Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1952/10 side 1
Klint, den 16-5-1952
Kære læser!
Har De nogen sinde prøvet en iskold, blæsende vinterdag at forsvinde ned i stuens dybeste og varmeste stol, lukke øjnene og forestille Dem, at det med eet var forår, og alt var lysende grønt og luften fyldt med blomsterduft? Netop i dette Nu er naturen omkring mig materialiseringen af en sådan drøm. Det er den måske også om Dem, men mon De gør Dem selv den glæde at tænke "baglæns". De skulle prøve det engang imellem, det kan give Dem nydelser, som De måske helt har overset, – og som faktisk ikke koster Dem andet end en smule koncentreret tankevirksomhed. Langt de fleste mennesker tænker "fremad". Nuet er for den slags mennesker noget, der skal overstås, for at de kan komme det drømte mål nærmere og nærmere. Man kan se det på deres ansigter, de er ligesom slet ikke nærværende. Men det er ikke nogen klog administration af den tid, der er os beskåret. Det går altfor let den slags mennesker, som det nys gik en gammel kone heroppe. Hun havde lavet mad til flere dage, for hun skulle nå alverden, og så var der ikke tid til at stå over gryderne. Da det var vel overstået, skulle hun lige have et fodbad og så – nåja, så fik hun et hjerteslag og skal begraves en af dagene. Lytter vi lidt til livet, vil vi se, at disse Marthanaturer findes allevegne. De har så rædsomt travlt, at de er helt henne i sommeren, førend Vorherre er færdig med foråret, og i fuld gang med vinteren, før bladene overhovedet er blevet gule – og begravet længe før, de overhovedet havde fået tid til at tænke på, at de egentlig også skulle have haft lidt tid til at leve.
Leve – –, jeg har ofte tænkt på, at det på sin vis kun er børnene, der egentlig lever. Vi har et fasanpar her på villa "Rosenberg". Det har overlevet jagttiden og færdes her nu, som var det ejer af det hele. Ægteskabeligt er der orden i sagerne. Han kommer stolt marcherende med sin prægtige hale lige i vejret, og bag ham, kommer hun – musegrå og uanselig, – men åbenbart meget lykkelig. De aflægger os jævnlig en lille visit, og min lille pige er dødsens overbevist om, at det er hende, de besøger. Så en morgen tabte hunnen i forskrækkelse over et eller andet det nydeligste lille, brune æg, og tror De ikke, at min lille pige var fuldkommen overbevist om, at hun gjorde det udelukkende som en lille opmærksomhed til hende! Vi spejlede det, og ingen dronning kunne have nydt en fornem ret med større glæde, end hun spiste sit lille fasanæg, som "fasanfruen" selv havde bragt hende, – hun levede i den stund, kan De tro!
Hvad er "barnet" i os andet end det følsomme, det som evner at se – og nyde alle de småbitte ting, som går den "voksne"s øje forbi? En digter skrev engang disse linier:
Du slægt? der som en storm i høst,
henover jorden jager,
men aldrig i dit eget bryst
til bunden loddet hager."
– han må have set, et og andet hos menneskene, der har vist ham det, jeg her søger at give udtryk for. Det voksne menneske skal altid "nå" noget, det skal barnet ikke, derfor kan det helt give sig hen i den mærkelige blanding af fantasi og virkelighed, der præger ethvert udviklet barn og betinger dets lykke. Sandt nok er det farligt, når den voksnes fantasi kommer på afveje, og dagdrømmeriet afløser det pligtbundne arbejde. Men der er også her en gylden middelvej, vi med tryghed kan vandre. Personligt har jeg forlængst vænnet mig til at "tage ferie fra mig selv" en lille stund hver dag. I den prøver jeg at se livet fra en helt anden side end den rent materielle. Jeg har lavet mig en lille have, som i virkeligheden slet ingen have er, blot en efterhånden heltud utrolig samling af en masse skønne blomster. Havens størrelse er omtrent som den, jeg havde som barn, altså meget lille. Men den har nu gennem snart mange år været mit "hemmelige rum", som jeg kan forsvinde ind i. Her møder jeg en anden verden end den ydre, for her stråler Guddommens skabervælde mig imøde fra alt det underfulde, der åbenbares for mig igennem form, farver og vidunderlige dufte. Er det barnligt – nuvel, gid så alle igen "ville blive som børn" – for der bor end ikke antydningen af ondskab i dette lille rum. Det har min lille pige opdaget, og det bliver, når alt kommer til alt måske noget af det skønneste, jeg får lov til at give hende.
I "De vises sten" skildrer Anker Larsen en dreng, som kan gå ind i "det åbne", altså en dreng med et medfødt kosmisk talent. Denne dreng havde en "lille, leende fryd i hjertet" – eller lige netop det, alle de er på vej til at få, for hvem den ydre, fysiske verden er ved at miste sit hårde tag i sjælen. Når "narredansen" stiller af og "vindmøllerne" sagtner deres løb, begynder øjet at se andre ting. Da sker det, at "det lukkede" pludselig må vige for "det åbne", og i den stilhed kan man pludselig høre Guddommens sagte røst. Og den røst taler ikke om "andre". Den går fra alnaturens store hjerte over i vort eget og meddeler os syner og tanker, der ligesom omslutter os og gennemvarmer vor sjæl. Det er svært at finde ord for netop disse oplevelser, der er selvfølgelige for nogle, men tåbeligt fantastiske for de fleste, om man fortalte dem om dem. Derfor tier man for det meste om netop det, man egentlig havde mest lyst til at meddele, fordi man herigennem kunne bringe bud om det, som kunne læge mest, om det blev modtaget i samme ånd, som det blev givet. Men de fleste mennesker har bag forekommende smil kolde øjne, og ordene fryser bort på ens læber.
Og dog, – vi skaber heroppe en plet, som er viet til dette "åbne liv". Ikke på den måde, at der ideligt skal tales om det, det ville det "dø" af, men på den måde, at atmosfæren her skal give enhver, der blot har et lille talent derfor, mulighed for at kontakte det. Lykkes det, – og det er lykkedes for mange, det ved jeg, – så er det mål nået, vi har sat os, for så har vi skabt et sted, hvor man ikke alene trækker vejret, – men også lever!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson