Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I det øjeblik dette skrives, jager den første snestorm over landet og indhyller alt i hvidt. Vinteren er over os, og om få døgn fejrer vi alle julens skønne fest. Nogle gør det midt i en børneflok, som med tindrende øjne følger fars og mors forberedelser til den store aften, og andre gør det i ensomt selskab med sig selv. Men for alle gælder det, at denne ene aften er anderledes end alle årets øvrige aftener. En kraft, ingen kan vise fra sig, smelter i disse få timer megen hårdhed og gør mennesker, som måske ellers kun har en hånlig skuldertrækning tilovers for begrebet religion, forståeligt, at denne kraft hverken er uden værdi eller betydning.

En lille stumpet tøs stod for nogle år siden en varm somm erdag ved Klint og forkyndte for mig, at "verden ligger i det onde". Hun tilhørte en religiøs sekt og var ude for at sælge bøger. Jeg har ikke siden kunnet glemme hende, fordi hun så frimodigt så mig i øjnene og sagde: "De må da indrømme hr., at verden ligger i det onde". Jeg kunne ikke sige hende imod, ønskede det iøvrigt heller ikke, for jeg drøfter ikke den slags med små børn. Men vil vi gå ind på tanken bag disse berømte ord, må vi overfor os selv indrømme, at livet på jorden nu er så hårdt for de fleste, at det faktisk er vidunderligt, at man i denne mørke tid har en juleaften at se hen til, en aften hvor sindet, om det ellers er blot lidt modtageligt, kan få kontakt med andre kræfter end hadets og ondskabens. Jeg har før fortalt Dem om den stol, der står overfor mit skrivebord, og i hvilken alle de sidder, som søger mig for at få en åndelig håndsrækning i deres private sorg og kamp. Der går kun korte stunder mellem hver gang, der sidder en i den, og samler jeg den sum af smerte, som der året rundt bliver betroet mig fra netop den plads, i en enkelt sætning, må det blive den, at det er meget svært at være menneske. De, som kommer i dette hus, er jo alle besjælet af det ene ønske: at være menneske. At være en, der ikke slår igen, men som blot ønsker at forstå. For mig er alle disse menneskers stemmer for længst smeltet sammen til at være een røst: menneskets! Mennesket, der ikke kan slippe tanken om en højere bestemmelse med sig selv og med livet, og som ikke vil kapitulere overfor de kræfter, der som vilde og frodige blomster skyder frem fra dets egen sjælelige urgrund. Det er i vor tid uendelig let at "se skæven i sin broders øje", så let at rase imod den og den og i det hele taget blive enig med sig selv om, at livet er forbandet. Når man år ud og år ind sidder og lytter til den enkeltes sorg og modgang, kan det ske, at man et øjeblik virkelig finder den modgang, vedkommende er ude for, næsten for stor, men så er det, at det virkelige verdensbillede, det virkelige syn på begivenheden glider frem for ens indre øje, og man forstår, at vel er dette tungt, men det er også uendelig lærerigt, og at det er vor opgave, at få drejet begivenheden ind i dette virkelighedens lys, thi kun der findes den trøst, der rækker udover døgnet.

Det er juletid nu, og langsomt toner dette år ud og går over i vor evige fortid. For de fleste af os bragte det både lys og skygge. Mest det sidste, vil de fleste måske sige, men det er nu ikke helt sandt. I en verden som vor forfalder man meget let til kun at ville se skyggernes dans gennem skæbnerne, men lyset er der også. Ja, dybest set er der kun lys, det er jo en sandhed, vi nu skal til at lære. Skjult bag modgangens slag vil vi altid, om vi da selv ønsker det, finde den hånd, der leder vor vej fremad og opad. Jo ivrigere vi søger denne hånd, desto hurtigere finder vi den, og desto hurtigere får smerten og skuffelsen ende. Mange er endnu her som små børn. De har ikke alene fået en skuffelse, men de synes også, de har en vis ret til at nyde den i form af den beklagelse, der kun glæder dem selv. Kun livet kan ændre dette, men held den der her har fundet vej gennem årgangene og dermed har opgivet den form for livsytringskunst.

I det arbejde, som De og jeg elsker, blev året 1952 på sin vis skelsættende, idet sagens anden store hovedbygning KLINTSØGAARD netop er blevet solgt til to af sagens trofaste venner gennem mange år, hr. og fru overlæge Cai Ankerbye, Bornholm, som fra næste år åbner den som en gennemført vegetarisk og råkostkuranstalt. Omend overlægen helt har overtaget hovedbygningen og parken for egen regning, er det ingen hemmelighed, at den dybeste inspiration til denne handling er udgået fra studiet af Livets Bog. To meget udviklede og erfaringsrige "talentkerner" knyttes hermed til sagens organisme, og de drømme, vi alle nærede med hensyn til denne skønne bygning, rykker nu deres sande virkeliggørelse meget nær.

For mig personlig betyder det, at den sværeste byrde, der nogen sinde har været lagt på mine skuldre, nu er fjernet, og at den frihed for rent materiel administration, jeg så længe har begæret, nu er en kendsgerning. Vi beholder fremdeles de store pavilloner og gartneriet, men begge disse områder bliver nu underlagt vort inspektørpar hr. og fru Jørgen Knudsen, som i den ene sommer, de stod for styret på Klintsøgaard, nåede at blive afholdte som kun få.

Da Martinus selv vil give en redegørelse for den handel, der her har fundet sted, og som med at slag både fritager os for et stort materielt arbejde samtidigt med, at den sanerer sagens økonomi, skal jeg her kun give udtryk for den glæde, det har bragt alle os, der har haft med denne sag at gøre, at det netop blev dr. Ankerbye, der bliver chef i den virksomhed, der nu vil gro frem deroppe. De idealer, som vi så gerne så respekteret i denne skønne bygning, bliver nu ført ud i livet. Kødspisningens dage er nu forbi i dette hus. Vi ved, at overlægeparrets skridt er modigt, men vi ved også, at der fra enhver, der slutter op om Martinus verdensbillede, vil strømme en dyb og varm sympati imod disse to mennesker, der her tager en hårdt tiltrængt opgave op.

Men også på andre områder bragte 1952 Martinus arbejde et langt skridt frem. Besøget af dr. Poul Brunton og frue har fået meget dybe konsekvenser, og kontaktlinier gror stadig frem af den oplevelse, som dette besøg var for os alle. Oversættelsen af "Menneskeheden og verdensbilledet" er ved at være fuldbyrdet og skal nu til kontrol i England. Mange er her utålmodige, men ingen bør glemme, at det er af den yderste vigtighed, at netop denne oversættelse, der er den første, der når ud til en meget stor kreds af mennesker, bør være så fuldkommen som mulig. Hastværk vil her være et yderst farligt lastværk, og Martinus afviger jo på det område en hel del fra os andre. Han har ihvert fald ikke mere travlt med at blive kendt i udlandet, end at han først og fremmest ønsker, at hans tanker får den smukkest mulige "klædning".

Martinus rejse til Island har De selv haft lejlighed til at følge igennem hans breve derom. Men lad mig dog her sige, at foruden et meget stort bogsalg til Island, betød denne rejse en ny hærskare af venner, med hvem vi her føler os inderligt forbundne. Islandske frimærker er næsten blevet almindelige i vor post, og det er dejligt at følge den vækst, der er blevet resultatet af Martinus islandsfærd.

Herhjemme hændte der det, at mit eget store kursus over Martinus åndsvidenskab blev færdigt. Da jeg selv har skrevet det, er jeg jo afskåret fra at udtale mig om det, men mon det ikke vil glæde Dem alle at høre, at en overvældende procentdel af sagens interesserede har erhvervet det og derigennem været med til at støtte os i vor kamp for disse tanker? Jeg vil tro det! I det nye år har Martinus ønsket, at det store brevkursus "Åndsvidenskab for Hvermand", der nu udsendes til ca. 400 mennesker, overføres til Kosmosbøgerne, således at det på een og samme tid kan udkomme i bogform og samtidig aflaste Martinus således, at han udelukkende kan koncentrere sig om Livets Bog's sjette del, men derom mere senere.

– – – – – – – –

Jeg sagde i spøg i 1946, at jeg følte, at jeg med den store nyerhvervelse ved Klint, ville komme til at "tjene syv år for Rachel". Lidet anede jeg dengang, at denne spøg skulle blive en dyb sandhed. Dr. Ankerbye overtager Klintsøgaard den 1. april eller netop syv år efter, at det faldt i min lod at skulle omforme den til vort brug. Havde nogen dengang fortalt mig, hvad disse syv år ville bringe mig, ville jeg simpelthen ikke have troet det. Men nu, hvor jeg kan se frem til dage, hvor det åndelige arbejde, der for mig står som det centrale i mit liv, påny bliver min tilværelses hovedindhold, vil jeg have lov til at sige, at hver eneste oplevelse, disse år bragte mig, har været så berigende for mig som menneske, at jeg ikke kan andet end være Forsynet inderlig taknemmelig for såvel skygge som lys. Martinus arbejde er en verdensbevægelse i sin fødsel. Dette kan mennesker glemme, hvad der uundgåeligt fører til en fejlvurdering af såvel handlinger som personer. Det er ikke – og skal heller ikke være – nogen "dans på roser" at være med i skabelsen af det ide- og tankemateriale, fremtidens slægter skal leve på. For et menneske som Martinus må loven nødvendigvis være den, at "den, som ikke er med mig, er imod mig". At denne problemstilling må give store vanskeligheder, siger sig selv, men vi, som har den lykke at stå Martinus så nær, som tilfældet er, og vi er alligevel ikke så få nu, har også alle i disse år oplevet, at hvor andre tvivlede, og vi selv var ved at vakle, da stod han – og han stod aldrig fastere, end når det så mest håbløst ud! For ham er det, der hænder, kun dele af en plan, – for os andre er det ofte de prøver, der må bestås, om Guddommen senere skal betro os endnu større ansvar.

– – – – – – –

Sneen hvirvler fremdeles ned fra en blytung himmel, og stormen ryster i huset. Mange tanker er gået igennem min hjerne, medens dette brev er blevet til, og for mit indre syn har en lang række ansigter passeret revu. Mennesker kommer i denne sag – og mennesker går. Men hver enkelt udfører sin mission, og samlet vil de alle en dag i fællesskab have frembragt en ny kosmisk talentkerne, der funkler sin viden udover verden. For os, der mødte Martinus, blev hans tanker simpelthen vor skæbne – og vel at mærke en skæbne, vi alle en dag vil være lykkelige for. Derfor, og måske netop derfor, ser jeg med glæde og tryghed i hjertet frem imod det kommende år. Endnu har vi vanskeligheder at kæmpe med, men de tungeste er fjernet, og de kommende syv år vil blive så ganske anderledes end de, der svandt. I en inderlig overbevisning om, at vi i det nye år vil komme til at opleve rige og skønne timer sammen, sender vi Dem alle, nær og fjern, vore allerkærligste ønsker for julen og det nye år! Vi ønsker, det ved De, det allerbedste for Dem og Deres kære, og vi håber, at de tanker og ideer, som De og vi bygger vort liv på, må vinde så megen genklang hos Deres nærmeste, at Deres eget "lille liv" kan forme sig i en dybere harmoni med tilværelsen, end det er de fleste i vor verden beskåret!

Med en inderlig tak for hvert et kærligt smil og håndtryk og for hver en kærlig håndsrækning i året der gik, sender vi Dem vor kærligste julehilsen!

Deres taknemmelige

 

P. S. Vore svenske venner i Kosmos Studiehem, Varnhem, Sverige har bedt os meddele, at de holder studiehemmet åbent i vinter. Alle oplysninger fås ved henvendelse til:

frk. Sigbritt Therner, Kosmos Studiehem, Varnhem, Sverige. Desuden erindrer vi vore københavnske læsere om, at Martinus holder juleforedrag i instituttets foredragssal søndag d. 21. ds. kl. 10.