Kontaktbrev 1952/9 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
selv dømmes", advarede menneskene mod enhver form for intolerance. Han vidste meget vel, at det enkelte menneskes forhold til godhedens problem er et udviklingsspørgsmål, og at hvad, der her er let for den ene, er helt umuligt for den anden. Vi står således her påny foran "evighedens port". Var vi ikke evige væsener, – et resultat af en evig fortid og på vej mod en evig fremtid, faldt alle disse problemer bort af sig selv. På et enkelt liv formår intet menneske at omskabe hele sin bevidsthed, og var vi ikke evige, ville ethvert forsøg på at ændre vor fra dyreriget nedarvede sjælelige primitivitet i virkeligheden være dødsensfarlig for vore chancer for fysisk sukces, eftersom enhver, der her viser eftergivenhed og overbærenhed endsige resignation, på forhånd er dømt til at tabe i kampen om "magten og æren". Men vi er evige væsener, og dette ses intet steds lettere end i en undersøgelse af vore åndelige egenskabers tilblivelsesproces.
Talentkernedannelsens to områder.
Selvom man, som tidligere berørt, ikke kan definere Jeg'et i det levende væsen og derfor heller ikke "bevise" dets eksistens, så afslører dette Jeg sin urokkelige væren igennem vore begær. Dybest set er vi kun et Jeg, der begærer. Det, vi kalder "vort liv", er udelukkende frugterne af de her nævnte to realiteter. Men hverken Jeg'et eller begæret kan "vejes og måles" i almindelig forstand, og dog udgør de selve kilden til alt det, vi ser omkring os. Usynlige i deres egen natur, fordi de hører overbevidsthedsområdet til, kan deres eksistens kun synliggøres igennem deres konsekvenser, og disse er, som foran beskrevet, vore talenter, evner og mentale anlæg.
For imidlertid helt at kunne forstå hvor stort et område der her er tale om, må den studerende gøre sig klart, at vi her står overfor det evige i vor egen natur. Et enkelt fysisk liv spiller her kun en i virkeligheden meget underordnet rolle. Det er uendelig lidt, vi når at lægge til eller trække fra vor samlede sum af bevidsthed i et enkelt fysisk liv. For imidlertid at få et klart billede af dette område vil vi straks dele det i to dele, hvoraf en omfatter vore medfødte, automatisk virkende talenter, og en de talenter, der danner grundlaget for vor nuværende fremtræden som personlighed?
Kun få mennesker er helt klar over, at hovedparten af deres fremtræden på det fysiske plan hviler på en indbygget kosmisk automatik. Ved "liv" forstår disse mennesker kun deres evne til at manifestere deres indreverden. Måden dette går til på, endsige skabelsen af det "instrument" hvorigennem denne manifestation foregår, ligger udenfor deres interessesfære. De konstaterer blot, at de har dette instrument og kan det og det – og helliger sig derefter udelukkende kun den foran berørte manifestation. Denne indstilling er forståelig, fordi intet menneske endnu modtager nogen opdragelse eller undervisning indenfor disse felter. Men den er tragisk derved, at man kun får den fulde glæde af en oplevelse, når man kender hele dens natur tilbunds, altså er fortrolig med samtlige dens forudsætninger. Og til disse forudsætninger hører i allerhøjeste grad viden om sanseevnens tilblivelse.
Man må således vide, at også vort fysiske legeme har en "forhistorie", og at denne forhistorie i virkeligheden er et eventyr af ufattelige dimensioner. Vi er vant til at "trække vejret", til "at høre", "se", "lugte", "smage" og "bevæge os", at vi i almindelighed glemmer, at det har kostet os umålelige perioder af tid at tilegne os dem. Men det har det. Vi har ikke altid været "mennesker" i den form, hvori vi nu fremtræder. Hver eneste lille organfunktion i vort fysiske legeme er blevet til som et resultat af vore begær, – og ethvert af dem har en årtusindlang historie bag sig. Men mere end det. De fortæller også det udviklede menneske, at ordene "bliv lys" dækker over andet og mere end det, mennesket i almindelighed forestiller sig. Før vi var, var lyset, lyden og afstandene. Vi vidste det ikke. Vi levede i "mørket", men vi "anede", at dette mørke ikke var alt. Som planten i mulden aner lysets eksistens, anede vi, at den verden, vi dengang levede i, ikke var "alt", og vort begær begyndte at række sig mod det ukendte. Vi anede lysets eksistens, og i os dannede der sig de første lysfølsomme celler, der senere blev til det, vi kalder "øjne". Igennem disse lysfølsomme celler ændrede vor anelse om lysets eksistens sig til dagsbevidst viden. Vi fik celler, der var følsomme for lyd, og dermed var begyndelsen skabt til det, vi idag kalder "øren", – og tonernes forunderlige verden åbnede sig for os. Men disse to verdener lod os forstå bundethedens fattigdom, og langsomt skabtes de organer, der løste os fra plantevæsenets stavnsbånd. Og sådan kunne man blive ved. Sten for sten rejste vi den "bygning", som vort fysiske legeme er, og som idag er så fremskreden, at vi nu kan begynde at ane et større lys, end det solen frembringer, hvorfor vi nu simpelthen må gå igang med at skabe nye sanseorganer, der gør det muligt for os at række udover det fysiske plans begrænsning. Det er skabelsen af disse nye organer, der opfylder vor "nutid", som i sig selv kun udgør grundlaget for vor evige fremtid. At vide dette, er begyndelsen til at leve bevidst både i "nuet" og i "evigheden".
Bag os har vi således en skabelseshistorie, der er resulteret i dannelsen af det instrument, igennem hvilket vi skal blive bevidst i en større eller højere form for liv, end det, vi nu kender. Vi er evige kosmiske rejsende på vej mod livets største lys: Guddommen selv. På denne lange rejse har vi tilbagelagt strækninger, der vel i tid må synes uendelige, men som "rumligt" endnu kun har bragt os dertil, at vi fysisk på alle områder er hævet over plante- og dyrevæsenet, samtidigt med at vi rent sjæleligt endnu er stærkt forbundne med dem. Vi aner som planten, og vi raser som dyret. Vi kalder os "mennesker", men det er en tilsnigelse. Vi er kun på vej til at blive det, – og det udgør trods alt en forskel!
Hvad er da et menneske? Svaret kan ikke gives i en enkelt sætning. Men mennesket i "Guds billede" er et andet væsen end det jordiske menneske. Det er nemlig et væsen, der har "øren" og kan "høre", "øjne" og kan "se"! Høre og se hvad? Gud i alle ting! Det kan det jordiske menneske ikke. Er det fremskredent, kan det endnu kun i det højeste ane Gud i alt og overalt. Men denne anelse er ikke stærk. Gang på gang vælder tvivlens skygger ind over dets sjæl og får det til frysende at erkende sin angst og sin ensomhed.
Men angsten og den ulykkelige ensomhedsfølelse er netop de begærs moder, der fører til skabelsen af helt nye evner og dermed sanseorganer. I dybet af vor sjæl ved vi, på samme måde som planten ved, at lyset eksisterer, at det ikke er livets mening, at vi evigt skal forblive i en tilstand af angst og ensomhed. Det er denne "viden", der får os til at søge, – og det er denne søgen, der en dag bevirker, at vi "finder". Finder hvad? De høje åndelige verdener og dermed vort evige liv.
Da vort fysiske legeme – om det ellers er sundt – fungerer fuldkomment, står vi i det overfor frugten af vor evige fortid. Samtlige de "talentkerner", der betinger dets skabelse og fremtræden på det fysiske plan, fungerer fuldkomment – og udenfor vor vågne dagsbevidsthed. At dette er tilfældet, bekræfter livet overalt og bekræfter dermed samtidigt, at en stor del af vort mentale rum er opfyldt med "organer", der een gang skabte, nu tjener os på den mest fuldkomne måde. Samlet udgør disse "organer" vore medfødte automatisk virkende talenter eller en i vor overbevidsthed eksisterende evig kosmisk automatik, der betinger, at vi liv efter liv formår at danne legemer uden først påny at skulle begære og derefter opøve de funktioner, der udgør forudsætningen for vor nuværende livsoplevelse.
Jordmenneskelige – og menneskelige talenter.
Vender vi os nu mod det andet område, nemlig det indenfor hvilket vi finder samtlige de talenter eller evner, der betinger vor nuværende sanseoplevelse, skifter billedet straks karakter. Også her vil vi såmeget, men evner, i modsætning til det af kosmisk automatik regulerede område, så lidt. Dette afslører sig vel intet steds stærkere end i vort forhold til alt det, vi under eet kalder "det gode". Alle forstår vi, at livet var uendelig lykkeligere for os, om det var natur for os at være indbyrdes kærlige og fordragelige. Bittert må her ethvert jordisk menneske indrømme sandheden i apostlen Paulus berømte ord: "Det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg!" Og dog forstår vi, at der findes "et sted" i tilværelsen, hvor denne væremåde er natur for de der eksisterende væsener. Det er dette "sted", der i virkeligheden udgør den "magnet", der hele tiden påvirker vort eget "kompas" og får os til at føle os elendige ,når vi mærker, at vi er "ude af kurs". Men hvor er dette sted, – og eksisterer det i det hele taget? Stedet er "det rigtige menneskerige", og dets eksistens er lige så sikker som det sted, vi i øjeblikket befinder os på. Beviset herpå finder vi i den kendsgerning, at mennesket, som allerede flere gange berørt er målsøgende i samtlige sine ønsker og længsler. Forestillede man sig, at plantevæsenet havde vor bevidsthed, ville det vel ikke være usandsynligt, at utallige af dem kom i tvivl om retningen for deres spirer og begyndte at gro nedefter i stedet for opefter. Men plantevæsenet har ikke vor bevidsthed, men derimod en, i hvilken der eksisterer et usvigeligt "instinkt", der dikterer spiren dets retning mod lyset. Plantevæsenet evner således ikke at "tvivle" på, at målet for dets higen ikke eksisterer. Men det gør vi, og dette er grunden til al vor elendighed. Vidste vi, at enhver god og uselvisk handling virkelig førte os til en lysere og skønnere verden, ville vi alle kappes om at forgylde hinandens liv. Men ville vor godhed da være ægte? Nej – den ville da kun være en ganske gemen "handel". Derfor må vi alle, om vi virkelig vil vokse i ånd og indsigt, "vandre ad en stenet vej". "Stenene" er vor egen tvivl, der gang på gang griber ind og tvinger os tilbage. De talenter på hvilke et nyt og højere liv skal hvile, er ikke mindre svære at tilegne sig end de, på hvilke vor nuværende livsoplevelse hviler. Det tog uendelig lang tid at tilegne sig det fysiske syns vidunderlige talentkerne, det vil også tage lang tid at tilegne sig det åndelige klarsyn. Men vort begær efter det beviser dets eksistens, et bevis der iøvrigt uafladeligt bekræftes af alle de, der har opnået dette syn og derigennem blev vore lærere og vejledere.
Vender vi os nu direkte mod de talenter, der betinger vor nuværende fremtræden som jordmenneske, ser vi, som allerede berørt, at de deler sig i tre grupper: en aftagende, en tiltagende og en kulminerende gruppe. Disse tre gruppers reelle eksistens afslører i virkeligheden selve den proces, der ligger til grund for et talent eller en åndelig evnes tilblivelse. Da der her er tale om noget yderst fundamentalt ved det levende væsens kosmiske struktur, skal vi i det efterfølgende foretage en analyse af denne proces.
Talentets A.stadium.
Ethvert menneske kender begærets "fødsel", der ytrer sig i form af et brændende ønske om at kunne dette eller hint. Denne "fødsel" er i virkeligheden talentets A.stadium, idet vi her står overfor den mulige begyndelse til tilegnelsen af en helt ny egenskab eller evne. Man overværer f.eks. en koncert og gribes pludselig af en dyb længsel efter selv at kunne udtrykke alt det, der rører sig i en, i toner. Forudsætter vi, at dette begær eller ønske er mere end en overfladestemning, vil resultatet af det uundgåeligt blive, at man en dag aktiverer det og begynder at tage undervisning. At gøre dette, er i virkeligheden ensbetydende med, at man nu begynder at "opmagasinere" de erfaringsbestanddele, af hvilke ethvert talent består. Disse erfaringer vil meget hurtigt, om de da øges, resultere i dannelsen af en "kerne", nemlig selve det primære begær, der nu begynder at tage "form". Denne form er i begyndelsen yderst nebuloseagtig, men vil, om begæret ikke pludselig dør bort, langsomt "trække sig sammen" og danne et organ. Sker dette, – man må her stadigt holde sig for øje, at det almindelige er, at begæret ret hurtigt dør bort, fordi det viser sig, at det ikke er "nær så let, som man troede", – ændrer billedet karakter. Da har processen forladt A.stadiet og er nået til B.stadiet.
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige