Kontaktbrev 1952/14 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
og det samme er tilfældet med ethvert menneske, der undslipper et diktatur, enten så dette er af stats- eller familiemæssig art.
Kommer et menneske imidlertid til det resultat, at en af dets vaner eller talenter er ivejen for dets fornemmelse af lykke, så kan det fjerne denne vane ved at "nægte det føde". Det man ikke bruger, dør hen. Det er en lov, og denne lov rammer også vore talenter eller vaner. Ved at nægte at bruge dem, mister de "livet", men også kun derved! Det er her at moderenergien spiller hovedrollen, thi det er i dens favn, at enhver vane eller eller ethvert talent hviler, – og denne favn er, som allerede berørt, udenfor enhver operationsknivs rækkevidde og kan kun nås af det levende væsens egenvilie.
Grundenergiernes gennemtrængningsevne.
Som det fremgår af gennemgangen af tilværelsens kosmiske grundkræfter- eller energier, repræsenterer disse energier seks fra hinanden afvigende kosmiske "stoffer", der hver for sig er nødvendige for det levende væsens manifestation. Intet af disse stoffer eksisterer i "renkultur" i en tankeblanding, men vil altid være blandet med de andre i et givet forhold. Denne tankeblandingsproces, som Martinus har givet navnet "Kosmisk kemi", skal vi senere vende tilbage til, her skal blot som afslutning på gennemgangen af de enkelte grundenergiers specielle natur tilføjes, at disse energier i deres dybeste natur er af stråleformig karakter og virker på den måde, at instinktenergien, der har det mindste udfoldelsesområde gennemtrænges og "bindes" af den følgende energi: tyngdeenergien o. s. fr. Det er denne tiltagende gennemtrængningsevne, der ligger til grund for den af livet bekræftede erfaring, at "den mere kloge gennemskuer den mindre kloge". Efterhånden som det levende væsens "synsevne" udvikles, hvilket altså sker ved, at det inddrager højere og højere mentale kræfter i sin vekselvirkning med livet, vil det uundgåelig komme på sporet af den dybere mening med sit eget liv. Er det i besiddelse af en ydmyg indstilling overfor livet, vil denne udvikling kun betyde netop den sjælsadling, der gør det elsket af enhver, det møder på sin vej. Men sker det – og det kan lade sig gøre – at det i kraft af en stærkt forceret intelligensudvikling udenom en tilsvarende udviklet evne til at anvende følelsesenergien i sine tankeblandingsprocesser kommer på sporet af tilværelsens kosmiske struktur, kan vi blive stillet overfor det sjælelige hovmod, der i form af en yderst utiltalende arrogance gør det åndelige liv langt mere fortræd end gavn. Intet sted fejrer intolerancen så utiltalende triumfer som der, hvor den maskerer sig som humanisme og næstekærlighed. Det er ikke rart at skulle nævne dette, men da livet ofte afslører netop dette forhold, er det her på sin plads at understrege, at selv om de kosmiske analyser nu gøres tilgængelige for hvermand, vil dette aldrig være ensbetydende med, at de, der studerer dem og i ord giver udtryk for dem, i alt evner at praktisere den tolerance og sjælelige ydmyghed, der er den dybeste hensigt med denne høje videns frigivelse. Den sande åndsforsker bør her hele tiden have Jesu berømte, men også smertefulde, kosmisk-kemiske formel for øje: "Hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder!"
V.
TILVÆRELSENS KOSMISKE UDVIKLINGSSPIRALER.
Under vor hidtidige gennemgang af det levende væsens kosmiske struktur er vi nu gentagne gange stødt på udtrykket "en kosmisk udviklingsspiral". Hvad dækker dette udtryk, og hvilken rolle spiller den realitet, der skjuler sig bag det? Udtrykket dækker den kendsgerneing, at det levende væsens evige udvikling ikke følger en cirkels, men derimod en spirals baner. Det ældgamle symbol med slangen, der bider sig selv i halen, repræsenterer ikke den endelige sandhed om det levende væsens kosmiske natur, men derimod en tænkt virkelighed eller en tro, der på et givet tidspunkt repræsenterede det jordiske menneskes højeste åndelige udsyn.
I sit hovedværk "Livets Bog" afslører Martinus, at al udvikling i sin natur følger et spiralkredsløbsprincip, og det enten denne udvikling finder sted i det små eller i det store. Det levende væsen begynder aldrig "forfra", når det har fuldbyrdet et kredsløb. På alle områder afslører livet, at ethvert nyt kredsløb bygger på frugterne af det netop fuldbyrdede. Vi ser det overalt, hvor vi retter vor bevidsthed hen. Tager vi vort eget liv, ser vi, hvorledes ungdommen er rodforbundet med barndommen og manddommen med ungdommen, og at alderdommen i sig selv både udgør frugten af det snart fuldbyrdede fysiske liv samtidig med, at den indeholder alle de betingelser, der gør livets beståen efter døden selvfølgelig for den, der i denne tilstand har lært at se andet end senilitet og opløsning.
Vender vi os mod årets kredsløb, møder vi også her den indre samhørighed mellem de respektive årstider, der gør det let for os at se, at vi her står overfor et spiralkredsløbsprincip, der, når man lærer dets inderste natur at kende, indeholder selve nøglen til forståelsen af vor evige kosmiske natur.
Dybest set udgør alt liv kredsløb inden i kredsløb. Dette skal man vide for at kunne forstå de dybereliggende årsager til det levende væsens rent fysiske fremtræden, hvis rødder på mange områder går langt dybere end til dets tilknytning til den klode, det i øjeblikket oplever livet på. Utallige af de fænomener, vi er vidne til omkring os, vil, når vi for alvor lærer dem at kende, fortælle os om kosmiske kredsløb, der er fuldbyrdede, længe før jordkloden overhovedet blev beboelig for højere liv. Mennesket uden kendskab til tilværelsens evige side befinder sig her i den frygtelige situation, at det omkring sig ser et hav af "virkninger", hvis dybereliggende årsager det er afskåret fra at komme i kontakt med. Resultatet af dette forhold vil uundgåeligt blive den fejlvurdering, der kommer frem i det materialistiske verdensbillede, der reducerer alt liv til mekaniske forekomster, blot produkter af arv og miljø. Nogen universel verdensplan, endsige nogen Guddom, formår materien ikke at afsløre for disse mennesker, og heri består måske deres største tragedie. Hvor anderledes for det menneske, der igennem en kosmisk opdragelse har lært at forstå, at selv tiden er noget skabt, og at der bag den eksisterer en evighed, der i sin urokkelige natur er selve det skabtes moder.
Som allerede tidligere berørt har enhver form for skabelse en begyndelse, en kulmination og en afslutning. Men ingen skabelse kan afsluttes uden at sætte "frugt". Denne frugt er det, vi kalder erfaring. Erfaringen udgør i sig selv en mættelse af den hunger, der førte til skabelsen. Hvis ikke den gjorte erfaring eller frugten af den foranberørte proces i sig selv førte til en ny skabelsesproces, var livet aldeles blottet for mening. Men ethvert menneske oplever det modsatte. Det er på basis af vor voksende erfaringsbaggrund, at vort liv hele tiden ændrer karakter og det vel at mærke en karakter, der for enhver, der kan tænke, afslører en mental vækst fra mørke til lys. Den stedfindende erfaringsophobning i vor bevidsthed er således selve vor mentale udviklings moder. Uden denne erfaringsophobning ville vi for evigt forblive uvidende automatfunktioner, sjælløse robotter eller omvandrende mekanismer uden guddomsgnist og uden evighedshåb eller netop modsætningen til det, vi i virkeligheden er.
Det levende væsen er en evigt kosmisk rejsende.
Studiet af det levende væsens kosmiske natur afslører, at det evigt vil være "på vej". Mod hvad? Mod større og større mentale horisonter, mod et større og større "syn" af den Guddom, det før kun anede, men hvis virkelighed det bliver fortrolig med i akkurat samme omfang, som det lærer at tænke hans tanker efter.
Til disse guddommelige tanker hører i allerhøjeste grad tilværelsens kosmiske kredsløbsprincip, der betinger, at enhver smerte såvel som enhver glæde i sig selv udgør led i en plan, der sigter imod det endelige bevidste møde mellem Guddommen og gudesønnen. For at dette møde imidlertid kan komme i stand, er det nødvendigt, at gudesønnen lærer sin "Fader"s sande natur at kende. Det er nødvendigt, at han lærer at forstå, at det, han i lange perioder betegnede som "det onde", dybest set ikke er ondt, men blot i sig selv udgør den absolut nødvendige kontrast til det, han har givet navnet "det gode". Sålænge han ikke forstår dette, vil han nødvendigvis blive offer for den illusion, at det såkaldte "onde" er en virkelig realitet, hvad der umuliggør enhver sand forståelse af den dybe kosmiske virkelighed, der er udtrykt i ordene i genesis: "Og se, han så, at alt var såre godt!" Thi disse ord afslører, at det såkaldte "onde"s mission ikke er af djævelsk oprindelse, men derimod udgør den ene del af det kontrastprincip, der i sig selv udgør forudsætningen for enhver sanseoplevelse, og som i sin dybeste analyse betinger, at det levende væsen både kan opleve det højeste syn af Guddommen og igen tabe dette syn.
For at forstå den sandhed, der er udtrykt i det foranstående stykkes sidste sætning, er det her nødvendigt at gøre den studerende opmærksom på, at der ikke i hele tilværelsen findes blot een eneste glæde, som ikke, om den var virkelig evig i sin natur, ville ende med at blive en frygtelig forbandelse. Denne tanke er ny for mange. Det afsløres gennem det stadigt tilbagevendende spørgsmål, der er formuleret i ordene: "Hvis livet virkelig er således indrettet, at vi er på vej imod vidunderligt skønne mentale lysregioner, skal intet, absolut intet nogen sinde få mig til at vende tilbage til den mørke verden, jeg her oplever!" Spørgerens tanke er forståelig, men uden realitet i virkelighedens verden. Lys er nemlig kun lys, sålænge det udgør en virkelig inspirerende modsætning til det mørke, man nys har oplevet. Sanset på evighedens baggrund vil der uvægerligt komme en stund, hvor det oplevede mørke helt er gledet ud af erindringen, og livet ville da være uden kontrast, uden tiltrækning, om ikke det var således indrettet, at der i det levende væsens egen sjæl ville opstå en brændende længsel efter denne kontrast. Derfor har Martinus afskaffet udtrykket "det onde" og erstattet det med et andet, der langt bedre dækker den eksisterende virkelighed, nemlig udtrykket "det ubehagelige gode" eller kontrasten til det, der i øjeblikket af det levende væsen opfattes som identisk med "det behagelige gode". For man må her erindre sig, at meget af det fortidens mennesker betragtede som identisk med "det behagelige gode", forlængst af os er blevet oplevet som noget ubehageligt eller noget, vi idag er frastødt af.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige