Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: jeg tror på Martinus kosmologi. Jeg tror også på naturvidenskaben. Derimod tror jeg ikke på den kristne offerlære og jeg tror heller ikke på den kapitalistiske økonomis velsignelser. Alt i alt er jeg således et meget troende menneske. Men jeg prøver virkelig at forbedre mig.

Jeg tror (!) nemlig ikke, at jeg (vi) kan blive ved at leve på troen alene. Troen er jo nemlig netop en tro, en formodning, en følelse af, at noget er rigtigt, men den er ikke en viden, en vished, en sikkerhed. Troen kan rokkes, det kan sandheden ikke: og troen bliver rokket ved af skeptikere, kynikere, lidelser, tørre kendsgerninger eller andre ubehagelige goder.

En sand viden kan derimod ikke rokkes. Jeg ved f.eks. hvor mange kilo mit fysiske legeme vejer. Hvad andre tror og mener om dette vægtige emne er for så vidt ligegyldigt; jeg og min gamle badevægt, vi kender sandheden og lader os ikke forstyrre af andres postulater.

Nu forventer jeg ikke, at læserne interesserer sig synderligt for vægten af mit legeme; derimod regner jeg faktisk med, at vi deler interessen for Martinus kosmologi.

Kosmologien kaldes også for åndsvidenskab, men videnskab er et dyrt og forpligtende ord at bruge. Videnskab har nemlig ikke noget med tro, men med viden at gøre. Så er mit problem, at jeg ikke ved noget om ånd, men tror en masse. Jeg tror f.eks. at Martinus vidste, hvad han talte om, men jeg ved det ikke.

Og dog. For Martinus understregede, at man ikke skal tro på det han siger, fordi det er ham der siger det, men man skal efterprøve det selv. Så det prøver jeg, efter bedste evne.

Nu er det for mig at se så heldigt, og helt i den videnskabelige ånd, at Martinus har lavet præcise beskrivelser af love og principper, og ofte også præcise beskrivelser af virkningerne af anvendelsen af disse. Lige til at efterprøve og efterkontrollere.

F.eks. bønnens princip. Martinus skitserer, hvordan det skal anvendes og hvilke virkninger, man kan forvente (og endda hvilke man ikke kan forvente, f.eks. at Guddommen skulle sætte sin vilje til side til fordel for opfyldelsen af gudesønnens vilje).

Om det så virker at bede? Ja, det ved jeg, det gør, så tro mig, kære læser, når jeg siger at... Tro mig? Næh, indenfor naturvidenskaben tror man ikke på hinandens forskningsresultater; man efterprøver dem omhyggeligt, nidkært og endda sommetider dybt skeptisk, men hvis man når det samme resultat, så lader man sig overbevise af det, så ved man, at dette eller hint resultat er rigtigt.

 

 

Hvorfor skulle vi så være mindre videnskabelige, mindre sandhedskære, mindre vidende indenfor åndsvidenskaben? Bliver det ikke først en åndsvidenskab efterhånden som dokumenterede kendsgerninger fra åndsforskere som os begynder at hobe sig op, ikke bare i sind og dagbøger, men i åndsvidenskabelige forskningsbiblioteker, tilgængelige og efterprøvelige for enhver?

Jeg ved det ikke; faktisk så ved jeg vist egentlig ikke rigtigt noget om noget (hvilket kaldes ydmyghed og til læsernes behagelige orientering er en meget fin åndelig kvalitet), men jeg tror meget stærkt på, at vi hver for sig og i fællesskab er nødt til at forvandle troen til viden, hvis vi effektivt vil lægge lidelsernes mørke bag os. Som barn spiste jeg en hel chilipeber (very, very hot) i den salige tro, at det var en dejlig sød rød peber. Min tro var dengang ikke nogen beskyttelse mod at opleve en brændende smerte i munden og flere minutter i en ubekvem stilling under en løbende vandhane. Eller som en af mine lærere engang sagde om matematikopgaverne: du skal ikke tro, du skal vide! Vide hvad der fører til sundhed, lykke og glæde, og sandelig også, hvad der ikke gør. Jeg tror, Martinus har fortalt os det, og at det kan lade sig gøre at skabe et lykkeligt liv til stor fornøjelse for os selv og andre, men jeg ved det ikke – ikke endnu ...