Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Allerførst beder jeg Dem undskylde, at De først får Deres brev en uge senere end De plejer. Grunden hertil er den, at jeg syntes, at dette brev burde fortælle Dem lidt om selve kulminationen af sommerens liv på denne plads, nemlig Martinus' toogtredsårs fødselsdag og om det foredrag, han i den anledning holdt. Sensommeren har nu afløst højsommerens dage. Som det så ofte går i dette land, blev den egentlige sommer, bortset fra en ganske kort periode, kold og fugtig, medens sensommeren har holdt sit indtog med et klima, som ganske fordunkler den egentlige sommer. Her er ganske simpelt vidunderligt nu. Luften er ren og mild og vandet er himmelsk. Kun eet smerter, og det er, at den danske skoleferie næsten totalt affolker "ferielandet". Det ved vi imidlertid, så lad os ikke opholde os ved det.

Hvordan blev så sommeren heroppe i år? Utallige "stikprøver" sommeren igennem viser, at det har været en af de bedste i sagens historie. Ånden har været strålende og foredragene har været besøgt af flere end nogen sinde. For det meste har hver plads i salen været optaget, og det stof, vi har gennemgået, har i år kunnet ligge på et betydeligt højere plan end ellers. Grunden hertil er den, at langt den største part af vore gæster har været her før. Klintsøgaard er nu ikke længere "ny". Den søges i stadig højere grad af den del af de tidligere års publikum, der har fundet glæde ved Martinus tanker, og vi omgås derfor nu med planer om at gøre den rent vegetarisk til næste sommer. Det kan gøres, hvis denne sags venner virkelig vil sætte blot lidt ind på at komme her. Og det kunne føre til en fornuftig prisreduktion, idet dette at servere kød efterhånden er blevet en økonomisk tåbelighed. Nok derom, De ved, at det hele vejen igennem har været vor drøm at gøre dette sted til en plads, hvor det dræbende princips indflydelse er reduceret til et absolut minimum, men også, at vi har den tålmodighed, der er forudsætningen for at gøre det på den rigtige måde. Vort nye inspektørpar erobrede på denne ene sommer alles hjerter. De er virkelig helt i sagens ånd – og det mærkes fra kælder til kvist.

Martinus fødselsdag blev, som altid, en strålende dag. Ja, man fristes til at sige to strålende dage, idet den blev fejret både søndag den 10. og så den følgende "rigtige" dag. Fra nær og fjern strømmede hilsnerne ind, og så mange venner var kommet herop, at salen kun dårligt kunne rumme dem til det foredrag, der altid udgør kernen i denne dags festligheder. Martinus talte om "Kærlighedsvejen" og viste i et umådeligt inspireret foredrag, hvorledes mennesket nu er i færd med at tilegne sig den "generalevne" til at forstå sin næstes liv, der er selve forudsætningen for menneskelig lykke. Dyret og det primitive menneske har kun sin egen verden, sagde Martinus, den optager dem helt, og de er kun meget lidt interesserede i deres omgivelsers liv. Men efterhånden vokser medlidenhedsevnen frem som et resultatet af de mange mentale fejltrin, det levende væsen begår, og en skønne dag begynder det at forstå, at dets lykke i allerhøjeste grad er afhængig af, om den eller dem, det elsker, er lykkelig. Derved fødes en ny situation i dets evige liv, en situation, hvor ikke det selv, men næsten spiller hovedrollen. Denne nye situration kan det ikke magte uden virkelig viden om livet, og vi ser da også, hvorledes der opstår et enormt behov for denne viden. Trosreligionerne magter ikke at give denne viden. De er kun baseret på en sjælelig tilstand, i hvilken intelligensen endnu spiller en underordnet roller. Men det udviklede menneske har både intelligens og intuition, og det kræver dagklar viden. Her er det, at åndsvidenskaben træder ind på livets arena og belærer menneskene om deres egen sjælelige struktur. Gennem den viden, som de kosmiske analyser bringer menneskene, får de en meget stor chance for selv at være med til bevidst at omforme deres eget sind, således at den evne, igennem hvilken man føler og fornemmer sin næstes liv i sig selv, for alvor kan komme i vækst. Denne vækst vil engang blive så stærk, at det bliver en selvfølge i alle livets situationer først at tænke på, hvorledes ens handlinger vil virke på ens næste, før man sætter dem igang. Man vil da aldrig foretage sig noget, der afføder sorg, bitterhed og vrede hos sin næste, men kun indstille sig på, at iscenesætte de begivenheder, der gør ham glad og lykkelig. Dette er livskunst, men åndsvidenskabens opgave er også netop den at gøre alle dens dyrkere til sande livskunstnere eller mennesker, der ved deres sjælelige solskin formår at skabe liv og varme omkring sig.

Til slut gav Martinus udtryk for, at det altid havde været og altid ville være den dybeste mening med Kosmos Ferieby, at den skulle være et hjemsted for mennesker, der var besjælet af et dybt ønske om at praktisere den sande næstekærlighed, der ikke bestod i at gå og se "højtudviklet" ud, men derimod i dette ene, ved en naturlig og selvfølgelig indbyrdes kærlighed at skabe en åndelig atmosfære, der måtte tiltale enhver fremmed, der kom på denne plet. I sin natur er feriebyen international, udtalte Martinus, og den tid er nu meget nær, hvor De her vil komme til at møde både sorte, brune og hvide mennesker. Lad aldrig de små ting fordunkle de store mål! Vi ejer en viden, som verden i stedse højere grad vil få brug for. Lad os være taknemmelige for denne viden, og lad os i alt bestræbe os på at praktisere den på en sådan måde, at opholdet her virkelig bliver en ferie, man aldrig glemmer.

– – – –

Mit referat er mere end mangelfuldt, men det har også kun til opgave at fortælle lidt om de tanker, Martinus gav udtryk for under dette foredrag, der gjorde et dybt indtryk på alle dem, der hørte det.

Mandag den 4. august, havde vi en uforglemmelig oplevelse, idet præsidentparret for de teosofiske loger på Island før aftenens egentlige foredrag af Martinus, bragte både ham og hans arbejde en hjertelig hilsen fra Island. Hr. Gretar Fells holdt en tale, der ved sit indhold greb enhver, der hørte den. Den var en enestående hyldest til Martinus og til det arbejde, han i de svundne år har udført, og den fortalte os en hel del om det, der nu venter Martinus, når han om få uger flyver op til sagaøen. Med hr. Gretar Fells tilladelse bringes denne tale i sin fulde udstrækning i KOSMOS for juli-august. Efter talen kom fru Gretar Fells i sin skønne nationaldragt og læste to islandske digte og et hyldestdigt til Martinus på dansk. Lad mig sige, at der var meget stille i salen under hele denne oplevelse, der var dybt betagende. Forsamlingen takkede da også ved ganske enkelt at rejse sig, da det hele var forbi.

Påny glider en sommer over i fortidens snart lange række af lykkelige dage på denne plet. Sommeren 1952 vil altid stå for både mig og de, der oplevede den heroppe, med en særlig glans om sig. Ting er hændt, der for altid vil gøre den uforglemmelig. Atmosfæren indenfor feriebyen er nu som "i gamle dage". Den forcerede byggeperiode er afsluttet og tingene faldet ind i et naturligt leje. Men derudover er der hændt det, at en række internationale gæster ligesom har givet os et fingerpeg om, hvor vejen fremover vil komme til at gå. Der har været dage, hvor jeg selv har måttet tale mere engelsk end dansk, og hvor de åndelige problemer i den grad er blevet drøftet, at hjernen bagefter har været meget øm. Poul Brunton tænker hurtigt og koncist og kræver klare svar. Gretar Fells og hans charmerende frue, der nu har været vore gæster i mange uger, har heller ikke forsømt lejligheden til at "interviewe" Martinus på kryds og tværs, og med dem en lang række andre gæster, som alle er kommet her for at lære Martinus tanker at kende med det formål at bringe dem videre. Vi har således haft en mængde svenskere heroppe og iblandt dem, adskillige for hvem Martinus arbejde er blevet livet på samme måde, som det er for os selv. For Martinus personlig har denne sommer således været alt andet end ferie, men tiden fremover skal nok afsløre, at de mange timer, der er tilbragt med undervisning, vil sætte frugt. Sommeren 1952 er svunden nu – men det blev en lykkelig, minderig og løfterig sommer!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!