Kontaktbrev 1953/27 side 1
København, den 23-1-1953
Kære læser!
For mange år siden faldt jeg over en lille digtsamling, der var skrevet af en persisk digter ved navn Mirzza Schaffy, et navn der senere til manges forbløffelse viste sig at dække over en ukendt tysk digter. Digtsamlingen var skrevet i et herligt sprog, og mange af digtene var således, at jeg ikke kunne lade være med at lære dem udenad, hvad jeg senere mange gange har været glad for. Når jeg nævner dette for Dem, er det fordi, der iblandt disse digte var et, der har stort bud til os. Det lød:
"Da jeg sang: "Mod glæden vend jert øje,
bøj jer ikke slavisk for de høje,
vær ej overmodig mod de lave!"
– roste man min digtnings visdomsgave!
– – – – –
Da jeg ville handle efter læren,
fandt man tåbelig min hele væren!
Jeg vil tro, at så godt som alle idealistisk indstillede mennesker, der ikke er "salonidealister", men virkelig tager deres overbevisning så alvorlig, at de søger at lade den få indflydelse på deres daglige liv, kommer ud for den oplevelse, at omgivelserne ikke alene opfatter dem som en smule tåbelige, men også får givet udtryk derfor. Verden er på det punkt ikke så lidt paradoksal. Ustandseligt bringer vore aviser os bud fra verdens store om, at der må en sindelagsændring til, om vi ikke skal opleve det helt store ragnarok, men prøv blot på at realisere tanken, og De vil meget hurtigt erfare, at så alvorligt var det nu heller ikke meningen, at De skulle tage ordene. Fornylig udtrykte en i øjeblikket meget omdiskuteret dr. theol. det på den måde, at vi endelig ikke skulle tage Jesus så bogstavelig, at vi forsøger at efterleve hans ord, det vil b are sprænge os, som det sprængte ham! Nå, theologer siger nu såmeget, ikke mindst når de bliver doktorer, så det bør man nu ikke tage for mere, end det er, men udtalelsen dækker i virkeligheden et utal af menneskers opfattelse af idealisme, nemlig den, at idealismen er udmærket, sålænge man bare altså ikke tager den alvorligt!
Vi står i dette problem overfor instinkternes eller de fastgroede vaneforestillingers uhyre magt over udviklingen. I vor tid glæder et utal af mennesker sig jo over, at de kan betegne sig selv som "intellektuelle". De er "frigjorte" og dermed højt hævet over fortidens tåbelige anskuelser. Mon? Er sandheden ikke snarere den, at langt de fleste af de såkaldt intellektuelle tålmodigt trasker i de tankebaner, fortidige slægter har slidt for dem? Har afrustningstanken f.eks. sejret over den militære ide? Har den internationale tankegang besejret den nationale? Er kirken mere "forældet", end at flertallet tålmodigt erlægger sin kvartalsafgift og sluttelig som kvittering får de tre skovlfulde jord? Og er den tylsombrusede hvide – og rene – brud forsvundet ud af billedet?
Nej, lad os være meget ærlige og se den sandhed lige i øjnene, at nok kan menneskene læse og skrive, en del af dem ihvert fald, og nok tales der meget og skrives endnu mere om en verden fri for frygt, had og agression. Men praksis eller den kolde virkelighed taler fremdeles et andet sprog. Militærets tramp er bestemt ikke mindre i vor tid end i forrige århundrede, racehadets giftiggule flammer rækker sig fremdeles imod himlen, og den religiøse intolerance kan ikke beklage sig over manglende tilslutning. At være idealist i en sådan verden, at tage sandheden så alvorlig, at man søger at lægge den til grund for sin tænke- og væremåde, er virkelig en betænkelig sag.
Men hvem skal egentlig hjælpe verden, om de, der føler de store sandheders indre værdi så stærkt, at efterlevelsen af dem for dem bliver et kald, en mission, giver op og indordner sig "de andre"? Mon det ikke er på tide, at vi åbent tager kampen op mod sætninger som: "De og jeg kan alligevel ikke lave verden om!" eller "Hvorfor ikke være som alle vi andre, det er da meget hyggeligere!" Bevares, det er hyggeligere! Men det er bare ikke rigtigere af den grund!
Det er sandt, at vi har pligter overfor vore omgivelser, pligt til at være omgængelig og pligt til i videst mulig udstrækning at "gå i spand", men vi har også pligter overfor os selv og deriblandt den, ikke at fornægte den sandhed vi med vågne, dagsbevidste sanser har erkendt. Det er her at "billigheden" fejrer sine triumfer, for det er så let at være salonidealist, så let at holde foredrag og så let at polere glorien. Men det er også her at ordene: "Hvo, som synes at stå, se vel til han ikke falder!" har sin gyldighed. Vore største fjender er slet ikke de andre, det er vore egne, nedarvede instinkter! Kan vi overvinde dem, kan vi sagtens klare de andre. For da er vor væremåde natur og ikke kunstig åndelig opblæsthed, og da har de andres ord om vor "tåbelighed" mistet sin brod. Det koster sin pris i starten – men tro mig, det er prisen værd!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige