Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske vil De blive lidt overrasket over dette brev, der i det meste afviger fra, hvad jeg plejer at skrive om. Men en dame, bosiddende i udlandet, har bedt mig hjælpe hende i en for hende fortvivlet situation. Da hun er klar over, at hendes bøn, om jeg opfylder den, vil tage megen tid for mig, har hun bedt mig om at besvare hendes spørgsmål i korrespondanceafdelingen, idet hun mener, at andre kan være i en situation, der er beslægtet med hendes egen, hvorfor de i så tilfælde ville kunne drage nytte af mit svar. Idet hun stoler på min diskretion og evne til at skjule, hvad der nødvendigvis skal skjules, har hun givet mig lov til at give en fremstilling af den sag, der truer med at tage magten fra hende. Det drejer sig om en "trekant", hvor hun er den ene af parterne. Uden at vide besked med at den mand, hun er kommet til at holde af, var engageret til anden side, er hun kommet i en situation, hvor hun ikke kan opnå den lykke, hun drømmer om, uden på et andet menneskes bekostning. Hun er ikke helt ung længere og føler, at hun ikke evner at resignere. På den anden side er hun dybt fortvivlet over at skulle gøre at andet menneske fortræd. Denne konflikt har nu tilspidset sig så meget, at hendes tanker ideligt kredser om selv at gøre det hele forbi, og nu er det, hun spørger mig, om der ikke i livet findes situationer, hvor selvmord er tilgiveligt, og hvor de "på den anden side" har større mulighed for at hjælpe end mennesker her.

– – – – – – – – – – – – – – –

Kære veninde!

Tak for den tillid De viser mig og for den åbenhed, hvormed De har indviet mig i den konflikt, der truer med at tage magten fra Dem. Som De vil se af indledningen til dette brev, har jeg kun nødtørftigt gjort rede for baggrunden for Deres brev til mig. Lad mig dog sige Dem, at Deres brev gjorde et meget stærkt indtryk på mig, fordi det intellektuelt set rager himmelhøjt over de fleste af de breve, jeg gennem årene har modtaget i den samme forbindelse. Langt de fleste, der modtog et sådant brev, ville uundgåeligt spørge, hvor det dog kan være muligt, at et menneske, der ved så meget, har læst og tænkt så meget, kan blive offer for de tanker, der nu erobrer terræn i Deres bevidsthed. Lad mig med det samme sige Dem, at sådan tænkte jeg ikke. Igennem de mange år, jeg har arbejdet i denne sag, har jeg atter og atter oplevet, at mennesker, der var meget højt oplyste, og om hvem man skulle mene, at tanken om at berøve sig selv livet, lå dem uendelig fjernt, alligevel har gjort det. Dette har i årenes løb belært mig om, at der findes situationer, hvis forløb er dødsensfarlige for det åndeligt udviklede menneske. Som ganske ung har man ingen mulighed for at forstå den proces, der her er tale om, men livet lærer en, at netop højt oplyste mennesker ofte kommer i situationer, der synes at gøre en fortsat fysisk tilværelse umulig. Et fint udviklet nervesystem parret med en dyb indtrængningsevne i andres følelser og en dyb længsel efter i alle livets forhold mere at være menneske end blot et krævende han- eller hunvæsen kan komplicere livet så meget, at evnen til at magte de situationer, vore begær fører os ind i, svigter. Da er det, at livsleden og trangen til at flygte melder sig og virker som en overvældende fristelse.

Selv befinder De Dem nu i den situation, at Deres sjæl helt er indspundet i negative tanker, der alle synes at være umådelig logisk begrundede. Ser De indad, ser De kun sorg og elendighed for de andre og for Dem selv, og ser De udad, ja så møder De også her et truende mentalt mørke koncentreret i det ene: "Hvad ville mennesker mene om dig, om de kendte dette?" Det er i denne situation, at De nu føler, at døden med et slag ville ændre alting, og at De da idetmindste ikke blev årsag til, at et andet menneske skal bukke under i sorg. De nærer bekymring for, at jeg ikke kan forstå Dem helt, fordi De mener, at det vil kun den kunne, der har gennemlidt det samme, som De nu gør. Mon ikke det efterfølgende vil gøre Deres bekymring til skamme? Jeg vil inderligt håbe det.

Første gang jeg blev stillet overfor det, at et menneske, jeg havde ført lange og dybe samtaler med om det problem, der optager Dem, alligevel berøvede sig livet, var jeg chokeret. Jeg følte mig syg og elendig over, at jeg alligevel ikke havde kunnet hjælpe, og jeg følte det, som om Forsynet havde kasseret mig i den gerning, jeg havde valgt. At Martinus her trådte til og hjalp mig igennem den krise, tror jeg De forstår, men oplevelsen gjorde et voldsomt indtryk på mig. Siden lærte livet mig på utallige måder, at vi ikke kan leve andre menneskers liv, og at det, at selv meget højt oplyste mennesker begår selvmord, har en forklaring, der, selvom den ikke gør selvmordet tilgiveligt, så dog gør det forståeligt.

Når primitive mennesker berøver sig livet, sker det altid i affekt. Et begær har besat dem, det kan ikke opfyldes, og så vil de ikke mere. De og jeg behøver ikke at komme ind på den types forhold til selvmordet. Det udviklede menneskes problemstilling er ganske anderledes. Her er det ganske vist også selviskheden, der er det inderste motiv. Man "kan ikke mere", eller "man vil ikke mere". Men bag disse tanker eksisterer der en anden kraft, der hele tiden søger at bane sig vej gennem mørket. Denne kraft er den gryende overbevidstheds lysende indslag i dagsbevidsthedens tågede sfærer. Som en magnet søger den at drage de negative tankers modsætning med ind i billedet. Dette fører til et anspændende livtag mellem dyret og mennesket i os. Virkningen af dette livtag kan være næsten tungere end jernbyrd, nemlig en træthed i sind og sjæl der ligesom tapper en for enhver form for livsmod. Hvor man end vender sin trætte tanke, ser man kun lukkede døre. Da er det, at sjælen åbner sig for den frygteligste af alle negative tanker; tanken om at sove og aldrig vågne mere. Hos det primitive menneske tager denne tanke form i en tro på, at døden er en "evig søvn", hos det udviklede menneske i det spinkle håb, at de "på den anden side" vil forstå og tilgive – og hjælpe. Hjælpe? Man ved altså godt, at det man gør er forkert! Men hvad er det da, der er forkert? Når nu det, man gør, løser de andres konflikter på den kærligste måde, er det så ikke kærlighed at gøre det?

Har De nogen sinde tænkt over, hvem De og jeg egentlig er? Har De helt tænkt den tanke tilbunds, at der her i livet kun er to personer. Dem og Gud? Den åndeligt umodne siger: "Hvad betyder mit lille liv blandt to milliarder liv?" Sådan må De ikke sige! De må vide, at det eneste, der nu betyder noget for Dem, er Deres eget liv. Dette liv er det kosteligste, De ejer, ja så kosteligt er det, at De slet ikke kan gøre det forbi. De kan ændre det. Men den måde De nu vil ændre det på, løser intet som helst for Dem. Blot nogle timer efter, at man her har fundet Deres afsjælede legeme, er De påny ved fuld bevidsthed og da i en situation, der er hundredfold værre end den, De forlod. Da er De nemlig for første gang virkelig ene med Dem selv. Ene på en måde De måske slet ikke kan forestille Dem, fordi Deres eneste selskab da er alle Deres mørke tanker, der her danner hele Deres verden. "Jeg kan bede til Gud", siger De. Ja, det kan De, men tror De, han kan hjælpe Dem bedre der end her? Hvis De tror det, er De jo åndeligt ikke større end den lille pige, der beder om, at det må blive regnvejr imorgen, fordi hun ikke er inviteret med til en lille venindes fødselsdag. Guddommen ændrer ikke livslovene, fordi De tager Deres eget liv, hvor blev så grundlaget for åndelig vækst af?

Hvad kan De gøre her? De siger, De ikke kan udholde ensomheden? Se på Deres reoler! Jeg ved, De har mange bøger, det har De fortalt mig. Med disse bøger er De i selskab med jordens største ånder. Er det ikke bedre end at være i selskab med ligegyldige mennesker. De ønsker, De havde Martinus eller mig hos Dem. Jeg ved De har Livets Bog, der har De Martinus langt mere, end om De havde ham fysisk hos Dem. Men mere end det. Her kan De gøre noget, De absolut ikke kan gøre der. Her kan De gå til andre mennesker eller ud i naturen. Tænk over hvad det vil sige. Tager De Deres eget liv, er den omgivende natur helt et produkt af Dem selv, hvilket vil sige ensomt mørke, tåget tristhed, forfærdende koncentration på Dem selv og den ulykke, der har ramt Dem. Her er den forårets koncentrerede livsudfoldelse. "Jeg kan bede til Gud", siger De, ja, men kære veninde, gør det her, thi her vil han svare Dem med jublende fuglesang, med lysende blomsterskønhed og med opgaver som De med Deres strålende intellekt kan løse og skabe skønhed med. Gør De det andet, vil han også svare Dem, men på en helt anden måde. Han vil da lade Dem forstå, at alt dette skabte han for at hjælpe Dem, men De ville kun hjælpes efter Deres eget hovede. Berøvet enhver undskyldning vil De forstå, at det ikke var ham, De svigtede, men Dem selv, alt det i Dem som har menneskeværd og som – tilgiv mig – ikke angår "to par ben i en seng". For lad os være ærlige? De siger, at De ikke kan resignere. Er det helt sandt. Er det ikke snarere således, at De ikke vil? Først sent oplevede De en glæde, som De nu ikke evner at give afkald på. Men tror De virkelig, at den længsel ophører, fordi De berøver Dem selv Deres fysiske legeme? De er dog ikke så naiv, at De tror, at det er kroppen, der er vore drifters moder. Nej, De drømmer en farlig drøm, dersom De tror, at døden betyder fred for de begær.

De spørger mig, hvad det dog er, De oplever? Lad mig svare Dem med hele min sjæls overbevisning, at De oplever en prøve. Det, der sker med Dem nu, er ikke en sag mellem Dem og mennesker, det er helt enkelt en sag mellem Dem og Gud. De har altid brændende begæret åndelig vækst. De har søgt og søgt og føler nu, at De hos Martinus endelig fandt det, De søgte. Men hvad siger da Martinus? Siger han ikke, at vi er gudesønner, at vi er evige, og at vi aldrig nogen sinde kan komme i en situation, til hvilken vi ikke selv er den dybeste førsteårsag? At vort liv kun er sæd og høst, og at det aldrig vil lykkes os at unddrage os denne høst?

De nærer bekymring for, at jeg ikke helt forstår Dem. Kæreste, prøv at forstå, at der ikke i verden findes blot eet menneske, som De ser op til, der ikke har prøvet det, De nu oplever. Tro aldrig, at den selvoplevede sandhed, der alene giver fred i sindet, bliver foræret eet eneste menneske. Og tro heller ikke, at blot een af os, for hvem sandheden og sandheden alene er det afgørende, bliver forskånet for det, der nu tynger Dem til jorden.

Deres brev er een stor smerte, men det viser mig, at De står ved den sidste illusions port. De vil gerne selv tage al skyld, og De nærmer Dem nu stærkt en tilstand, hvor ikke De, men Deres negative tanker har magten over Dem. De tager piller for at sove og begår netop dermed brutal vold mod Deres egen overbevidstheds fortvivlede kamp for at redde Dem fra en handling, som een gang gjort ikke kan ændres. Prøv at forstå, at sovemidler altid lammer de højere åndelige legemer. Læg mærke til virkningen. De vågner tung og træt. Ingen lyse tanker flammer op på Deres sjælelige horisont. Alt er tåge, gråvejr og elendighed. Lad være med at tage noget som helst "middel". Gå Dem træt ude i naturen. Find en fredelig plet, hvor ingen ser Dem, og græd da Deres sorg ud. Tårer skyller sjælens øjne rene og hjælper Dem til at se, at De blot er offer for tåbelige drømme. Lad være med at tro, at et selvmord løser noget som helst. Træk Dem ud af det, De er indviklet i, men gør det nænsomt!!! Kan De, så rejs bort en lille tid. Søg at få dette på afstand, og De vil opleve, at det hele dybest set kun er en "storm i et glas vand". Hvem siger, at han er den eneste lykke, livet har til Dem?

I den skæbneoplevelse De nu er ude for, står De i virkeligheden ansigt til ansigt med Gud. Jeg kan ikke forlange, at De skal forstå dette, men jeg beder Dem tro mig, når jeg siger, at vi alle må igennem det, De nu prøver, og at den prøve dybest set er svaret på Deres eget ønske om at lære sandheden om livet at kende. Blot den mindste bebrejdelse rettet mod andre og De taber denne prøve og må gøre den om igen. Tag den som en chance, Gud giver Dem, for at De kan vise Dem værdig til større og skønnere oplevelser. Lad være med at søge flugt i en drøm, der blot dæk ker over sjælelige tilstande, De ikke vil være ved, og som kan – jeg siger ikke, at den gør det, kun at den kan gøre det – dække over såret forfængelighed, utilfredsstillet drift osv. Prøv at forstå, at begærer vi at lære sandheden at kende, ikke en del af den, men den hele, kan det ske, at svaret bliver: "Giv mig det kæreste du ejer eller begærer, og jeg vil opfylde dit ønske!"

– – – – – – – – – –

Fra en samtale jeg for snart længe siden havde med Dem, ved jeg, at De er et fint menneske, og at det, De nu oplever, har rystet Dem, fordi De pludselig har forstået, at der også i Dem er naturer, der endnu ikke er udlevede. Kære, De trængte til denne oplevelse! Hver for sig vil vi alle gerne bilde os selv ind, at vi er "højtudviklede". Prøv at forstå hvor barnligt dette begær i virkeligheden er. Martinus belærte mig derom, da jeg engang spurgte ham ud om netop det problem. Han sagde da: "Alene det, at et menneske er født på dette plan, er en yderst betænkelig sag!" Så spurgte jeg ikke mere. Nej kære, eet er, at vi gerne vil være mennesker og i alt handle efter de højeste og ædleste principper, noget andet er, at vi er her for at lære. Prøv engang at se Deres problem fra ydmyghedens synspunkt, og De vil forstå, at når De skulle opleve dette, da er det dog en lykke, at det sker i en verden der, om De selv vil, formår at sprede Deres mørke tanker. Glem aldrig, at selv om smerterne nu tynger Dem til jorden, er der omkring Dem mennesker, der har det værre end De, – hvad om De f.eks. prøvede at finde bare een eneste, på hvis bitre ansigt De ligeså brændende begærer at se et smil lyse, født af Dem, som De nu begærer at flygte fra det liv, der skjult bag alle tåger engang vil omslutte Dem med navnløs fryd?

Jeg forstår måske langt bedre end De tror Deres håb om, at der virkelig findes situationer, hvor dette at tage sit eget liv, er tilgiveligt. Men vi må være voksne og se den kendsgerning i øjnene, at de prøver, vi på den måde flygter fra i dette liv, venter os i det næste. Mange har fundet denne tanke besnærende og ræsonneret som så, at "det er der sålænge til!" M en er der det? Er det ikke barnligt og dermed uværdigt for et voksent åndeligt fremskredent menneske at give op overfor en prøve som den, De nu står midt i? Det kan synes både hårdt og uforstående af mig at skrive sådan, men kære, livet er ikke sympatisk stemt overfor flugt. Det vil, at vi skal sejre her og nu, fordi det ved, at vi, om vi virkelig vil, kan gøre det. De befinder Dem i en situation, hvor mørke tanker truer med helt at omslutte og afvæbne Dem, således at De bliver disse tankers offer. Overfor dette kan jeg kun gøre een eneste ting: bede til, at dette mit brev må blive den kniv, der overskærer disse tråde og påny bringer Dem i en tilstand, hvor De i kontakt med det skønneste og bedste i Dem selv kan sige Guddommen tak, også for dette!