold, hvad der så igen førte til skabelsen af den religiøse kultus, i hvilken magten er retten. Denne kultus går både dybere ned og rækker længere frem, end de fleste mennesker forestiller sig. Thi at vi, rent intellektuelt, er vokset fra denne indstilling, er ikke ensbetydende med, at retten virkelig er blevet den dirigerende moralfaktor i vor verden. Tværtimod er det en urokkelig kendsgerning, at den frygt, der terroriserer dyreriget, idag mere end nogen sinde også terroriserer det almindelige jordiske menneske.
Frygt er imidlertid en sjælelig tilstand, hvad der, som allerede antydet, førte til skabelsen af en religion, der helt domineres af respekten for magt. De første guddomme, som det jordiske menneske tilbad, havde ubegrænset magt i dyrisk forstand, og man tilbad dem i næsegrus rædsel og frygt, thi ingen, end ikke den stærkeste, kunne vide sig sikker for deres luner. Men medens denne instinktive frygt til at begynde med kun angik det rent fysiske liv, skiftede dette billede karakter i akkurat samme grad som tænke- eller reflektionsevnen voksede frem. Det instinktive frygtkompleks så at sige udvidede sig i akkurat samme grad, som evnen til at danne sig mentale billeder eller fantasier tiltog. Det var denne proces, der førte til skabelsen af begrebet "helvede" eller en tilstand efter døden, der i sin natur blot var en fortsættelse af de rædsler, frygten på det fysiske plan var årsag til, her blot forstørret op til det uhyrlige.
Medens dyret, i kraft af sin endnu åndeligt sovende tilstand, er fri for det, vi kalder "åndeligt liv", så ser vi, at det primitive jordiske menneske, der jo blot udgør det almindelige dyrs mentale forlængelse, nu rent åndeligt fortsætter den indviklingsproces, hvis første udspring vi mødte i længselsenergierne fra salighedsriget. Det jordiske menneske er ikke alene fængslet i materie, det er i langt højere grad fængslet i sin egen ånds rædselsfrembringelser. Hvor dyret alene lever i frygt for sin stærkere modstander, lever både det primitive og det mere fremskredne menneske i frygt for det, det muligvis skal opleve efter døden. Fra alle sansehorisonter vælder mørket frem imod det. Intet under at det "kender sig nøgen" og længes efter et sted, hvor det kan skjule og dermed beskytte sig imod de kræfter, der synes at true det udefra, men som i virkeligheden har rod i dets egen sjæl. I kraft af sin umådelige uvidenhed om tilværelsens sande natur, om det virkeligt evige verdensbillede, er det jordiske menneske blevet sin egen værste modstander, sin egen værste fjende. Uvidenhed avler frygt, og frygt er al ondskabs sande moder.
"Mørkets" illusion.
Eksisterer det mentale mørke da ikke som realitet? Er had, hævn og den deraf flydende forfølgelse da ikke den virkelighed, vi mener? Er der ikke situationer i ethvert levende væsens liv, hvor det udsættes for en smerte, det ikke selv er årsag til? Nej og absolut nej! Forudsætter vi, at der i det hele verdensalt blot kunne finde een eneste virkelig uretfærdig handling sted, en handling til hvilken den, der oplever den, ikke selv udgør den dybest liggende første-årsag, ville enhver tale om en alkærlig Guddom og et hundrede procents lovbundet univers være tom tale. Sandt i dette forhold er kun det, at langt de fleste ikke vil akceptere denne tanke, fordi den helt forskyder grundlaget for deres nuværende tanke- og følelsesliv. Det jordiske menneske befinder sig midt i det mentale mørkes kulmination. Tilsyneladende oplever det næsten ikke andet end uretfærdighed, og tilsyneladende er det med sine "egne øjne" overalt vidne til en bundløs uretfærdighed.
Men udtrykkene "tilsyneladende" og "egne øjne" må her med. Thi hvorledes skulle dyret nogen sinde vågne op til en ny og udvidet dagsbevidsthed, og hvorledes skulle det jordiske menneske opleve begrebet "åndelig vækst", om livet ikke var således indrettet, at begge de her nævnte væsenstyper på sig selv, på krop og sjæl, fik lejlighed til at opleve virkningerne af den tænke- og væremåde, de selv har udløst? Det er her den kosmiske forsker eller åndsforskeren må kunne gøre springet fra timelig til kosmisk sansning og iagttage alt det, han er vidne til fra "Guddommens eget udsigtspunkt". Kan man ikke det, vil man være totalt afskåret fra at forstå det mentale mørkes sande natur som camoufleret lys. Da vil man falde for netop den kraft, der holder en bundet til dette mørke, nemlig trangen til i den af en selv skabte gengældelse at søge den manglende ligevægt tilvejebragt, – og "skæbnens hjul" ruller da blot videre i sin millionårige bane. Men tvinger man sit sind ud af en millionårig, traditionsbundet tankevane og betragter det os omgivende mentale mørke i lyset af Martinus kosmiske analyser, ser vi, at det er den tilsyneladende uretfærdighed, der omgiver os på alle sider, angsten, ja alt det vi i eet samler i ordet "smerte", der udgør den kraft, der langsomt, men usvigeligt sikkert betinger den forskydning i de kosmiske grundenergiers indbyrdes konstellation, der en dag vil lade os "opstå fra de døde" og lade os komme til syne som "rigtige mennesker" eller væsener, for hvem alt det er blevet sand og ægte medfødt natur, der idag blot er drøm i vort sind. Når den dag kommer, vil vi med "egne øjne" se, at "ej skæbnerne var blinde, men blinde var kun vi!" og da, men heller ikke før, vil vi være i stand til helt at lodde dybden i de for det almindelige menneske ganske uforståelige ord: "Alting tjener den til gode, der elsker Gud!"
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige