Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ikke alene den danske, men også hele verdenspressen, har i den forløbne uge anvendt en mængde plads på beretningen om den unge amerikanske soldat, der her i Danmark er blevet forvandlet fra mand til kvinde. Til stor overraskelse for mange bragte de københavnske aviser meddelelse om, at der var mange her i landet, der ønskede at skifte køn, og fra Amerika meddeltes det, at man sidste år foretog adskillige af disse operationer således, at denne forvandlingsproces faktisk slet ikke var nær så sensationel, som det kunne se ud til.

Når jeg berører dette problem overfor Dem, er det i virkeligheden for, inden det er forsent, at bede Dem om at opbevare avisudtalelserne om denne operation, fordi de har så stor relation til undervisningen i "Åndsvidenskab for Hvermand". Selve begivenheden har, udover den menneskelige tragedie den afdækker, meget dybe kosmiske perspektiver. Omend modvilligt tvinges den materielle videnskab til af livet selv at akceptere den kendsgerning, at det jordiske menneske befinder sig midt i en stor mental omskabelsesproces, der ikke mindst giver sig udslag i den kendsgerning, at den 100% mand såvel som den 100% kvinde forlængst er en illusion og i virkeligheden kun findes i det egentlige dyreriges regulære han- og hunvæsener.

Der er noget dybt tragisk i dette, at denne operation nu giver anledning til utalte millioner af samtaler, som alle må føres uden den nødvendige åndelige baggrund, hvad der nødvendigvis må give anledning til lige så mange fejlvurderinger og fejlslutninger. Tragisk, fordi man ikke kan undgå at mærke antipatiens onde hestehov rettet mod de utallige, som befinder sig så langt fremme i denne forvandlingsproces, at det ikke kan være skjult for omgivelserne, at de ikke er "som de andre". Disse mennesker, og jeg tænker her udelukkende på alle de, der mentalt er vokset udover den almindelige ægteskabelige sfære og nu befinder sig i en slags "no mans land", har det i forvejen uendelig svært, fordi kun de færreste af dem har modtaget nogen undervisning i de dybereliggende årsager til, at de er anderledes skabt, både psykisk og ofte også fysisk, end alle andre. Mange af dem lever i en livslang rædsel for at selv deres nærmeste skal opdage dette forhold. Thi det er jo en af livets virkelig dybe tragedier, at en faders og moders kærlighed meget tit ændrer sig til regulær ond uvilje, når et barn ikke er såkaldt "naturligt". Det er her, at Martinus verdensbillede simpelthen bliver så skelsættende, at man, når århundreder er gået, vil komme til at tale om tiden før Martinus og tiden efter, på samme måde som man idag taler om tiden før Kristus og tiden efter. Thi ene i tidens malstrøm rejser hans viden sig imod instinkternes onde herredømme og belærer menneskene om, at den dom, de her dømmer andre med, engang vil vende sig imod dem selv som sviende piskeslag. Det er sandt, at der findes mennesker, hvis sexuelle afvigelser har taget en abnorm og for samfundet skadelig retning, men det er et uendeligt beskedent fåtal imod det store antal ædle sjæle, som her i ensomhed må udkæmpe kampe, hvis heroisme meget vel tåler sammenligning med den, der udvises på den ordinære krigs slagmarker. Det intellektuelle menneske vil gerne kende sig selv, men det må lære at forstå, at dette kendskab, når det nærmer sig de kosmiske områder, uundgåeligt vil føre til en total omvurdering af dets åndelige struktur. Det uvidende menneske rider stolt på instinkternes automatik. Sandheden i dette ses let, når man lytter til menneskers mening "mand og mand imellem". Det vidende menneske derimod bør gøre det klart for sig selv, at den tolerance, det så ofte elsker at tillægge sig selv, møder sin største prøve på det her berørte område, og der må det siges åbent og utvetydigt, at alt for mange kommer til kort. Næstekærlighedsproblemet angår mindre det ved livet, vi kan lide, end det ved det samme liv der udløser afsky i os. Om vi blot altid kunne holde den tanke fast, at den Guddom vi søger, måske er os nærmest netop der, hvor vi ikke agter at søge ham. Mennesket, der befinder sig så langt fremme i den sexuelle forvandlingsproces, at det har svært ved at skjule det, minder mig ofte om et jaget og forpint dyr. Her har vi, der har modtaget undervisning og oplysning en stor mission, både indadtil og udadtil. Indadtil ved bevidst at søge at udrydde vore instinktive antipatier og udadtil ved så kærligt og varsomt, som det er os muligt, både at forsvare disse mennesker og med vore ord bidrage til en oplysning, som kan komme det onde had tillivs. For ondt er det at angribe den, der iforvejen har såmange imod sig. Og dobbelt ondt, fordi det om såmange af angriberne gælder: "Hvo, som synes at stå, se vel til han ikke falder!" En sand åndsforsker er ikke et menneske med forudfattede opfattelser, – det er et menneske, for hvem intet menneskeligt bør være fremmed, – og ejheller såmeget imod, at det tager sværdet!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!