Kontaktbrev 1952/18 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
fleste af os oplever og har oplevet at sige og gøre ting, hvis virkning gør os ulykkelige af to grunde. For det første fordi vi, om vi havde tænkt os om, vidste at de ville gøre modparten fortræd. For det andet fordi det nok var vor mening at være skrap som tilfældet blev. Resultatet af denne væremåde bliver da ofte den, at man forsøger en ynkelig retræte med de berømte ord: "Du ved godt, at jeg ikke mener det nær så slemt, som jeg kom til at sige det!"
Det jordiske menneske er specialist i kunsten at bruge sin tunge i det dræbende princips tjeneste. Alle går vi fra barnsben i "bagtalelsens skole" og alle lærer vi kunsten at sige eet og mene noget andet. Det er denne dobbelthed i vort væsen, der er vort egentlige "kainsmærke". Kun få evner at "se frit op", og disse få bliver næsten altid lagt for had, fordi deres lys blænder og generer. Og alligevel er det disse få, der skal hjælpe os, fordi deres blotte eksistens i sig selv udgør beviset for, at der findes en anden og bedre mental væremåde end den, vi praktiserer. De ypperste af disse få er dem, vi har givet navnet "vismænd" eller "Verdensgenløsere", og studerer vi deres liv og deres ord, ser vi, at der er en uhyre overensstemmelse mellem det, de tænker, og det de sagde og gjorde. De var ikke dobbeltnaturer, men derimod uhyre enkle og ligetil, thi de havde kontrol over deres tanker og vidste nøje, hvad deres ord kunne føre til. Kun den "rene af hjertet" tør vove at bruge ordene: "Se til mig, jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet! Brugt i et gennemsnitsmenneskes mund er denne sætning ren blasfemi. Hånet og spottet og ofte henrettet af samtiden, lyste deres ord ned gennem tiderne og blev "brød" for verdens åndeligt hungrende millioner. Dette ville aldrig være blevet tilfældet, om disse ord blot var døde og livløse. Det blev det kun, fordi de var kosmisk-kemiske formler, som, efterprøvet af os, viste sig at være lige den rettesnor, der kunne føre vort sind fra det bundne og lukkede til det frie og åbne. Disse ord udgør i deres dybeste analyse svaret på ethvert menneskes åndelige søgen og danner derigennem bro til det "rige", som dengang ikke var, men nu langsomt er i færd med at blive "af denne verden", nemlig " det rigtige menneskerige".
Det moderne menneske – og vismændene.
Men selvom det jordiske menneske må indrømme, at det "føler", at de store Vise har ret i deres udødelige ord om næstekærligheden, så formår disse ord alligevel ikke at virke så inspirerende, at en aktiv mental forvandlingsproces sættes igang. Årsagen hertil er som regel den, at disse ord er hørt så ofte, at de ligesom har tabt deres værdi. Der er stadig et skæbnesvangert "hvis" knyttet til dem, og dette "hvis" stammer fra den fysiske videnskabs tilsyneladende klare og uigendrivelige påstand om, at det jordiske menneske kun er en fysisk stofkombination. Den fysiske videnskab akcepterer ingen tale om det jordiske menneskes udødelige sjæl, og reinkarnationstanken er den direkte vederstyggelig. To stærke kræfter står således her overfor hverandre og i en verden, hvor kampen for det daglige brød sluger langt det meste af det enkelte menneskes energi, må man ikke vente, at den åndelige hunger formår at gøre sig så stærkt gældende, at den alene bliver den bestemmende kraft. Den er der imidlertid, og den er hos mange mennesker nu så stærk, at den tvinger dem til at stille spørgsmål på områder, hvor den fysiske videnskab er afskåret fra at være til nytte. Det er på disse områder, at åndsvidenskaben bliver svaret på deres søgen, og det er i den situation, at ordene: "Søger, og I skulle finde!" påny bliver aktuelle derved, at åndsvidenskaben for den, hvis lidelseserfaringsmateriale er tilstrækkelig stort, og som samtidigt er i besidelse af en normal intelligens, formår at give sjælen de svar, der løfter den ud af den materialistiske bundethed.
Kosmisk kemi er "åndsvidenskab for hvermand".
Første gang et såkaldt "almindeligt menneske" hører udtrykket "Åndsvidenskab", reagerer det ofte med udtryk som "Det er alt for højtliggende for mig, det er jeg ikke begavet nok til at have med at gøre" eller "Vorhere bevares! Bliv mig fra livet med den slags sludder!" o.l. Disse udtryk, der gerne kommer rent spontant er både forståelige og tilgivelige. Endnu har kun få mennesker under deres skolegang modtaget impulser i den her berørte retning. Langt de fleste har måttet nøjes med en yderst begrænset religionsundervisning, der ofte har været mere sløvende end inspirerende. Resultatet er det almenkendte, at disse i virkeligheden så livsvigtige områder hos det store flertal ligger brak. Det er dette forhold, der har ført til, at man tror, at det moderne menneske er irreligiøst, hvad der absolut ikke er nogen sandhed. Sandheden er kun den, at det moderne menneske har fået indpodet den forestilling, at man intet "kan vide" om tilværelsense dybere mening, om livet efter døden, om reinkarnation osv., hvad der uundgåeligt fører til en negativ holdning overfor disse de allervigtigste af alle problemer.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige