Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I et af mine tidligere breve meddelte jeg Dem, at det var den berømte engelske forfatter Poul Brunton's mening at besøge os i somm er. Vi fik sidst brev fra ham fra Mexico, og han skrev da, at han meget gerne ville træffe Martinus igen og være sammen med ham en kort tid. Pludselig kom der i forrige uge telegram fra ham, at han og hans frue var på vej, de kom flyvende fra London for et lille besøg. Efter dette var det deres plan at fortsætte til Indien. Denne plan, er imidlertid udskudt på ubestemt tid. Mr. og mrs. Brunton bor nu på instituttet og er travlt optaget af at lære Martinus verdensbillede at kende med det formål at informere den engelsktalende verden om det. "Jeg har spildt to kostbare år", siger mr. Brunton, der i øjeblikket er et hav af spørgsmål, som Martinus via tolk besvarer. Nå, "spildt" er vel meget sagt, men mr. Brunton lægger ikke skjul på, at han nu på en måde har nået sit livs mål: at finde den sandhed, der både tilfredsstiller hjerne og hjerte.

For os er dette samvær en meget stor inspiration. Gennem en lang årrække er alt det blevet fuldbyrdet, der nu nærmer sig sin fuldendelse. Om får år lægger Martinus sidste hånd på Livets Bog og har dermed opfyldt den første og mest betydende del af den mission, der blev lagt på hans skuldre, da han i 1921 oplevede "Den store fødsel". Et livseventyr af dimensioner, det ikke er givet noget nulevende menneske at overse, nærmer sig hermed sin sidste etappe. Alle vi, som på nærmeste hold har fulgt dets forskellige faser og med den dybeste beundring set Martinus følge den vej, han alene kendte, må af hjertet glæde sig over, at der nu fra så mange sider kaldes på ham. Hans liv har ikke været nogen "dans på roser", selvom det ikke er præget af ydre dramaer. Det har været et liv under pligtens lov. Pligten imod det kald, der, om man ellers blot forstår lidt af hans mission, må have forekommet ham selv overvældende. Men vi har set ham urokket af tvivl og forsøg på påvirkninger af forskellig art gå den lange vej mod sit fjerne mål. Og det er i denne indre, dybe overbevisning om, at hans liv i alt var "til Guds ære", at han fik kraft til at fuldbyrde denne i virkeligheden næsten ufattelige opgaves løsning.

Mange, mange hundrede mennesker har i de år, jeg selv har haft den lykke at stå Martinus nær, givet udtryk for, at de ikke ville have magtet livet, om de ikke havde haft Livets Bog's analyser at støtte sig til. For disse mennesker må det være en stor glæde at få at vide, at der nu kun er tale om måneder, før den første af Martinus bøger finder vej til et publikum, der så at sige dækker hele kloden. Fra det øjeblik "Menneskeheden og verdensbilledet", som er den første bog, den engelsktalende verden vil få fra Martinus hånd, forsynet med et inspireret forord af Poul Brunton, foreligger, vil der være skabt en kontakt udad, som rummer alle muligheder. Ingen i centrum, heller ikke Martinus selv, venter i denne forbindelse "sensation", vi venter blot en udvidelse af vort arbejdsområde således, at de hidtil snævre rammer bliver sprængt, og nye mennesker bragt i berøring med det strålevæld af ideer, som Martinus verdensbillede rummer. Formodentlig rejser mr. og mrs. Brunton til Indien på omtrent samme tid, som Martinus rejser til Island. Som allerede skrevet, er planerne endnu ikke fastlagt. Kun eet er givet: i det kommende efterår vil Martinus arbejde træde ind i en ny fase, der under alle omstændigheder vil komme til at betyde stærkt forøget vækst!

– – – – – – – –

Heroppe ved Klint er vi nu i færd med at lægge sidste hånd på forberedelserne til den kommende feriesæson. Såsnart den er inde, fortsættes foredragene, der i år vil fordele sig på den måde, at Martinus taler mandag aften, jeg selv onsdag aften og Mogens Møller fredag aften. Muligvis ændrer jeg min egen plan med onsdagsforedraget, idet jeg gerne vil forsøge med spørgetimer, men derom senere. Selvom vi heroppe har meget store materielle opgaver at løse, ændrer dette ikke hensigten med feriebyen. Den er et åndscentrum, og ingen vil være gladere end jeg, den dag vi helt kan hellige os vort åndelige arbejde. Men indtil da løser vi alle med glæde de materielle opgaver, der her er betroet os, – og tro mig, feriebyen er nu, hvor roserne er begyndt at blomstre, og hvor alting begynder at lyse af kalk og nymalethed, ikke så lidt i retning af en drøm!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!