Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

skehedens fordærv end til dens velsignelse. Ganske vist ser vi overalt på jorden frodige marker og skønne byer som et resultat af denne videnskab, men vi ser også stadigt voksende ørkener, vældige øde slagmarksområder og enorme ruimhobe, hvor før menneskeligt liv udfoldede sig. Og mere end det. Vi ser en verden dirre af angst for en ny krig, i hvilken videnskabens sidste triumfer, sidste geniale opfindelser, hvilket vil sige: sidste geniale fysiske energikombinationer, vil betyde død og lemlæstelse for en så stor sum mennesker, at fortidens krige i sammenligning vil forekomme de efterlevende barnlige og betydningsløse.

Det jordiske menneskes sejr over materien er således en pyrrhussejr. Takket være sin enorme indsigt i og herredømme over materien kunne det idag skabe et paradis for sig og sine efterkommere. Når dette ikke er tilfældet, skyldes det ikke manglende indsigt eller manglende fysisk evne, men derimod udelukkende den kendsgerning, at det jordiske menneske, i samme grad som det vandt sejr over materien, tabte slaget som sin egen sjæl. Det jordiske menneske er blevet intellektuelt, – men ikke højintellektuelt! Det ved mere end noget menneske før dets tid har vidst, men dets viden er begrænset til det timelige, til det, der kan vejes og måles. Størrelsen af denne tragedie måles bedst ved en iagttagelse af dens konsekvens. Og denne konsekvens er den ganske enkle, at der aldrig i jordens historie har hersket en større angst og frygt for fremtiden end den, der hersker over det jordiske menneske af idag. Alle frygter alle. Freden, den stille fred, den indbyrdes harmoni og den for al sand kultur så nødvendige kærlige og forstående åndelige atmosfære er bandlyst fra de jordiske kontinenter. Det tyvende århundredes menneske fryser åndeligt i en atmosfære af had og intolerance. Det har næsten opspist "frugterne fra kundskabens træ" og er nu uden Guddom, er åndeligt "afgået ved døden".

Det er i dette det tyvende århundredes åndelige mørke, at vibrationerne fra "Livets Træ" eller visdommen nu begynder at gøre sig så stærkt gældende, at også de tidligere "gudløse" eller de, der på grund af deres intellektualitet var så "udviklede", at de anså det primitive menneskes religiøsitet for et rudiment fra fortiden, nu begynder at forstå, at religion er andet og mere end dogmer, ritualer og ukontrolleret følelsesliv. Ja, de ypperste iblandt disse intellektuelle er endog nået dertil, at de svagt begynder at "ane, hvorledes Gud arbejder". De forstår, at den uhyre lovbundethed, de møder i materiens verden, må skyldes andet og mere end tilfældighed. Og dette "andet og mere" kan kun være en bag materien eksisterende intelligens, hvilket igen vil sige et levende væsen. For det, vi kalder "intelligens", er ikke noget selvstændigt Det er en egenskab, der er tilknyttet et levende væsen, en personlighed.

Det fremskredne jordiske menneske har i virkeligheden forlængst forladt den materialistiske eller "biologiske" verdensanskuelse, selvom det ofte i daglig tale bekender sig som tilhænger af den. Intet virkeligt begavet menneske tror for alvor på, at det er dets hjerne, der tænker eller dets øjne, der ser. Det "ved" udmærket godt, at der bag hele dets fysiske og psykiske kompleks af organer, eksisterer den centrumfornemmelse, det har givet navnet "Jeg", og som i sig selv er den egentlige, dirigerende livsfaktor. Man kan ikke her sige "kraft", fordi dette udtryk dækker et andet begreb, et begreb, der er nøje forbundet med energi. Og Jeg'et er ikke energi. Det er samtlige energiers eller kræfters herre og derved suverænt i sin natur.

Det fremskredne menneske ved således, at mennesket på grund af sit dybtgående kendskab til den fysiske materie, bestemmer over den og frembringer resultater i og med den, det på forhånd er fuldt fortrolig med. Men det ved også, at dette herredømme over materien har sin grænse i dets eget sind. Her oplever det atter og atter, hvorledes de der eksisterende kræfter, som det har givet navnenes instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, gang på gang "tager magten" over Jeg'et og derved udsætter det for oplevelser, det hverken havde ventet eller var forberedt på. Det er disse oplevelser, det samlet betegner med udtrykket "skæbne". Og det er denne "skæbne", det engang troede var et resultat af tilfældighed, men som det nu begynder at ane er ligeså lovbundet som alt andet, det er vidne til.

Gennem umindelige tider har det jordiske menneske igennem vismænds mund fået forkyndt, at som det mentalt "såede", skulle det "høste", uden at det har tillagt disse ord en virkelig realitetsværdi. Det følte nok, at livet indebar en vis "nemesis", men det anså ikke denne nemesis for nogen beregnelig realitet. Det mente tværtimod, at det en dag ville nå dertil, at det ved hjælp af sin viden om den fysiske materie, kunne afbøde et hvilket som helst slag, denne "skæbne" kunne rette imod det. Det er denne "tyrkertro" på sin egen evne til at magte samtlige livets anslag imod dets tilværelse, der har fået det til at sluge enorme mængder af pulvere og piller og indsprøjte vacciner i stedet for at opsøge det ondes rod, der er den virkelige årsag til både fysiske og psykiske sygdomme, der som en stadigt voksende flodbølge skyller hen over det jordmenneskelige samfund. Det "tror", at det takket være sin overlegne intelligens formår at gå en ny verden imøde indhyllet i de tanke- og ernæringsvaner, der gjorde sig gældende i oldtiden. Livet af idag afslører, at det jordiske menneske med lethed kan skabe en vidunderlig fysisk verden for alle, hvis ikke – ja, hvis det ikke havde tabt kampen om sin egen sjæl. Den samme ondskab, magtsyge og giftige intolerance, der beboede oldtidens palæer, hersker fremdeles uindskrænket i nutidens paladser. Mennesket kan organiserer krigen, men ikke freden, for de er endnu ikke fortrolige mod dens kosmiske struktur. De kender kun hadets teknik. I den er de eksperter, og det er da også dens blodigrøde blomster, vi ser hvorhen vi end vender vort øje.

Men når man kan lære hadets teknik at kende, kan man også lære kærlighedens! Denne sandhed, så indlysende den end er, har blot ikke vundet nogen nævneværdig udbredelse. Skylden herfor kan imidlertid ikke lægges på nogen regerings eller noget enkelt menneskes skuldre. Den har rod i det almindelige menneskes egen sjæl. Det er nemlig kun på tungen, at det jordiske menneske fører fredens tale – i sit hjerte "tænker" det anderledes. Der forstår det ved "fred" kun sin egen fred og spørger ikke om, hvormeget denne "fred" skal koste dets næste. Trods al tale om, at det jordiske menneske er ophørt med at være "troende", afslører livet åbent for enhver, der har "øjne at se med" og "øren at høre mod", at det aldrig har været mere troende, end det er idag. Det tror på våbnenes magt på at det ved hjælp af sit udviklede intellekt vil være i stand til at opfinde netop det våben, der holde "modstanderen" i skak – samtidig med at det lever i en permanent rædsel for, at denne "modstander" skal have held til at opfinde et våben, der er dets egne overlegent på alle områder.

En sådan tilstand skaber angst – og verden af idag er mere angst end nogensinde før. Det er i denne angsttilstand, at det begynder at spørge sig selv, om det, de Vise forkyndte, var andet og mere end tågetale beregnet på uvidende sjæle. Det er her, det begynder at forstå, at som livet har en fysisk kemi, har det også en åndelig. Det er her, det begynder at komme på sporet af den vej, der ikke fører udad, men indad.

Men hvorledes skal dette "nye sind" opnåes? Og kan det i det hele taget erhverves? Begge spørgsmål må besvares bekræftende. Men, for der er et "men", som ikke må overses, og det er, at dette sind ikke kan erhverves indenfor et begrænset tidsrum. Intet menneske formår mentalt at "lægge en alen til sin vækst" i et enkelt liv. Dette vil i virkeligheden sige, at accepterer man ikke sin egen evige tilværelse som en realitet, man tør bygge på, vil man være afskåret fra at erhverve sig dette nye sind, hvis fornemste egenskab består i besiddelsen af evnen til at tænke kosmisk. Som det er nu, er langt de fleste bundet af en tids- og rumdimensionel tænkemåde. Detaille efter detaille hober sig op i deres sind, men opleves af Jeg'et uden det perspektiv, der gør alle disse detailler til det "undervisningsmateriale", der er deres egentlige bestemmelse. Man ser således "bogstaverne", men formår ikke at danne sætninger af dem. Dette kan kun gøres af den, der er fortrolig med begrebet "kosmisk kemi" eller læren om tankestoffernes natur og anvendelse. Thi enhver oplevelse eller detaille af en oplevelse består af kombinationer af tankematerie. Det er simpelthen umuligt at opleve noget som helst, som ikke, i sin dybeste analyse, udgør en mental energikombination, hvis struktur og sammensætning kan studeres på nøjagtig samme måde, som vi idag studerer en hvilken som helst fysisk stofkombination. At det forholder sig således ses let indenfor de områder, hvor vi er eksperter i tankeblanding. Hvem ville f.eks. sige sårende ord, dersom man vidste, at disse ord ikke evnede at skabe mental smerte? Ingen! Nu ved man derimod, at hvis man siger sådan og sådan, så virker det sådan og sådan. Denne viden er forlængst blevet C-funktion i en så høj grad, at det sårende ord flyver fra læben, længe før man får "tænkt sig om". Læg mærke til det sidste! Langt de