Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et af de områder hvor fremtidsmennesket i kraft af sin kosmiske opdragelse vil komme til at stå langt stærkere end nutidsmennesket, er det, der angår dets forhold til sin fortid. For det almindelige menneske idag er samtlige dets sansehorisonter blandet sammen på en for det selv højst ubehagelig måde. Det ved intet om sin evige fortid og tvivler dybest set temmeligt stærkt på sin evige fremtid. Tilbage er så dets nutid, som, fordi det ikke kender noget virkeligt til de to andre "tider, må blive så temmelig rodet, fordi den ligesom er skåret ud af sit sammenhæng med den kosmiske virkelighed, der alene kan give det det sande billede af sin livssituation.

Man oplever dette forhold temmelig stærkt, når man sidder og taler med et menneske om de v anskeligheder, der er grunden til, at det har opsøgt en. Gang på gang erfarer man da, at en af hovedårsagerne til disse v anskeligheder er den, at livet ikke har villet realisere de drømme, som een gang drømte, nu på grund af det forannævnte forhold, ustandseligt griber ind i nuet og overskygger det.

Fornylig sad en mand overfor mig og illustrerede dette forhold meget stærkt. Han sagde omtrent som så: "Når jeg vågner om morgenen, er det, ligesom om jeg er mig selv i en langt større udstrækning end senere på dagen. Så kan jeg udmærket se, at alt det, der er hændt mig, har været til stor gavn for mig. Men henover middag er det, som om jeg bliver træt, og så skifter billedet helt karakter. Så begynder jeg påny at tvivle, og så er det, som om de tanker, jeg om morgenen har så let ved at holde i skak, påny får magt over mit sind. Og tit, når jeg når aften, er al den klarhed, jeg har om morgenen, blæst bort, og da er jeg helt i de gamle tankers vold. Så er det, jeg bliver bange for at lægge mig til at sove, for kort efter at jeg er faldet i søvn, roder jeg hjælpeløst rundt i et sammensurium af triste og negative tanker, der udløser det ene mareridt efter det andet. Hvad skal jeg dog gøre ved det?"

Jeg forsøgte stilfærdigt at forklare ham, at hans situation var en, vi alle må opleve, fordi den i sig selv er en del af den "vej", der fører opad. Jeg påviste for ham, at han var et typisk offer for den sammenrodning af fortid, nutid og fremtid, der gør livet ulykkeligt for de fleste, og jeg forklarede ham, at vi netop har det, vi kalder vor vilje, vor koncentrationsevne til, som en stærk hånd, at holde fortidssansehorisonten væk fra nutidshorisonten. Bristede håb og drømme er kun farlige, sålænge de ikke er helt bristede, d.v.s. sålænge man skjult, dybt inde i sig selv, giver dem netop så megen næring, at de lige akkurat kan holde sig ilive. Kan man derimod i kraft af en klar erkendelse gøre dem til regulær fortid, skifter de næsten øjeblikkeligt karakter. Da er de ikke længere noget, der slider i en og forvirrer tænkeevnen, da er de blevet erfaringsmateriale og kan som sådan udnyttes til fordel for højere erkendelse. Men mange mennesker evner ikke at gøre dette, og årsagen hertil er dyb uvidenhed om det virkelige bag det uvirkelige. Det er tragisk at skulle skrive det, men jeg har i mit liv mødt adskillige, som havde en dyb teoretisk indsigt i tilværelsesmysteriet, men som, da livets egen tale pludselig angik dem selv, omgående faldt i den fælde, som er det åndeligt uvidende menneskes "trøst i nøden", nemlig at placere skylden for det oplevede på "de andres" skuldre. Vi står her ved en af livets store korsveje, som "tærskelens vogtere" nøje holder kontrol med. Det er jo altid lettere at forkynde moral end efterleve det forkyndte. Denne sandhed angår os alle. Men helt fatal bliver den, i det øjeblik man pure nægter at se den virkelighed, der eksisterer bag enhver livsoplevelse, og som i sin dybeste natur er Guddommens eneste måde at henvende sig direkte til os på. Vi har alle lov til at "vende det døve øre til", når HAN taler, men livet vil aldrig blive træt af at forkynde for os, at det ikke betaler sig at gøre det. Og måden livet fortæller denne sandhed på, er den, at vor fremtid altid vil være en trist kopi af fortiden, af hævntrang og had, af småfornærmethed og bitterhed, af selvpåtaget martyrium og bevidst isolation eller af alle de tankeklimaer, der hindrer Guddommens alvorlige ord at trænge igennem det her nævnte "røgtæppe" lige indtil det øjeblik, vi selv kan se tåbeligheden i vor reaktion overfor den modgang, vi har mødt. Der findes andre "regnskaber" i tilværelsen end de økonomiske, og "ren luft" mellem Guddommen og gudesønnen bliver der først i det øjeblik, man klart erkender, at mennesker mindre er "individer" end "redskaber" for HAM, der "sidder ved smeltediglen". Vi kan rase imod dette eller hint, som livet har ladet os opleve, så galt vi vil, men fred, virkelig fred i vort sind, får vi først i det øjeblik, vi klart erkender, at vi ikke kan opleve noget som helst, som vi ikke, dybest set, selv er årsag eller ophav til. Vi kan kræve "retfærdighed", og vi kan få "hævn" – men den fred, den indre harmoni, der drager mennesker til os, som magneten drager jernet, får vi ikke, før vi i praksis lever de kosmiske sandheder. Man kan her, ligervis som Abraham få ordre til at ofre Isak, men gør man det, vil man også, som Job i sin dybe fornedrelse få kraft til at sige: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!"

Alt for mange mennesker glemmer, at åndelig søgen aldrig vil kunne sidestilles med en hobby. Åndelig søgen er et bevidst forsøg på at opnå kontakt med livets indre, skjulte side eller med den virkelighed, der først forfærder, men senere velsigner. Livet har en dyb tilbøjelighed til at tage den på ordet, der giver udtryk for sit ønske om at "tjene Gud", thi kun igennem alvorlig personlig prøvelse, kan der opstå viden om vedkommendes sande kvalitet. Og sand kan kvaliteten aldrig blive, sålænge et menneske ikke formår ved egen hjælp at adskille sine sansehorisonter. Da vil det uundgåeligt blive offer for forvirrede tankekoncentrationer. Det vil da opleve, at dets tanker, dets forestillinger uafbrudt "går i ring", og at denne "ring" er den noksom kendte "onde cirkel". Har man nøje erkendt, at et menneske har været et guddommeligt redskab til at give en denne eller hin viden, og føler man, at dets indflydelse på ens liv derudover kun vil være af negativ art, bør man gøre sig fri. I vor menneskelige vækst tæller kun fremtiden. For at forme den på den fuldkomneste vis, gav Guddommen os vor evige fortid, som strækker sig fra uendeligheden og til den time, der netop er gennemlevet. Denne fortid er vort virkelige "skatkammer", thi ud af den kan vi hente alle de erfaringer, der betinger de klogeste, kærligste og derfor mest frugtbare v alg. At disse valg skulle være lette at træffe, har ingen lovet os, og at deres første konsekvens ofte er meget smertefulde ved alle de, der har oplevet dem. Men søger vi uafladeligt bag alle de forvirrende situationer og ansigter, som livet ustandseligt lader os møde, kun HANS og HANS alene, vil den time også komme, hvor vi ser det. At det kræver meget af os at holde denne høje tanke klart for øje, siger sig selv, men vi ved alle, at det kan gøres, ja, at det er den eneste vej til den fred, der er "over al forstand".

– – – – –

Dette var blot lidt af de tanker, jeg forsøgte at give udtryk for i den allerede nævnte samtale. Jeg har søgt at gengive dem for at give Dem en håndsrækning i Deres så ofte udtalte ønske om at kunne være noget for mennesker i nød, – et ønske vi her bedre end de fleste både forstår og deler!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S. Jeg har lovet at meddele interesserede københavnere, at jeg førstkommende tirsdag d. 24. ds. kl. 20 taler i Råkostforeningen, Gl. Vartov om "Martinus verdensbillede".