Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1952/21 side 4
<<  21:38  >>
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
Medens dette forhold var skjult for fortidsmennesket, der kun evnede at korrespondere med tilværelsens uintellektuelle tankekræfter, er det nu så åbenlyst for det fremskredne jordiske menneske, at det er klar over, at der bag ordene: "din tanke = din skæbne", skjuler sig en dyb sandhed. Det moderne menneske er begyndt at indse, at såvel som det kan være sin egen lykkes smed, kan det også i allerhøjeste grad være sin egen ulykkes direkte skaber. De gamle ord om, at "alt, hvad der er skjult, skal åbenbares" får her en ny betydning. Løgnen, hvilket vil sige samtlige de tankekombinationer, der strider mod tilværelsens kosmiske logik, vil uundgåeligt blive åbenbarede og dermed gå deres opløsning i møde. Ingen, absolut ingen opfattelse eller forestilling, hvor knæsat den end i dag komm er til syne, og hvor urokkelig og "evig" den end forkyndes at være, vil kunne bestå, om dens inderste bestanddele er imod den universelle logik. At vide dette – og bruge denne viden – er ensbetydende med at have taget de første skridt henimod den mentale frigørelse, der vil lade "dyret" opstå som "menneske".
Vor evige fortid – og vor tænkning.
Som det fremgår af foranstående, lever det jordiske menneske idag på en lang række forestillinger eller opfattelser, der alle har deres rødder dybt ned i dyreriget. Sig selv uafvidende lever utallige mennesker på tanker og ideer, som, når de udsættes for en kosmisk-kemisk analyse, viser sig at være direkte ukristelige, idet deres konsekvenser er alt andet end næstekærlige. Men hvordan skal det være anderledes i en verden, hvor mennesker, når de endeligt tænker religiøst, almindeligvis kun tænker på en evig fremtid, hvis begyndelse altså er deres nuværende fysiske liv. En sådan opfattelse må uundgåeligt give et falsk og dermed negativt billede af virkeligheden. Det levende væsen har, som forlængst beskrevet, ingen "begyndelse" og følgelig heller ingen "afslutning". Det er evigt, hvilket i denne forbindelse vil sige, at som det har en evig fremtid, har det også en evig fortid. Dets nuværende livsoplevelse udgør kun at afsnit mellem disse to tilstande, betegnet med ordet eller begrebet "Nu'et". I dette Nu oplever det dels konsekvensen af sin evige fortid og skaber i kraft af sin delvis frie vilje selv fundamentet for sin evige fremtid.
Vender vi os nu mod denne evige fortid, vil vi se, at den har ikke mindre end tre måder at udløse sig på i forholdet til det levende væsen. Først kommer den tilsyne i form af vore medfødte evner og talenter, der alle er en direkte frugt af vore tidligere liv. Her kender vi ikke detaljerne, men kun resultatet. Hvor lang tid det har taget os at erhverve disse evner eller talenter, ved vi intet om i vor vågne dagsbevidsthedstilstand. Vi ved kun, at det er en kendsgerning, at vi hver for sig kan en hel række ting, der gør, at vi både af os selv og andre opfattes som en selvstændig individualitet. Dernæst ytrer vor evige fortid sig i form af en række livsoplevelser, som har fundet sted indenfor vort nuværende liv, og hvis indflydelse på vor skæbne vi har erkendt. Hvem der gav os disse oplevelser, enten de nu var negative eller positive, optager os ikke mere. Vi har i dette tilfælde "glemt" det "redskab", Forsynet anvendte for at belære os om de problemer, vi ad den vej blev bevidste i. Vi har i dette tilfælde evnet at "læse skriften på væggen" og må overfor os selv indrømme, at disse oplevelser samlet har været til vor åndelige fordel. Og endelig er der alle de oplevelser, som endnu er os så nær inde på livet, at vi ikke har kunnet læse den føromtalte "skrift på væggen". Her er vi endnu i den situation, at vi mere er optaget af vore reaktioner overfor "redskabet" end overfor "budskabet". Og det er her, man finder det jordiske menneske optaget af tanker om hævn, had og forfølgelse. Det er her, man finder alle de fra dyreriget nedarvede forestillinger "i fuld funktion".
Som allerede berørt er dette forhold i sig selv ganske naturligt. Det almindelige jordiske menneske modtager endnu ingen undervisning i kosmologi. Er det religiøst, lærer det, såfremt det undervises i kristendom, at vi alle er "undfanget i synd", en opfattelse som efterhånden helt har mistet sin betydning for det moderne menneske, og er det irreligiøst, har det hele sit bevidsthedsliv optaget af materielle anliggender. Vil man imidlertid forstå både sig selv og andre, er det uomgængeligt nødvendigt, at man får indkorporeret læren om vor evige fortid i sin tænkning. Det er ganske udelukket, at man skal kunne opøve sig selv i kunsten at elske sin næste uden at kende samtlige de faktorer, der ligger til grund for denne næstes midlertidige fremtræden. Og af disse faktorer udgør en urokkelig viden om vor evige fortid en af hovedhjørnestenene. Paradoksalt nok "ved"
(fortsættes)
  >>