Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Imellem dette og mit næste korrespondancebrev til Dem fuldbyrdes et af de ejendommeligste og et af de vanskeligste syvårige kredsløb i sagens historie. Når hr. overlæge Ankerbye onsdag d. 1. april overtager Klintsøgaard, slutter for mit eget vedkommende en periode, der måske vil vise sig at have været den mest lærerige, jeg kommer til at opleve. Endnu er jeg ikke helt fortrolig med tanken, men på den anden side er det en kendsgerning, at Kosmos Ferieby i denne sommer glider ind i et foreløbigt fast leje. Når jeg bruger udtrykket "foreløbigt", er det kun fordi denne ferieby er usædvanlig levende, hvorfor det vil være direkte tåbeligt at betegne det, som er hændt, som noget endeligt afsluttende. Det eneste, som kan betragtes som endeligt afsluttet, er sagens eget forhold til feriebyen. Alle udstykninger er nu gennemført tilbunds. Fra og med d. 1. april ejer sagen som sådan kun pavillionerne, foredragssalen, gartneriet, hvis bolig dr. Ankerbye dog har erhvervet, Villa Rosenberg, der fremdeles udgør sagens administrationsbolig deroppe og så en inspektørbolig, der i sommer vil blive opført lige ud for pavillion II. Derved er arbejde og udgift begrænset til det mindst mulige. I hvert af de øvrige huse og virksomheder deroppe er der nu placeret selvstændige "talentkerner", som i samarbejde med os nok skal vide at føre denne i dette land så enestående skabelse frem til en stadigt voksende glæde og velsignelse.

Vi går en meget livlig sommer imøde deroppe. På de nyplantede arealer er håndværkerne nu i fuld gang med at rejse nye sommerhuse, og planer til en meget omfattende bebyggelse af grundene er i denne tid under udarbejdelse. Hvad der for syv år siden syntes mange at være et fejlgreb, nemlig udstykningen, har forlængst vist sig at være en yderst lykkelig løsning, der har skabt de interesserede langt større glæder, end vi ville have kunnet give dem. Feriebyens fysiske vækst er sikret. År for år vil den nu vokse, og den tid er ikke fjern, hvor kun de første pionerer vil vide, at dette skønne sted i 1934 blot var en øde, næsten ubevokset plet.

Men hvorledes så med dens inderste ide: at lade den være et sted, hvor mennesker af samme åndelige interesse og indstilling kunne mødes og få undervisning? Også her er svaret positivt. Gennem snart mange år har vi alle længtes efter den dag, da vi igen kunne blive frie til den undervisning, der er det dybeste formål med vor rent personlige tilknytning til Martinus arbejde. På alle områder arbejder vi med planer for at gøre denne sommer til en virkelig begyndelse på et nyt kredsløb i sagens historie. For Kosmos Feriebys vedkommende vil det sige, at Martinus, foruden de almindelige foredrag, som han og vi holder, vil gennemføre en række korte kursus deroppe. Derudover vil vi søge at skabe nogle virkeligt gedigne kunstneriske aftener og i det hele taget prøve at gøre det åndelige liv på stedet endnu mere levende!

– – – – –

Syv år kan både være en kort og en meget lang tid. De her nævnte syv år har ofte forekommet mig meget lange, og ting er hændt, som jeg aldrig havde tænkt mulig. Men bag det hele erkender jeg idag en dyb plan. Martinus arbejde har dybere perspektiver, end de fleste er klare over. Det vi har set af det, og det vi vil få at se, er kun en så uendelig lille del, at vi skal være varsomme med at drage forhastede slutninger. Men meget tyder idag på, at de vanskeligheder, som indenfor dette syvårige kredsløb ofte lå som tunge, knugende mørke skyer over os, nu må vige for et uimodståeligt lys. Vi er idag mange, der slutter op om Martinus med mere end en blot elskværdig vilje til at hjælpe ham. Vi er mange, for hvem hans arbejde var det eneste, der hjalp, da livet tog os under en hård behandling, og samlet ejer vi i os en fællesvilje, som nok skal klare de opgaver, denne sag vil betro os. Vi kan idag overskue, hvorlænge vi har Martinus iblandt os, og jeg har set, hvorledes ønsket om at værne ham og hjælpe ham til at fuldbyrde sin mission iblandt os på den mest fuldkomne måde, hos mange er blevet et så viljesbetonet ønske, at jeg ikke nærer blot antydningen af frygt for, at dette ikke vil ske. Mennesker kommer i denne sag, og mennesker går, – sådan vil det altid være. Men de, der igennem Martinus rene viden fik kontakt med verdensaltets evige grundtone, vil altid vende tilbage, thi også det er loven! Sammen med dem der blev, vil disse mennesker langsomt, men usvigeligt sikkert, danne en organisme, en kosmisk talentkerne, igennem hvilken den viden Martinus gav os, vil leve og sekel efter sekel vokse og befrugte for sluttelig at besejre enhver form for junglementalitet. At vide dette med hver en fiber i sin sjæl, blev ihvert tilfælde for mig lønnen for at følges med Martinus igennem det nu fuldbyrdede kredsløb.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!