Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser;

Under Martinus sidste foredrag heroppe i feriebyen slog det pludselig ned i mig, at jeg burde sende Dem et lille koncentreret referat af de tanker, han gav udtryk for. Salen var fyldt til sidste plads, og der var en vidunderlig fortættet atmosfære af kærlighed og forståelse blandt de mange tilhørere. Martinus talte om livskunst og havde som udgangspunkt valgt de to berømte træer fra biblen: "Kundskabens Træ" og "Livets Træ". Han sagde bl.a.: "Alle levende væsener er bestemte til at skulle leve iblandt levende væsener, både af vor egen art, samt dyr og planter. I begyndelsen former dette samliv sig helt på basis af en kosmisk automatfunktion. Plantelivet foregår rent automatisk, og det gør dyrelivet også. Anderledes derimod med det jordiske menneske, som på grund af sin mere fremskredne udvikling selv er i stand til at bestemme over en del af sin skæbne. Da det jordiske menneske imidlertid i kraft af sin seksuelle polkonstellation endnu er et ufærdigt væsen, oplever vi, at dets skæbne ofte former sig meget ulykkeligt. Grunden hertil er den, at det under sin åndelige opvågning i langt højere grad ernærer sig af frugterne fra "Kundskabens Træ" end af frugterne fra "Livets Træ". Vi ser således, at det jordiske menneske nu er nået så langt frem i sin udvikling, at det har formået at skabe dræbende midler, der var ukendte for fortidsmennesket. Da frugterne fra "Kundskabens Træ" alle befordrer en fantastisk udvikling af intelligensen i det jordiske menneskes bevidsthedsliv, ser vi, at menneskeheden nu er nået dertil, at de på så godt som alle områder har underlagt sig materien. De jager med lydens hastighed igennem rummet, de sejler både på og under vandet, og de jager henover kontinenterne i motorvogne, der generation for generation bliver mere og mere fuldkomne. De taler igennem æteren, og de omformer vor klode i et tempo, der, om der var tale om fuldkomne mennesker, ville gøre den til et vidunderligt paradis. Men mennesket er ikke fulkomment. Bag alle dets skabelser lurer mistroen og mistænksomheden. Mennesket oplever hver eneste dag "alles krig mod alle". I denne krig er selve rædslerne på slagmarken dybest set ikke de værste. Mangfoldige mennesker dræbes langsomt i dagliglivets trædemølle. Der dør langt flere mennesker af mangel på kærlighed og forståelse, end der dør ved sværd. Mennesket har sejret i kampen om materien, men tabt kampen om sin egen sjæl. Årsagen hertil er udelukkende den kendsgerning, at man, selvom man forstår, at "mennesket lever ikke af brød alene", ikke har taget denne sandhed alvorligt nok. Kærligheden og den indbyrdes forståelse mellem mennesker er mere end skønne talemåder. Den er simpelthen livsnødvendig næring på samme måde som al anden næring. Intet menneske kan udvikle sin ånd uden kærlighed og forståelse. Og vi ser da også, at alle mennesker ønsker kærlighed og forståelse, ja, hungrer efter den. Men vi ser også, at kun de færreste formår at give denne kærlighed og forståelse fra sig. Frugterne fra "Livets Træ", der er kærlighedsfrugter, er sparsomme i vor verden. De fleste mennesker kan ikke lide deres næste. De hæfter sig hellere ved hans fejl og ufuldkommenheder end ved hans gode sider. Det er ikke populært at tale kærligt om hinanden. Langt de fleste foretrækker at udvikle den medfødte mistænksomhed og mistillid, og resultatet er blevet, at menneskene har det dårligt med hinanden. Dette forhold kan først ændres i det øjeblik, det enkelte menneske forstår, at vejen til fred i dets egen sjæl går over det ene, at forstå at alle levende væsener omkring det er Guddommens organer. I det øjeblik man forstår det, så forstår man også, at det er Guddommen selv, man er stedet ansigt til ansigt med i ethvert levende væsen, og at man, dersom der er nogen, man ikke kan fordrage, da i virkeligheden oplever, at der er noget ved Guddommen, man ikke kan fordrage.

Vi befinder os midt i en mægtig evolution, der sigter imod at bringe alt det dårlige i mennesket op på dets bevidstheds overflade, således at Guddommen kan brænde det ud af dets sjæl. Vi skal ikke i al evighed leve i en verden af indbyrdes mistænksomhed, og det står til os selv, hvornår vi vil forlade den verden. Hvis vi vil, kan vi træne os op til kun at ville se det gode i ethvert menneske og i enhver situation. Det er så let at se det dårlige, det kan enhver, men kun livskunstneren formår at se det gode. Derfor må De alle blive livskunstnere. De må lære at forstå, at De absolut ikke har nogen fjende, der kan være større end den, der bor i Deres eget hjerte. Det er i Deres eget hjerte, at kampen nu vil blive ført. Det er livets sidste slagmark, og den dag, De helt forstår, at ethvert menneske må være, som det er, på basis af sin evige fortid og med henblik på sin evige fremtid, bliver det en selvfølge at tilgive, tilgive og atter tilgive. Jesus ventede ikke, at hans bødler skulle forbarme sig over ham. Han vidste, at de mente at handle ret, da de korsfæstede ham, og med de smertende nagler i sig formåede han dog at råbe med sine sidste kræfter: "Fader, forlade dem, de vide ikke hvad de gøre!" Sådan må De også blive, De må lære at forstå, at sålænge De tror, at det er de andre, der har skylden, flygter freden fra Dem. Den dag, De selv er parat til at bære skylden for Deres egen skæbne, vil Guddommen velsigne Dem, og freden vil stråle ud fra Dem. De vil da blive et solvæsen, der evner at lade Deres varme stråle ligefuldt på "retfærdige og uretfæridge". De vil da være en virkelig kristen, og menneskene vil elske Dem. "

– – – Referatet er meget, meget kort, men mon det alligevel ikke glæder Dem lidt? Jeg vil håbe det! I øjeblikket kulminerer livet heroppe, og den indbyrdes stemning er vidunderlig. Vi har for tiden besøg af præsidentparret for det teosofiske loger på Island, der kom flyvende til København i sidste uge. De forlod Reykjavik om morgenen og så da solen stå op over Island – og oplevede at se solnedgangen ved Klint. De er så lykkelige ved at være her, at de har forlænget deres ophold her. I København sidder Paul Brunton i mit hjem og arbejder. Overalt gærer det, og efteråret bliver meget travlt. Martinus flyver til Island den 7. september og vender først hjem den 4. oktober pr. fly, Paul Brunton flyver til Indien til efteråret, – "ringene" bliver større og større – bør vi ikke være lykkelige over at være med i et arbejde, der udelukkende sigter imod at skabe godhed, skønhed og åndelig renhed? Jeg synes det!