Kontaktbrev 1953/27 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
omtrent hundrede procents kosmisk automatik, medens tyngde- og følelsesenergien er for opadgående. Modsat disse to kosmiske grundkræfter er hukomm elses- og intuitionsenergien for nedadgående, medens intelligensenergien er latent. Hermed er plantevæsenets kosmiske position og kurs angivet. Plantevæsenet er på vej bort fra hukommelses- eller salighedsriget og på vej ind i dyreriget. Det udgør et overgangsvæsen mellem en ren åndelig og en fysisk tilværelse. Det repræsenterer livets første møde med den hårde og bundne materielle livsform.
"Frostblomster".
For mange mennesker må den foran skildrede analyse virke fantastisk og livsfjern, men undersøger vi livets måde at ytre sig på, vil det meget hurtigt vise sig, at den bekræftes af de iagttagelser, vi er i stand til at gøre med vor egen nuværende vågne dagsbevidsthed. Thi under planteriget befinder der sig endnu en fysisk verden, som vi dagligt er i berøring med, og som vi har givet navnet "mineralriget". Dette rige er, sanset fra vor verden, tilsyneladende absolut "livløs", men da denne tilstand kosmisk set er en umulighed, er en tænkt modsætning til virkeligheden, må vi for en stund vende vor opmærksomhed imod det, fordi vi her møder den åndelige verdens første indslag i den fysiske materie i form af de krystallisationer, der kan finde sted både ved smeltning eller kemisk påvirkning af metaller og ved dannelsen af de såkaldte "frostblomster" på vore opfrosne ruder.
Medens det almindelige menneske sætter grænsen mellem det levende, d.v.s. det med sjæl eller ånd udrustede væsen, og den "døde" eller åndløse materie ved mennesket, så må det kosmisk indstillede menneske træne sig op til at forstå, at samtlige her opsatte "grænser" er illusoriske. Alt er liv. Hele universet er et levende væsens – Guddommens – organisme, hvorfor der ikke kan findes blot eet sted, hvor hans ånd, hans bevidsthed ikke gør sig gældende. At en sådan påstand kan få det til at svimle for tanken, er forståeligt, men ændrer man denne sin indstilling til kun at opfatte dele af universet som levende, medens andre dele er "livløse", vil man meget hurtigt komme til kort. Man vil da nok få et "verdensbillede", men det vil kun være partielt og derfor uden evne til at give en den indre helhedsfornemmelse, som det sande og urokkelige verdensbillede uundgåeligt giver sin dyrker.
For imidlertid at gøre dette vældige univers begribeligt for den jordmenneskelige ånd, kan vi foretage et tankeeksperiment med os selv. Lad os tænke os vort eget fysiske legeme forstørret op til jordklodens størrelse. Hvad vil vi da blive vidne til? Simpelthen det, at afstanden mellem samtlige de partikler vore organer, muskler og skeletdele består af, nu er blevet så stor, at de "tomrum" mellem delene, der nu kun kan konstateres i mikroskoper, har fået makrokosmisk format. Vi vil ikke længere se vore indre dele som organer etc., men derimod som lysende punkter, som atomer, elektroner osv., altså som en "stjernehimmel", som et univers, samtidigt med at vi ved, at en formindskning til vor normale størrelse vil "sammensmelte" alle disse lysende punkter til den "masse", vi kender som vort legeme. Dette tankeeksperiment må man have fantasi til at kunne foretage, fordi det uundgåeligt hjælper en til at forstå Guddommens væsen eller natur. Thi vi vil da være fuldt vidende om, at selvom samtlige vore fysiske partikler nu kommer tilsyne som lysende punkter, er de ligefuldt forbundet af en levende kraft, med hvem de uafbrudt korresponderer, nemlig vor egen ånd. Denne ånd er usynlig, men den udgør alligevel den kraft, der holder hele dette univers samlet. Det er denne ånds vilje, der betinger de enkelte lysende punkters plads i dette univers og deres funktioner, og det er denne ånds mentale tilstand, der udfylder rummet imellem samtlige lysende punkter. Vi skal senere vende tilbage til det billede denne forstørrelse giver os under vor analyse af begrebet "tanker", her må vi blot nøjes med at understrege, at vort eget "univers" indtil de mindste detaljer er en kopi af det univers, vi "lever og røres" i, blot med den forskel, at medens den guddommelige vilje er fuldkommen, er vor vilje endnu ufuldkommen, hvorfor vort "univers" kan møde kræfter, der på et øjeblik får det til at styrte sammen.
Som vi allerede så under vor første analysering af de tre X'er, har det levende væsen et overbevidsthedsområde, der kun er tilgængelig for indirekte sansning eller tænkning. Det er dette overbevidsthedsområde, der er dets ånds inderste kerne. Her møder vi dets sande "livsorganer", nemlig alle de, der er hævet over død og forkrænkelighed. Og det er her, vi skal ind for helt at forstå de kræfter, der betinger den foran berørte krystalliseringsproces og det forhold, at der bag det tilsyneladende livløse i universet eksisterer en levende åndelig funktion.
Hvad er da en krystallisation? Det er en proces, hvor energikombinationerne røber en bag processen eksisterende plan eller hensigt. Selvom denne plan eller hensigt ikke i alle tilfælde er så udtalt, som i tilfældet med de såkaldte "frostblomster", så røber den ihvert tilfælde her de dybereliggende årsager, der bekræfter, at denne proces er andet og mere end et blot og bart materielt anliggende. Thi en formdannelse, der følger en plan eller en hensigt, afslører uundgåeligt det levende væsens nærværelse, idet plan og hensigt ikke er noget "i luften frit svævende", men derimod egenskaber, der udelukkende er tilknyttet en skaber eller et Jeg.
Hvem er da Jeg'et bag krystallisationerne? For at forstå svaret på dette spørgsmål, må vi endnu engang berøre det kosmiske spiralkredsløb og dets virkelige udstrækning. Som allerede tidligere berørt udgør et kosmisk spiralkredsløb et område, indenfor hvilket samtlige seks kosmiske grundkræfter kommer til fuld og ligelig udfoldelse. Denne udfoldelsesproces afslører sig i form af seks livssfærer, nemlig: mineralriget eller salighedsriget (hukommelsesenergien), planteriget (instinktenergien), dyreriget (tyngdeenergien), "det rigtige menneskerige" (følelsesenergien), visdomsriget (intelligensenergien) og "den guddommelige verden" (intuitionsenergien). Disse seks livssfærer udgør altså samlet en udviklingsspiral samtidigt med, at de udgør det totale udfoldelsesområde for kosmisk lys og mørke (kontrastprincippet). Som allerede antydet er samtlige disse livsområder i kraft af de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombination evigt forbundne derved, at deres tilsynekomst udelukkende skyldes, at de udgør zonen for een af grundenergiernes kulmination, samtidigt med at de danner grundlaget for de øvrige energiers henholdsvise til- og aftagen.
Mineral- eller salighedsriget.
Da plantevæsenet har sit udspring i salighedsriget, er det nødvendigt for os ganske kort at undersøge de kosmiske energiers indbyrdes kombination i dette rige. Medens instinktenergien udgør den førende eller dominerende kraft i planteriget, ser vi, at hukommelsesenergien udgør den kulminerende energi i salighedsriget. Da hukommelse eller evnen til at erindre udløser en hundrede procents indre oplevelse, i modsætning til de øvrige grundkræfter, der hver for sig betinger ydre livsoplevelser, står vi i den kulminerende hukommelsesenergi overfor en livssfære af en helt anden natur end tilværelsens øvrige fem livssfærer eller zoner. I denne livssfære oplever det levende væsen ikke livet udenfor sig selv, men derimod udelukkende inde i sig selv, inde i sin egen erindringsverden, der således i denne livssfære udgør dets "ydre verden". Medens analyseringen af denne specielle livsform hører et senere afsnit til, skal vi her kun røbe, at alene zonens betegnelse: salighedsriget, afslører, at denne livsoplevelse er kulminerende lys og skønhed. Men da intet væsen evigt kan forblive i hverken himmelsk lys eller mørke, uden at dette på et eller andet tidspunkt ville betyde kulminerende livslede, sker der da også det, at det levende væsen i denne livssfære begynder at længes efter modsætningen, begynder at længes efter livet i andre materiekombinationer end den, det her oplever. Disse længselsenergier, der alle bærer præg af den salighedstilstand, som det levende væsen her befinder sig i, er dem, som udløser sig som den dybest liggende årsag til de krystallisationer vi møder i form af "frostblomster". Da ingen livssfære kan eksistere uden at samtlige grundenergier er tilstede i den, og da salighedsriget er tilværelsens fysisk set mest inaktive livszone, har vi her forklaringen på mineralrigets kosmiske tilhørsforhold. Mineralriget, denne vor fysiske tilværelses mest "livløse" verden udgør således tilværelsens eneste inaktive livssfæres yderside. "livløsheden" er således i sig selv en illusion. "Det sete" afhænger her i højere grad end noget andet sted i vort fysiske liv af "øjnene, der ser." Og den, der igennem Martinus kosmiske analyser har lært at se mineralriget i dets virkelige og sande perspektiv, har forlængst ophørt med at opfatte det som en "kold og livløs" verden. Han forstår, at den umådelige ro, der hersker her, har andre årsager end de fysiske energikombinationer, og han ved, at udaf den dybe stilhed, der hersker her, opstår det liv, der engang vil kulminere i en overdådig udløsning af kontrasten til den bundethed, han her er vidne til.
Plantevæsenet udgør en materialisation af salighedsvæsenets længselsenergier.
Vender vi os nu påny mod plantevæsenet, ser vi, at dets formdannelse altså strækker sig lige fra de omtalte "frostblomster" og frem til alle de farvestrålende kombinationer, vi kender som træer, buske samt et- og flerårige blomster- og løvplanter. Fysisk-videnskabeligt ved man nu, at man kan "formere" de på vore opfrosne ruder forekommende "frostblomster" på akkurat samme måde, som man ellers vegetativt formerer planter. Man kan tage et "skud" eller en "stikling" fra disse krystallisationer og "plante"
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige