Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Så sidder jeg igen på mit hyggelige kontor her i København og skriver til Dem! Det var dejligt at være ved Klint, men det er også dejligt at være hjemme igen! En af mine første oplevelser herinde var den at følge Martinus til flyvepladsen for at se ham vel anbragt i den store, firemotorede maskine, der skulle flyve ham til sagaøen, hvor han ankom sent søndag eftermiddag. Det er første gang, Martinus for alvor er borte fra Danmark og omgivet af lutter fremmede. Udover den berømte islandske billedhugger Einer Jonsson, som han har kendt gennem snart mange år, og hvis gæst han skal være under sit ophold deroppe, kender han næppe mere end nogle få islændinge fra deres flygtige besøg her på Mariendalsvej, så jeg er klar over, at han indimellem længes efter os herhjemme. På den anden side kommer han sandsynligvis til at holde utallige både større og mindre foredrag, så måneden vil sikkert være omme, før han rigtigt får set sig om. Afrejsen var meget festlig, idet mange af sagens venner fulgte den store skinnende "sølvfugl"s start i det strålende vejr. Maskinen skulle passere Oslo og mellem-lande i Glasgow i Skotland, så alene luftrejsen er i sig selv et eventyr.

Inden længe "falmer skoven trindt om land". Det mærkes, at sommeren er forbi. De lange aftener er allerede en kendsgernning, og snart fyrer vi alle op under kedlerne. Dagligt kimer telefonen om, hvornår foredragene begynder, og her i huset gør vi nu alt klar til den kommende sæsons undervisning. Vi glæder os alle meget til påny at være igang med det, der dog, når alt kommer til alt, er hovedinteressen i vort liv, og vi tror selv, at vi går en dejlig vinter imøde. Det er nu tyve år siden, førstedelen af Livets Bog udkom, og dermed også tyve år siden studiekredsarbejdet begyndte. Begyndelsen var meget beskeden, men mange af de første deltagere lever endnu og er endnu lige så interesserede i Martinus arbejde, som de var den første aften. For disse mennesker blev Martinus arbejde ikke en "flygtig interesse". Det blev selve fundamentet for deres liv og vel at mærke et fundament, som De stadig udbygger og forstærker. Personligt står det for mig som noget på sin vis meget tragisk, når mennesker møder deres åndelige "mæthedsgrænse", thi der hvor den nås, begynder forkalkningens nedbrydende værk. Vi kan ikke forblive evigt fysisk unge, men vil vi, kan intet forhindre os i at bevare vor åndelige spændstighed. Men det kræver tålmodighed at udvikle sin ånd. Det er jo ikke en proces, der fuldbyrdes indenfor et begrænset tidsafsnit. Tværtimod, må man næsten sige, eftersom det er en kendsgerning, at det virkeligt fulde udbytte af vor åndelige søgen først for alvor kommer frem på det tidspunkt, hvor den, der gav op, forlængst hviler trygt i sin forkalknings blide, men meget lidt berigende søvn. Jeg erindrer her to skikkelser, som i den retning har lært mig uendelig meget. Først Bernhard Løw, denne sags store "fødselshjælper", der døde otteogfirs år gammel, og som til det sidste var så levende, at kun de færreste anså ham for at være mere end først i tredserne, og dernæst A. P. Nielsen, Osted, der døde sidste sommer halvfems år gammel, og som også til det sidste var betydeligt mere åndeligt levende, end mange på fyrre er i dag. Disse to mænd accepterede kun alderen som et "nødvendigt onde", ikke som nogen afslutning på noget som helst. Karakteristisk var det således for A. P., at han de sidste år beskæftigede sig meget med Esperanto for, som han sagde, "Det kan aldrig skade at få udviklet en talentkerne til næste liv". Måtte alle dog blot sige det. Måtte alle virkelig lære at forstå alderens illusion og indse, at vi er "levende" i akkurat samme grad, som vi nægter at give op. Vi kan "grave talenterne ned", vi kan virkelig sige, som mange gør: "Min sjæl, nu har du mad til mange år " Men dem, der har det sådan, dør gerne af forstoppelse. Her er det, at vi har vor livsopgave, thi tro endelig ikke, at det blot er Mogens Møller og mig, der underviser i de kosmiske livsproblemer. Det gør De selv hver eneste gang, De på tomandshånd får lejlighed til at "så en sæd" i et andet menneskes sind. Vor opgave er det kun at søge at udvikle Dem til at blive en virkelig dygtig "sædemand", og vi er aldrig lykkeligere, end når vi hører om mennesker, der har haft den store glæde – for det er en af livets største glæder, – at bringe et andet menneske i åndelig vækst. Vort arbejde er tidløst i sin natur. Fuldt bevidst arbejder vi på at nedbryde timelighedens mure i den enkelte og lære ham at forstå, at det ikke blot er NU, han er her, men at han altid er – og altid i sit NU vil opleve frugterne af sliddet med sit eget sind. Og den skønneste frugt må være evnen til at forstå livet, – bredere og dybere! Fordi vi ved dette, og fordi vi har oplevet skønheden ved år efter år at indvi dem, der søger os, glæder vi os til mødet med de mange, der i studiekresene hver for sig bygger videre på det, årene før gav dem. Og netop fordi dette arbejde har givet os så store glæder, må vore tanker være hos Martinus, der nu tænder en lysets fakkel så højt mod nord, som det næsten er muligt at bringe dette lys. Hvad han har været for os, ved vi, at han vil blive for dem, der nu lytter til ham: fredens største budbringer i vort århundrede!

Med kærlig hilsen – også fra Martinus, det bad han mig om, inden han rejste! – og fra samtlige medarbejdere!