Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat

Vi ønsker således ikke at "dø på ærens mark" for at komme i et "valhal" eller en "himmel", der for os virker mere afskrækkende end tiltalende. Utallige af de ting, fortidsmennesket fandt tiltrækkende, udløser kun frastødning på vort sind. Dette må man holde sig for øje, når man beskæftiger sig med kosmisk tænkning, der uundgåeligt afslører, at utallige af det nuværende jordiske menneskes forestillinger om "ondt" og "godt" uafladeligt er undergivet livets egen korrektur. Ting, som vore forfædre med den bedste samvittighed af verden kunne fuldbyrde, f.eks. blodhævn, menneskeæderi, ofring af mennesker etc., er vi forlængst "vokset fra", hvilket jo kun vil sige, at vi er blevet "mætte" af det. Og livets korrekturlæsning er ikke forbi. Fremtidens mennesker vil uden tvivl gyse over meget af det, vi idag finder selvfølgeligt og "naturligt".

Det levende væsens vekselvirkning med livet afslører således, at denne vekselvirkning resulterer i erfaringsdannelse, og at erfaringsdannelsen resulterer i det, vi kalder "udvikling". At det almindelige jordiske menneske midlertidigt lever på den vildfarelse, at det selv udgør verdensaltets ypperste mentale produkt, og at kun vor klode er beboet, vil være nogle af de ting, livet hurtigt vil læse korrektur på. Intet udviklet menneske vil nogen sinde kunne få fred i sit sind ved at gøre disse vildfarelser til "absolutte sandheder". Tværtimod vil freden først blive en urokkelig bestanddel af dets livsoplevelse i det øjeblik, det forstår, at det i sin natur er en evig, kosmisk rejsende, på vej imod fjerne, skønne mål, som andre forlængst har nået, at vort liv med andre ord kun udgør en fantastisk lille brøkdel af en kosmisk tilværelse, indenfor hvilken det får lejlighed til at opleve verdener, der i deres natur er ligeså højt hævede over vort liv, som vi føler os hævede over mineral- og plantelivet. Det jordiske sjælelige liv er ikke et sjæleliv i blomst. Det er et sjæleliv på forsterstadiet. Kun dets dybe hunger efter modsætningen til hadet og drabet, til de interkontinentale myrderier, vi kalder "krig", røber, at "fosteret" nu begynder at røre på sig, og at en ny fødsel er i færd med at stunde til. Kosmisk set er det jordiske menneske endnu et væsen, der er i færd med at vågne til livet. Livet selv i al dets skønhed og sande guddommelighed har dets øjne endnu ikke skuet.

Selvom det største tidsbegreb, vor hjerne kan rumme, således kun udgør en forsvindende detalje i det udviklingspanorama, vi her er stillet overfor, er dette ikke ensbetydende med, at vi ikke er i stand til at udregne vor egen kosmiske position indenfor den udviklingsspiral, i hvilken vi i øjeblikket oplever vort fysiske liv. Målestokken, vi her skal anvende, er imidlertid ikke af tidsmæssig natur, men derimod af moralsk. Studiet af det jordiske menneskes midlertidige moralske struktur vil meget hurtigt afsløre, at vi endnu er meget langt fra den "sommerzone", der udgør enhver kosmisk udviklingsspirals kulmination. Med vor evne til at hade, hævne, øve vold og til i det hele taget at destruere både fysisk og psykisk, afslører vi, at vi endnu er hjemmehørende i udviklingsspiralens uintellektuelle afsnit eller i dens "vinterzone". Vi aner kærlighedens livgivende kraft og betydning for et skønt liv, men i vore hjerter bor kulden og mistroen. Det er endnu naturligere for os at ødelægge liv end at beskytte det. Men noget i os er ulykkelig over denne tilstand, og det er dette "noget", der får os til at hæve vore øjne mod stjernerne.