Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Allerførst beder vi Dem modtage en undskyldning, fordi De ikke fik Deres korrespondancebrev sidste lørdag! Men juleugen blev arbejdsmæssig så splittet, at vi foretrak at udskyde korrespondancen en uge, hvad vi håber, De tilgiver os! Det er nu hverdag igen, men alligevel hverdag på en anden måde end før jul. Endnu sidder den dybe glæde over de utallige breve fra ind- og udland i vort sind. Jeg har tidligere givet udtryk for, at julen her i huset er noget specielt, fordi vi i den ligesom samlet oplever virkningen af årets arbejde. Taknemmelige breve fra mennesker, hvis navne vi ofte selv dårligt erindrer blander sig med breve fra mennesker, der på ensomme udlandsposter føler, at de må sige Martinus tak for, hvad hans tanker har betydet for dem. Fra Indiens sletter, fra Sydamerikas bjerge, fra Mellem- og Nordamerika, fra næsten alle de europæiske lande kom der hilsner, der hver for sig talte om venskabelige følelser og varme ønsker om fremgang for det arbejde, der har fået så stor betydning for dem selv. Når man sidder med disse mange hundrede breve i sine hænder, kan det ikke undgås, at de føles som een stor inspiration til ikke alene at fortsætte, men også søge at forstærke og udvide det arbejde i hvis centrum vi lever.

Året, der svandt, bragte mange betydningsfulde ændringer ind i vort liv. Selv følte vi, at vi med det passerede det økonomiske vintersolhverv. Jeg mener ikke dermed, at det endnu ikke stadig er vinter, men vi kan nu se afslutningen på de største vanskeligheder og frem til en ikke altfor fjern fremtid, hvor vi alene er beskæftiget med udbredelsen af Martinus tanker og ideer. Meget nyt er ifærd med at fødes. Oversættelser er mange steder igang, og den dag er nu ikke langt borte, hvor mennesker på fremmede kyster vil kræve vor nærværelse for en videre uddybning af de tanker, de igennem disse oversættelser er komm et i berøring med. Lad imidlertid ikke disse mine ord føre til overilede vurderinger. Martinus arbejde tilhører på en måde i langt højere grad fremtiden end nutiden, og ingen her ønsker at forcere noget, som livet selv langt bedre regulerer.

Vi er nu inde i et nyt årskredsløb, som, hvor stort det end forekomm er os i øjeblikket, så dog en dag kun vil være at regne for et beskedent sekund i evigheden. Var vort arbejde begrænset til vort eget liv, kunne der måske være grund til at røre "stortrommerne", men som det nu er, ser jeg ingen grund til at udtrykke andet ønske end det ene, at vi alle, hver for sig, må bruge det til en klog udvikling af vor egen ånd. Martinus arbejde eller hele tankeverden er idag en levende organisme, hvis "kød" og "blod" vi er. Så paradoksalt er dette forhold, at selv mennesker, der tilsyneladende har forladt det, har hele deres tankeverden og livsindstilling præget af det. At bekymre sig for denne organismes videre udvikling er dybest set overflødigt. Sagens skæbne er lys. Hvad De og jeg end mener og eventuelt vil komme til at mene om den, er ligegyldigt, den vil vokse og nå sit mål i sin tid. Vi derimod har vor egen tid, hvad der i denne forbindelse vil sige vort n uværende liv. Ingen af os har krav på, endsige ret til at vente, at det skal blive mere lyst end andres. Men vi har noget, som utallige andre ikke har fået: en indsigt i livsmysteriet ved hvis hjælp vi kan møde vore skuffelser og vor modgang, på en anden måde end almindeligt er. Jeg mener ikke hermed, at det er enhver givet os at klare enhver situation fuldkomment, kun at hvis vi virkelig vil søge at se vort nuværende liv i lyset af en højere plan, har vi en meget stor chanse for at udnytte den tid, der endnu er os beskåret her på en for os selv og menneskeheden langt værdigere og smukkere måde, end om vi blot følger egne ofte primitive, instinktbetonede indskydelser.

Martinus eget liv og hele tankeverden er een plan, vort liv kan kun på de områder, hvor vi er i kontakt med denne plan, blive en del af den. På andre områder har vi "vort eget liv", og selvom det her ikke er misundelsesværdigt, så har vi det endnu et stykke tid. Man kaster nu engang ikke "dyrehammen", blot fordi man skuer et højere lys. Men alene det selv at kunne se og erkende denne indre spaltning er et umådeligt gode. Det giver mulighed for koncentration af ens kræfter på en helt anden måde end før. Fra at være "vejløs" har man fundet "vejen". At det, at gå den, ofte er langt vanskeligere, end man troede, er en sag for sig. Her er det at både den gamle og den nye tids strålende "modeller" træder ind i vort liv som virkelig inspiration. Og her er det, at jeg mener, at vi skal træde varsomt. Vi er et virkeligt lys på så nært hold, at en og anden nok for det nærværende kan glemme, hvad dette lys i tidligere alvorlige stunder betød. Sker det, træder domsmentaliteten istedet for forståelsen, og så sænker mørket sig over sjælen. På dette område har jeg et brændende nytårsønske for enhver af dette arbejdes interesserede, og det er, at det timelige aldrig må sejre over det evige, i hvis lys tingene alene har deres sande og urokkelige perspektiv.

Med de kærligste ønsker for det nye år fra Martinus og samtlige medarbejdere er jeg